Fortale til profeten Jeremias

Den historiske baggrund

For at forstå profeten Jeremias behøver man ikke mange forklaringer. Man skal blot se på de begivenheder, der fandt sted under de konger, i hvis tid han prædikede. For hans prædikener svarer til, hvordan det dengang stod til i landet.

Jeremias' taler er klager over folkets ondskab

For det første var landet fuldt af laster og afgudsdyrkelse. Man slog profeterne ihjel og ville have lov at beholde sine laster og sin afgudsdyrkelse ustraffet. Derfor består den første del, frem til kapitel 20, for en meget stor del af lutter straf og klage over jødernes ondskab.

Jeremias optræder som et sendebud, der forkynder straf og vrede, men også forløsning

For det andet forudsiger han også den straf, der var lige forestående, nemlig ødelæggelsen af Jerusalem og hele landet og fangenskabet i Babylon, ja, også straffen over alle hedningerne. Men samtidig trøster han og lover, at når straffen er overstået, skal der på en bestemt, fastsat tid komme forløsning og hjemrejse til landet og til Jerusalem osv. Og denne del er den vigtigste i Jeremias, for det var for dens skyld, at Jeremias blev kaldet. Det viser synet i kapitel 1 om den vågne stav og den kogende gryde, der kommer fra nord.

Og det var også højst nødvendigt. For når en så forfærdelig plage skulle komme over folket, så det blev helt splittet og ført bort fra sit land, ville de fromme hjerter, som Daniel og mange andre, have måttet fortvivle over Gud og alle hans løfter. De kunne ikke have tænkt andet, end at det var helt forbi med dem, og at Gud havde forkastet dem fuldstændig, så der aldrig mere ville komme nogen Kristus, men at Gud i sin store vrede havde trukket sit løfte tilbage på grund af folkets synd.

Derfor måtte Jeremias være der og forkynde straffen og vreden sådan, at den ikke skulle vare evigt, men en bestemt tid, nemlig halvfjerds år, og at de derefter igen skulle komme til nåde. Med det løfte har han også selv måttet trøste sig og holde sig oppe. Ellers har han ikke haft megen trøst eller mange gode dage. For han var en elendig, bedrøvet profet, som levede i jammerlige, onde tider og desuden havde et overordentlig tungt prædikeembede. I over fyrre år, helt frem til fangenskabet, måtte han skændes med onde, hårdnakkede mennesker og udrettede dog kun lidt. Han måtte tværtimod se, at de blev værre og værre, altid ville slå ham ihjel og påførte ham mange plager.

Oven i det måtte han opleve og med egne øjne se landets ødelæggelse og folkets fangenskab og megen stor jammer og blodsudgydelse. Dertil kommer det, han siden måtte prædike og lide i Egypten. For man mener, at han blev stenet af jøderne i Egypten.

Jeremias profeterer om Kristus, forløseren

For det tredje gør han også som de andre profeter og profeterer om Kristus og hans rige, især i kapitel 23 og 31. Der profeterer han helt klart om Kristi person, om hans rige, om den nye pagt og om den gamle pagts ophør. Men disse tre dele følger ikke efter hinanden i rækkefølge og er ikke adskilt i bogen, sådan som de i virkeligheden fulgte efter hinanden. Ja, i den første del står der ofte i et senere kapitel noget, som skete før det, der står i det foregående kapitel. Det ser derfor ud, som om Jeremias ikke selv har samlet disse bøger, men at de stykkevis er taget fra hans taler og skrevet ned i bogen. Derfor må man ikke bekymre sig om rækkefølgen og ikke lade sig forstyrre af uordenen.

En lære: Jo mere der prædikes om Gud, desto mere foragtelige bliver folk

Men blandt andet lærer vi af Jeremias, at jo nærmere straffen er, desto værre bliver menneskene som regel, og jo mere man prædiker for dem, desto mere foragter de det. Man kan tage og føle på, at når Gud vil straffe, lader han menneskene forhærde sig, så de går til grunde helt uden barmhjertighed og ikke formilder Guds vrede ved at omvende sig. Sådan måtte folkene i Sodoma forinden ikke blot foragte den fromme Lot, men også plage ham, da han formanede dem – og dog stod deres egen plage for døren. Farao, der snart skulle drukne i Det Røde Hav, måtte pine israelitterne dobbelt så meget som før. Og Jerusalem måtte også korsfæste Guds Søn, da dets endelige ødelæggelse nærmede sig.

Forholdene har ikke ændret sig siden Jeremias

Sådan går det også nu overalt. Nu hvor verdens ende nærmer sig, raser og stormer menneskene på det allergrusomste mod Gud. De spotter og fordømmer Guds ord, selv om de udmærket ved, at det er Guds ord og sandheden. Samtidig viser der sig så mange forfærdelige tegn og undere, både på himlen og i næsten hele skabningen, som truer dem på frygtelig vis. Det er også i sandhed en ond og jammerlig tid, ja, endnu værre end Jeremias' tid.

Men det vil og skal være sådan, at de bliver trygge og synger: «Pax [fred], der er ingen fare», og blot forfølger alt, hvad Gud vil have, og slår alle tegnenes trusler hen i vejret, indtil ødelæggelsen (som Paulus siger) pludselig overrasker dem og gør det af med dem, før de ved af det.

Trøst i Kristus, lovprisning af Gud

Men Kristus vil vide at bevare sine egne. For deres skyld lader han sit ord lyse i denne skændige tid, ligesom han i Babel bevarede Daniel og hans lige, for hvis skyld Jeremias' profeti måtte lyse. Den samme kære Herre være lov og tak sammen med Faderen og Helligånden, én Gud over alle ting og i evighed. Amen.