Fortale til profeten Amos

Den historiske baggrund

Amos oplyser selv sin tid: Han levede og prædikede på Hoseas' og Esajas' tid, og han gik imod netop de samme laster og den samme afgudsdyrkelse, eller de falske hellige, sådan som Hoseas gør. Han forkynder også det assyriske fangenskab.

Amos vender sig mod vantro og fordærv

Men han er også heftig og skælder Israels folk hårdt ud gennem hele bogen, lige til slutningen af det sidste kapitel, hvor han profeterer om Kristus og hans rige og dermed slutter sin bog. Jeg synes ikke, der er nogen profet, der har så få forjættelser og er så fuld af lutter skældud og trusler. Derfor kan han med rette hedde Amos, det vil sige en byrde, eller en, der er tung og besværlig, især fordi han var hyrde og ikke hørte til profeternes stand, som han selv siger i kap. 7. Desuden kom han fra Judas stamme, fra Tekoa, og gik ind i Israels kongerige og prædikede der som en fremmed. Derfor siger man også, at præsten Amasja (som han revser i kap. 7) slog ham ihjel med en stang.

Det mærkelige udtryk i ordene mod folkene: «for tre og fire forbrydelser»

I kap. 1 ser han vanskelig og dunkel ud, når han taler om tre og fire synder. Mange har brudt hovedet med det på alle mulige måder og søgt forklaringen langt borte. Men teksten burde efter min mening sige det ganske klart: at disse tre og fire synder ikke er mere end én slags synd. For han nævner og anfører jo hver gang kun én synd. Mod Damaskus nævner han for eksempel kun den synd, at de har tærsket Gilead med jernvogne osv.

Men han kalder sådanne synder tre og fire, fordi de hverken angrer dem eller erkender dem, men endda roser sig af dem og pukker på dem, som om de havde gjort vel, sådan som alle de falske hellige gør. For en synd kan ikke blive værre eller større eller mere, end når den vil være en hellig, guddommelig gerning og gør Djævelen til Gud og Gud til Djævelen. Det er ligesom tre og fire, der giver syv, og syv er tallets afslutning i Skriften, hvor man vender om og begynder at tælle forfra, både dagene og ugerne.

Henvisninger til Amos i Det Nye Testamente

Han bliver anført to gange i Det Nye Testamente. Første gang i ApG 7, hvor Sankt Stefan anfører ham fra kap. 5 imod jøderne og dermed beviser, at de aldrig har holdt Guds lov, lige fra begyndelsen, da de kom ud af Egypten.

Anden gang er i ApG 15, hvor Sankt Jakob på apostlenes første koncil anfører ham fra det sidste kapitel. Han gør det for at bevise den kristne frihed: at hedningerne i Det Nye Testamente ikke er forpligtet til at holde Moses' lov, eftersom jøderne selv aldrig har holdt den og heller ikke kunne holde den, som Sankt Peter prædiker i ApG 15. Og det er de to vigtigste stykker i Amos, og to meget gode stykker.