Kapitel 8

Den anden almindelige regel – Uden helhjertet oprigtighed i at døde enhver lyst bliver ingen lyst dødet – Delvis dødelse udspringer altid af et fordærvet princip – At man plages af fristelse fra en bestemt lyst, er ofte en tugt for andre forsømmelser.

2. Det andet princip, som jeg i denne sammenhæng vil fremsætte, er dette:

Uden oprigtighed og flid i en lydighed, der omfatter alt, kan man ikke opnå dødelsen af nogen som helst lyst, der plager én.

Det første princip gjaldt personen; dette gælder selve sagen. Jeg vil forklare denne sætning lidt nærmere.

En mand mærker, at en eller anden lyst bringer ham i den tilstand, som er beskrevet ovenfor: Den er mægtig, stærk og oprørsk, den tager ham til fange, plager ham, gør ham urolig og tager freden fra ham. Han kan ikke holde den ud, og derfor sætter han sig op imod den, beder imod den, stønner under den og sukker efter at blive udfriet. Men i mellemtiden er han måske slap og forsømmelig i andre pligter – i det stadige samfund med Gud, i læsning, bøn og meditation, på andre områder, som ikke er af samme art som den lyst, han plages af. Den mand skal ikke tro, at han nogensinde når frem til at døde den lyst, han er plaget af. Dette er en tilstand, som ikke sjældent rammer mennesker på deres pilgrimsvandring. Da israelitterne mærkede deres synd, nærmede de sig Gud med stor flid og alvor, med faste og bøn (Es 58). Der siges meget om, hvor alvorligt de tog det, vers 2: «De søger mig dag efter dag og har lyst til at kende mine veje; de beder mig om retfærdige forordninger; de har lyst til at nærme sig Gud.» Men Gud forkaster det hele. Deres faste er et lægemiddel, der ikke kan helbrede dem, og grunden, der gives i vers 5–7, er, at de kun var optaget af denne ene pligt. Den passede de flittigt, men i andre var de forsømmelige og ligeglade. Den, der har et «flydende sår» (det er Skriftens udtryk), som skyldes en dårlig legemstilstand, han har pådraget sig ved umådehold og dårlig kost, kan nok gå i gang med at helbrede sit sår med al den flid og dygtighed, han formår; men lader han legemets almene tilstand forblive syg, er hans møje og slid forgæves. Sådan vil det også gå med de forsøg, som den gør, der vil standse en blodig strøm af synd og urenhed i sin sjæl, men ikke er lige så omhyggelig med sin åndelige tilstand og sundhed som helhed. For:

(1.) Denne slags stræben efter dødelse udspringer af et fordærvet princip, en fordærvet grund og et fordærvet fundament, så den vil aldrig føre til et godt resultat. De sande og velbehagelige principper for dødelsen vil blive behandlet grundigt senere. Had til synden som synd – ikke blot fordi den gnaver og gør urolig – og en fornemmelse af Kristi kærlighed på korset ligger til grund for al sand åndelig dødelse. Men det er sikkert, at den stræben, jeg taler om, udspringer af selvkærlighed. Du sætter dig med al flid og alvor for at døde en bestemt lyst eller en bestemt synd. Hvad er grunden? Den gør dig urolig, den har taget din fred fra dig, den fylder dit hjerte med sorg, besvær og frygt; du har ingen ro på grund af den. Ja, men min ven, du har forsømt bønnen eller læsningen; du har været tom og slap i din færd på andre områder, som ikke er af samme art som den lyst, du plages af. Det er ikke mindre synder og onder end dem, du stønner under. Jesus Kristus blødte også for dem. Hvorfor sætter du dig ikke også op imod dem? Hvis du hadede synden som synd, enhver ond vej, ville du være lige så årvågen over for alt, hvad der bedrøver og uroliger Guds Ånd, som over for det, der bedrøver og uroliger din egen sjæl. Det er tydeligt, at du kun kæmper imod synden, fordi den volder dig selv besvær. Kunne din samvittighed være rolig under den, ville du lade den være. Gjorde den ikke dig urolig, ville den ikke blive gjort urolig af dig. Kan du så tro, at Gud vil slutte sig til sådanne hykleriske anstrengelser – at hans Ånd nogensinde vil vidne til fordel for din ånds troløshed og falskhed? Tror du, at han vil befri dig fra det, der plager dig, så du kan have frit spil til det, der ikke mindre bedrøver ham? Nej. Gud siger: «Her er én, som jeg aldrig ville høre mere fra, hvis han kunne blive fri for denne lyst. Lad ham kæmpe med den, ellers er han fortabt.» Ingen skal tro, at han kan gøre sit eget værk, når han ikke vil gøre Guds. Guds værk består i en lydighed, der omfatter alt; at blive fri for den nuværende plage er kun deres eget. Derfor siger apostlen (2 Kor 7,1): «Rens jer selv fra al kødets og åndens besmittelse, så I fuldender helligheden i gudsfrygt.» Vil vi gøre noget, må vi gøre alt. Det er altså ikke kun en indædt modstand mod denne eller hin særlige lyst, men et ydmygt sind og en ydmyg hjertets indstilling i det hele, med årvågenhed over for alt ondt og for at udføre enhver pligt, som bliver godtaget.

