Kapitel 18

18. Da centurionen så jødernes stridslyst, lagde han ham midt på bålet, som de plejer, og brændte ham. [2] Derefter samlede vi hans knogler op, som er mere værd end kostbare ædelsten og mere prøvede end guld, og lagde dem et passende sted. [3] Dér vil Herren lade os samles, så vidt det er muligt, i jubel og glæde og fejre hans martyriums fødselsdag til minde om dem, der allerede har kæmpet, og til øvelse og forberedelse for dem, der skal kæmpe. Luthersk note: Martyrens dødsdag kaldes hans «fødselsdag», fordi han da blev født til det evige liv; mindefesten ved graven blev siden begyndelsen på helgendage og relikviekult. Luthersk lære: det er godt at mindes martyrerne og lade sig styrke af deres tro, men vi påkalder dem ikke og tillægger ikke deres knogler nogen hellig kraft (CA XXI; De Schmalkaldiske Artikler II,2).