Fortale til profeten Esajas

Betydningen af bogens begyndelse og de historiske forhold

Den, der vil læse den hellige profet Esajas med udbytte og forstå ham bedre, bør ikke foragte dette mit råd og denne vejledning (hvis han ikke har noget bedre eller ved bedre). For det første skal han ikke springe titlen eller begyndelsen af denne bog over, men lære at forstå den så godt som overhovedet muligt. Ellers kommer han let til at tro, at han forstår Esajas ganske godt, og må så bagefter finde sig i at høre, at han endnu aldrig har forstået titlen og den første linje, for slet ikke at tale om hele profeten. For denne titel må i høj grad regnes for en forklaring og et lys over hele bogen, og Esajas peger også selv sine læsere derhen, ligesom med fingeren, som til en vejledning og et grundlag for sin bog. Men til den, der foragter titlen eller ikke forstår den, siger jeg: Lad profeten Esajas være i fred! Ellers vil han i hvert fald aldrig forstå ham til bunds. For det er umuligt at forstå eller begribe profetens ord og mening rigtigt og klart uden en grundig forståelse af titlen.

Når jeg taler om titlen, mener jeg ikke kun, at du læser eller forstår ordene «Uzzija, Jotam, Akaz, Hizkija, Judas konger» osv. Du skal tage den sidste Kongebog og den sidste Krønikebog for dig og sætte dig godt ind i dem, især i de begivenheder, taler og hændelser, der fandt sted under de konger, som nævnes i titlen, helt til slutningen af disse bøger. For vil man forstå profetien, er det nødvendigt at vide, hvordan det stod til i landet, og hvordan forholdene var: hvad folk havde i sinde, og hvilke planer de havde, med eller imod deres naboer, venner og fjender, og især hvordan de i deres land forholdt sig over for Gud og over for profeten, i hans ord og gudstjeneste eller i afgudsdyrkelse.

Betydningen af at kende de geografiske forhold

Landene omkring Jerusalem og Juda.

Desuden ville det også være godt at vide, hvordan landene ligger i forhold til hinanden, så de fremmede, ukendte ord og navne ikke gør læsningen trættende og skaber mørke eller hindringer for forståelsen. Og for at gøre mine jævne tyskere en tjeneste vil jeg kort beskrive landskabet omkring Jerusalem eller Juda, hvor Esajas levede og prædikede, så de bedre kan se, hvilken retning profeten vender sig i, når han profeterer mod syd eller nord osv.

Mod øst har Jerusalem eller Juda nærmest Det Døde Hav, hvor Sodoma og Gomorra lå i gamle dage. På den anden side af Det Døde Hav ligger Moabs og ammonitternes land. Længere ude ligger Babylon eller Kaldæa og endnu længere væk persernes land, som Esajas taler meget om.

Mod nord ligger Libanonbjerget og bag det Damaskus og Syrien, og endnu længere ude mod øst ligger Assyrien, som Esajas også handler meget om.

Mod vest ligger filistrene ved Det Store Hav, jødernes værste fjender, og længere op langs samme hav mod nord ligger Sidon og Tyrus, som grænser op til Galilæa.

Mod syd ligger mange lande, såsom Egypten, Etiopien, Arabien, Det Røde Hav, Edom og Midjan, sådan at Egypten ligger mod sydvest.

Det er omtrent de lande og navne, som Esajas profeterer om, nemlig de naboer, fjender og venner, der ligger rundt om Judas land som ulve rundt om en fårefold. Med nogle af dem sluttede de af og til pagt og modpagt, men det hjalp dem intet.

Om bogens tredeling

Hvad profeten Esajas handler om.

Første del i korte træk – første afsnit: Prædikener og formaninger

Dernæst må du dele profeten Esajas i tre dele. I den første handler han ligesom de andre profeter om to ting. Den ene er, at han prædiker meget for sit folk og straffer dets mange slags synd, men først og fremmest den mangfoldige afgudsdyrkelse, som havde taget overhånd i folket (sådan som fromme præster også i dag og til alle tider gør og må gøre over for deres folk). Og han holder dem i tugt ved at true med straf og love dem det gode.

Esajas handler om tre ting. I den første straffer han jødernes mange slags synd osv.

Første del i korte træk – andet afsnit: Forudsigelsen af Kristus

Den anden er, at han gør dem parate og forbereder dem til at vente på Kristi kommende rige. Om det profeterer han så klart og så mangfoldigt som ingen anden profet. Han beskriver endda Kristi mor, jomfru Maria, og hvordan hun skulle undfange og føde ham med uskadt jomfruelighed (kap. 7), og han forkynder hans lidelse i kap. 53 sammen med hans opstandelse fra de døde og hans rige så kraftfuldt og ligeud, som om det allerede var sket. Han må have været en helt enestående, højt oplyst profet. For sådan gør alle profeter: De lærer og straffer det folk, der lever i deres egen tid, og forkynder samtidig Kristi komme og rige og retter og henviser folket til ham som den fælles frelser for både dem, der var før, og dem, der skulle komme. Dog gør den ene det mere end den anden og rigeligere end den anden, men Esajas mest og rigeligst af dem alle.

Dernæst forbereder han dem til Kristi kommende rige.

Hvad alle profeter gør og lærer.

