Kapitel 2

Hovedpåstanden om nødvendigheden af dødelse fremsættes til bekræftelse – Dødelse er også de bedste troendes pligt, Kol 3,5; 1 Kor 9,27 – Den iboende synd bliver altid; ingen fuldkommenhed i dette liv, Fil 3,12; 1 Kor 13,12; 2 Pet 3,18; Gal 5,17 osv. – Den blivende synds virksomhed hos de troende, Rom 7,23; Jak 4,5; Hebr 12,1 – Dens frugtbarhed og tilbøjelighed – Hver lyst sigter mod det yderste af sin art – Ånden og den nye natur er givet til at kæmpe mod den iboende synd, Gal 5,17; 2 Pet 1,4–5; Rom 7,23 – Den frygtelige udgang, når dødelsen forsømmes, Åb 3,2; Hebr 3,13 – Hele fremstillingens første almene princip bekræftes hermed – Det beklages, at denne pligt forsømmes

Efter at have lagt dette fundament vil en kort bekræftelse af de førnævnte hovedslutninger føre mig hen til det, jeg især har i sinde:

I. At de ypperste troende, som med vished er befriet for syndens fordømmende magt, alligevel skal gøre det til deres opgave alle deres dage at døde syndens iboende magt.

Sådan siger apostlen i Kol 3,5: «Død derfor jeres lemmer, som er på jorden.» Hvem taler han til? Til dem, der var «oprejst med Kristus» (v. 1); til dem, der var «døde» med ham (v. 3); til dem, hvis liv Kristus var, og som skulle «åbenbares sammen med ham i herlighed» (v. 4). I skal døde! Gør det til jeres daglige arbejde; vær altid i gang med det, så længe I lever; hold ikke en eneste dag op med dette arbejde; dræb synden, ellers dræber den jer. At I i princippet er døde med Kristus, og at I er gjort levende med ham, fritager jer ikke for dette arbejde. Og vor Frelser fortæller os, hvordan hans Fader handler med hver gren på ham, som bærer frugt, hver sand og levende gren: «Den renser han, for at den skal bære mere frugt» (Joh 15,2). Han beskærer den, og det ikke en dag eller to, men så længe den er en gren i denne verden. Og apostlen fortæller jer, hvad han selv gjorde (1 Kor 9,27): «Jeg tugter mit legeme og holder det under kontrol.» «Det gør jeg,» siger han, «dagligt; det er mit livs arbejde; jeg forsømmer det ikke; det er min opgave.» Hvis dette var Paulus' arbejde og opgave, han, som var så uforligneligt ophøjet over de troendes almindelige mål i nåde, åbenbaringer, glæder, privilegier og trøst, hvor skulle vi så kunne finde grundlag for at blive fritaget for dette arbejde og denne pligt, så længe vi er i denne verden? Nogle af grundene hertil kan kort angives:

