Om forskellen mellem Det Gamle og Det Nye Testamente og om lovens ophævelse

Ud fra det, vi har sagt om loven og evangeliet og om lovens og evangeliets opgave, kan man let slutte sig til, hvad forskellen er mellem Det Gamle og Det Nye Testamente. På dette punkt famler skolerne lige så ynkeligt som med forskellen mellem lov og evangelium, når de kalder Det Gamle Testamente en lov, der kun kræver ydre gerninger, og Det Nye en lov, der ud over de ydre gerninger også kræver hjertets følelser. Derved bliver nådens majestæt og storhed formørket, skønt den burde vises frem, som var den stillet op på et højt og synligt sted, så alle kunne se den fra alle sider, ja, den burde forkyndes helt alene. Vi vil klare sagen med få ord. Hvad loven er, og hvad evangeliet er, må du hente fra det foregående. Vanskeligheden her ligger i ordenes brug.

De, der ganske enkelt kalder Det Gamle Testamente det samme som det, de kalder loven, følger efter min mening mere sprogbrugen end fornuften, og ordet testamente bruger de almindeligvis om en ordning eller indretning. Jeg kalder Det Gamle Testamente et løfte om legemlige goder, forbundet med lovens krav. For gennem loven kræver Gud retfærdighed, og han lover en løn for den: Kanaans land, rigdom osv., som det fremgår af Femte Mosebog, kapitel 29: «I står i dag alle sammen for Herren jeres Guds ansigt, jeres fyrster og stammer, de ældste og lærerne, hele Israels folk, jeres børn og hustruer og den fremmede, der bor hos dig i lejren, bortset fra trosknægtene, for at du kan træde ind i Herren din Guds pagt og i den ed, som Herren i dag slutter med dig, for at han kan oprejse dig til sit folk, og han selv kan være din Herre, sådan som han har sagt til dig» osv. (5 Mos 29,9–12). Derimod er Det Nye Testamente intet andet end løftet om alle goder uden loven, uden noget hensyn til vores retfærdige gerninger. I Det Gamle Testamente blev der lovet goder, men samtidig blev det krævet af folket, at det opfyldte loven. I Det Nye bliver goderne lovet uden betingelse, idet der intet kræves af os til gengæld. Og her ser du, hvor stor nåden er, og hvor ødsel Guds barmhjertighed er. Kort sagt: hvor herligt evangeliet er, når det skænker frelsen gratis, uden hensyn til vores retfærdighed og vores gerninger. Må et menneskehjerte ikke råbe højt over så overstrømmende en nåde? Hvem tror det, vi har hørt? (Es 53,1). Og denne forskel mellem Det Gamle og Det Nye Testamente viser Jeremias i kapitel 31 (Jer 31,31–34). For at man kan forstå den med større sikkerhed, må vi drøfte lovens ophævelse.

Og da loven har tre dele, vil vi gennemgå, i hvor høj grad hver enkelt af dem er ophævet, især fordi de ikke synes at være sat ud af kraft på samme måde. Forfatterne er blevet enige om, at de juridiske og de ceremonielle love er bortfaldet, mens de moralske er blevet fornyet. Vi vil først tale om de moralske.

