Kapitel 17

17. Men den misundelige, skinsyge og onde, modstanderen af de retfærdiges slægt, så storheden i hans martyrium og hans uangribelige liv fra begyndelsen, og at han var kronet med uforgængelighedens krone og havde vundet en sejrspris, som ingen kunne bestride. Derfor sørgede han for, at vi ikke engang fik hans stakkels legeme, selv om mange ønskede det og at få del i hans hellige legeme. Luthersk note: Ønsket om at få del i martyrens legeme er et tidligt tegn på den ære for martyrernes levninger, som senere blev til relikviedyrkelse; kapitlet siger dog selv, at kun Kristus tilbedes. Luthersk lære: vi ærer de hellige ved at takke Gud for dem og efterligne deres tro, men vi påkalder dem ikke og dyrker ikke deres levninger (CA XXI; De Schmalkaldiske Artikler II,2). [2] Han fik nemlig Niketes, Herodes' far og Alkes bror, til at gå til øvrigheden og bede den om ikke at udlevere hans legeme; «ellers,» sagde han, «forlader de den korsfæstede og begynder at dyrke denne her.» Det sagde de, fordi jøderne tilskyndede og pressede på; de holdt også vagt, da vi ville tage ham ud af ilden. De vidste ikke, at vi aldrig vil kunne forlade Kristus, som led for hele verdens frelse, for dem, der bliver frelst, den uskyldige for syndere, og heller ikke dyrke nogen anden. [3] Ham tilbeder vi, fordi han er Guds Søn; men martyrerne elsker vi som Herrens disciple og efterlignere, og det med rette, for deres uovertrufne hengivenhed over for deres egen konge og lærer. Gid også vi må få fællesskab med dem og blive deres meddisciple.