Fortale til Salomos Visdom

Striden om at optage bogen i Bibelens kanon

Der har længe været strid om denne bog: Skulle den regnes med blandt bøgerne i Det Gamle Testamentes hellige Skrift eller ej? Det skyldes især, at forfatteren i kap. 9 lader det lyde, som om det er kong Salomo, der taler i hele bogen – ham, som også i Kongebøgerne bliver højt rost for sin visdom.

Bogen tilskrives fejlagtigt Salomo

Men de gamle kirkefædre har uden videre skilt den ud fra den hellige Skrift og ment, at den er skrevet i kong Salomos navn og person. På den måde skulle den for denne højt berømte konges navn og persons skyld blive agtet så meget desto mere og få større anseelse hos de mægtige på jorden, som den først og fremmest er skrevet til. Og den var måske for længst gået tabt, hvis forfatteren, der var en mand af ringe anseelse, havde ladet den udgå i sit eget navn.

Filon fra Alexandria formodes at være forfatteren

De mener dog, at Filon er forfatter til denne bog. Han var uden tvivl en af de allerlærdeste og viseste jøder, som det jødiske folk har haft efter profeterne, sådan som han har bevist med andre bøger og gerninger. For på kejser Caligulas tid blev jøderne på det allerskændigste hånet af nogle grækere, som Apion og Alexandria [sandsynligvis Apion fra Alexandria] og flere andre, med smædeskrifter og skældsord og derefter angivet og anklaget for kejseren på den allergiftigste måde. Da blev den nævnte Filon sendt til kejseren af det jødiske folk for at forsvare jøderne og tale deres sag. Men da kejseren var så forbitret på jøderne, at han viste dem bort og ikke ville høre dem, tog Filon som en mand fuld af mod og trøst ordet og sagde til sine jøder: «Nå, kære brødre, lad jer ikke forskrække af det, men vær ved godt mod! Når menneskers hjælp svigter os, så vil Guds hjælp helt sikkert være hos os.»

Filon er forfatter til denne bog.

Caligula.

Bogens anledning: trøst til de undertrykte jøder

Det er, synes jeg, ud fra denne baggrund og af denne grund, at bogen er blevet til: Fordi Filons og jødernes sag og ret ikke kunne få medhold hos kejseren, vender han sig til Gud og truer de mægtige og de onde munde med Guds dom. Derfor taler han også så heftigt og skarpt i kap. 1 og 2 mod de giftige, onde tunger, som for sandhedens skyld forfølger og slår de retfærdige og uskyldige ihjel. Og derefter fremhæver han over for de mægtige de store eksempler på Guds dom, som Gud har fuldbyrdet over kong Farao og egypterne for Israels børns skyld. Og det gør han med så kraftige og heftige ord, som om han med hvert eneste ord gerne ville ramme både kejseren, romerne og grækernes giftige tunger, der rasede mod jøderne, og med så mægtige eksempler skræmme dem og trøste jøderne.

Grunden til, at denne bog blev skrevet.

Bogen er kilde til mange kirkesalmer

Men senere blev denne bog af mange regnet for en rigtig bog i den hellige Skrift. Især i den romerske kirke blev den holdt så højt og smukt i ære, at der næppe er lavet så mange kirkesange ud fra nogen anden bog i Skriften som ud fra denne – måske fordi tyrannerne i denne bog bliver så heftigt irettesat og angrebet med ord, mens de hellige og martyrerne omvendt bliver så stærkt trøstet. Og da de kristne i Rom blev forfulgt og martret mere end noget andet sted i verden, har de brugt denne bog allermest, fordi den passede så godt til deres sag, med trusler mod tyrannerne og trøst til de hellige. Alligevel har de ikke forstået mange af stykkerne i den og har tit tolket dem meget søgt – sådan som det også ellers tit er sket med hele den hellige Skrift og stadig sker hver dag.

Mange kirkesange er lavet ud fra denne bog.

Budskabet er rettet til den tyranniske øvrighed

Hvordan det nu end er, så er der meget godt i den, og den er værd at læse. Men især burde de store herrer læse den, som raser mod deres undersåtter og farer frem mod de uskyldige for Guds ords skyld. For dem taler han til i kap. 6 og indrømmer, at denne bog er skrevet til dem, når han siger: «Til jer, tyranner, gælder mine ord» osv. Og meget fint bevidner han, at de verdslige øvrigheder har deres magt fra Gud og er Guds embedsmænd. Men han truer dem, fordi de bruger dette embede, som Gud har betroet dem, som tyranner.