At den del af loven, som man kalder de ti bud eller de moralske bud, er sat ud af kraft af Det Nye Testamente, beviser for det første det sted fra Jeremias, som er gengivet i Hebræerbrevet (Hebr 8,8–12), hvor profeten begrunder, at Gud må ophæve loven, med at folket har brudt den. Men Israel syndede ikke kun mod ceremonierne, men snarere mod de ti bud, lovens vigtigste del, som Kristus kalder den i evangeliet. Og når profeten kalder evangeliet en ny pagt, mener han, at den gamle sættes ud af kraft, sådan som forfatteren til Hebræerbrevet argumenterer, når han siger: «Når han taler om en ny, har han erklæret den første for gammel» (Hebr 8,13). Og til Timotheus: «Loven er ikke bestemt for en retfærdig» (1 Tim 1,9). Der findes mange vidnesbyrd af den slags om friheden både i Romerbrevet og i Galaterbrevet. For hvem kender ikke det kendte ord fra Galaterbrevet: «I er frie, brug blot ikke friheden som en anledning for kødet» (Gal 5,13)? Ja, den kristne frihed ville være meget ringe, ja, værre end trældom, hvis den kun ophævede ceremonierne, den del af loven, som er lettest af alle at bære. For hvem slagter ikke lettere et dyr, end han behersker sin vrede, sin elskov eller lignende lyster? Derfor må man indrømme, at også de ti bud er sat ud af kraft.

Må man så gøre hvad som helst, dræbe uskyldige, sværge falsk osv.? Det samme spørgsmål findes hos Paulus i Romerbrevet 6, hvor han siger: «Skal vi da synde, fordi vi ikke er under lov?» (Rom 6,15). Men friheden består i, at loven er frataget al ret til at anklage og fordømme os. Loven forbander dem, der ikke har opfyldt hele loven fuldt ud. Men kræver hele loven ikke den højeste kærlighed til Gud og den mest inderlige frygt for Gud? Og da hele vores natur er så fremmed for dem som overhovedet muligt, er vi skyldige under forbandelsen, selv om vi fremviser det allersmukkeste farisæervæsen. Denne lovens forbandelse, denne lovens ret har Kristus taget bort, så du bliver frelst, selv om du har syndet, og selv om du endnu har synd – vi må nemlig bruge Skriftens sprog. Dødens magt, syndens magt og dødsrigets porte har vores Samson sprængt. Det er det, Paulus skriver til galaterne: «Kristus løskøbte os fra lovens forbandelse ved at han blev en forbandelse for os» (Gal 3,13). Ligeledes: «Da tidens fylde kom, udsendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven» (Gal 4,4–5). Og i Romerbrevet 6: «Synden skal ikke herske over jer, for I er ikke under lov, men under nåde» (Rom 6,14). Og dette er den tryghed, som profeterne overalt lovpriser med så fuld mund: at de, der er i Kristus, står over al lovens magt, det vil sige: selv om du har syndet, selv om du har synd, kan du ikke blive fordømt. Som der står: «Døden er blevet opslugt til sejr. Død, hvor er din sejr?» osv. (1 Kor 15,54–55). Dette burde man altid indprente de kristne, men allermest de døende, for hvem det er det eneste anker, der er tilbage – i sandhed et helligt anker, som ordsproget siger. [«Det hellige anker» (sacra ancora) var hos romerne det sidste og største anker, som man kun kastede i yderste nød.] Og det er denne frihed, Paulus prædiker næsten overalt. Ceremonierne berører han kun på et eller to steder. Og Det Nye Testamente er intet andet end bekendtgørelsen af denne frihed. Det har profeten rammende antydet i Salme 2: «Jeg har indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg» (Sl 2,6). Her siger Faderen, at han vil indsætte en konge