1. Den iboende synd bliver altid i os, så længe vi er i denne verden; derfor skal den altid dødes. Menneskers tomme, tåbelige og uvidende stridigheder om at holde Guds bud fuldkomment, om fuldkommenhed i dette liv og om at være helt og fuldkomment død fra synden, blander jeg mig ikke i nu. Det er mere end sandsynligt, at de mænd, der står bag disse vederstyggeligheder, aldrig har vidst, hvad det vil sige at holde et eneste af Guds bud. De ligger så langt under en fuldkommenhed i grad, at de aldrig har nået en fuldkommenhed i dele i lydigheden, det vil sige en oprigtig lydighed mod alle bud. [Owen skelner mellem fuldkommenhed i grad (at lydigheden er fuldendt) og fuldkommenhed i dele (at lydigheden oprigtigt omfatter alle Guds bud).] Derfor har mange i vore dage, der har talt om fuldkommenhed, været klogere og har påstået, at den består i ikke at kende nogen forskel på godt og ondt. Ikke sådan at de er fuldkomne i det, vi kalder godt, men sådan at alt er det samme for dem, og at ondskabens højdepunkt er deres fuldkommenhed. [Owen sigter formentlig til ranterne, en antinomistisk bevægelse i England omkring 1650.] Andre har fundet en ny vej dertil ved at benægte arvesynden, den iboende synd, og ved at tilpasse Guds lovs åndelighed til menneskers kødelige hjerter. Dermed har de tilstrækkeligt afsløret, at de ikke kender Kristi liv og dets kraft i de troende, og de har opfundet en ny retfærdighed, som evangeliet ikke kender, tomt opblæste af deres kødelige sind. Men vi, der ikke tør være kloge ud over det, der står skrevet, og ikke tør rose os på grundlag af andre menneskers liv af det, Gud ikke har gjort for os, siger, at den iboende synd lever i os i et vist mål og en vis grad, så længe vi er i denne verden. Vi tør ikke tale, som om «vi allerede havde nået det eller allerede var blevet fuldkomne» (Fil 3,12). Vores «indre menneske skal fornyes dag for dag», så længe vi lever her (2 Kor 4,16), og i samme mål som det nye fornyes, brydes det gamle ned og forfalder. Så længe vi er her, «erkender vi delvist» (1 Kor 13,12) og har et tilbageblivende mørke, som gradvis skal fjernes ved, at vi «vokser i erkendelsen af vores Herre Jesus Kristus» (2 Pet 3,18). Og «kødet begærer mod Ånden, så vi ikke kan gøre det, vi vil» (Gal 5,17); derfor kommer vi til kort både i vores lydighed og i vores lys (1 Joh 1,8). Vi har et «dødens legeme» (Rom 7,24), som vi ikke bliver befriet fra uden ved vores legemers død (Fil 3,21). Når det nu er vores pligt at døde, at dræbe synden, så længe den er i os, må vi være i arbejde. Den, der er sat til at dræbe en fjende, gør kun halvdelen af sit arbejde, hvis han holder op med at slå, før den anden holder op med at leve (Gal 6,9; Hebr 12,1; 2 Kor 7,1).

2. Synden bliver ikke blot ved med at være i os, men den er stadig virksom og arbejder stadig på at frembringe kødets gerninger. Hvis synden lod os i fred, kunne vi lade den i fred. Men synden er aldrig mindre stille, end når den synes at være allerstilleste, og dens vande er for det meste dybe, når de er stille; derfor bør vores planer imod den være kraftige til alle tider og under alle forhold, også hvor der er mindst grund til mistanke. Synden bliver ikke blot i os, men «lemmernes lov» gør stadig «oprør mod sindets lov» (Rom 7,23), og «den ånd, der bor i os, begærer til misundelse» (Jak 4,5). Den er altid i uophørligt arbejde: «kødet begærer mod Ånden» (Gal 5,17); lysten frister stadig og undfanger synd (Jak 1,14); i enhver moralsk handling er den altid enten ved at drage mod det onde eller ved at hindre det gode eller ved at gøre ånden uegnet til fællesskab med Gud. Den drager mod det onde. «Det onde, jeg ikke vil, det gør jeg,» siger apostlen (Rom 7,19). Hvor kommer det fra? Jo, «fordi der i mig, det vil sige i mit kød, ikke bor noget godt». Og den hindrer i det gode: «Det gode, jeg vil, gør jeg ikke» (v. 19) – «af samme grund gør jeg det enten ikke, eller ikke sådan som jeg burde; alle mine hellige ting er besmittede af denne synd.» «Kødet begærer mod Ånden, så I ikke kan gøre det, I vil» (Gal 5,17). Og den bringer vores ånd i uorden og kaldes derfor «synden, som så let besnærer os» (Hebr 12,1); derfor fører apostlen de svære klager over den i Rom 7. Synden er altså altid virksom, undfanger altid, forfører og frister altid. Hvem kan sige, at han nogensinde har haft noget at gøre med Gud eller for Gud, uden at den iboende synd havde en hånd med i at fordærve det, han gjorde? Og dette håndværk vil den drive i større eller mindre grad alle vores dage. Hvis synden altså altid vil være virksom, og vi ikke altid døder den, er vi fortabte skabninger. Luthersk note: Owen gør her den stadige dødelse til en betingelse for ikke at gå fortabt. Luthersk lære skelner skarpt: Frelsen gives alene af nåde for Kristi skyld ved troen (CA IV), og den bevares heller ikke ved vores gerninger; dødelsen er troens frugt og Åndens værk, ikke et middel til livet (CA VI; Konkordieformlen IV). Men den, der med forsæt bliver i synden og står Helligånden imod, mister troen og Ånden (Konkordieformlen IV). Den, der står stille og lader sine fjender slå løs på sig igen og igen uden modstand, vil uden tvivl blive overvundet til sidst. Hvis synden er listig, vågen, stærk og altid i arbejde med at dræbe vores sjæle, og vi er dovne, forsømmelige og tåbelige i arbejdet med at ødelægge den, kan vi så vente en lykkelig udgang? Der går ikke en dag, uden at synden enten slår eller bliver slået, sejrer eller bliver besejret; og sådan vil det være, så længe vi lever i denne verden.

