Om dødssynd og daglig synd

Ovenfor har vi talt om synden, hvor vi med vilje undlod at behandle syndens former: dødssynd, som de siger, og tilgivelig synd. Dødssynd er nemlig enhver gerning af et menneske, som ikke er i Kristus, fordi den er det dårlige træs, nemlig kødets, dårlige frugt. Men «kødets stræben er død» (Rom 8,6). Ligeledes: «Kødets stræben er fjendskab mod Gud» (Rom 8,7). Ligeledes: «De, som er i kødet, kan ikke behage Gud» (Rom 8,8). På disse steder må du nødvendigvis forstå kødet om hele menneskets natur og endda om naturens ypperste kræfter, sådan som vi har lært ovenfor.

Ja, ingen del af mennesket er mere kød end den højeste evne, fornuften, fordi det egentlig er i den, at uvidenhed om Gud og foragt for Gud, vantro og den slags alvorlige plager findes, og deres frugter og gerninger er alle menneskelige handlinger. Derimod er alle de helliges gerninger tilgivelige synder, nemlig fordi de tilgives de troende ved Guds barmhjertighed. Undertiden tager Gud Ånden fra de hellige, så de falder i åbenlyse laster. Luthersk note: Melanchthon siger her, at Gud tager Ånden fra de hellige, så de falder i åbenlyse laster. Luthersk lære siger, at Gud ikke er årsag til synden (CA XIX), og at de troende mister Helligånden, når de handler mod samvittigheden og lader synden herske (Konkordieformlen II og IV). Dem må man gerne kalde dødssynder, uden at jeg sætter mig imod det, blot man ved, at jeg på den måde kalder alt, hvad der gøres af dem, som ikke har Guds Ånd, for dødssynd. Tidligere kaldte man for det meste de handlinger, som sofisterne nu kalder dødssynder, og som er åbenlyst onde, for forbrydelser, og de synder, som de kalder tilgivelige, for daglige synder.

Om loven og evangeliet, om Det Gamle og Det Nye Testamente mener jeg, at det, jeg har sagt, er det vigtigste, man må vide. Jeg ser selv, at jeg har behandlet det mere spinkelt, end sagens værdighed kræver, men jeg vil ikke kaldes rabbi. Omgangen med Skriften vil rigeligt give det, som vi har forbigået. Jeg mente, det var nok at vise, hvad du især skal søge i Skriften. Og du skal søge loven og evangeliet. Loven viser synden og forfærder samvittigheden. Ved evangeliet bliver synden tilgivet, og Ånden gives, som skal sætte hjertet i brand til at gøre loven. Ser du nærmere på ordet testamente, var Det Gamle Testamente et τύπος, forbillede, på Det Nye Testamente, ikke et testamente, eftersom testator ikke døde i det. I Det Nye Testamente er testator død. I det gamle blev der for forbilledets skyld slagtet kvæg i stedet for testator, og de betegnede testators død. Men dette er mere spidsfindigt, end denne fremstillings karakter tillader. Her plejer man at drøfte bogstav og ånd; om dem vil jeg hellere, at man spørger Augustin eller Luther end mig. Skønt jeg også har berørt det ovenfor, da jeg behandlede loven.