på Zions bjerg. Derefter viser han, hvordan dette rige skal være, nemlig et rige, hvor Gud hersker ved sit ord, ikke ved menneskelige kræfter eller verdens magt. Derfor tilføjer han: «Jeg vil forkynde budet. Herren sagde til mig: Du er min søn» (Sl 2,7). Hvad skal denne nye forkyndelse være? Er Guds ord, nemlig loven, ikke blevet forkyndt på Zions bjerg før? Men den bliver nu ophævet ved en ny forkyndelse, hvor talen handler om Sønnen, Kristus. Og hvis der ikke forkyndes andet, end at Kristus er Sønnen, følger det, at lovens retfærdighed og gerninger ikke kræves, og at der ikke befales andet, end at vi skal kysse denne Søn. Det siger han lidt senere endnu tydeligere: «Salige er alle, som stoler på ham» (Sl 2,12). Jeres retfærdighed vil ikke frelse jer, jeres visdom vil ikke frelse jer, men denne Søn vil frelse jer, jeres konge, jeres værn osv. Der er mange steder af den slags i Skriften, som anbefaler os denne frihed. For hvad er evangeliet i det hele taget andet end forkyndelsen af denne frihed? Endelig er kristendommen frihed, fordi de, der ikke har Kristi Ånd, på ingen måde kan gøre loven og er skyldige under lovens forbandelser. De, der er fornyet ved Kristi Ånd, drives nu af sig selv, også uden at loven går foran, til det, som loven befalede. Guds vilje er loven. Og Helligånden er intet andet end Guds levende vilje og drivkraft. Luthersk note: Melanchthon taler her om, hvad Helligånden virker i de genfødte. Bekendelsen lærer, at Helligånden er en selvstændig person i guddommen og ikke blot en bevægelse i skabningerne (CA I). Derfor: Når vi er genfødt ved Guds Ånd, som er Guds levende vilje, så vil vi nu af os selv netop det, som loven krævede. I den betydning siger Paulus, at loven ikke er bestemt for en retfærdig (1 Tim 1,9). Og i Romerbrevet 8: «Livets Ånds lov, det vil sige den livgivende Ånds bevægelse, har befriet mig fra syndens og dødens lov» (Rom 8,2). Og Augustin behandler den kristne frihed udførligt på denne måde i bogen «Om ånden og bogstaven». Og Jeremias 31: «Se, der skal komme dage, siger Herren, da jeg vil slutte en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, ikke som den pagt, jeg sluttede med jeres fædre den dag, jeg tog dem ved hånden for at føre dem ud af Egyptens land, en pagt, som de brød, og jeg blev vred på dem, siger Herren. Men dette skal være den pagt, jeg vil slutte med Israels hus: Efter de dage, siger Herren, vil jeg lægge min lov i deres indre og skrive den i deres hjerte. Og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Og de skal ikke længere belære hinanden, den ene sin næste og den anden sin bror, og sige: Kend Herren! For de skal alle kende mig, fra den mindste af dem til den største, siger Herren, for jeg vil være nådig mod deres misgerning og ikke mere huske deres synd» (Jer 31,31–34). På dette sted nævner profeten to pagter, den gamle og den nye. Om den gamle, retfærdiggørelsen ved loven, siger han, at den er blevet brudt. For hvem har kunnet virkeliggøre loven? Derfor skal loven nu, da kravet er taget bort, skrives i hjerterne, så den kan virkeliggøres. Friheden er altså ikke, at vi ikke gør loven, men at vi af os selv, af hjertet, vil og begærer det, som loven kræver. Det kunne ingen før. Det samme siger Ezekiel 11: «Jeg vil tage stenhjertet ud af deres krop og give dem et hjerte af kød, så de vandrer efter mine bud og holder mine lovbud og gør dem, og de skal være mit folk» (Ez 11,19–20).