Anden del i korte træk

I den anden del har han især med det assyriske verdensrige og med kejser Sankerib at gøre. Om ham profeterer han også mere og længere end nogen anden profet: nemlig at denne kejser skulle erobre alle de omliggende lande, også Israels kongerige, og desuden påføre Judas kongerige megen ulykke. Men her står han som en klippe fast på sit løfte om, at Jerusalem skulle forsvares og befries fra ham. Det under er vel et af de største, der findes i Skriften, ikke kun på grund af selve begivenheden, at en så mægtig kejser skulle slås ned ved Jerusalem, men også på grund af troen, at man troede på det. Det er et under, siger jeg, at et menneske i Jerusalem kunne tro ham i en så umulig sag. Han har uden tvivl ofte måttet høre mange onde ord fra de vantro. Alligevel gjorde han det: Han slog kejseren og forsvarede byen. Derfor må han have stået sig godt med Gud og have været en dyrebar mand i hans øjne.

Esajas' profeti mod det assyriske verdensrige.

Store undere, der skete på Esajas' tid.

Tredje del i korte træk

I den tredje del har han med det babyloniske verdensrige at gøre. Her profeterer han om det babyloniske fangenskab, hvor folket skulle straffes og Jerusalem ødelægges af kejseren i Babel. Men her ligger hans største arbejde: hvordan han i denne kommende ødelæggelse og dette kommende fangenskab trøster og holder sit kommende folk oppe, så de endelig ikke fortvivler, som om det var ude med dem, og Kristi rige ikke ville komme, og alle profetier var falske og forgæves.

Esajas' profeti om det babyloniske fangenskab.

Hvor rigt og fyldigt prædiker han ikke her om, at Babel igen skal ødelægges, og at jøderne skal blive fri og vende tilbage til Jerusalem! Med stolt trods mod Babel nævner han endda navnene på de konger, som skal ødelægge Babel, nemlig mederne og elamitterne eller perserne. Men især nævner han den konge, som skulle sætte jøderne fri og hjælpe dem tilbage til Jerusalem, nemlig Kyros, som han kalder Guds salvede, så længe før der overhovedet var et kongerige i Persien. For det gælder for ham kun om Kristus: at hans komme og det lovede rige med nåde og frelse ikke skulle blive foragtet eller gå tabt og være forgæves for hans folk på grund af vantro eller på grund af stor ulykke og utålmodighed, hvis de ikke ville vente på det og tro fuldt og fast, at det ville komme. Det er de tre ting, der optager Esajas.

Babels ødelæggelse og jødernes befrielse.

Kyros.

Om bogens opbygning

Hvilken orden profeten følger.

Men han holder ikke den orden, at han samler hver ting på sit eget sted og i sine egne kapitler og blade. Det hele er meget blandet sammen, sådan at han tager meget af den første del med ind i den anden og tredje, og måske sommetider behandler den tredje del før den anden. Men om det skyldes den, der har samlet og nedskrevet hans profetier (sådan som man mener, det også er sket med Salmernes Bog), eller om han selv har ordnet det sådan, alt efter som tid, anledning og personer gav ham grund til at tale om hver enkelt ting – og tid og anledning er jo ikke ens og kan ikke have nogen fast orden – det ved jeg ikke.

Så meget orden holder han dog, at han fører og driver den første del, som er den vigtigste, fra begyndelsen til enden, både gennem den anden og den tredje del. Sådan bør vi også gøre i vores prædikener: Vores hovedsag, at straffe folk og prædike om Kristus, skal altid løbe med, selv om vi af og til efter omstændighederne har noget andet at prædike om, fx om tyrken eller om kejseren osv.

Om vanskelighederne ved oversættelsen

Ud fra dette kan nu enhver let fatte profeten og finde sig til rette i ham, så ordenen (som den forekommer dem, der ikke er vant til den) hverken forvirrer ham eller gør ham træt af at læse. Vi har i hvert fald gjort os al mulig flid for at få Esajas til at tale godt og klart tysk, selv om han har gjort det svært for os og strittet godt imod. Det vil de, der kan både tysk og hebraisk, nok se – men allermest de selvkloge, der bilder sig ind, at de kan det hele. For han har været meget veltalende på hebraisk, så det tunge og klodsede tyske sprog er faldet ham surt.

Om nytten for den kristne læser

Hvad man får ud af at læse Esajas, vil jeg hellere lade læseren selv erfare end fortælle om. Og for den, der hverken erfarer det eller vil erfare det, nytter det heller ikke at rose det meget. Han er sandelig fuld af levende, trøstende og hjertelige ord for alle stakkels samvittigheder og elendige, bedrøvede hjerter. Og der er også trusler og skræk nok i ham mod de forhærdede, hovmodige og hårde hoveder blandt de ugudelige, hvis det kunne hjælpe.

Om personen Esajas

Men du skal ikke tro, at Esajas blev betragtet anderledes blandt det jødiske folk end som en foragtet mand, ja som en nar og en gal. For de regnede ham ikke for det, vi regner ham for i dag. Tværtimod har de, som han selv bevidner i kap. 58, rakt tunge ad ham, peget fingre ad ham og holdt al hans prædiken for narreri – bortset fra ganske få fromme Guds børn i mængden, som kong Hizkija osv. For det var skik blandt folket at spotte profeterne og holde dem for gale (2 Kong 9). Sådan er det altid gået alle Guds tjenere og præster, sådan går det dagligt, og sådan vil det gå fremover.

Det kan man også se af, at han mest straffer folket for afgudsdyrkelsen. De andre laster, som pral, drukkenskab og griskhed, revser han knap tre gange. Men deres selvsikre tillid til den afgudsdyrkelse, de selv havde valgt, og til egne gerninger, eller deres tillid til konger og forbund, straffer han hele vejen igennem. Det kunne folket ikke tåle, for de ville have ret i det. Derfor skal han også til sidst være blevet dræbt af kong Manasse som kætter og forfører og (som jøderne fortæller) være blevet savet midt over.

Esajas var foragtet blandt jøderne.

Hvordan verden behandler og ærer Guds tjenere.