Den, der kan få synden til at indgå forlig, til våbenstilstand i denne krig, vil jeg fritage for denne pligt. Hvis den vil skåne ham bare én dag, i én eneste åndelig øvelse (forudsat at han er en, der kender lydighedens åndelige natur og syndens listighed), så lad ham sige til sin sjæl med hensyn til denne pligt: «Sjæl, slå dig til ro.» De hellige, hvis sjæle længes efter befrielse fra dens plagsomme oprør, ved, at der ikke findes nogen sikkerhed imod den uden i en vedvarende krig.

3. Synden vil ikke blot stride, virke, gøre oprør, plage og forurolige; men hvis den får lov at være i fred og ikke hele tiden dødes, vil den frembringe store, forbandede, forargelige, sjæleødelæggende synder. Apostlen fortæller os, hvad dens gerninger og frugter er (Gal 5,19–21): «Kødets gerninger er åbenbare, og de er ægteskabsbrud, utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, strid, jalousi, harme, stridslyst, splittelser, partier, misundelse, mord, drukkenskab, svir og lignende ting.» I ved, hvad den gjorde i David og flere andre. Synden sigter altid mod det yderste. Hver gang den rejser sig for at friste eller lokke, ville den, hvis den fik sin vilje, gå videre til den yderste synd af den art. Hver uren tanke eller hvert urent blik ville blive ægteskabsbrud, hvis det kunne; hvert begærligt ønske ville blive undertrykkelse, og hver tanke af vantro ville blive ateisme, hvis den fik lov at vokse sig fuldt ud. Mennesker kan nå dertil, at de ikke hører synden sige et forargeligt ord i deres hjerter – det vil sige tilskynde til nogen stor synd med forargelse i munden; men alligevel ville hver opblussen af lyst, hvis den fik sin gang, nå op til ondskabens højdepunkt: den er som graven, der aldrig bliver mæt. Og heri ligger en ikke lille del af syndens bedrag, hvormed den får overtaget, så mennesker forhærdes og dermed går til grunde (Hebr 3,13). Den er så at sige beskeden i sine første rørelser og forslag; men når den først har fået fodfæste i hjertet ved dem, holder den hele tiden den vundne grund og trænger videre frem til nye grader af samme art. Denne nye virksomhed og fremtrængen får sjælen til kun at lægge lidt mærke til, hvor stor en begyndelse til at falde fra Gud der allerede er gjort; den synes, at alt er nogenlunde i orden, hvis det ikke går videre. Og i samme grad som sjælen bliver ufølsom over for en synd – det vil sige over for den fornemmelse af den, som evangeliet kræver – i samme grad er den forhærdet. Men synden trænger stadig fremad, og det fordi den ingen grænser har ud over at slippe Gud helt og stå ham imod. At den går mod sit højdepunkt trinvis og holder den vundne grund ved forhærdelse, kommer ikke af dens natur, men af dens bedrag. Intet kan forhindre dette uden dødelsen; den visner roden og slår hver time synden i hovedet, så den bliver krydset i alt, hvad den sigter mod. Selv den bedste hellige i verden ville, hvis han opgav denne pligt, falde i lige så mange forbandede synder, som nogen af hans slags nogensinde har gjort.

