Studiebibelen

📚 Oldkirkens skrifter · Ignatius af Antiokia: Brevene · De apostolske fædre m.fl., ca. 100–260

Til magneserne

📚 Åbn i Studiebiblioteket Indhold

Ignatius, som også kaldes Gudbærer, til den kirke, som er velsignet i nåde fra Gud Fader i Kristus Jesus, vor frelser. I ham hilser jeg kirken i Magnesia ved Mæander og ønsker den den største glæde i Gud Fader og i Jesus Kristus.

1. Da jeg har erfaret, hvor velordnet jeres kærlighed efter Guds vilje er, har jeg med jubel besluttet at tale til jer i troen på Jesus Kristus. [2] For da jeg er blevet anset for værdig til et navn, der i højeste grad sømmer sig for Gud, synger jeg kirkernes pris i de lænker, jeg bærer. Jeg beder om, at der i dem må være enhed med Jesu Kristi kød og ånd, han, som er vort liv for altid, enhed i tro og kærlighed, som intet går forud for, og – hvad der er det vigtigste – enhed med Jesus og Faderen. Når vi i ham udholder alle denne verdens fyrstes overgreb og slipper fra dem, skal vi nå til Gud.

2. Jeg er altså blevet anset for værdig til at se jer gennem Damas, jeres biskop, som er Gud værdig, og gennem de værdige ældste (presbytere) Bassus og Apollonius og min medtjener, diakonen Zotion. Måtte jeg få glæde af ham, for han underordner sig biskoppen som Guds nåde og ældsterådet som Jesu Kristi lov.

3. Også for jer sømmer det sig ikke at udnytte biskoppens unge alder, men at vise ham al respekt efter Gud Faders kraft, sådan som jeg ved, at også de hellige ældste gør. De har ikke udnyttet, at han i det ydre er ung, men som forstandige mennesker i Gud retter de sig efter ham – dog ikke efter ham, men efter Jesu Kristi Fader, alles biskop. [2] Til ære for ham, som har villet os, er det derfor rigtigt at adlyde uden nogen form for hykleri. For det er ikke denne synlige biskop, man bedrager; man prøver at narre den usynlige. I et sådant tilfælde skal man ikke stå til regnskab over for kød, men over for Gud, som kender det skjulte.

4. Det er altså rigtigt ikke blot at kaldes kristne, men også at være det – ligesom der er nogle, der nok kalder ham biskop, men gør alt uden ham. Sådanne mennesker synes jeg ikke har en god samvittighed, for de samles ikke gyldigt efter budet. Luthersk note: Ignatius siger, at forsamlinger uden biskoppen ikke er gyldige. Efter luthersk lære er kirken der, hvor evangeliet forkyndes rent og sakramenterne forvaltes ret (CA VII); sakramenterne har deres kraft af Kristi indstiftelse, ikke af den, der forvalter dem (CA VIII), og efter guddommelig ret er der ingen forskel på biskop og præst (Traktaten om pavens magt 60–65).

5. Alt har altså en ende, og de to ligger foran os på én gang, døden og livet, og enhver skal gå til sit eget sted. [2] For ligesom der er to slags mønter, Guds og verdens, og hver af dem har sit eget præg på sig, sådan bærer de vantro denne verdens præg, men de troende bærer i kærlighed Gud Faders præg ved Jesus Kristus. Og hvis vi ikke af egen fri vilje er rede til ved ham at dø ind i hans lidelse, er hans liv ikke i os.

6. Da jeg nu i de nævnte personer har set hele jeres menighed i troen og fået den kær, formaner jeg jer: Stræb efter at gøre alt i Guds enighed, med biskoppen som forstander i Guds sted, de ældste i stedet for apostlenes rådsforsamling og diakonerne, som er mig så kære, betroet Jesu Kristi tjeneste – han, som var hos Faderen før tidernes begyndelse og til sidst er blevet åbenbaret. [2] I har alle fået Guds sindelag; vis derfor hinanden respekt. Lad ingen se på sin næste efter kødet, men elsk altid hinanden i Jesus Kristus. Lad der ikke være noget iblandt jer, som kan splitte jer, men vær forenet med biskoppen og forstanderne som et forbillede på og en undervisning i uforgængelighed.

7. Ligesom Herren ikke gjorde noget uden Faderen, da han er ét med ham, hverken selv eller gennem apostlene, sådan skal heller ikke I gøre noget uden biskoppen og de ældste. Prøv heller ikke at bilde jer ind, at noget er rigtigt, når I gør det hver for sig. Lad der, når I samles, være én bøn, én påkaldelse, ét sind, ét håb, i kærlighed, i den uplettede glæde, som er Jesus Kristus; intet er bedre end ham. [2] Skynd jer alle sammen som til ét Guds tempel, som til ét alter, til én Jesus Kristus, som er udgået fra den ene Fader, er hos den ene og er vendt tilbage til ham.

