Om forargelsen

Men du spørger: Hvor langt skal man tage hensyn til forargelsen? Først af alt minder jeg om det, jeg også har sagt før, at troen og kærligheden er regel for alle menneskelige handlinger, men at troen af de to vejer tungest.

Forargelse er et anstød, hvorved enten troen eller kærligheden hos næsten krænkes. Troen krænkes, hvis man for eksempel lærer noget andet end Den Hellige Skrift; så støder man næstens tro. En sådan forargelse er hele den skolastiske lære, som har formørket nåden ved at godkende fyldestgørelser og den frie viljes gerninger. Om denne slags taler Kristus i Matthæus 18: «Den, som bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, for ham var det bedre at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i dybet» osv. (Matt 18,6). Kærligheden krænkes, hvis man ikke hjælper den nødlidende eller forstyrrer den offentlige fred. Om denne slags taler Kristus i Matthæus 17 om at betale skatten: «For at vi ikke skal vække deres anstød» (Matt 17,27).

I. I det, der kræves efter den guddommelige ret, skal man adlyde den guddommelige ret uden hensyn til forargelse og gøre og lære det, som den guddommelige ret kræver. For troen skal altid sættes over kærligheden. Og hertil hører igen ordet i Apostlenes Gerninger 5: «Man skal adlyde Gud mere end mennesker» (ApG 5,29). Og Kristus siger: «Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd» (Matt 10,34). Sådan adlød Daniel ikke loven om at tilbede guldstøtten. [Det var Daniels tre venner, der nægtede at tilbede guldstøtten (Dan 3); Daniel selv trodsede forbuddet mod at bede (Dan 6).] Lad os heller ikke adlyde de ugudelige fyrster, der i vore dage fordømmer evangeliet.

II. I det, der hører under menneskelig ret og er middelting, som cølibatet og at afholde sig fra kød, binder den menneskelige overlevering ikke i nødstilfælde. For også Kristus giver fritagelse fra den guddommelige lov i nødstilfælde, da disciplene plukkede aks (Matt 12,1 ff.). Hvor meget mere må man så ikke bryde menneskers overleveringer, hvis livets nød kræver det. Langt mere må man bryde dem, hvis sjælen er i fare, for eksempel hvis en «præst», som de kalder det, brænder af begær. Efter ordet i Andet Korintherbrev, sidste kapitel: «Vi har fået myndighed til at opbygge, ikke til at nedbryde» (2 Kor 13,10). Paulus fordømmer i Kolossenserbrevet 2 de love, der tynger legemet over al måde (Kol 2,20–23).

III. Over for farisæerne, der kræver deres overleveringer overholdt, som om de var nødvendige til frelse, skal de brydes uden hensyn til forargelse. Det gjorde Paulus endda i en sag, der hørte under den guddommelige ret, da han ikke ville omskære Titus, Galaterbrevet 2 (Gal 2,3). Hvor meget mere må man så ikke gøre det med de tåbelige pavelige overleveringer. Og Kristus befaler, at man skal lade dem være, der tog anstød, fordi de var blinde og blinde vejledere (Matt 15,14).

IIII. For at lære frihed må man bryde menneskelige overleveringer, så de uvidende forstår, at man ikke synder, selv om man gør noget imod menneskers overleveringer. I et sådant tilfælde irettesætter Paulus ligefrem Peter (Gal 2,11 ff.), fordi han havde givet efter for de uvidende, der tåbeligt overholdt lovene og ikke kendte evangeliets frihed.

V. Over for de svage og dem, der endnu ikke har hørt evangeliet, skal man gøre kærlighedens tjeneste og føje sig efter menneskelige overleveringer, blot vi ikke gør noget imod den guddommelige ret. Sådan lod Paulus sig klippe i Jerusalem, som det står i Apostlenes Gerninger (ApG 21,24 ff.), fordi der i en så stor skare kun var ganske få, der forstod evangeliets frihed tilstrækkeligt. Og her vil Paulus hellere for altid afholde sig fra kød end lade sin broders sjæl gå fortabt (1 Kor 8,13). Og Romerbrevet 14: «Tag imod den svage i troen» (Rom 14,1). Dog gjaldt det dengang den guddommelige lov; nu, hvor det gælder menneskelige overleveringer, kan vi give fritagelse med større frihed. Ja, det er ugudeligt at adlyde, hvor der er biskopper, som kræver dem overholdt på en sådan måde, at de vil have samvittigheden tynget af synd, hvis de brydes. For når de kræves, er de dæmoners lærdomme. Men kræves de ikke, skal man følge Paulus' regel: Den, der spiser, har ikke overflod, og den, der ikke spiser, lider ikke mangel (1 Kor 8,8).

Her har du teologiens mest almindelige hovedpunkter. Søg en nøjere forklaring af dem i Skriften; vi har nøjedes med at pege på, hvad du skal lægge mærke til. Ja, jeg mener endda, at det er gået mig godt, fordi jeg har behandlet så store ting mere spinkelt, end jeg burde, så jeg ikke ved en ulykkelig flid skulle lokke nogen bort fra Skriften til mine egne drøftelser. For jeg mener, at man skal flygte fra menneskers kommentarer i hellige sager ligesom fra pesten. For Åndens lære kan ikke øses rent andre steder end fra Skriften. Hvem skulle vel kunne udtrykke Guds Ånd nøjere end han selv?

Οὐκ ἐν λόγῳ ἡ βασιλεία τοῦ θεοῦ ἀλλ᾽ ἐν δυνάμει – Guds rige består ikke i ord, men i kraft (1 Kor 4,20).