Her har du, i hvor høj grad vi er frie fra de ti bud. For det første fordi den ikke kan fordømme dem, der er i Kristus, selv om de er syndere. Dernæst fordi de, der er i Kristus, drages af Ånden til at gøre loven, og ved Ånden gør de den: De elsker og frygter Gud, de tager sig af deres næstes nød og begærer netop det, som loven befalede, og de ville gøre det, selv om der ikke var givet nogen lov. Deres vilje, nemlig Ånden, er intet andet end en levende lov.

På samme måde var også fædrene før Kristi menneskevordelse frie, så mange som havde Kristi Ånd. Det så Peter i Apostlenes Gerninger kapitel 15, når han siger, at de ikke kunne gøre loven: «Hverken vi eller vore fædre har kunnet bære det.» Men de blev retfærdiggjort ved tro (ApG 15,10–11). Det vil sige: Da fædrene ikke kunne opfylde loven, erkendte de, at også de var frie ved Kristus, og de blev retfærdiggjort ved troen på Kristus, ikke ved deres gerningers og retfærdigheders fortjeneste. For Peter taler på det sted i Apostlenes Gerninger ikke kun om ceremonierne, men om hele loven. For ceremoniloven kan man på ingen måde opfylde, hvis man ikke også opfylder de ti bud. Ceremonierne sker nemlig ikke for Gud, medmindre de sker af et troende og villigt hjerte. Og Peter ville ikke sige, at ceremoniernes ydre gerninger ikke kunne gøres. For hvad er lettere end at klare så få ceremonier? Tæl bare efter, hvor mange flere pavelige ritualer der i dag er i kirken, end du ser hos Moses. De mosaiske ceremonier kan man samle i ganske få vers, mens selv de store bind af dekreter og dekretaler ikke er nok til de pavelige. Hvor ulig Peter de romerske paver dog er, de, der roser sig af at have ham som forgænger! Han ophævede ceremonierne, skønt de var givet efter guddommelig ret og var ganske få; de har i hvert eneste århundrede fundet på nye og tåbelige. Man kan altså ikke mene, at Peter i Apostlenes Gerninger kun handlede om ceremonierne; han handlede om hele loven.

I Romerbrevet drøfter apostlen denne frihed mere udførligt i kapitel 6, 7 og 8 og lærer, at kun det nye menneske er frit. I det omfang vi er fornyet ved Ånden, er vi derfor frie; i det omfang vi er kød og det gamle menneske, er vi under loven. Dog bliver det, der er tilbage af det gamle menneske, tilgivet de troende for troens skyld. Kort sagt: I det omfang vi tror, er vi frie; i det omfang vi ikke stoler på Gud, er vi under loven. I skriftet mod Latomus [Luthers «Rationis Latomianae confutatio» (1521), rettet mod Louvain-teologen Jacobus Latomus.] har Luther udførligt drøftet de helliges synder, det vil sige resterne af det gamle menneske i de genfødte, så det ikke er nødvendigt for mig at sige meget om den sag. Især fordi Paulus så klart siger, at han endnu er syndens fange (Rom 7,23). Det samme siger Augustin og Cyprian mere end ét sted. For vi er her begyndt at blive retfærdiggjort, men vi har endnu ikke fuldført retfærdiggørelsen. Luthersk note: Melanchthon bruger her «retfærdiggørelse» også om fornyelsen, som kun er begyndt i dette liv. Konkordieformlen skelner skarpt: retfærdiggørelsen er syndernes forladelse og Kristi tilregnede retfærdighed og er hel og fuldkommen, mens fornyelsen eller helliggørelsen er begyndt og ufuldkommen og ikke må blandes ind i retfærdiggørelsen (Konkordieformlen III). Sådan befaler Paulus gang på gang, at vi skal forvandles ved vores sinds fornyelse (Rom 12,2). Og til filipperne siger han, at han ikke allerede har modtaget det og endnu ikke er blevet fuldkommen, men at han stræber efter at gribe det (Fil 3,12). Når man drøfter lovens ophævelse, skulle man altså snarere have behandlet, i hvor høj grad evangeliet har sat de ti bud ud af kraft, end hvordan ceremonierne og de juridiske love er taget bort. For ud fra ophævelsen af de ti bud kan man allerbedst erkende nådens storhed, fordi den viser, at de troende bliver frelst uden lovens krav og uden hensyn til vores gerninger. Loven er altså ophævet, ikke for at den ikke skal gøres, men for at den ikke skal fordømme, når den ikke er gjort, og for at den kan gøres. Gid de, der kun har henført friheden til de juridiske love og ceremonierne, havde drøftet dem mere nøjagtigt! Og her skal man nøje lægge mærke til det, Paulus siger: «Omskærelse betyder intet» (1 Kor 7,19). Og i Galaterbrevet: «I Kristus Jesus gælder hverken omskærelse eller forhud, men en ny skabning» (Gal 6,15). Ligeledes det, han skriver til korintherne: «Jorden og dens fylde tilhører Herren» (1 Kor 10,26). Disse steder beviser, at den kristne frihed er denne: at du kan bruge sådanne ydre ting eller lade være. Sådan omskar Paulus den ene, men ikke den anden (ApG 16,3; Gal 2,3). Undertiden tilpassede han sig dem, der overholdt de jødiske ritualer, undertiden modsatte han sig dem. Den samme frihed skal vi have. Hverken de, der lader sig omskære, eller de, der undlader omskærelsen, synder. Det, Hieronymus har fundet på om de ophævede ceremonier, er derfor for hårdt. Og alligevel følger man ham næsten overalt i dag. Men de synder, der mener, at omskærelsen er nødvendig, og som lader sig omskære for at blive retfærdiggjort eller for at gøre en god gerning. Omvendt synder også de, der undlader omskærelsen for at blive retfærdiggjort. Hieronymus tager lige så meget fejl, når han forbyder omskærelsen, som jøderne tog fejl, når de krævede omskærelsen. Den, der befalede at spise svinekød, ville tage lige så meget fejl som den, der forbød det. Og det var Paulus' begrundelse: Han ville ikke omskære Titus, da han så, at jøderne krævede omskærelsen, og at troens lære derved blev formørket, fordi de tilskrev omskærelsen og ikke troen retfærdiggørelsen. Det samme skal man holde fast ved i de moralske gerninger: Ligesom du ikke spiser eller drikker for at blive retfærdiggjort, sådan skal du heller ikke give almisse for at blive retfærdiggjort. Men ligesom du spiser og drikker for at tjene kroppens behov, sådan skal du give almisse, elske din bror osv. for at tjene det fælles behov, og tøjle dit begær, for at kroppen kan være underlagt ånden osv. Lige så lidt som det at spise, drikke, sove, stå og sidde retfærdiggør, lige så lidt retfærdiggør ikke bare omskærelsen, men også de moralske gerninger: kyskhed, at tjene brødrenes nød og lignende. For troen alene retfærdiggør, som der står: «Den retfærdige vil leve af tro» (Rom 1,17). Men denne frihed i de moralske ting er lige så dunkel, som den er nødvendig at kende, og den kan kun forstås af de åndelige.