4. Dette er en af hovedgrundene til, at Ånden og den nye natur er givet os: for at vi kan have et princip i os, hvormed vi kan modstå synden og lysten. «Kødet begærer mod Ånden.» Nå, og hvad så? Jo, «Ånden begærer også mod kødet» (Gal 5,17). Der er i Ånden, eller i den åndelige nye natur, en tilbøjelighed til at virke imod kødet, ligesom der i kødet er en tilbøjelighed til at virke imod Ånden. Sådan også i 2 Pet 1,4–5: Det er vores del i den guddommelige natur, der lader os undslippe den fordærvelse, der er i verden på grund af begær; og i Rom 7,23 er der en lov i sindet såvel som en lov i lemmerne. Når to kæmper ligger i kamp med hinanden, er det for det første det mest uretfærdige og urimelige i verden at binde den ene og holde ham tilbage fra at gøre sit yderste og så lade den anden være fri til at såre ham, som det passer ham; og for det andet er det det tåbeligste i verden at binde ham, der kæmper for vores evige tilstand, og lade ham være i fred, der søger og voldsomt forsøger at styrte os i evig undergang. Kampen gælder vores liv og vores sjæle. Ikke dagligt at bruge Ånden og den nye natur til at døde synden er at forsømme den fortræffelige hjælp, som Gud har givet os mod vores største fjende. Hvis vi forsømmer at bruge det, vi har fået, kan Gud med rette holde sin hånd tilbage og ikke give os mere. Både hans nåde og hans gaver er givet os, for at vi skal bruge dem, øve dem og handle med dem. Ikke dagligt at døde synden er at synde mod godheden, venligheden, visdommen, nåden og kærligheden hos Gud, som har udrustet os med et princip til at gøre det.

5. Forsømmelse af denne pligt bringer sjælen i en tilstand, der er det stik modsatte af den, apostlen siger var hans egen (2 Kor 4,16): «Selvom vores ydre menneske går til grunde, fornyes dog vores indre menneske dag for dag.» Hos disse går det indre menneske til grunde, og det ydre menneske fornyes dag for dag. Synden er som Davids hus og nåden som Sauls hus. [Hentydning til 2 Sam 3,1, hvor Davids hus blev stærkere og stærkere, mens Sauls hus blev svagere og svagere.] Øvelse og fremgang er de to vigtigste ting, der nærer nåden i hjertet; når den får lov at ligge stille, visner og svinder den hen: det, der er tilbage af den, er ved at dø (Åb 3,2), og synden vinder frem, så hjertet forhærdes (Hebr 3,13). Det er dette, jeg mener: Når denne pligt forsømmes, visner nåden, lysten blomstrer, og hjertets tilstand bliver værre og værre; og Herren ved, hvilke fortvivlede og frygtelige udfald det har fået for mange. Hvor synden, fordi dødelsen forsømmes, vinder en betydelig sejr, knuser den sjælens knogler (Sl 31,11; 51,10) og gør mennesket svagt, sygt og nær døden (Sl 38,4–6), så han ikke kan se op (Sl 40,13; Es 33,24). Og når stakkels mennesker tager imod slag efter slag, sår efter sår, nederlag efter nederlag og aldrig rejser sig til kraftig modstand, kan de da vente andet, end at de bliver forhærdet ved syndens bedrag, og at deres sjæle forbløder (2 Joh 8)? Det er sandelig sørgeligt at tænke på de frygtelige følger af denne forsømmelse, som vi har for øjnene hver dag. Ser vi ikke dem, som vi kendte som ydmyge, bløde og sønderknuste kristne, samvittighedsømme og bange for at krænke Gud, nidkære for Gud og alle hans veje, hans sabbatter og nådemidler, men som nu, fordi de har forsømt at våge over denne pligt, er blevet jordiske, kødelige, kolde, vrede og føjelige over for verdens mennesker og verdens ting, til forargelse for troen og til frygtelig fristelse for dem, der kender dem? Sandheden er, at mellem det at lægge dødelsen i et strengt og stivnakket sind, som for det meste er jordisk, lovisk, fordømmende og ensidigt og kan forliges med vrede, misundelse, ondskab og hovmod, på den ene side, og påstande om frihed, nåde og jeg ved ikke hvad på den anden side, er den sande evangeliske dødelse næsten gået tabt blandt os. Om det senere.

