Kapitel 9

9. Da han altså allerede hos sig selv havde ordnet alt sammen med sin Søn, lod han os i den forgangne tid, som vi selv ville, blive revet med af uordentlige drifter, ført bort af lyster og begær. Det var ikke, fordi han på nogen måde glædede sig over vores synder, men fordi han bar over med dem; og det var ikke, fordi han billigede uretfærdighedens tid dengang, men fordi han skabte retfærdighedens tid nu, for at vi, som i den tid blev overbevist om, at vi ud fra vores egne gerninger var uværdige til livet, nu ved Guds godhed skulle blive gjort værdige til det, og for at vi, som havde vist, at det var umuligt for os selv at komme ind i Guds rige, ved Guds kraft skulle blive i stand til det. [2] Men da vores uretfærdighed var blevet fuldkommen, og det var blevet helt åbenbart, at dens løn, straf og død, var i vente, og da den tid var kommet, som Gud havde fastsat til nu at åbenbare sin godhed og kraft (åh, Guds overvældende menneskekærlighed og kærlighed!), hadede han os ikke, stødte os ikke bort og huskede ikke det onde imod os, men han var langmodig, han bar over med os; i sin barmhjertighed tog han selv vores synder på sig, han gav selv sin egen Søn som løsesum for os, den hellige for de lovløse, den skyldfri for de onde, den retfærdige for de uretfærdige (1 Pet 3,18), den uforgængelige for de forgængelige, den udødelige for de dødelige. [3] For hvad andet kunne dække vores synder end hans retfærdighed? [4] I hvem kunne vi lovløse og ugudelige blive retfærdiggjort, uden alene i Guds Søn? [5] Åh, den søde ombytning, åh, den uransagelige gerning, åh, de uventede velgerninger: at mange menneskers lovløshed skulle skjules i én retfærdig, og éns retfærdighed retfærdiggøre mange lovløse! [6] Efter at han altså i den forgangne tid havde vist, at vores natur ikke var i stand til at opnå livet, og nu har vist os Frelseren, som er i stand til at frelse selv det magtesløse, ville han, at vi ud fra begge dele skulle tro på hans godhed og regne ham for den, der nærer os, for far, lærer, rådgiver, læge, forstand, lys, ære, herlighed, styrke og liv, og ikke bekymre os for klæder og mad (Matt 6,25).