Kapitel 2

2. Nå vel, rens dig da for alle de tanker, som i forvejen har taget dit sind i besiddelse, læg den vane fra dig, som bedrager dig, og bliv som fra begyndelsen et nyt menneske, eftersom du jo, som du også selv har indrømmet, skal være lytter til en ny lære. Se ikke blot med øjnene, men også med forstanden, hvilket stof og hvilken skikkelse de har, dem, som I kalder og anser for guder. [2] Er ikke den ene en sten, magen til den, man træder på, den anden kobber, ikke bedre end de redskaber, der er smedet til vores brug, den tredje træ, endda allerede rådnet, den fjerde sølv, som behøver et menneske til at vogte over det, så det ikke bliver stjålet, den femte jern, ædt op af rust, den sjette ler, ikke spor pænere end det, der er lavet til den mest vanærende tjeneste? [3] Er ikke alt dette af forgængeligt stof? Er det ikke smedet med jern og ild? Har ikke stenhuggeren formet den ene af dem, kobbersmeden den anden, sølvsmeden den tredje og pottemageren den fjerde? Var ikke hver eneste af dem, før de ved disse mænds kunst blev præget til denne skikkelse, noget, som hver af dem kunne forme om – og er det ikke endnu? Kunne ikke de redskaber, som nu er af samme stof, blive magen til dem, hvis de kom i hænderne på de samme håndværkere? [4] Og kunne ikke omvendt disse ting, som I nu tilbeder, af mennesker blive gjort til redskaber magen til alle de andre? Er de ikke alle sammen døve? Er de ikke blinde? Er de ikke uden sjæl? Uden følelse? Ubevægelige? Rådner de ikke alle sammen? Forgår de ikke alle sammen? [5] Disse ting kalder I guder? Dem tjener I? Dem tilbeder I, og I bliver fuldstændig som dem. [6] Er det derfor, I hader de kristne, fordi de ikke anser disse ting for guder? [7] For I, som mener og bilder jer ind, at I lovpriser dem – foragter I dem ikke langt mere? Håner og spotter I dem ikke langt mere, når I dyrker dem af sten og ler uden at vogte dem, men lukker dem af sølv og guld inde om natten og sætter vagter ved dem om dagen, for at de ikke skal blive stjålet? [8] Og med de æresbevisninger, I mener at give dem, straffer I dem snarere, hvis de har følelse; men er de uden følelse, så afslører I det selv, når I dyrker dem med blod og offerrøg. [9] Lad en af jer finde sig i det, lad nogen tåle, at det sker med ham selv! Nej, ikke et eneste menneske vil frivilligt tåle en sådan straf, for det har følelse og forstand; men stenen tåler det, for den føler intet. Afslører I altså ikke, at den er uden følelse? [10] Om at de kristne ikke er trælle for sådanne guder, kunne jeg sige meget andet; men hvis nogen ikke synes, at selv dette er nok, finder jeg det overflødigt at sige mere.