Til smyrnæerne

Ignatius, som også kaldes Gudbærer, til Gud Faders og den elskede Jesu Kristi kirke, som har fået barmhjertighed i enhver nådegave, som er fyldt med tro og kærlighed, som ikke mangler nogen nådegave, som er Gud højst værdig og bærer det hellige, kirken i Smyrna i Asien: de hjerteligste hilsener i en ulastelig ånd og i Guds ord.

1. Jeg priser Jesus Kristus, Gud, som har gjort jer så vise. For jeg har set, at I er rustet i en urokkelig tro, som om I var naglet til Herren Jesu Kristi kors både i kødet og i ånden, og grundfæstet i kærlighed i Kristi blod. I er fuldt overbevist om vor Herre: at han i sandhed er af Davids slægt efter kødet (Rom 1,3), Guds Søn efter Guds vilje og kraft, i sandhed født af en jomfru, døbt af Johannes, for at al retfærdighed skulle opfyldes af ham (Matt 3,15); [2] at han i sandhed blev naglet til korset for os i kødet under Pontius Pilatus og landsfyrsten Herodes – og af den frugt er vi, af hans guddommeligt salige lidelse – for at han ved opstandelsen kunne rejse et banner for evigt (Es 5,26) for sine hellige og troende, hvad enten de er blandt jøder eller blandt hedninger, i sin kirkes ene legeme.

2. Alt dette led han jo for vores skyld, for at vi skulle blive frelst. Og han led i sandhed, ligesom han også i sandhed oprejste sig selv – ikke sådan som nogle vantro siger, at han kun led tilsyneladende. Det er dem selv, der kun er tilsyneladende! Og som de mener, sådan skal det også gå dem: de skal blive legemsløse og dæmonagtige.

3. For jeg ved og tror, at han også efter opstandelsen er i kødet. [2] Og da han kom til Peter og dem, der var med ham, sagde han til dem: «Tag og føl på mig, og se, at jeg ikke er en legemsløs dæmon.» [Ordene ligner Luk 24,39, men er ikke et ordret citat; det er uvist, hvor Ignatius har dem fra.] Og straks rørte de ved ham og troede, idet de blev forenet med hans kød og ånd. Derfor foragtede de også døden og viste sig at være hævet over døden. [3] Og efter opstandelsen spiste og drak han sammen med dem som en, der har kød, skønt han i ånden var ét med Faderen.

4. Det formaner jeg jer til, mine kære, skønt jeg ved, at I også selv står sådan. Men jeg advarer jer på forhånd mod de vilde dyr i menneskeskikkelse. Dem skal I ikke blot undlade at tage imod, men om muligt ikke engang møde. I skal kun bede for dem, om de dog skulle omvende sig – hvilket er svært. Men den magt har Jesus Kristus, vores sande liv. [2] For hvis det kun var tilsyneladende, at vor Herre gjorde dette, så er jeg også kun tilsyneladende i lænker. Og hvorfor har jeg så overgivet mig selv til døden, til ild, til sværd, til vilde dyr? Men nær ved sværdet er nær ved Gud, midt blandt de vilde dyr er midt hos Gud – blot det sker i Jesu Kristi navn. For at lide med ham udholder jeg alt, fordi han, det fuldkomne menneske, styrker mig.

5. Ham fornægter nogle i deres uvidenhed – eller rettere: de er blevet fornægtet af ham, for de er dødens fortalere snarere end sandhedens. Dem har profetierne ikke overbevist, heller ikke Moseloven, ja, end ikke evangeliet indtil nu eller de lidelser, vi hver især gennemgår. [2] For de mener det samme om os. Hvad gavner det mig, at nogen roser mig, hvis han spotter min Herre og ikke bekender, at han bar kød? Den, der siger sådan, har fuldstændig fornægtet ham og bærer selv på et lig. [3] Deres navne, som er vantro navne, har jeg ikke fundet det rigtigt at skrive ned. Ja, gid jeg ikke engang må komme i tanker om dem, før de omvender sig og vender sig til lidelsen, som er vores opstandelse.

6. Lad ingen fare vild! Også de himmelske magter og englenes herlighed og herskerne, både de synlige og de usynlige, kommer under dom, hvis de ikke tror på Kristi blod. Den, der kan rumme det, skal rumme det! (Matt 19,12). Lad ingen blive hovmodig over sin stilling, for tro og kærlighed er alt, og intet går forud for dem. [2] Læg mærke til dem, der har en anden lære om Jesu Kristi nåde, som er kommet til os – hvordan de står imod Guds sind. De bekymrer sig ikke om kærlighed, ikke om enken, ikke om den faderløse, ikke om den trængte, ikke om den, der er i lænker eller sat fri, ikke om den sultne eller tørstige.

7. De holder sig borte fra nadveren (taksigelsen) og bønnen, fordi de ikke bekender, at nadveren er vor frelser Jesu Kristi kød, som led for vore synder, og som Faderen i sin godhed oprejste. De, der modsiger Guds gave, dør altså i deres stridslyst. Det havde været bedre for dem at elske, så de også kunne opstå. [2] Det er rigtigt at holde sig fra sådanne folk og hverken tale om dem privat eller offentligt, men at holde sig til profeterne og især til evangeliet, hvor lidelsen er blevet åbenbaret for os og opstandelsen fuldbragt. Men fly splittelser som begyndelsen til alt ondt.

