Til Polykarp

Ignatius, som også kaldes Gudbærer, til Polykarp, biskop for smyrnæernes kirke – eller rettere: til ham, som selv har Gud Fader og Herren Jesus Kristus til biskop: de hjerteligste hilsener.

1. Jeg glæder mig over dit sind, som i Gud er grundfæstet som på en urokkelig klippe, og jeg priser Gud overmåde for, at jeg er blevet anset for værdig til at se dit ulastelige ansigt. Gid jeg må have glæde af det i Gud! [2] Jeg formaner dig ved den nåde, du er iklædt, til at sætte farten op i dit løb og formane alle, så de kan blive frelst. Hold dit embede i ære med al omhu, både legemligt og åndeligt. Sørg for enheden, for der er intet bedre. Bær alle, ligesom Herren bærer dig. Bær over med alle i kærlighed, sådan som du også gør. [3] Giv dig tid til uophørlig bøn. Bed om mere forstand, end du har. Våg, og hav en ånd, der aldrig sover. Tal med hver enkelt på Guds måde. Bær alles sygdomme som en fuldkommen kæmper. Hvor der er meget slid, er der stor vinding.

2. Hvis du elsker de gode disciple, skal du ikke have tak for det. Bring hellere de mere skadelige til lydighed med mildhed. Ikke alle sår heles med det samme plaster. Dæmp anfaldene med våde omslag. [2] Vær klog som slangen i alt og altid uskyldig som duen (Matt 10,16). Derfor er du både af kød og af ånd: for at du skal behandle det, du ser for dine øjne, med venlighed. Men bed om, at det usynlige må blive åbenbaret for dig, så du ikke mangler noget og har overflod af enhver nådegave. [3] Tiden kalder på dig, ligesom styrmænd kalder på vinden og den stormramte på havnen, for at du kan nå frem til Gud. Vær ædru som Guds kæmper. Prisen er uforgængelighed og evigt liv, som du også er overbevist om. I alt sætter jeg mig selv og mine lænker, som du har elsket, ind for dig.

3. Lad dem, der ser ud til at være troværdige, men fører en anden lære, ikke gøre dig rådvild. Stå fast som en ambolt under hammerslag. Det er en stor kæmpes kendetegn at få prygl og alligevel sejre. Men især må vi for Guds skyld udholde alt, for at også han kan udholde os. [2] Bliv endnu ivrigere, end du er. Forstå tiderne. Vent på ham, som er hævet over tiden, den tidløse, den usynlige, som for vores skyld blev synlig, den, man ikke kan røre ved, den, der ikke kan lide, som for vores skyld blev modtagelig for lidelse, den, som på enhver måde udholdt alt for vores skyld.

4. Lad ikke enkerne blive overset. Efter Herren skal du være den, der sørger for dem. Lad intet ske uden dit samtykke, og gør heller ikke selv noget uden Gud – det gør du jo heller ikke. Stå fast. [2] Lad sammenkomsterne blive holdt oftere. Søg alle op ved navn. [3] Se ikke ned på trælle og trælkvinder. Men lad heller ikke dem blive hovmodige; lad dem hellere tjene endnu mere til Guds ære, så de kan få en bedre frihed fra Gud. Lad dem ikke længes efter at blive frikøbt for fællesskabets midler, så de ikke viser sig at være slaver af begæret.

5. Fly de onde kunster, eller rettere: prædik imod dem. Sig til mine søstre, at de skal elske Herren og være tilfredse med deres mænd i kød og ånd. Forman ligeledes mine brødre i Jesu Kristi navn, at de skal elske deres hustruer, ligesom Herren elsker kirken (Ef 5,25). [2] Hvis nogen er i stand til at leve i kyskhed til ære for Herrens kød, så lad ham gøre det uden at prale. Hvis han praler, er han fortabt; og hvis han bliver regnet for mere end biskoppen, er han fordærvet. Det passer sig for mænd og kvinder, der gifter sig, at de indgår forbindelsen med biskoppens samtykke, så ægteskabet kan være efter Herrens vilje og ikke efter begæret. Lad alt ske til Guds ære.

6. Hold jer til biskoppen, så Gud også kan holde sig til jer. Jeg sætter mit liv ind for dem, der underordner sig biskoppen, de ældste og diakonerne; gid jeg må få min lod sammen med dem i Gud. Arbejd sammen med hinanden, kæmp sammen, løb sammen, lid sammen, sov sammen og stå op sammen som Guds husholdere, bisiddere og tjenere. [2] Behag ham, som I gør krigstjeneste for, og som I også får jeres sold fra. Lad ingen af jer vise sig at være desertør. Lad jeres dåb være jeres våben, troen jeres hjelm, kærligheden jeres spyd, udholdenheden jeres fulde rustning. Lad jeres gerninger være jeres indskud, så I kan få det tilgodehavende, I har gjort jer værdige til. [Ignatius bruger de latinske soldaterord desertor, deposita og accepta: Det, en romersk soldat fik indsat af sin sold, blev opsparet, og han fik det udbetalt ved afskeden.] Luthersk note: Billedet kan læses, som om gerningerne fortjener lønnen. Luthersk lære siger, at Gud lønner de troendes gode gerninger, men at det evige liv er en nådegave for Kristi skyld og ikke fortjenes af gerningerne (Apologien IV). Vær derfor tålmodige med hinanden i mildhed, sådan som Gud er med jer. Gid jeg altid må have glæde af jer!

7. Kirken i Antiokia i Syrien har nu fred ved jeres bøn, sådan som jeg har fået at vide. Derfor har også jeg fået bedre mod i den sorgløshed, som Gud giver – hvis jeg da ved at lide må nå frem til Gud, så jeg ved jeres opstandelse findes at være en discipel. [2] Det passer sig, Polykarp, du højt velsignede af Gud, at sammenkalde et råd, som er Gud højst værdigt, og vælge en, som I holder meget af, og som er utrættelig, en, der kan kaldes Guds løber. Ham skal I anse for værdig til at rejse til Syrien og prise jeres utrættelige kærlighed til Guds ære. [3] En kristen har ikke magt over sig selv, men giver sin tid til Gud. Dette er Guds værk og også jeres, når I fuldfører det. For jeg stoler på nåden, at I er rede til den gode gerning, som hører Gud til. Fordi jeg kender jeres iver for sandheden, har jeg formanet jer med et kort brev.

8. Jeg har ikke kunnet skrive til alle kirkerne, fordi jeg pludselig skal sejle fra Troas til Neapolis, sådan som viljen byder. Derfor skal du skrive til kirkerne længere fremme, da du har Guds sind, så også de kan gøre det samme. De, der kan, kan sende bude til fods, og de andre kan sende breve med dem, du sender af sted, så I kan blive æret ved et evigt værk – sådan som du er værdig til. [2] Jeg hilser alle ved navn og Epitropus' hustru med hele hendes hus og hendes børn. [Græsk: «Epitropus' (kvinde)». Det kan være et navn, men også titlen «forvalteren» (prokuratoren); hun er måske hans enke.] Jeg hilser min kære Attalus. Jeg hilser ham, der skal anses for værdig til at rejse til Syrien. Nåden skal være med ham altid og med Polykarp, som sender ham. [3] Jeg ønsker, at det altid må gå jer godt i vor Gud Jesus Kristus. Bliv i ham i den enhed og omsorg, som Gud giver. Jeg hilser Alke, det navn, som er mig så kært. Lev vel i Herren.