Om øvrigheden

Afsnittet om øvrigheden har forekommet mig særdeles nødvendigt, og for undervisningens skyld vil vi først følge den almindelige inddeling. Man mener, at der er to slags øvrighed, en borgerlig og en kirkelig. Den borgerlige øvrighed er den, der bærer sværdet og værner om den borgerlige fred. Den godkender Paulus i Romerbrevet 13 (Rom 13,1 ff.). Til sværdet hører den borgerlige ret, domstolenes borgerlige ordninger og straffene over de skyldige. Og sværdets ret er en fritagelse fra lovene om ikke at slå ihjel, ikke at hævne sig osv. Således forvalter øvrigheden sværdet på fromt vis. Det samme gælder de retslærde, når de giver råd om retten eller fører sag for de undertrykte, selv om de, der fører retssager, nok så meget synder. Luthersk note: Også her forudsætter Melanchthon, at den, der fører retssag, synder. Efter bekendelsen må en kristen uden synd søge sin ret ved øvrighedens domstole; kun selvtægt er forbudt (CA XVI; Apologien XVI). Om, hvordan man skal finde sig i sværdets magt, mener jeg således: For det første skal man ikke adlyde fyrsterne, hvis de befaler noget mod Gud. Apostlenes Gerninger 5: «Man skal adlyde Gud mere end mennesker» (ApG 5,29). Du har utallige eksempler på det, og ikke mindst det meget smukke eksempel i Amos 7 (Am 7,10–17).

Dernæst skal man adlyde, hvis de befaler noget, der tjener det fælles bedste, efter ordet i Romerbrevet 13: Man skal adlyde, ikke kun på grund af vreden, men også for samvittighedens skyld (Rom 13,5). For kærligheden forpligter os til at bære alle borgerlige byrder.

Endelig skal man også tåle øvrigheden, hvis den befaler noget på tyrannisk vis, for kærlighedens skyld, når intet kan ændres uden offentlig uro og oprør, efter ordet: «Hvis nogen slår dig på din højre kind, så vend også den venstre til» (Matt 5,39).

Men kan du slippe væk uden forargelse og uden offentlig uro, så slip væk. Er du for eksempel kastet i fængsel uden at have gjort noget ondt og kan bryde ud uden offentlig uro, er der intet i vejen for at flygte, efter ordet i Første Korintherbrev 7: «Hvis du kan blive fri, så gør hellere brug af det» (1 Kor 7,21).

Om den kirkelige øvrighed mener vi således: For det første er biskopperne tjenere, ikke magthavere eller øvrighed. Dernæst har biskopperne ingen ret til at give love, for de har kun fået befaling til at prædike Guds ord, ikke menneskers, som vi har sagt ovenfor. Det fremgår også tydeligt nok af Jeremias 23.

I. For det første skal man altså, hvis de lærer Skriften, høre dem som Kristus selv, efter ordet: «Den, som hører jer, hører mig» (Luk 10,16). For det gælder Skriften, ikke menneskers overleveringer, som det er tydeligt, når han siger: «Den, som tager imod en profet, fordi han er en profet» (Matt 10,41) – ikke en falsk profet.

II. Dernæst skal man ikke høre dem, hvis de lærer noget imod Skriften. Apostlenes Gerninger 5: «Man skal adlyde Gud mere end mennesker» (ApG 5,29). Og Matthæus 15: «I sætter Guds bud ud af kraft på grund af jeres overlevering» (Matt 15,6). Imod den guddommelige ret har paven i vore dage truffet en afgørelse i den bulle, hvori Luther blev fordømt; ham skal man på ingen måde høre.

III. For det tredje skal man ikke høre dem, hvis de fastsætter noget ud over Skriften for at binde samvittighederne. For intet binder samvittigheden undtagen den guddommelige ret. Om dem talte Paulus i Første Timotheusbrev 4 (1 Tim 4,1 ff.), hvor han kalder loven om cølibatet og om forbudte madvarer for dæmoners lærdomme, selv om de ikke ser ud til at stride mod Skriften, eftersom de i sig selv ikke er onde. For cølibatet er ikke ondt. At afholde sig fra kød er ikke ondt. Men de er ugudelige, hvis du mener, at du synder, når du gør anderledes. De lærer ugudeligt, som mener, at den synder, der ikke har læst tidebønnerne, eller som har spist kød på den sjette eller syvende dag osv. [Dvs. fredag og lørdag.] For en biskop kan ikke binde en kristen samvittighed, Andet Korintherbrev, sidste kapitel: «Vi har fået myndighed, ikke til at nedbryde, men til at opbygge» (2 Kor 13,10).

For det fjerde: Hvis du ikke lader biskoppens lov tynge din samvittighed, men opfatter den som en ydre byrde, sådan som de åndelige og de, der forstår, at samvittigheden ikke kan bindes af nogen menneskelig lov, plejer at gøre, så skal du bedømme biskoppens lov på samme måde som den borgerlige øvrigheds tyranni. For alt, hvad biskopperne befaler ud over Skriften, er tyranni. De har nemlig ingen ret til at befale. Luthersk note: Konkordiebogen siger ligesom Melanchthon, at biskopperne ikke kan give love, der binder samvittigheden, men tilføjer, at biskopper og præster gerne må lave ordninger, så det går ordentligt til i kirken, og at menigheden bør holde dem for kærlighedens og fredens skyld (CA XXVIII,53–56). Sådanne ordninger kalder den ikke tyranni. Du skal bære disse byrder for kærlighedens skyld, efter ordet: «Hvis nogen slår dig på din højre kind, så vend også den venstre til» (Matt 5,39). Men kan du gøre anderledes uden forargelse, er der intet i vejen for det – ligesom der intet er i vejen for at bryde ud af det fængsel, hvor en tyran holder dig bundet, hvis du kan gøre det uden offentlig uro. Efter ordet: «Hvis du kan blive fri, så gør hellere brug af det» (1 Kor 7,21). Og Kristus satte farisæernes overleveringer til side i Matthæus 9 og 12. De borgerlige love satte han derimod ikke til side. Og vi har større frihed til at sætte farisæiske love til side, fordi de mere er den enkeltes private byrder end fælles byrder og let fanger samvittigheden i et net. Men for alle menneskelige love er troen og kærligheden, ja, også nøden, både regel og fritagelse. Den fritager fra alle overleveringer, hvor som helst enten sjælen eller det legemlige liv på grund af en overlevering er bragt i fare.