Kapitel 1

Grundlaget for hele den følgende fremstilling lagt i Rom 8,13 – Apostlens ord udlagt – Den sikre sammenhæng mellem sand dødelse og frelse – Dødelsen er de troendes værk – Ånden er dens fornemste virkende årsag – Hvad der menes med «legemet» i apostlens ord – Hvad med «legemets gerninger» – I hvilken forstand liv er lovet til denne pligt

For at det, jeg har at bidrage med af vejledning til at fremme dødelsens værk hos de troende, kan få orden og klarhed, vil jeg lægge grunden i disse ord af apostlen: «Hvis I ved Ånden døder legemets gerninger, skal I leve» (Rom 8,13), og føre det hele tilbage til en anvendelse af den store evangeliske sandhed og hemmelighed, som de indeholder.

Apostlen har i dette kapitels vers 1–3 sammenfattet sin lære om retfærdiggørelsen ved troen og om den salige stand og tilstand for dem, der af nåde får del i den. Nu går han videre og anvender den til de troendes hellighed og trøst.

Blandt hans grunde og bevæggrunde til hellighed indeholder det nævnte vers én, som er hentet fra de modsatte udfald og virkninger af hellighed og synd: «Hvis I lever efter kødet, skal I dø.» Hvad det er at «leve efter kødet», og hvad det er at «dø», vil jeg ikke forklare nærmere, end hvad der ligger i meningen med versets sidste ord, som jeg har fremsat dem ovenfor, for det er ikke mit ærinde nu.

I de ord, som særligt skal være grundlaget for den følgende fremstilling, er der:

For det første en pligt, der foreskrives: «Død legemets gerninger.»

For det andet angives de personer, som den foreskrives for: «I» – «hvis I døder».

For det tredje er der i ordene et løfte knyttet til denne pligt: «I skal leve.»

For det fjerde årsagen til eller midlet til at udføre denne pligt, nemlig Ånden: «Hvis I ved Ånden.»

For det femte det betingede ved hele sætningen, som indeholder pligten, midlet og løftet: «Hvis I» osv.

1. Det første, der møder os i ordene, når de står i den samlede sætning, er betingelsesordet Εἰ δὲ, «men hvis». Betingelser i den slags sætninger kan betegne to ting:

(1.) At udfaldet eller det lovede er usikkert for dem, som pligten foreskrives for. Det er tilfældet, hvor betingelsen er absolut nødvendig for udfaldet og ikke selv afhænger af en bestemt årsag, som den, pligten foreskrives for, kender. Sådan siger vi: «Hvis vi lever, vil vi gøre det og det.» Det kan ikke være meningen med det betingede udtryk her. For om de personer, som disse ord siges til, hedder det i samme kapitels vers 1: «Der er ingen fordømmelse for dem» (Rom 8,1). Luthersk note: Owen slutter her, at udfaldet ikke kan være usikkert for de troende; bag det ligger den reformerte lære om «de helliges udholdenhed», at en sand troende aldrig kan falde fra. Luthersk lære siger, at en troende kan falde fra nåden og miste Helligånden og troen ved at leve i synd mod sin samvittighed, og at visheden ikke hviler på, at man ikke kan falde, men på evangeliets løfte om nåde i Kristus (Apologien IV; Konkordieformlen IV og XI).

(2.) At den sammenhæng og forbindelse, der er mellem de ting, der tales om, er sikker. Sådan siger vi til en syg: «Hvis du vil tage den og den medicin eller bruge det og det middel, bliver du rask.» Det eneste, vi vil udtrykke, er, at forbindelsen mellem medicinen eller midlet og helbredet er sikker. Og sådan bruges det her. Betingelsesordet antyder, at der er en sikker forbindelse mellem at døde legemets gerninger og at leve.

