Til trallianerne

Ignatius, som også kaldes Gudbærer, til den hellige kirke i Tralles i Asien, som er elsket af Gud, Jesu Kristi Fader, udvalgt og Gud værdig, og som har fred i kød og ånd ved Jesu Kristi lidelse – han, som er vort håb ved opstandelsen til ham. Den hilser jeg i fylden på apostolisk vis og ønsker den den største glæde.

1. Jeg har erfaret, at I har et ulasteligt og urokkeligt sind i udholdenhed, ikke som noget tillært, men af natur. Det har jeres biskop Polybius fortalt mig. Efter Guds og Jesu Kristi vilje kom han til Smyrna, og han glædede sig så meget sammen med mig, der er bundet i Kristus Jesus, at jeg i ham så hele jeres menighed. [2] Da jeg altså gennem ham tog imod jeres velvilje efter Guds sind, priste jeg Gud, fordi jeg fandt, at I, som jeg havde hørt, efterligner Gud.

2. For når I underordner jer biskoppen som Jesus Kristus, ser jeg, at I ikke lever på menneskers vis, men efter Jesus Kristus, som døde for vores skyld, for at I skal undslippe døden ved at tro på hans død. [2] Derfor er det nødvendigt, sådan som I også gør, at I ikke gør noget uden biskoppen, men også underordner jer ældsterådet som Jesu Kristi apostle, han, som er vort håb; i ham skal vi findes, hvis vi lever i ham. [3] Også diakonerne, som er tjenere for Jesu Kristi mysterier, skal på enhver måde være til behag for alle. For de er ikke tjenere for mad og drikke, men Guds kirkes tjenere. De skal derfor vogte sig for anklager som for ild.

3. Ligeledes skal alle respektere diakonerne som Jesus Kristus, ligesom også biskoppen, der er et billede på Faderen, og de ældste som Guds rådsforsamling og som apostlenes kreds. Uden dem kan man ikke tale om en kirke. Luthersk note: Ignatius siger, at der uden biskop, ældste og diakoner ikke er nogen kirke. Luthersk lære siger, at kirken er de helliges forsamling, hvor evangeliet forkyndes rent og sakramenterne forvaltes ret (CA VII). Prædikeembedet er indstiftet af Gud (CA V), men kirken hænger ikke på en bestemt embedsordning, og efter guddommelig ret er der ingen forskel på biskop og præst (Traktaten om pavens magt 60–65; Apologien XIV). [2] Jeg er overbevist om, at I har det sådan med dette. For jeg har fået et eksempel på jeres kærlighed og har det hos mig i jeres biskop. Hans holdning er i sig selv en stor belæring, og hans mildhed er en kraft; jeg tror, at selv de gudløse har respekt for ham. [3] Fordi jeg elsker jer, skåner jeg jer, selv om jeg kunne skrive skarpere om dette. Jeg har ikke ment, at jeg, der er dømt, skulle give jer befalinger som en apostel.

4. Jeg har mange tanker i Gud, men jeg holder mig selv i tømme, så jeg ikke går til grunde ved at prale. For nu må jeg frygte endnu mere og ikke lytte til dem, der gør mig opblæst; for de, der roser mig, pisker mig. [2] Jeg elsker ganske vist at lide, men jeg ved ikke, om jeg er værdig. For misundelsen er ikke synlig for mange, men mig fører den så meget desto mere krig imod. Jeg har derfor brug for mildhed; ved den bliver denne verdens fyrste tilintetgjort.

5. Kan jeg da ikke skrive om de himmelske ting til jer? Jo, men jeg er bange for at skade jer, som er umyndige børn. Bær over med mig: Jeg frygter, at I ikke kan tage det til jer og bliver kvalt. [2] For heller ikke jeg er allerede en discipel, fordi jeg er i lænker og kan forstå de himmelske ting, englenes rangordner og fyrstemagternes hære, synlige og usynlige. For der mangler os meget, for at vi ikke skal mangle Gud.

6. Jeg formaner jer derfor – ikke jeg, men Jesu Kristi kærlighed: Brug kun den kristne føde, og hold jer fra fremmed urt, som er vranglære. [2] For vranglærerne fletter Jesus Kristus ind i deres eget for at vinde tiltro; de er som folk, der giver en dødelig gift blandet med honningvin, og den uvidende tager den gerne og får døden i en ond nydelse.