Bogen er tidløs, og emnerne er aktuelle

Derfor kommer denne bog ikke ubelejligt frem i lyset i vores tid, nu hvor tyrannerne også frækt misbruger deres øvrighedsmagt mod ham, som de har denne magt fra. Og samtidig lever de lige så skændigt i deres afgudsdyrkelse og ukristelige hellighed, som Filon her beskriver romerne og hedningerne i deres afgudsdyrkelse. Så den passer på alle punkter godt til vores tid.

Denne bog passer godt til vores tid.

Hvad titlen betyder

Men man kalder den Salomos Visdom, fordi den (som sagt) er digtet i Salomos navn og person og priser visdommen så herligt, nemlig hvad den er, hvad den formår, og hvor den kommer fra. Og det, jeg synes overordentlig godt om i den, er, at han priser Guds ord så højt og tilskriver Ordet alle de undere, Gud nogen sinde har gjort, både mod fjenderne og for sine hellige.

Bogens titel.

Denne bog priser Guds ord højt.

Ordet «visdom» betyder Guds ord

Visd 16.

Matt 4.

Deraf kan man klart se, at det, han her kalder visdom, ikke er de hedenske læreres og den menneskelige fornufts kloge, høje tanker, men det hellige, guddommelige ord. Og alt, hvad du her hører af ros og pris over visdommen, skal du vide ikke er sagt om andet end Guds ord. For han siger også selv i kap. 16, at Israels børn ikke blev ernæret af brødet fra himlen og heller ikke blev helbredt af kobberslangen, men af Guds ord. Sådan som Kristus også siger i Matt 4: «Mennesket skal ikke leve af brød alene» osv. Derfor lærer han, at visdommen ikke kommer andre steder fra end fra Gud, og han anfører mange eksempler fra Skriften om det og tilskriver visdommen det, som Skriften tilskriver Guds ord.

Visdom betyder i denne bog Guds ord.

Det har jeg så meget desto hellere sagt, fordi man almindeligvis forstår ordet «visdom» anderledes, end Skriften bruger det. Når man hører det, farer man nemlig af sted med flyvende tanker og mener, at det ikke er andet end tanker, der ligger skjult i vise folks hjerter. Og imens regner man ikke det ydre ord eller Skriften for visdom, skønt alle menneskers tanker uden Guds ord dog er det rene løgn og falske drømme. Derfor, når denne bog hedder Salomos Visdom, er det lige så meget som at sige: en bog af Salomo om Guds ord. Og visdommens ånd er ikke andet end troen på dette ord eller forståelsen af det, som Helligånden dog giver. En sådan tro eller ånd formår alt og gør alt, sådan som denne bog priser den for i kap. 7.

Hvordan ordet «visdom» bruges i Skriften.

Salomos Visdom.

Visdommens ånd.

Bogen er en udlægning af det første bud

Endelig er denne bog en rigtig udlægning af og et eksempel på det første bud. For her ser du, at han hele vejen igennem lærer at frygte Gud og stole på ham. Han skræmmer dem, der ikke frygter Gud, men foragter ham, med eksempler på Guds vrede. Og omvendt trøster han dem, der tror på ham og stoler på ham, med eksempler på Guds nåde – hvilket ikke er andet end den rette forståelse af det første bud. Deraf kan man også mærke, at al visdom vælder og strømmer frem af det første bud som af hovedkilden, og at netop dette bud er den sande sol, i hvis lys alle vise ser det, de ser. For den, der frygter Gud og tror på ham, er fuld af visdom, mester over hele verden, herre over alle ord og gerninger og dommer over al lære og alt liv, som gælder og hjælper for Gud. Omvendt: Den, der ikke har det første bud og hverken frygter eller stoler på Gud, er fuld af dårskab, kan intet og er intet.

Denne bog er en udlægning af det første bud.

Kernebudskabet: at frygte og stole på Gud

Og det er den vigtigste grund til, at denne bog er god at læse: at man lærer at frygte Gud og stole på ham. Dertil hjælpe han os med sin nåde. Amen.

Trykfejl: LCXIIII. Rettelse: CLXIIII. (164)

↤ Judits Bog, 16.

Salomos Visdom, 1. ↦ Søg et Luther-ord i ordbogen

Ordsøgning Skriv det Luther-ord, du søger:

Listen over alle opslagsord i ordbogen findes i registret.

Artiklen «Sats og typografi i Lutherbibelen fra 1545»

Teksten fra Lutherbibelen gengives på vores sider med udgangspunkt i det trykte billede af originalen fra 1545.

Sidernes opbygning, de anvendte skrifttyper, frakturskriftens skriveregler og Luthers hensigt med at give læsehjælp gennem typografien forklares for den interesserede læser i vores artikel «Sats og typografi i Lutherbibelen fra 1545».