Om kærligheden

Så meget om synden, loven, nåden, evangeliet og dermed også om retfærdiggørelsen – det spørgsmål, som altid har været og altid vil være fælles for alle mennesker: Hvordan kan et menneske blive retfærdiggjort? Filosofferne og farisæerne har lært, at mennesket bliver retfærdiggjort ved sine dyder og anstrengelser. Vi har lært, at det bliver retfærdiggjort ved troen alene, det vil sige, at Kristi retfærdighed ved troen er vores retfærdighed, og at vores gerninger og anstrengelser ikke er andet end synd. Den, der holder fast ved dette, holder fast ved Skriftens hovedsag, nemlig at de troende bliver retfærdiggjort ved Guds BARMHJERTIGHED. Til sidst kræver sagen, at vi taler om kærligheden. Jeg har ovenfor påpeget, at kærligheden til Gud er en frugt af troen. For den, der ved troen griber barmhjertigheden, kan ikke andet end elske Gud til gengæld. Derfor er kærligheden til Gud troens frugt. Af kærligheden til Gud fødes også kærligheden til næsten, når vi ønsker at tjene Gud i alle skabninger. Og for denne kærlighed kan jeg ikke give nogen kortere eller mere passende regel end denne: «Du skal elske din næste som dig selv» (Matt 22,39). Augustin har opstillet en rækkefølge for, hvad der skal elskes: først sjælene, siden legemerne, først vores egne, siden de fremmede. Vi sætter altid troen over kærligheden. Derfor sætter vi også som regel det, der hører sjælen til, over legemets fornødenheder. I øvrigt befaler Kristus, at fremmede og fjender skal elskes lige så vel som venner (Matt 5,44), og det samme gør Paulus (Rom 12,14.17 ff.). Hvem du skal gøre godt mod, både blandt venner og fjender, vil Ånden let afgøre. Paulus ville i hvert fald, at man især skulle tage sig af sine husfæller, i Galaterbrevet og i Første Timotheusbrev (Gal 6,10; 1 Tim 5,8). For jeg vil ikke have Åndens frihed bundet af den slags drøftelser, som summulisternes eller Ciceros i tredje bog af «Om pligterne», hvor han drøfter, hvad den, der efter et skibbrud har fået fat i den samme planke, som også en vismand holder sig til, skal gøre. Væk med de tåbelige spørgsmål, som der næppe findes eksempler på i det virkelige liv! [Summulisterne er skolastiske logikere, opkaldt efter lærebogen «Summulae logicales».]