Lad det altså stå fast, som vi har sagt: De juridiske love og ceremonierne er ikke ophævet på en sådan måde, at man synder, hvis man bruger noget af dem. Men fordi kristendommen er en slags frihed, står det os frit for at bruge dem eller lade være, ligesom det står os frit for at spise eller drikke. I øvrigt kunne jeg endda ønske, at de kristne brugte den form for retspleje, som Moses har givet, og ligeledes de fleste ceremonier. For eftersom dette livs nødvendighed ikke kan undvære retspleje og, som jeg mener, heller ikke ceremonier, ville det være bedre at bruge de mosaiske end både hedningernes love og pavedømmets ceremonier.

Og for at komme sagen nærmere: Der er én og samme grund til, at hele loven er ophævet – ikke kun ceremonierne og retsplejens former, men også de ti bud –, nemlig at den ikke kunne opfyldes. Denne grund til lovens ophævelse har både Peter angivet i Apostlenes Gerninger (ApG 15,10) og Jeremias, når han lærer, at der sluttes en ny pagt, fordi vi har brudt den gamle (Jer 31,31–32). Og på det sted undtager han ingen del af loven, så det tydeligt ses, at han taler om hele loven. Men den er kun sat ud af kraft for dem, som har troet på den senere pagt, det vil sige evangeliet, og altså for dem, som har Kristi Ånd i sig. De er helt og aldeles frie af al lov.