Men tingenes forbindelse og sammenhæng kan være af mange slags, fx mellem årsag og virkning eller mellem vej og middel og målet. Forbindelsen mellem dødelse og liv er ikke i egentlig og streng forstand forbindelsen mellem årsag og virkning – for «Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus» (Rom 6,23) – men mellem middel og mål. Gud har bestemt dette middel til at nå det mål, som han af nåde har lovet. Selv om midler er nødvendige, kan de udmærket være underordnet et mål, som er givet ved et frit løfte. En gave og en årsag hos modtageren, der skaffer ham den, lader sig ikke forene. Meningen med denne betingede sætning er altså, at der er en sikker og ufejlbarlig forbindelse og sammenhæng mellem sand dødelse og evigt liv: Hvis du bruger dette middel, skal du nå det mål; hvis du døder, skal du leve. Og heri ligger den vigtigste bevæggrund til og indskærpelse af den foreskrevne pligt. Luthersk note: Owen holder fast ved, at det evige liv er en nådegave og ikke fortjenes, men han kalder dødelsen et nødvendigt middel til at nå det evige liv. Luthersk lære siger, at frelsen ligesom retfærdiggørelsen modtages alene ved troen for Kristi skyld, og at helliggørelsen og de gode gerninger er troens frugt, ikke et middel til eller en betingelse for frelsen. Konkordieformlen forkaster derfor sætningen, at gode gerninger er nødvendige for de troende til frelse, så det er umuligt at blive frelst uden dem (Konkordieformlen IV; jf. CA VI).

2. Det næste, vi møder i ordene, er de personer, som denne pligt foreskrives for. Det er udtrykt i ordet «I», som i grundteksten ligger i udsagnsordet θανατοῦτε, «hvis I døder» – det vil sige: I troende, I, for hvem «der er ingen fordømmelse» (v. 1), I, som «ikke er i kødet, men i Ånden» (v. 9), og som er «gjort levende ved Kristi Ånd» (v. 10–11); for jer er denne pligt foreskrevet. At indskærpe denne pligt direkte over for nogen anden er en tydelig frugt af den overtro og selvretfærdighed, som verden er fuld af – det store værk og formål for fromme mennesker, der ikke kender evangeliet (Rom 10,3–4; Joh 15,5). Denne beskrivelse af personerne sammen med foreskrivelsen af pligten er nu hovedgrundlaget for den følgende fremstilling, sådan som det ligger i denne tese eller sætning:

De ypperste troende, som med vished er befriet for syndens fordømmende magt, skal alligevel gøre det til deres opgave alle deres dage at døde syndens iboende magt.

3. Den fornemste virkende årsag til, at denne pligt bliver udført, er Ånden: Εἰ δὲ Πνεύματι – «hvis ved Ånden». Ånden her er den Ånd, der nævnes i vers 11, Kristi Ånd, Guds Ånd, som «bor i os» (v. 9), som «gør os levende» (v. 11), «Helligånden» (v. 14), «barnekårets Ånd» (v. 15), den Ånd, som «går i forbøn for os» (v. 26). Alle andre veje til dødelse er forgæves, al anden hjælp efterlader os hjælpeløse; det må ske ved Ånden. Mennesker kan, som apostlen antyder (Rom 9,30–32), forsøge sig på dette værk ud fra andre principper og med midler og hjælp, der bygger på andre grundlag, sådan som de altid har gjort og stadig gør. Men han siger: «Dette er Åndens værk; alene ved ham skal det udføres, og ved ingen anden kraft kan det bringes i stand.» Dødelse ud fra egen kraft, ført frem ad selvopfundne veje og med selvretfærdighed som mål, er sjælen og kernen i al falsk religion i verden. Og dette er et andet grundprincip i min følgende fremstilling.

4. Dernæst skal selve pligten, «Død legemets gerninger», betragtes.

Her skal tre ting undersøges: (1.) Hvad der menes med legemet; (2.) hvad med legemets gerninger; (3.) hvad med at døde dem.

(1.) Legemet i slutningen af verset er det samme som kødet i begyndelsen: «Hvis I lever efter kødet, skal I dø; men hvis I … døder legemets gerninger» – det vil sige kødets. Det er det, som apostlen hele vejen har talt om under navnet kødet. Det fremgår tydeligt af, hvordan han før og efter gennemfører modsætningen mellem Ånden og kødet. Legemet betyder altså her den fordærvelse og forvendthed i vores natur, som legemet for en stor del er sæde og redskab for, idet selve legemets lemmer derved gøres til tjenere for uretfærdigheden (Rom 6,19). Det er den iboende synd, det fordærvede kød eller begær, der menes. Der kunne gives mange grunde til dette billedlige udtryk (en metonymi), men dem vil jeg ikke komme ind på nu. «Legemet» her er det samme som παλαιὸς ἄνθρωπος og σῶμα τῆς ἁμαρτίας, «det gamle menneske» og «syndens legeme» (Rom 6,6); eller det kan som en del for det hele udtrykke hele personen, betragtet som fordærvet og som sæde for begær og uordnede tilbøjeligheder.

