Til efeserne

Ignatius, som også kaldes Gudbærer, til kirken, som er velsignet i storhed ved Gud Faders fylde, som før tidernes begyndelse var forudbestemt til altid at være til varig og uforanderlig herlighed, forenet og udvalgt i den sande lidelse efter Faderens og Jesu Kristi, vor Guds, vilje – til kirken i Efesos i Asien, som er værd at prise salig: de hjerteligste hilsener i Jesus Kristus og i ulastelig glæde.

1. Jeg har i Gud taget imod jeres højt elskede navn, som I har vundet ved jeres retfærdige natur, i tro og kærlighed i Kristus Jesus, vor frelser. Som Guds efterlignere har I, på ny opflammet ved Guds blod, fuldt ud udført den gerning, der er jer naturlig. [2] For da I hørte, at jeg var ført bunden fra Syrien for det fælles navns og det fælles håbs skyld, og at jeg håbede ved jeres bøn at få lov til at kæmpe med de vilde dyr i Rom, så jeg, når jeg når dette, kan blive en discipel, skyndte I jer at besøge mig. [3] Da jeg nu i Guds navn har modtaget hele jeres store menighed i Onesimus, en mand af usigelig kærlighed og jeres biskop, beder jeg om, at I må elske ham efter Jesus Kristus, og at I alle må ligne ham. For velsignet være han, som har givet jer, der er værdige til det, nåde til at have en sådan biskop.

2. Hvad angår min medtjener Burrus, jeres diakon efter Guds vilje, som er velsignet i alt, beder jeg om, at han må blive hos mig til ære for jer og for biskoppen. Også Krokus, som er Gud og jer værdig, og som jeg har modtaget som et forbillede på jeres kærlighed, har i alt givet mig hvile – må Jesu Kristi Fader også vederkvæge ham – sammen med Onesimus, Burrus, Euplus og Fronto, i hvem jeg har set jer alle i kærlighed. [2] Må jeg altid have glæde af jer, hvis jeg da er værdig til det. Derfor bør I på enhver måde ære Jesus Kristus, som har æret jer, så I, samlet i én lydighed og underordnet biskoppen og ældsterådet (presbyteriet), må være helliggjort i alt.

3. Jeg giver jer ikke befalinger, som om jeg var noget. For selv om jeg er bundet for navnets skyld, er jeg endnu ikke fuldendt i Jesus Kristus. Først nu begynder jeg at blive discipel, og jeg taler til jer som til mine medelever. For det var mig, der burde salves af jer med tro, formaning, udholdenhed og tålmodighed. [2] Men da kærligheden ikke lader mig tie om jer, har jeg skyndt mig at formane jer til at stemme overens med Guds sind. For også Jesus Kristus, vort uadskillelige liv, er Faderens sind, ligesom biskopperne, der er indsat helt ud til jordens ender, er i Jesu Kristi sind.

4. Derfor bør I stemme overens med biskoppens sind, sådan som I også gør. For jeres ansete ældsteråd, som er Gud værdigt, er stemt sammen med biskoppen som strengene på en citer. Derfor synges der om Jesus Kristus i jeres enighed og samstemmende kærlighed. [2] Og I skal, hver og en, blive et kor, så I, samstemte i enighed og med Guds tone i enhed, synger med én røst gennem Jesus Kristus for Faderen, så han både hører jer og ved jeres gode gerninger kender jer som lemmer af sin Søn. Det er derfor gavnligt for jer at være i ulastelig enhed, så I også altid må have del i Gud.

5. For når jeg på kort tid har fået et sådant fællesskab med jeres biskop – ikke et menneskeligt, men et åndeligt – hvor meget mere priser jeg så ikke jer salige, som er så nært forbundet med ham, som kirken er med Jesus Kristus, og som Jesus Kristus er med Faderen, så alt stemmer sammen i enhed? [2] Lad ingen fare vild: Den, der ikke er inden for alteret, går glip af Guds brød. [Dvs. inden for menighedens fællesskab om det ene alter.] For når én eller to menneskers bøn har så stor kraft, hvor meget mere så ikke biskoppens og hele kirkens? [3] Den, der ikke kommer til forsamlingen, er altså allerede hovmodig og har selv skilt sig ud. For der står skrevet: «Gud står de hovmodige imod» (Ordsp 3,34; Jak 4,6; 1 Pet 5,5). Lad os derfor gøre os umage for ikke at stå biskoppen imod, så vi må være Gud underordnede. Luthersk note: Ignatius knytter her lydigheden mod Gud til, at man ikke står biskoppen imod. Luthersk lære siger, at den, der hører Ordets tjenere, hører Kristus, når de forkynder evangeliet (Luk 10,16; Apologien VII–VIII); men biskopperne skal kun adlydes, når de lærer efter evangeliet, ikke når de lærer eller påbyder noget imod det (CA XXVIII), og biskoppens embede over præsterne er af menneskelig ordning (Traktaten om pavens magt 63).

