Kapitel 12

12. Mens han sagde dette og meget andet, blev han fyldt af frimodighed og glæde, og hans ansigt fyldtes af nåde, så han langt fra at falde sammen af rædsel over det, der blev sagt til ham, tværtimod fik prokonsulen til at tabe fatningen. Han sendte sin herold ud midt på stadion for at råbe tre gange: «Polykarp har bekendt, at han er kristen.» [2] Da herolden havde sagt det, råbte hele mængden af hedninger og jøder, der boede i Smyrna, med ustyrlig vrede og høj røst: «Det er Asiens lærer, de kristnes far, vore guders nedbryder, han, som lærer mange ikke at ofre og ikke at tilbede!» Mens de sagde dette, råbte de og bad asiarken Filip [Provinsen Asiens øverste præst for kejserkulten, som også stod for de offentlige lege.] om at slippe en løve løs på Polykarp. Men han sagde, at det havde han ikke lov til, for dyrekampene var afsluttet. [3] Så fandt de for godt at råbe med én mund, at Polykarp skulle brændes levende. For det syn om hovedpuden, han havde fået, måtte gå i opfyldelse: da han så den brænde, mens han bad, vendte han sig om og sagde profetisk til de troende, der var hos ham: «Jeg skal brændes levende.»