Når de hellige alligevel holder de ti bud, er grunden, at de ti bud ud over hjertets retfærdighed ikke kræver bestemte forskelle med hensyn til steder, tider, ting og personer, og at Ånden selv er hjertets retfærdiggørelse. Når loven er ophævet, kan de ti bud ikke andet end blive opfyldt. Ligesom det ikke kan være andet, end at det bliver lyst, når solen står op, sådan kan de ti bud ikke andet end blive opfyldt, når Ånden er udgydt i de helliges hjerter. I øvrigt er det åndelige menneske så frit, at hvis Ånden ikke efter sin natur selv bragte opfyldelsen af de ti bud med sig, ville vi ikke engang være forpligtede til det. Men nu, da Ånden bringer en sådan vilje med sig, som selv er opfyldelsen af de ti bud, bliver loven holdt – ikke fordi den bliver krævet, men fordi det åndelige menneske slet ikke kan gøre andet.

De juridiske love og ceremonierne er ud over hjertets retfærdighed ydre overholdelser, som er afgrænset af ting, personer, steder og tider. Og fordi Ånden ikke nødvendigvis bringer disse overholdelser med sig, er der ingen grund til, at vi skal gøre dem. Guds Ånd kan ikke være i et menneskes hjerte, uden at han virkeliggør de ti bud. Altså bliver de ti bud nødvendigvis holdt. Ånden kan være i et menneskes hjerte også uden disse ydre overholdelser. Altså bliver de juridiske love og ceremonierne ikke nødvendigvis holdt. Heraf ses det, hvorfor de ti bud næsten kun indeholder forbud: Det skal vise, at der ikke kræves en bestemt gerning, afgrænset af personer, steder og tider, men derimod hjertets retfærdighed. De øvrige love ordner og fordeler ydre ting. Men denne begrundelse for friheden overlader jeg til mere ophøjede ånder at gruble over. Jeg nøjes med at have påpeget, at de ti bud er sat ud af kraft, ikke sådan at de ikke skal holdes, men sådan at de ikke fordømmer, hvis vi har forsyndet os, og dernæst sådan at de også kan blive virkeliggjort. Ja, denne frihed er samvittighedens frihed, som ved troen fornemmer, at synden bliver tilgivet.

Man mener for det meste, at ceremonierne er ophævet, fordi de var skygger af evangeliet; og når legemet, det vil sige selve evangeliet, nu er til stede, er der ingen brug for dem. Jeg ved ikke, om Paulus nogetsteds har fulgt denne begrundelse. I Kolossenserbrevet siger han: «Lad ingen dømme jer for mad eller drikke eller med hensyn til en fest eller nymåne eller sabbat, som er skygger af det kommende; men legemet er Kristi» (Kol 2,16–17). På det sted kan han måske synes at have anført forbilledet som grund. I Galaterbrevet forkaster han i hvert fald ceremonierne, fordi de ikke retfærdiggør. Det samme behandles i Hebræerbrevet gennem hele brevet: at ikke kun ceremonierne, men hele loven sættes ud af kraft, fordi den ikke kunne retfærdiggøre, eller, som vi sagde ovenfor, fordi den ikke kunne virkeliggøres. For sådan står der i kapitel 7: «Det tidligere bud bliver forkastet, fordi det var svagt og ubrugeligt» (Hebr 7,18). Og efter at han udførligt har talt om præsten, fastslår han dette: Det levitiske præsteskab sættes ud af kraft, fordi det ikke opnåede syndernes forladelse; men det gør vores ypperstepræst Kristus. Du ser, at denne ene grund til lovens ophævelse fremhæves og indskærpes i Skriften: at loven sættes ud af kraft, fordi den ikke retfærdiggjorde, eller fordi den ikke kunne virkeliggøres. Skolerne ophæver kun ceremonierne, fordi de var forbilleder på evangeliet; de ti bud bliver stående, fordi de ikke synes at være τυπικὸς, forbilledlige. Men hvad har det med at prise nåden at gøre? Skriften taler sådan om lovens ophævelse, at den overalt deri priser nådens storhed for os. Den ophæver ceremonierne sådan, at det ses, at hele loven er ophævet. Den forkaster ceremonierne sådan, at det ses, at ceremonierne ophæves, fordi de ti bud skal ophæves. Og det er den eneste og den højeste lovprisning af nåden. Sådan er ceremonierne altså ophævet: ikke sådan at de ikke må holdes, men sådan at de uden fare for samvittigheden kan holdes eller undlades, fordi de ikke fordømmer, når de undlades, og ikke retfærdiggør, hvis du holder dem. Det må være nok at have antydet dette; begrundelsen kan du hente i Galaterbrevet og Hebræerbrevet. Augustin angiver et sted, hvor han undersøger, hvorfor loven er ophævet, kun forbillederne som grund. Skriften ophæver loven, fordi den ikke retfærdiggør. Hvorfor blev loven så givet? For at vise synden, eller for at overbevise om synden, og for at det skulle blive åbenbart, at vi har brug for Guds barmhjertighed.

