Kapitel 2

2. Salige og ædle er altså alle de martyrier, der er sket efter Guds vilje. For vi må være så gudfrygtige, at vi tillægger Gud magten over alt. [2] For hvem ville ikke beundre deres ædelmod, deres udholdenhed og deres kærlighed til Herren? Nogle blev flået af piske, så legemets indre bygning helt ind til årerne og pulsårerne kunne ses, og dog holdt de ud, så selv de omkringstående fik medlidenhed og jamrede. Andre nåede endda så højt i ædelmod, at ingen af dem gav en lyd eller et suk fra sig. Dermed viste de os alle, at Kristi ædleste martyrer i den time, da de blev pint, var borte fra kødet, eller rettere, at Herren stod hos dem og talte med dem. [3] Og fordi de holdt sig til Kristi nåde, foragtede de verdens pinsler og købte sig det evige liv for én times pris. Ilden fra de umenneskelige bødler var kold for dem; for de havde for øje at undfly den evige ild, som aldrig slukkes, og med hjertets øjne så de op til de goder, der er gemt til dem, der holder ud, det, som et øre ikke har hørt, og et øje ikke har set, og som ikke er opstået i et menneskes hjerte (1 Kor 2,9). Men for dem blev det vist af Herren, for de var ikke længere mennesker, men allerede engle. [4] På samme måde udholdt også de, der var dømt til dyrene, frygtelige straffe: de blev lagt på spidse konkylieskaller og pint med mange andre slags pinsler, for at tyrannen, om han kunne, ved den vedvarende straf kunne bringe dem til at fornægte. For Djævelen udtænkte mange ting imod dem.