6. Og jo mere man ser, at biskoppen tier, desto mere skal man frygte ham. For enhver, som husets herre sender til at forvalte sit hus, må vi tage imod som den, der har sendt ham. Det er altså klart, at vi må se på biskoppen som på Herren selv. Luthersk note: Biskoppen taler i Kristi sted, når han forkynder Ordet og forvalter sakramenterne, men han er ikke Herren selv og skal kun adlydes efter evangeliet (Apologien VII–VIII; CA XXVIII). [2] Onesimus selv roser højt jeres gode orden i Gud: at I alle lever efter sandheden, og at intet kætteri har bolig hos jer, ja, at I ikke hører på nogen anden end den, der taler sandt om Jesus Kristus.

7. For nogle har for vane at bære navnet rundt med ond list, mens de gør andre ting, der er Gud uværdige. Dem skal I vige uden om som vilde dyr, for de er galne hunde, som bider i det skjulte. Dem skal I tage jer i agt for, for de er svære at helbrede. [2] Der er én læge, både af kød og af ånd, født og ufødt, Gud i et menneske, sandt liv i døden, både af Maria og af Gud, først lidende og siden uden lidelse: Jesus Kristus, vor Herre.

8. Lad derfor ingen bedrage jer, sådan som I heller ikke lader jer bedrage, da I helt og holdent hører Gud til. For når der ikke har sat sig nogen strid fast hos jer, som kan pine jer, så lever I jo efter Gud. Jeg er jeres ringeste tjener [Græsk περίψημα, egentlig «afskrab»; et udtryk for dyb ydmyghed og selvhengivelse, jf. 1 Kor 4,13.] og giver mig hen for jer, efesere, en kirke, som er berømt gennem alle tider. [2] De kødelige kan ikke gøre det åndelige, og de åndelige ikke det kødelige, ligesom troen ikke kan gøre vantroens gerninger, og vantroen ikke troens. Men selv det, I gør i kødet, er åndeligt; for I gør alt i Jesus Kristus.

9. Men jeg har hørt, at nogle derfra er kommet forbi med en dårlig lære. Dem tillod I ikke at så hos jer; I stoppede jeres ører, så I ikke tog imod det, de såede. For I er sten til Faderens tempel, gjort rede til Gud Faders bygning, hejst op i højden ved Jesu Kristi løfteredskab, som er korset, mens I bruger Helligånden som reb. Jeres tro er det, der trækker jer op, og kærligheden er vejen, der fører op til Gud. [2] I er altså alle sammen også rejsefæller, gudbærere og tempelbærere, kristusbærere og bærere af det hellige, i alt smykket med Jesu Kristi bud. Det jubler jeg over, og jeg er blevet regnet værdig til gennem det, jeg skriver, at tale med jer og glæde mig sammen med jer over, at I ikke elsker noget efter menneskers levevis, men kun Gud.

10. Og bed uophørligt også for de andre mennesker, for der er håb om, at de kan omvende sig, så de kan nå til Gud. Lad dem da blive oplært af jer, i det mindste gennem jeres gerninger. [2] Over for deres vrede skal I være sagtmodige, over for deres store ord ydmyge, over for deres bespottelser skal I sætte jeres bønner, over for deres vildfarelse skal I stå fast i troen, over for deres vildskab skal I være milde, uden at I prøver at efterligne dem og gøre gengæld. [3] Lad os vise os som deres brødre ved vores mildhed; men lad os gøre os umage for at efterligne Herren og kappes om, hvem der kan lide mest uret, hvem der kan blive mest berøvet, hvem der kan blive mest tilsidesat, så der ikke findes noget af djævelens ukrudt hos jer, men så I i al renhed og besindighed bliver i Jesus Kristus, både i kødet og i ånden.

11. Det er de sidste tider. Lad os derfor fremover skamme os og frygte Guds tålmodighed, så den ikke bliver til dom over os. For lad os enten frygte den kommende vrede eller elske den nåde, som er her nu – det ene eller det andet; blot vi findes i Kristus Jesus til det sande liv. [2] Intet må være højt i jeres øjne uden ham. I ham bærer jeg mine lænker, de åndelige perler; må det blive mig givet i dem at opstå ved jeres bøn, som jeg altid må have del i, så jeg må få lod og del med de kristne i Efesos, som også altid har været enige med apostlene i Jesu Kristi kraft.

12. Jeg ved, hvem jeg er, og hvem jeg skriver til. Jeg er dømt, I har fået barmhjertighed; jeg er i fare, I står fast. [2] I er gennemgangsvejen for dem, der bliver slået ihjel for at komme til Gud; I er indviet i mysterierne sammen med Paulus, den helliggjorte, han som fik et godt vidnesbyrd og er værd at prise salig – må jeg findes i hans fodspor, når jeg når til Gud – han, som i hvert brev nævner jer i Kristus Jesus.

13. Gør jer derfor umage for at komme oftere sammen til nadveren (taksigelsen) for Gud og til hans ære. For når I ofte kommer sammen, bliver Satans magter styrtet, og den ødelæggelse, han bringer, opløses ved jeres enighed i troen. [2] Intet er bedre end fred, som gør al krig fra himmelske og jordiske magter til intet.