Om retsplejens former mener jeg følgende: Også de er sat ud af kraft, fordi de er ydre overholdelser ligesom ceremonierne, som den frie Ånd kan bruge eller lade være med at bruge. Kristne har ikke lov at føre retssager, men det er ikke grunden til, at loven er ophævet. Luthersk note: Melanchthon følger her (1521) den strenge opfattelse, at en kristen synder ved at føre en retssag. Luthersk lære siger, at kristne uden synd kan søge deres ret ved øvrighedens domstole, for evangeliet ophæver ikke den borgerlige orden; det, der er forbudt, er at tage sig selv til rette (CA XVI; Apologien XVI). Begge artikler er skrevet af Melanchthon selv. For selv om de, der fører retssager, synder, er det dog nødvendigt, at der er love og domstole, som kan holde forbryderne i ave. Og de, der holder ret eller afsiger dom, synder ikke. Moses' lov er heller ikke givet, for at borgerne skulle have noget at føre retssager om, men for at øvrigheden skulle have en rettesnor at dømme efter. Spørgsmålet er altså ikke, om den, der vil føre en retssag, kan bruge Moses' lov eller en hvilken som helst lov. For den, der fører retssager, er ikke en kristen. Luthersk note: Efter CA XVI og Apologien XVI kan en kristen uden synd søge sin ret ved domstolene. Spørgsmålet er derimod, om en kristen dommer kun må bruge Moses' lov. Her svarer jeg, at det står dommeren frit for at bruge Moses' lov eller lade være. For det er en ordning af ydre ting, som ikke har noget med kristendommen at gøre, lige så lidt som at spise og drikke. Paulus kræver kun en vis mand, i hvem Kristi Ånd er, som dommer, Første Korintherbrev 6: «Ved I ikke, at de hellige skal dømme denne verden?» (1 Kor 6,2). Ligeledes: «Er der da ikke en eneste vis mand blandt jer, som kan dømme» osv. (1 Kor 6,5). Af disse steder ses det, at han ikke kræver en bestemt lov, men et åndeligt menneskes dømmekraft. Andre steder godkender han også hedningernes sværd, som vi senere skal tale om, og kalder det Guds ordning (Rom 13,1–4). Og lovene er den vigtigste del af sværdet. Og sådan har syreren Na'aman, Nebukadnesar og andre fromme fyrster blandt hedningerne brugt hedningernes sværd og hedningernes love. Og måske har også Daniel og andre israelitter blandt assyrerne båret det. I hvert fald bar den romerske besætningsstyrke, der var lagt over Judæa, hedningernes sværd. Og det godkendte Johannes i Lukas 3: «Pres ikke penge af nogen, anklag ikke nogen falsk, og nøjes med jeres løn» (Luk 3,14). Sådan var også Kornelius (ApG 10), og sådan var også prokonsulen Sergius (ApG 13,7–12). Disse ting har jeg gennemgået, for at man skal forstå, at den borgerlige og ydre ordning af tingene ikke har noget at gøre med Åndens retfærdighed, lige så lidt som det at grave jorden, bygge eller sy sko har noget med Åndens retfærdighed at gøre, og at det står de kristne frit at bruge eller ikke bruge Moses' former for retspleje. Dog kunne jeg ønske, at Moses' love blev indført i stedet for hedningernes og ofte tåbelige love. For vi er podet ind i det oliventræ (Rom 11,17). Og det ville sømme sig at foretrække Guds ord frem for menneskers forordninger. Og i dag bruges den romerske ret næsten ikke til andet end til at føre retssager, så rabulisterne i retssalene har noget at leve af.