7. Tag jer derfor i agt for sådanne. Det vil I gøre, hvis I ikke er opblæste og er uadskillelige fra Gud, Jesus Kristus, og fra biskoppen og apostlenes forskrifter. [2] Den, der er inden for alteret, er ren; men den, der er uden for alteret, er ikke ren. Det vil sige: Den, der gør noget uden biskoppen og ældsterådet og diakonerne, han er ikke ren i sin samvittighed. Luthersk note: Samvittighedens renhed kommer af troen på Kristus og hans ord, ikke af underordning under en bestemt embedsordning (se noten til kap. 3; Apologien VII–VIII).

8. Det siger jeg ikke, fordi jeg har erfaret noget sådant hos jer, men jeg advarer jer på forhånd, fordi I er mine elskede, og jeg forudser djævelens baghold. Tag derfor sagtmodigheden på jer, og forny jer i troen, som er Herrens kød, og i kærligheden, som er Jesu Kristi blod. [2] Ingen af jer må have noget imod sin næste. Giv ikke hedningerne anledning til at spotte Guds menighed på grund af nogle få uforstandige. For «ve den, på grund af hvem mit navn bliver spottet af nogle uden grund» (Es 52,5).

9. Luk derfor ørerne, når nogen taler til jer uden om Jesus Kristus, som er af Davids slægt, af Maria. Han blev virkelig født, spiste og drak, blev virkelig forfulgt under Pontius Pilatus, blev virkelig korsfæstet og døde, mens de himmelske, de jordiske og de underjordiske så på. [2] Han blev også virkelig oprejst fra de døde, idet hans Fader oprejste ham; og på samme måde vil hans Fader også oprejse os, der tror på ham, i Kristus Jesus, uden hvem vi ikke har det sande liv.

10. Men hvis han, sådan som nogle gudløse – det vil sige vantro – siger, kun tilsyneladende har lidt – det er dem selv, der kun er tilsyneladende – hvorfor er jeg så i lænker? Hvorfor beder jeg så om at kæmpe mod de vilde dyr? Så dør jeg forgæves. Så lyver jeg jo om Herren.

11. Flygt derfor fra de onde skud, der bærer dødbringende frugt; smager nogen den, dør han straks. For de er ikke Faderens plantning. [2] Var de det, ville de vise sig som korsets grene, og deres frugt ville være uforgængelig. Ved korset kalder han jer til sig i sin lidelse, for I er hans lemmer. Hovedet kan altså ikke fødes alene, uden lemmer, for Gud lover enhed, og den enhed er han selv.

12. Jeg hilser jer fra Smyrna sammen med de Guds kirker, der er hos mig; de har i alt vederkvæget mig både i kød og ånd. [2] Mine lænker, som jeg bærer for Jesu Kristi skyld, mens jeg beder om at nå til Gud, formaner jer: Bliv ved i jeres enighed og jeres fælles bøn. For det sømmer sig for jer hver især, og ikke mindst for de ældste, at vederkvæge biskoppen til ære for Faderen, for Jesus Kristus og for apostlene. [3] Jeg beder om, at I vil høre på mig i kærlighed, så jeg ikke ved det, jeg har skrevet, bliver et vidnesbyrd imod jer. Bed også for mig, der har brug for jeres kærlighed i Guds barmhjertighed, så jeg må blive anset for værdig til at nå den lod, jeg står foran, og ikke bliver fundet forkastet.

13. Smyrnæernes og efesernes kærlighed hilser jer. Husk i jeres bønner kirken i Syrien, som jeg ikke engang er værdig til at bære navn efter, for jeg er den ringeste af dem. [2] Lev vel i Jesus Kristus, og underordn jer biskoppen som budet, og ligeledes ældsterådet. Og elsk hver især hinanden med et udelt hjerte. [3] Min ånd ofrer sig for jer, ikke blot nu, men også når jeg når til Gud. For jeg er stadig i fare; men Faderen er trofast i Jesus Kristus og vil opfylde min og jeres bøn. Måtte I findes ulastelige i ham.