Til romerne

Ignatius, som også kaldes Gudbærer, til den kirke, som har fundet barmhjertighed ved den højeste Faders og hans eneste Søn Jesu Kristi storhed; til kirken, der er elsket og oplyst ved hans vilje, som har villet alt, hvad der er, efter Jesu Kristi, vor Guds, kærlighed; til den kirke, som også har forsædet på romernes egn [Ordene om, at kirken i Rom «har forsædet» og (lidt længere fremme) «har forsædet i kærligheden», er senere brugt som belæg for pavens forrang. Ignatius taler her om menigheden i Rom og nævner ingen biskop i brevet.], værdig over for Gud, værdig til ære, værdig til at prises salig, værdig til lovprisning, værdig til fremgang, værdig i renhed, og som har forsædet i kærligheden, som bærer Kristi navn og Faderens navn. Den hilser jeg i Jesu Kristi, Faderens Søns, navn. Til dem, som både i kød og ånd er forenet med hvert eneste af hans bud, som er fyldt af Guds nåde uden at vakle og renset for enhver fremmed farve: de hjerteligste hilsener og ulastelig glæde i Jesus Kristus, vor Gud.

1. Ved min bøn til Gud har jeg fået lov at se jeres ansigter, som er Gud værdige – ja, jeg har fået mere, end jeg bad om. For som fange i Kristus Jesus håber jeg at hilse på jer, hvis det er Guds vilje, at jeg skal blive fundet værdig til at nå målet. [2] For begyndelsen er godt lagt til rette, hvis jeg da får den nåde at nå frem til min lod uden hindring. For jeg frygter netop jeres kærlighed: at den skal gøre mig uret. For jer er det let at gøre, hvad I vil; men for mig er det svært at nå frem til Gud, hvis I ikke skåner mig.

2. Jeg vil nemlig ikke, at I skal behage mennesker, men at I skal behage Gud, sådan som I også gør. For hverken får jeg nogen sinde igen en sådan lejlighed til at nå frem til Gud, eller kan I, hvis I tier, få jeres navn skrevet under en bedre gerning. For hvis I tier og lader mig være, bliver jeg et ord fra Gud; men hvis I elsker mit kød, bliver jeg igen kun en lyd. [2] Giv mig intet andet end at blive udgydt som et drikoffer for Gud, mens alteret endnu står rede, så I kan danne et kor i kærlighed og synge for Faderen i Kristus Jesus, fordi Gud har fundet Syriens biskop værdig til at blive fundet i Vesten, da han hentede ham fra Østen. Det er godt at gå ned fra verden til Gud, så jeg kan stå op i ham.

3. I har aldrig misundt nogen; I har lært andre. Jeg ønsker, at også det, I pålægger andre, når I gør dem til disciple, må stå fast. [2] Bed blot om kraft for mig, både indvendig og udvendig, så jeg ikke blot taler, men også vil, så jeg ikke blot kaldes kristen, men også findes at være det. For hvis jeg findes at være det, kan jeg også kaldes det, og så vil jeg være trofast, når jeg ikke længere er synlig for verden. [3] Intet af det, der er synligt, er godt. For vor Gud, Jesus Kristus, viser sig mere nu, da han er i Faderen. Kristendommen er ikke et værk af overtalelse, men af storhed, når den hades af verden.

4. Jeg skriver til alle kirkerne og pålægger dem alle, at jeg gerne dør for Gud, hvis I da ikke forhindrer det. Jeg beder jer: Vis mig ikke en velvilje i utide. Lad mig blive føde for de vilde dyr; gennem dem kan jeg nå frem til Gud. Jeg er Guds hvede, og jeg males af de vilde dyrs tænder, for at jeg kan findes som Kristi rene brød. [2] Lok hellere for dyrene, så de bliver min grav og ikke levner noget af mit legeme, så jeg ikke falder nogen til byrde, når jeg er sovet ind. Da vil jeg i sandhed være Jesu Kristi discipel, når verden ikke engang ser mit legeme. Bed indtrængende Kristus for mig, at jeg ved disse redskaber må findes som et offer. [3] Jeg giver jer ikke befalinger som Peter og Paulus. De var apostle, jeg er en dødsdømt; de var frie, jeg er indtil nu en slave. Men hvis jeg lider, bliver jeg Jesu Kristi frigivne og skal opstå fri i ham. Nu lærer jeg som fange ikke at begære noget.