6. Det er vores pligt at «fuldende helligheden i gudsfrygt» (2 Kor 7,1), at «vokse i nåden» hver dag (1 Pet 2,2; 2 Pet 3,18) og at «forny vores indre menneske dag for dag» (2 Kor 4,16). Men det kan ikke ske uden daglig dødelse af synden. Synden sætter sin kraft ind mod hver eneste handling af hellighed og mod hvert trin, vi vokser til. Den, der ikke tramper sine lyster under fode, skal ikke tro, at han gør fremskridt i hellighed. Den, der ikke på denne måde slår synden ihjel, tager ikke et eneste skridt mod rejsens mål. Den, der ikke møder modstand fra den, og som ikke på hvert enkelt punkt sætter alt ind på at døde den, lever i fred med den og dør ikke fra den.

Dette er altså det første almene princip i den fremstilling, der følger: Selvom alle og enhver synd er dødet fortjenstfuldt, om jeg må sige det sådan, i Kristi kors, og selvom det virkelige grundlag for en altomfattende dødelse er lagt i vores første omvendelse, ved overbevisning om synd, ydmygelse over synd og indplantning af et nyt princip, der står imod synden og ødelægger den, så bliver synden alligevel tilbage og virker og arbejder så meget i de bedste af de troende, så længe de lever i denne verden, at den stadige daglige dødelse af den påhviler dem alle deres dage. Før jeg går videre til at betragte det næste princip, kan jeg ikke lade være med i forbigående at klage over mange bekendere i vor tid, som i stedet for at bære så store og tydelige frugter af dødelse, som man kunne vente, knap nok bærer blade af den. Der er sandelig faldet et stort lys over denne slægt, og samtidig er mange åndelige gaver blevet givet, og det har, sammen med visse andre forhold, udvidet bekendernes og bekendelsens grænser på forunderlig vis; både de og den er blevet overordentlig mange og store. Derfor høres der om tro og religiøse øvelser i hver en krog, og der prædikes i overflod – og det ikke på en tom, let, overfladisk og forfængelig måde som tidligere, men med en god portion åndelig gave – så hvis man vil måle de troendes antal efter lys, gaver og bekendelse, kan kirken have grund til at sige: «Hvem har født mig alle disse?» Men vil man måle dem efter denne store nåde, der skiller de kristne ud fra andre, vil man måske finde, at deres antal ikke er vokset så meget. Hvor er der vel den bekender, som skylder disse lysets dage sin omvendelse og derfor taler og bekender sig med en åndelighed, som kun få i tidligere tider i nogen grad kendte til (jeg vil ikke dømme dem, men måske praler de af, hvad Herren har gjort i dem), som ikke viser tegn på et elendigt udødet hjerte? Hvis forfængeligt tidsspild, lediggang, unyttighed i den stilling, man har, misundelse, strid, splid, kappestrid, vrede, hovmod, verdslighed og selviskhed (1 Kor 1) er de kristnes kendetegn, så har vi dem på os og blandt os i overflod. Og hvis det står sådan til med dem, der har meget lys, og et lys, som vi håber er frelsende, hvad skal vi så sige om nogle, der gerne vil regnes for fromme og alligevel foragter evangeliets lys, og som, hvad angår den pligt, vi her har for, ikke kender mere til den end det, at mennesker nu og da fornægter sig selv i ydre goder – hvilket er en af dens yderste grene, og som de alligevel sjældent vil øve? Måtte den gode Herre sende en dødelsens ånd til at helbrede vores sygdomme, ellers står det sørgeligt til med os!