(2.) Hvordan ved du, om ikke Gud har tilladt den lyst, du har været plaget af, at vinde styrke i dig og magt over dig for at tugte dig for dine andre forsømmelser og din almindelige lunkenhed i din vandring for hans ansigt – eller i det mindste for at vække dig, så du tænker over dine veje og gør et grundigt arbejde og en gennemgribende forandring i din vandel med ham?

At en bestemt lyst raser og får overtaget, er almindeligvis frugten og følgen af en ligegyldig og forsømmelig vandel i det hele, og det af to grunde:

[1.] Som dens naturlige virkning, om jeg så må sige. Lysten ligger, som jeg har vist i almindelighed, i hjertet på enhver, selv den bedste, så længe han lever. Tro ikke, at Skriften taler forgæves, når den siger, at lysten er listig, snedig og underfundig – at den forfører, lokker, kæmper og gør oprør. Så længe et menneske holder flittig vagt over sit hjerte, som er lystens rod og kilde – så længe han frem for alt, hvad der skal vogtes, vogter sit hjerte, for derfra udgår livet og døden – visner lysten og dør i det. Men bryder den ud ad en bestemt vej på grund af forsømmelighed, får den adgang til tankerne gennem følelserne og bryder den måske ud fra dem og gennem dem i åbenlys synd i vandelen, så trænger dens kraft frem ad den vej, den har fundet, og den vej presser den især på, indtil den, når den har fået et gennembrud, plager og uroliger og ikke let lader sig holde tilbage. Således kan et menneske måske blive nødt til at kæmpe med sorg alle sine dage med det, som ved en streng vagt over det hele let kunne have været forhindret.

[2.] Som jeg sagde, tillader Gud ofte lysten at få overtaget for at tugte os for vores andre forsømmelser. For ligesom han med de ugudelige overgiver dem til én synd som dom over en anden – en større som straf for en mindre, eller en, der vil holde dem fastere og sikrere, for en, som de måske kunne være blevet udfriet fra (Rom 1,26) – sådan kan han, og sådan gør han, også med sine egne: Han overlader dem undertiden til plagsomme åndelige sygdomme, enten for at forebygge eller for at helbrede et andet onde. Således blev Satans engel sluppet løs på Paulus, for at han «ikke skulle blive hovmodig på grund af de mange åndelige åbenbaringer» (2 Kor 12,7). Var det ikke en tugt for Peters tomme selvtillid, at han blev overladt til at fornægte sin Mester? Hvis det nu forholder sig sådan med lysten, når den har overtaget – at Gud ofte tillader den at få overtaget, i det mindste for at formane os og ydmyge os, måske for at tugte og irettesætte os for vores slappe og ligegyldige vandel i det hele – er det så muligt, at virkningen kan fjernes, mens årsagen bliver ved, at den særlige lyst kan blive dødet, mens vandelen i det hele ikke bliver forbedret? Den, der virkelig, grundigt og på en måde, som Gud godtager, vil døde en lyst, der gør ham urolig, skal derfor sørge for at være lige flittig i alle dele af lydigheden og vide, at enhver lyst og enhver forsømt pligt er en byrde for Gud, selv om kun én er en byrde for ham selv (Es 43,24). Så længe der i hjertet bliver ved at være en troløshed, som giver efter for nogen som helst forsømmelighed og ikke stræber efter al fuldkommenhed i lydigheden på alle områder, er sjælen svag, fordi den ikke giver troen hele dens gerning, og selvisk, fordi den mere ser på det besvær, synden volder, end på dens urenhed og skyld; og den lever sådan, at den stadig vækker Guds harme. Den kan derfor ikke vente noget trøsterigt udfald af nogen åndelig øvelse, den påtager sig, og langt mindre af den, vi her taler om, for den kræver et andet princip og en anden åndelig indstilling for at blive fuldført.