(2.) Legemets gerninger. Ordet er πράξεις, som ganske rigtigt især betegner de ydre handlinger, «kødets gerninger», som de kaldes, τὰ ἔργα τῆς σαρκός (Gal 5,19), som dér siges at være «åbenbare» og regnes op. Selv om det kun er de ydre gerninger, der nævnes her, er det dog især deres indre og nærmeste årsager, der menes. «Øksen skal lægges ved træets rod» – kødets gerninger skal dødes i deres årsager, som de udspringer af. Apostlen kalder dem gerninger, fordi det er det, ethvert begær stræber efter; selv om det kun undfanger og får en ufuldbåren fødsel, sigter det efter at føde en fuldbyrdet synd.

Han har både i kapitel 7 og i begyndelsen af dette kapitel behandlet det iboende begær og den iboende synd som kilden til og ophavet til alle syndige handlinger. Her nævner han dens tilintetgørelse under navnet på de virkninger, den frembringer. Πράξεις τοῦ σώματος er det samme som φρόνημα τῆς σαρκός, «kødets visdom» (Rom 8,6), ved en metonymi af samme slags som den før nævnte; eller som παθήματα og ἐπιθυμίαι, «kødets lidenskaber og lyster» (Gal 5,24), som dets gerninger og frugter opstår af. Og i denne betydning bruges legemet i Rom 8,10: «Legemet er dødt på grund af synden.»

(3.) At døde. Εἰ θανατοῦτε – «hvis I slår ihjel». Det er et billedligt udtryk, hentet fra det at slå noget levende ihjel. At dræbe et menneske eller et andet levende væsen er at tage princippet for al dets styrke, livskraft og magt bort, så det ikke kan handle eller virke eller udføre nogen egen handling. Sådan er det også her. Den iboende synd sammenlignes med en person, en levende person, kaldet «det gamle menneske», med sine evner og egenskaber, sin visdom, list, snedighed og styrke. Den, siger apostlen, skal dræbes, slås ihjel, dødes – det vil sige: Ånden skal tage dens magt, liv, livskraft og styrke til at frembringe sine virkninger bort. Ganske vist er den ved Kristi kors fuldstændig dødet og slået ihjel, i kraft af hans fortjeneste og som forbillede; derfor siges «det gamle menneske» at være «korsfæstet med Kristus» (Rom 6,6), og vi selv siges at være «døde» med ham (v. 8). Og i genfødslen er den virkelig, om end kun begyndelsesvis, dødet (Rom 6,3–5), når et princip, der er modsat den og ødelægger den (Gal 5,17), plantes i vores hjerter. Men hele værket skal gradvis føres frem mod fuldkommenhed alle vores dage. Om dette mere senere i fremstillingen. Apostlens mening med at foreskrive den nævnte pligt er: At døde den iboende synd, som bliver tilbage i vores dødelige legemer, så den ikke har liv og magt til at frembringe kødets værker eller gerninger, er de troendes stadige pligt.

5. Løftet til denne pligt er liv: «I skal leve.» Det lovede liv står i modsætning til den død, der trues med i den foregående sætning: «Hvis I lever efter kødet, skal I dø.» Det udtrykker samme apostel sådan: «I skal høste fordærv af kødet» (Gal 6,8), eller undergang fra Gud. Måske sigter ordet ikke kun på det evige liv, men også på det åndelige liv i Kristus, som vi har her – ikke hvad angår dets væsen og eksistens, som de troende allerede har, men hvad angår dets glæde, trøst og livskraft. Som apostlen siger i en anden sammenhæng: «Nu lever jeg, når I står fast» (1 Thess 3,8) – «Nu vil mit liv gøre mig godt; jeg skal have glæde og trøst i mit liv.» – «I skal leve, føre et godt, kraftigt, trøstefuldt og åndeligt liv, mens I er her, og opnå det evige liv siden.»

Idet jeg forudsætter det, der er sagt ovenfor om forbindelsen mellem dødelse og evigt liv som mellem middel og mål, vil jeg kun tilføje som en anden bevæggrund til den foreskrevne pligt: Luthersk note: Som ovenfor: Efter luthersk lære er dødelsen ikke et middel til det evige liv, der modtages alene ved troen; den er troens frugt (Konkordieformlen IV).

Vores åndelige livs kraft, styrke og trøst afhænger af, at kødets gerninger dødes.