8. Lad jer ikke føre vild af fremmede lærdomme eller af gamle fabler, som ikke er til nogen nytte. For hvis vi stadig lever efter jødedommen, indrømmer vi, at vi ikke har fået nåden. [2] For de gudfyldte profeter levede efter Kristus Jesus. Derfor blev de også forfulgt. De blev inspireret af hans nåde, for at de ulydige skulle blive fuldt overbevist om, at der er én Gud, som har åbenbaret sig ved Jesus Kristus, sin Søn; han er hans Ord, der er udgået af tavsheden, og han var i alt til behag for ham, som havde sendt ham.

9. De, der levede under de gamle forhold, kom altså til et nyt håb, så de ikke længere holdt sabbat, men levede efter Herrens dag, den dag, hvor også vort liv stod op ved ham og hans død – som nogle fornægter. Ved dette mysterium fik vi troen, og derfor holder vi ud, for at vi kan findes som disciple af Jesus Kristus, vor eneste lærer. [2] Hvordan skal vi så kunne leve uden ham, som også profeterne, der var hans disciple i Ånden, ventede på som deres lærer? Og derfor oprejste han, som de med rette ventede på, dem fra de døde, da han kom.

10. Lad os derfor ikke være ufølsomme over for hans godhed. For hvis han efterlignede os i det, vi gør, ville vi ikke længere være til. Lad os derfor, da vi er blevet hans disciple, lære at leve efter kristendommen. For den, der kaldes med et andet navn ud over dette, er ikke Guds. [2] Skaf jer derfor af med den dårlige surdej, der er blevet gammel og sur, og vend jer til den nye surdej, som er Jesus Kristus (1 Kor 5,7). Lad jer salte i ham, så ingen af jer går i forrådnelse, for på lugten vil I blive afsløret. [3] Det er urimeligt at tale om Jesus Kristus og leve som jøde. For kristendommen kom ikke til tro på jødedommen, men jødedommen kom til tro på kristendommen, hvor hvert tungemål, som er kommet til tro på Gud, er blevet samlet.

11. Dette skriver jeg, mine elskede, ikke fordi jeg har erfaret, at nogle af jer har det sådan; men som en, der er ringere end jer, vil jeg advare jer på forhånd, så I ikke bider på den tomme forfængeligheds kroge, men er fuldt overbeviste om fødslen og lidelsen og opstandelsen, som skete, mens Pontius Pilatus var landshøvding. Det blev sandt og sikkert gjort af Jesus Kristus, vort håb. Måtte ingen af jer vende sig bort fra det.

12. Måtte jeg få glæde af jer i alt, hvis jeg da er værdig. For selv om jeg er i lænker, kan jeg ikke måle mig med en eneste af jer, der er fri. Jeg ved, at I ikke er hovmodige, for I har Jesus Kristus i jer. Og jeg ved, at I snarere skammer jer, når jeg roser jer, som der står skrevet: «Den retfærdige anklager sig selv» (Ordsp 18,17).

13. Stræb derfor efter at blive grundfæstet i Herrens og apostlenes lærebud, så I må have fremgang i alt, hvad I gør, i kød og ånd, i tro og kærlighed, i Sønnen og Faderen og i Ånden, i begyndelsen og i enden, sammen med jeres højt ærværdige biskop og jeres ældsteråd, den værdigt flettede åndelige krans, og diakonerne, som er efter Guds sind. [2] Underordn jer biskoppen og hinanden, ligesom Jesus Kristus underordnede sig Faderen, og apostlene Kristus og Faderen, så der må være enhed både i kød og i ånd.

14. Da jeg ved, at I er fulde af Gud, har jeg formanet jer kort. Husk mig i jeres bønner, så jeg må nå til Gud, og husk kirken i Syrien, som jeg ikke er værdig til at bære navn efter. For jeg har brug for jeres forenede bøn og kærlighed i Gud, så kirken i Syrien må blive anset for værdig til at blive vederkvæget af jeres kirke som af dug.

15. Efeserne i Smyrna, hvorfra jeg skriver til jer, hilser jer. De er her til Guds ære ligesom I, og sammen med Polykarp, smyrnæernes biskop, har de vederkvæget mig i alt. Også de øvrige kirker hilser jer til Jesu Kristi ære. Lev vel i Guds enighed, I, som har en udelt ånd, der er Jesus Kristus.

Oldkirkens skrifter (De apostolske fædre m.fl., ca. 100–260) er oversat fra græsk og latin til dansk med AI og derefter gennemgået af en uafhængig korrekturlæsning for både korrekthed og sprog. Kilde: Kirsopp Lake, The Apostolic Fathers (Loeb 1912–13) og Eusebius, Historia ecclesiastica, udg. E. Schwartz – græske tekster (public domain); Lightfoot & Harmer 1891 og McGiffert 1890 brugt som støtte. Værket er fra sin egen tid – nogle oplysninger og synspunkter kan være forældede.