14. Intet af dette er skjult for jer, hvis I fuldkomment har troen og kærligheden til Jesus Kristus; de er livets begyndelse og ende: begyndelsen er troen, enden er kærligheden. Og når de to er forenet, er det Gud, og alt andet, som hører til et ret og godt liv, følger efter dem. [2] Ingen, der bekender troen, synder, og ingen, der har kærligheden, hader. Træet kendes på sin frugt (Matt 12,33). Sådan skal de, der bekender sig til Kristus, kendes på det, de gør. For nu gælder det ikke om at bekende, men om at blive fundet i troens kraft til enden.

15. Det er bedre at tie og være, end at tale og ikke være. Det er godt at undervise, hvis den, der taler, også gør det. Der er altså én lærer, han som talte, og så skete det; og også det, han har gjort i stilhed, er Faderen værdigt. [2] Den, der i sandhed har Jesu ord, kan også høre hans tavshed, så han kan være fuldkommen, så han handler ved det, han siger, og bliver kendt ved det, han tier om. [3] Intet er skjult for Herren; også vores hemmeligheder er nær ved ham. Lad os derfor gøre alt, som om han bor i os, så vi må være hans templer, og han må være i os som vor Gud. Det er han også, og det skal vise sig for vores øjne ved, at vi med rette elsker ham.

16. Far ikke vild, mine brødre: De, der ødelægger hjem, skal ikke arve Guds rige (1 Kor 6,9–10). [2] Når de, der gør sådan i kødet, døde, hvor meget mere så den, der med falsk lære ødelægger troen på Gud, som Jesus Kristus blev korsfæstet for? En sådan, som er blevet uren, skal gå til den uudslukkelige ild, og det samme skal den, der hører på ham.

17. Derfor lod Herren sig salve på hovedet med vellugtende salve, for at han kunne ånde uforgængelighed over kirken. Lad jer ikke salve med den stinkende lære fra denne verdens fyrste, så han ikke tager jer til fange og fører jer bort fra det liv, der ligger foran jer. [2] Hvorfor bliver vi ikke alle forstandige, når vi har fået erkendelse af Gud, som er Jesus Kristus? Hvorfor går vi tåbeligt til grunde, fordi vi ikke kender den nådegave, som Herren i sandhed har sendt?

18. Min ånd er et ringe offer for korset, som er et anstød for de vantro, men for os frelse og evigt liv. «Hvor er den vise? Hvor er debattøren?» (1 Kor 1,20) Hvor er de såkaldt forstandiges pral? [2] For vor Gud, Jesus Kristus, blev båret i Marias moderliv efter Guds frelsesplan, både af Davids slægt og af Helligånden. Han blev født og døbt, for at han ved sin lidelse kunne rense vandet.

19. Og denne verdens fyrste var uvidende om Marias jomfrudom og hendes fødsel, og ligeledes om Herrens død – tre mysterier, der råber højt, men som blev fuldbragt i Guds stilhed. [2] Hvordan blev de da åbenbaret for verden? En stjerne lyste på himlen, klarere end alle stjerner; dens lys var ubeskriveligt, og dens nyhed vakte forundring. Alle de andre stjerner sammen med solen og månen blev til et kor omkring stjernen, men den selv overstrålede dem alle med sit lys. Og der var uro over, hvor denne nyhed, der var så ulig dem, kom fra. [3] Derfor blev al trolddom opløst, og ethvert bånd af ondskab forsvandt; uvidenheden blev fjernet, og det gamle rige gik til grunde, da Gud blev åbenbaret som menneske til det evige livs nyhed. Det, som var fuldendt hos Gud, tog sin begyndelse. Derfor kom alt i bevægelse, fordi dødens tilintetgørelse blev forberedt.

20. Hvis Jesus Kristus på grund af jeres bøn regner mig værdig, og hvis det er hans vilje, vil jeg i det andet lille skrift, jeg vil skrive til jer, forklare jer nærmere om den frelsesplan, jeg har begyndt at fremstille, angående det nye menneske, Jesus Kristus: i troen på ham og i kærligheden til ham, i hans lidelse og opstandelse. [2] Især hvis Herren åbenbarer for mig, at I alle, hver enkelt ved navn, i fællesskab kommer sammen i nåden, i én tro og i Jesus Kristus, som efter kødet er af Davids slægt, Menneskesønnen og Guds Søn, så I adlyder biskoppen og ældsterådet med et udelt sind og bryder ét brød, som er udødelighedens lægemiddel, en modgift mod at dø, så vi i stedet lever i Jesus Kristus for altid.

21. Jeg sætter mit liv ind for jer og for dem, I til Guds ære har sendt til Smyrna, hvorfra jeg også skriver til jer; jeg takker Herren og elsker Polykarp, ligesom jeg også elsker jer. Husk på mig, ligesom Jesus Kristus husker på jer. [2] Bed for kirken i Syrien, hvorfra jeg føres bunden til Rom; jeg er den ringeste af de troende dér, men er dog blevet regnet værdig til at være til Guds ære. Lev vel i Gud Fader og i Jesus Kristus, vort fælles håb.