Der er to onder, som med sikkerhed følger enhver udødet bekender: det første i ham selv, det andet med hensyn til andre:

1. I ham selv. Lad ham foregive, hvad han vil, han tager let på synden, i det mindste om de daglige skrøbelighedssynder. Roden til et udødet liv er, at man fordøjer synden uden bitterhed i hjertet. Når et menneske har indbildt sig en sådan forståelse af nåde og barmhjertighed, at han uden bitterhed kan sluge og fordøje daglige synder, står han lige på randen af at forvandle Guds nåde til tøjlesløshed og blive forhærdet ved syndens bedrag. Der findes heller ikke noget større tegn i verden på et falsk og råddent hjerte end at drive en sådan handel. At bruge Kristi blod, som er givet for at rense os (1 Joh 1,7; Tit 2,14), Kristi ophøjelse, som skal give os omvendelse (ApG 5,31), og læren om nåden, som lærer os at sige nej til al ugudelighed (Tit 2,11–12), til at undskylde synden, er et oprør, som til sidst vil knuse knoglerne. Gennem denne dør er de fleste af de bekendere gået ud fra os, som er faldet fra i vor tid. En tid var de fleste af dem under overbevisning; den holdt dem til de åndelige øvelser og førte dem til bekendelsen, så de «flygtede fra verdens besmittelse ved erkendelsen af vores Herre Jesus Kristus» (2 Pet 2,20). Men da de havde lært evangeliets lære at kende og var blevet trætte af de åndelige øvelser, som de ikke havde noget princip til, begyndte de ud fra læren om nåden at undskylde sig selv i mange slags forsømmelser. Og da dette onde først havde fået tag i dem, styrtede de hurtigt i fortabelse. Luthersk note: Owen forudsætter her, at de, der faldt fra, aldrig havde «princippet», dvs. aldrig var genfødt, i tråd med den reformerte lære om de helliges udholdenhed. Luthersk lære siger, at også sande troende kan falde fra, miste troen og Helligånden og dog vende om igen (De Schmalkaldiske Artikler III,3,43–44; Konkordieformlen, Epitome IV,19).

2. Med hensyn til andre. Det har en ond indflydelse på dem på to måder:

(1.) Det forhærder dem, fordi det giver dem den overbevisning, at de står sig lige så godt som de bedste bekendere. Alt, hvad de ser hos disse, er så plettet af mangel på denne dødelse, at det ikke har nogen værdi for dem. De har nidkærhed for troen, men den er ledsaget af mangel på overbærenhed og på retfærdighed i alt. De tager afstand fra ødselhed, men lever i verdslighed; de skiller sig ud fra verden, men lever helt for sig selv og bekymrer sig ikke om at vise kærlighed på jorden; eller de taler åndeligt og lever forfængeligt; de taler om fællesskab med Gud og ligner verden på alle måder; de praler af syndernes forladelse og tilgiver aldrig andre. Og med sådanne betragtninger forhærder stakkels mennesker deres hjerter i deres ugenfødte tilstand.

(2.) De bedrager dem ved at få dem til at tro, at hvis de kan nå op på deres stade, vil det gå dem godt; og så sker det let, at de må kæmpe med den store fristelse, som et godt ry for fromhed er, skønt de kan nå langt ud over dem i alt, hvad der ses hos dem, og alligevel ikke nå det evige liv. Men om disse ting og alle det udødede livs onder senere.