5. Fra Syrien til Rom kæmper jeg med vilde dyr, til lands og til vands, nat og dag, lænket til ti leoparder – det vil sige en afdeling soldater. Og jo mere godt man gør dem, desto værre bliver de. Men ved deres overgreb bliver jeg endnu mere en discipel; «dog er jeg dermed ikke blevet erklæret retfærdig» (1 Kor 4,4). [2] Måtte jeg få glæde af de vilde dyr, som står rede til mig, og jeg beder om, at de må vise sig hurtige mod mig. Jeg vil endda lokke for dem, så de hurtigt æder mig og ikke gør som ved nogle, hvor de af frygt ikke rørte dem. Og hvis de ikke vil af sig selv, vil jeg tvinge dem. [3] Tilgiv mig – jeg ved, hvad der gavner mig. Nu begynder jeg at være en discipel. Gid intet synligt eller usynligt vil misunde mig, at jeg når frem til Jesus Kristus. Ild og kors og flokke af vilde dyr, sønderrivelse og sønderlemmelse, spredte knogler, lemlæstede lemmer, hele legemet knust, Djævelens onde pinsler – lad dem komme over mig, blot jeg må nå frem til Jesus Kristus.

6. Verdens ender gavner mig intet, ej heller denne tidsalders kongeriger. Det er bedre for mig at dø for at komme til Kristus Jesus end at være konge over jordens ender. Ham søger jeg, som døde for os; ham vil jeg, som opstod for vores skyld. Fødslen står for døren. [2] Tilgiv mig, brødre: Hindr mig ikke i at leve, og ønsk ikke, at jeg skal dø. Giv ikke verden den, der vil tilhøre Gud, og bedrag ham ikke med det stoflige. Lad mig tage imod det rene lys; når jeg kommer dertil, bliver jeg et menneske. [3] Lad mig være en efterligner af min Guds lidelse. Har nogen ham i sig, så må han forstå, hvad jeg vil, og have medlidenhed med mig, fordi han kender det, der trænger mig.

7. Denne verdens fyrste vil rive mig bort og ødelægge mit sindelag mod Gud. Ingen af jer, der er til stede, må derfor hjælpe ham. Hold jer hellere til mig, det vil sige til Gud. Tal ikke om Jesus Kristus, mens I begærer verden. [2] Lad ikke misundelse bo hos jer. Selv om jeg, når jeg kommer til jer, skulle bønfalde jer, så adlyd mig ikke; adlyd hellere det, jeg nu skriver til jer. For jeg skriver til jer, mens jeg lever, men jeg længes efter at dø. Min begæring er korsfæstet, og der er ingen ild i mig, der elsker det stoflige; men der er levende vand i mig, som taler og siger inden i mig: «Kom til Faderen!» [3] Jeg glæder mig ikke over forgængelig føde eller over dette livs nydelser. Jeg vil have Guds brød, som er Jesu Kristi kød, han, som er af Davids slægt, og jeg vil have hans blod som drik, som er uforgængelig kærlighed.

8. Jeg vil ikke længere leve på menneskers vis. Og det vil ske, hvis I vil det. Ønsk det, så også I må blive ønsket. [2] Med få ord beder jeg jer: Tro mig! Jesus Kristus vil gøre det klart for jer, at jeg taler sandt – han, den mund, der ikke lyver, gennem hvilken Faderen har talt sandt. [3] Bed for mig, at jeg må nå målet. Jeg har ikke skrevet til jer efter kødet, men efter Guds sind. Hvis jeg lider, har I villet mig det godt; hvis jeg bliver forkastet, har I hadet mig.

9. Husk i jeres bøn kirken i Syrien, som nu i mit sted har Gud som hyrde. Jesus Kristus alene skal være dens tilsynsmand, og jeres kærlighed. [2] Men jeg skammer mig ved at blive regnet blandt dem, for jeg er ikke værdig, eftersom jeg er den sidste af dem og et for tidligt født foster (1 Kor 15,8–9). Men jeg har fundet barmhjertighed til at være noget, hvis jeg når frem til Gud. [3] Min ånd hilser jer, og det gør også kærligheden fra de kirker, der har taget imod mig i Jesu Kristi navn og ikke som en, der blot drog forbi. For selv de kirker, der ikke lå på min vej efter kødet, gik foran mig fra by til by.

10. Dette skriver jeg til jer fra Smyrna gennem efeserne, som er værdige til at prises salige. Sammen med mange andre er også Krokus hos mig, et navn, der er mig kært. [2] Om dem, der er rejst i forvejen fra Syrien til Rom til Guds ære, tror jeg, at I allerede ved besked; lad dem vide, at jeg er nær. For de er alle værdige til Gud og til jer, og det er rigtigt af jer at vederkvæge dem på alle måder. [3] Dette har jeg skrevet til jer den 24. august [Græsk: «den niende dag før septembers kalender», dvs. 24. august efter romersk tidsregning.]. Lev vel til enden i Jesu Kristi udholdenhed.