Fortale til profeten Obadja

Hvornår Obadias virkede

Obadja fortæller ikke, på hvilken tid han levede. Men hans profeti sigter til tiden under det babyloniske fangenskab, for han trøster Judas folk med, at de skal vende tilbage til Zion.

Anledningen: Fjendskabet mellem Edom og Israel

Hans profeti går især imod Edom eller Esau, der nærede et særligt, evigt had og nag til Israels og Judas folk. Sådan plejer det jo at gå, når venner bliver uenige, og især når brødre kommer i had og fjendskab til hinanden: Så kender fjendskabet ingen grænser. Sådan var edomitterne her fjendtlige over for det jødiske folk ud over alle grænser, og de havde ingen større glæde end at se jøderne i fangenskab. De pralede og spottede dem i deres jammer og elendighed. Næsten alle profeterne skælder da også edomitterne ud for denne hadefulde ondskab. Også Salme 137 klager over dem og siger: «Herre, husk edomitterne på Jerusalems dag, da de sagde: Riv ned, riv ned, helt ned til grunden!»

Obadias trøster og styrker troen over for Edoms fjendtlighed

Det gør ufatteligt ondt, når man spotter, ler, trodser og praler over for de elendige og bedrøvede i deres jammer, netop dem man burde trøste. Så lider troen på Gud en stor og stærk anfægtelse og drives med magt mod fortvivlelse og vantro. Derfor stiller Gud her en særlig profet op imod sådanne modbydelige spottere og anfægtere. Han trøster de bedrøvede og styrker deres tro med trusler og skældud mod de fjendske edomitter, det vil sige dem, der spotter de elendige, og med forjættelse og løfte om kommende hjælp og redning. Det er sandelig en nødvendig trøst og en nyttig Obadja i en sådan ulykke.

Obadias profeterer om Kristi rige

Til sidst profeterer han om Kristi rige, at det ikke kun skal være i Jerusalem, men overalt. For han blander alle folkeslag sammen: Efraim, Benjamin, Gilead, filistrene, kana'anæerne, Sarepta. Det kan ikke forstås om Israels timelige rige, for der skulle disse stammer og folk holdes adskilt i landet efter Moses' lov.

Hvor Sarepta og Sefarad lå

At jøderne her tolker Sarepta som Frankrig og Sefarad som Spanien, lader jeg ligge og giver ikke noget for. Jeg lader derimod Sarepta blive byen ved Sidon, og Sefarad en by eller et land i Assyrien, hvor folkene fra Jerusalem sad i fangenskab, sådan som teksten tydeligt siger: «Og de bortførte fra Jerusalem, som er i Sefarad.» Men enhver må mene, hvad han vil.

Sarepta, Sefarad