Kapitel 8

8. Da han endelig sluttede sin bøn, efter at han havde husket på alle, som nogen sinde var kommet i berøring med ham, små og store, ansete og uanselige, og på hele den almindelige kirke over hele jorden, og da timen var kommet, hvor han skulle af sted, satte de ham på et æsel og førte ham ind til byen; det var den store sabbat. [2] Politimesteren Herodes og hans far Niketes kom ham i møde. De tog ham op i deres vogn, satte sig ved siden af ham og prøvede at overtale ham: «Hvad ondt er der da i at sige ’Kejseren er herre’ og ofre og gøre det, der hører med, og så redde livet?» Først svarede han dem ikke, men da de blev ved, sagde han: «Jeg vil ikke gøre det, I råder mig til.» [3] Da det ikke lykkedes dem at overtale ham, sagde de grimme ting til ham og skubbede ham så hårdt ned, at han skrabede skinnebenet, da han steg ned af vognen. Uden at vende sig om gik han villigt og hurtigt videre, som om intet var sket, mens han blev ført ind på stadion. Der var så stor larm på stadion, at ingen kunne høres.