Kapitel 11

11. Jeg taler ikke om fremmede ting og søger ikke noget urimeligt; men da jeg er blevet apostlenes discipel, bliver jeg hedningernes lærer. [Kapitel 11–12 regnes af mange forskere for et senere tillæg af en anden forfatter; de står i samme håndskrift som resten.] Det, der er overleveret, giver jeg værdigt videre til dem, der bliver sandhedens disciple. [2] For hvem, der er rigtigt undervist og er blevet en ven af Ordet, søger ikke at lære klart det, som Ordet tydeligt har vist sine disciple? For dem har Ordet åbenbaret det, da han viste sig og talte frimodigt; de vantro forstod ham ikke, men for disciplene fortalte han det, og de, som han regnede for trofaste, lærte Faderens hemmeligheder at kende. [3] Derfor sendte han Ordet, for at det skulle vise sig for verden; han blev vanæret af folket, prædiket af apostlene og troet af hedningerne. [4] Han er den, der var fra begyndelsen, som viste sig som ny og blev fundet at være gammel, og som altid fødes på ny i de helliges hjerter. [5] Han er den evige, som i dag regnes for Søn (Sl 2,7), ved hvem kirken bliver rig, og nåden, der folder sig ud, vokser i de hellige; den giver forstand, åbenbarer hemmeligheder, forkynder tiderne, glæder sig over de troende og skænker gaver til dem, der søger – dem, for hvem troens løfter ikke brydes og fædrenes grænser ikke flyttes. [6] Så synges der om lovens frygt, profeternes nåde erkendes, evangeliernes tro er grundfæstet, apostlenes overlevering bevares, og kirkens nåde jubler. [7] Hvis du ikke bedrøver denne nåde, vil du kende det, som Ordet taler ved dem, han vil, når han vil. [8] For alt, hvad vi er blevet drevet til at udsige med møje ved det befalende Ords vilje, deler vi med jer af kærlighed til det, der er blevet åbenbaret for os.