Kapitel 5

5. For de kristne er ikke adskilt fra andre mennesker ved land eller sprog eller skikke. [2] De bor ikke i egne byer, de bruger ikke et særligt sprog, og de fører ikke et liv, der skiller sig ud. [3] Den lære, de har, er ikke fundet på ved nysgerrige menneskers påhit og grublerier, og de står ikke frem som talsmænd for en menneskelig lære, sådan som nogle gør. [4] De bor i græske og i fremmede byer, sådan som det er faldet i hver enkelts lod, og følger landets skikke i klæder og mad og i det øvrige liv, og dog viser de, hvordan deres eget samfund er indrettet, på en forunderlig og, som alle indrømmer, uventet måde. [5] De bor i deres egne fædrelande, men som udlændinge; de tager del i alt som borgere og tåler alt som fremmede; ethvert fremmed land er deres fædreland, og ethvert fædreland er dem fremmed. [6] De gifter sig som alle andre og får børn, men de sætter ikke de nyfødte ud. [7] De deler bord med hinanden, men ikke seng. [8] De er i kødet, men lever ikke efter kødet (2 Kor 10,3). [9] De opholder sig på jorden, men har deres borgerskab i himlen (Fil 3,20). [10] De adlyder de fastsatte love, og med deres eget liv overgår de lovene. [11] De elsker alle og bliver forfulgt af alle. [12] Man kender dem ikke og fordømmer dem dog; de bliver slået ihjel og bliver gjort levende. [13] De er fattige og gør mange rige; de mangler alt og har overflod af alt (2 Kor 6,10). [14] De bliver vanæret og bliver herliggjort i vanæren; de bliver bagtalt og bliver frikendt. [15] De bliver skældt ud og velsigner (1 Kor 4,12); de bliver hånet og viser ære. [16] Når de gør godt, bliver de straffet som forbrydere; når de bliver straffet, glæder de sig, som om de blev gjort levende. [17] Af jøderne bekæmpes de som fremmede, og af grækerne forfølges de; og de, der hader dem, kan ikke sige, hvad grunden til fjendskabet er.