Hvor langt loven er sat ud af kraft, mener jeg til en vis grad kan erkendes ud fra det, vi har sagt. For Ånden vil lære det mere sikkert gennem brugen af Skriften. Og denne frihed kan kun forstås af åndelige mennesker.

Men du vil sige: Hvis de, der har Kristi Ånd, er frie, var så også David og Moses frie? I allerhøjeste grad. For det er det, Peter siger: «… som hverken vi eller vore fædre har kunnet bære; men vi tror, at vi bliver frelst ved vor Herre Jesu Kristi nåde på samme måde som de» (ApG 15,10–11). Det vil sige: Fædrene erkendte, at alle deres gerninger var synder; de erkendte, at de ikke fortjente frelsen ved nogen af deres gerninger, men havde brug for Guds barmhjertighed. Derfor troede de og blev frelst ved tilliden til barmhjertigheden, og da de havde fået Guds Ånd, fornemmede de, at de var frie af lovens forbandelse, ja, af enhver byrde og ethvert krav fra loven. Men at de ikke undlod ceremonierne, skyldes, at friheden endnu ikke var åbenbaret, og at frihedens evangelium endnu ikke var kundgjort. Derfor bar de loven uden at føle den som en tung byrde, eftersom de fornemmede, at de blev retfærdiggjort ved troen. Du ser også, at de undertiden med rette har gjort brug af frihedens privilegium. Sådan spiser David i 1 Samuelsbog 21 skuebrødene, som det kun var tilladt præsten at spise (1 Sam 21,7). Og forinden siger David udmærket om friheden, at vejen ganske vist er uren, men at den bliver helliget ved karrene (1 Sam 21,6), det vil sige, at de er rene, fordi de er troende, og at alt – føde, arbejde osv. – bliver helliget ved de helliges tro. Ligesom Paulus siger, at alt er rent for de rene, men for de besmittede er intet rent (Tit 1,15).

Kort sagt: Ved troen er vi frie af hele loven, men den samme tro, netop den Kristi Ånd, som vi har fået, døder syndens rester i kødet. Ikke fordi loven kræver det, men fordi det netop er Åndens natur, at den ikke kan andet end døde kødet. Det er det, Paulus siger: «Så er der nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus», det vil sige for dem, som tror; fordi de nu er frikøbt fra lovens forbandelse, er de frelst. «Men de samme vandrer ikke efter kødet» (Rom 8,1), det vil sige: Fordi Ånden hersker i dem, bliver kødets rester korsfæstet. Og der foreskrives de troende love, ved hvilke Ånden kan døde kødet. For friheden er endnu ikke fuldendt i os, men den bliver vundet, efterhånden som Ånden vokser og kødet dræbes. Og de ti bud har deres brug i at døde kødet; det har de ceremonielle eller juridiske love ikke. Sådan går det til, at de troende har brug for de ti bud, men ikke for de øvrige love. Men ceremonier og ydre overholdelser former Ånden efter sit eget frie valg.