8. I skal alle følge biskoppen, ligesom Jesus Kristus fulgte Faderen, og følge ældsterådet (presbyteriet) som apostlene. Diakonerne skal I respektere som Guds bud. Lad ingen gøre noget, der vedrører kirken, uden biskoppen. Kun den nadver skal regnes for gyldig, der holdes under biskoppen eller den, han har givet lov til det. Luthersk note: Ignatius gør biskoppen til betingelse for en gyldig nadver og dåb. Luthersk lære ærer det kirkelige embede som Guds indstiftelse, men sakramenternes kraft hænger på Kristi ord og indstiftelse, ikke på biskoppen eller den, der forvalter dem (CA VII–VIII; Traktaten om pavens magt). [2] Hvor biskoppen viser sig, dér skal menigheden være, ligesom der, hvor Jesus Kristus er, dér er den almindelige kirke [Græsk ἡ καθολικὴ ἐκκλησία, «den katolske kirke». Her står udtrykket første gang i den bevarede kristne litteratur; det betyder den hele kirke over hele verden, ikke et bestemt kirkesamfund.]. Det er ikke tilladt at døbe eller holde kærlighedsmåltid uden biskoppen. Men hvad han godkender, det er også Gud velbehageligt, så alt, hvad I gør, kan være sikkert og gyldigt. Luthersk note: Biskoppens godkendelse gør ikke i sig selv noget velbehageligt for Gud. Biskopperne skal adlydes, når de lærer og forvalter efter evangeliet, men ikke når de påbyder noget imod Skriften (CA XXVIII).

9. I øvrigt er det rimeligt, at vi kommer til besindelse, mens vi endnu har tid til at omvende os til Gud. Det er godt at kende Gud og biskoppen. Den, der ærer biskoppen, er blevet æret af Gud. Den, der gør noget bag biskoppens ryg, tjener Djævelen. Luthersk note: Det, at man uden om biskoppen skulle tjene Djævelen, går videre end Skriften; kirkens enhed består i evangeliet og sakramenterne (CA VII). [2] Lad derfor alt være rigeligt hos jer i nåde, for I er værdige til det. I har vederkvæget mig på alle måder; måtte Jesus Kristus også vederkvæge jer. I har elsket mig, både når jeg var borte, og når jeg var hos jer. Gud er jeres løn; når I udholder alt for hans skyld, skal I nå frem til ham.

10. Filon og Rheus Agathopus, som fulgte efter mig for Guds ords skyld, gjorde I ret i at tage imod som Guds tjenere. De takker også Herren for jer, fordi I på enhver måde har vederkvæget dem. Intet af det skal gå tabt for jer. [2] Min ånd og mine lænker sætter jeg ind for jer – de lænker, som I ikke har set ned på og ikke har skammet jer over. Derfor skal heller ikke det fuldkomne håb, Jesus Kristus, skamme sig over jer.

11. Jeres bøn har nået kirken i Antiokia i Syrien. Derfra er jeg kommet, bundet i lænker, som er Gud højst værdige, og jeg hilser alle – skønt jeg ikke er værdig til at høre dertil, for jeg er den ringeste af dem. Men efter Guds vilje er jeg blevet anset for værdig, ikke ud fra min egen samvittighed, men af Guds nåde. Jeg beder om, at den må blive mig givet fuldt ud, så jeg ved jeres bøn kan nå frem til Gud. [2] For at jeres værk skal blive fuldkomment både på jorden og i himlen, bør jeres kirke til Guds ære vælge et Guds sendebud, som kan rejse til Syrien og glæde sig sammen med dem over, at de har fået fred og har genvundet deres rette størrelse, og at deres eget legeme som menighed er blevet genoprettet. [3] Det forekom mig derfor at være Gud værdigt at sende en af jeres egne af sted med et brev, så han kan være med til at prise det stille vejr, som efter Guds vilje er kommet over dem, og at de allerede ved jeres bøn har nået havnen. Når I er fuldkomne, skal I også have fuldkomne tanker. For når I vil gøre det gode, står Gud rede til at give det.

12. Kærligheden fra brødrene i Troas hilser jer. Derfra skriver jeg også til jer ved Burrus, som I sendte med mig sammen med efeserne, jeres brødre, og som på alle måder har vederkvæget mig. Gid alle ville efterligne ham, for han er et forbillede på tjeneste for Gud. Nåden vil lønne ham på alle måder. [2] Jeg hilser jeres biskop, som er Gud værdig, jeres ældsteråd, som er Gud værdigt, og mine medtjenere, diakonerne, og alle, både hver enkelt og alle sammen, i Jesu Kristi navn og i hans kød og blod, i hans lidelse og opstandelse, som var både legemlig og åndelig, i enhed med Gud og med jer. Nåde være med jer, barmhjertighed, fred og udholdenhed altid.

13. Jeg hilser mine brødres huse med hustruer og børn og jomfruerne, som kaldes enker. Lev vel i Faderens kraft. Filon, som er hos mig, hilser jer. [2] Jeg hilser Tavias hus; jeg beder om, at hun må være grundfæstet i tro og kærlighed, både legemligt og åndeligt. Jeg hilser Alke, det navn, som er mig så kært, og den uforlignelige Dafnus og Euteknus og alle, hver især ved navn. Lev vel i Guds nåde.