Kapitel 9

Særlige anvisninger til det tilfælde, der blev fremlagt ovenfor – For det første: Læg mærke til de farlige symptomer ved en lyst – 1. Den er indgroet – 2. Man har skaffet sig fred, mens den består; de forskellige måder, det sker på – 3. Den har ofte held med sine forførelser – 4. Sjælen bekæmper den kun med grunde, der er hentet fra følgerne – 5. Den ledsages af forhærdelse som Guds dom – 6. Den står imod Guds særlige behandling – Tilstanden hos dem, hvor disse ting findes.

III. Når de foregående almindelige regler er forudsat, kommer nu de særlige anvisninger til sjælen, der skal vejlede den, når den mærker en lyst eller en sygdom, der foruroliger den. Det er hovedsagen i det, jeg sigter mod. Nogle af disse anvisninger er forberedende og går forud, og i nogle af dem ligger selve arbejdet. Til den første slags hører følgende:

For det første: Læg mærke til, hvilke farlige symptomer der følger med din lyst eller ledsager den – om den bærer et dødeligt mærke eller ej. Gør den det, må der bruges usædvanlige lægemidler; en almindelig fremgangsmåde i syndens dødelse vil ikke slå til.

Du vil sige: «Hvilke er de farlige mærker og symptomer, de fortvivlede ledsagere af en iboende lyst, du tænker på?» Nogle af dem vil jeg nævne:

1. At den er indgroet. – Har den længe ligget og fordærvet dit hjerte, har du ladet den blive ved med at have magt og overhånd i lang tid uden kraftigt at forsøge at slå den ihjel og at læge de sår, den har givet dig, så er din sygdom farlig. Har du i lang tid tilladt verdslighed, ærgerrighed eller studiegrådighed at æde dine andre pligter op – de øvelser, hvor du burde holde vedvarende samfund med Gud? Eller har du i mange dage tilladt urenhed at besmitte dit hjerte med tomme, tåbelige og onde forestillinger? Så har din lyst et farligt symptom. Sådan var det med David (Sl 38,6): «Mine sår stinker og rådner på grund af min dårskab.» Når en lyst længe har ligget i hjertet og fordærvet, gnavet og ædt om sig som koldbrand, bringer den sjælen i en jammerlig tilstand. I et sådant tilfælde vil en almindelig fremgangsmåde med ydmygelse ikke udrette arbejdet. Hvad lysten end er, vil den på denne måde mere eller mindre snige sig ind i alle sjælens evner og vænne følelserne til sit følgeskab og sit samvær. Den bliver fortrolig for forstanden og samvittigheden, så de ikke farer sammen over den som noget fremmed, men tager sig friheder med den som noget, de er vant til. Ja, den vil på denne måde få så stor en fordel, at den ofte kan udfolde sig og træde frem, uden at man overhovedet lægger mærke til den – sådan som det synes at have været med Josef, da han svor ved Faraos liv. Medmindre der gribes til en usædvanlig fremgangsmåde, har et sådant menneske ingen grund i verden til at vente, at hans endeligt skal blive fred.

For det første: Hvordan vil han nemlig kunne skelne mellem, at en udødet lyst længe har boet hos ham, og at synden har herredømmet – hvad der ikke kan overgå et genfødt menneske? Luthersk note: Owen forudsætter her den reformerte lære om de helliges udholdenhed: at et genfødt menneske aldrig kan komme under syndens herredømme og falde fra nåden. Luthersk lære siger, at en troende kan miste troen og Helligånden, når han giver sig hen til forsætlige synder mod samvittigheden og bliver i dem, men at Gud kalder ham tilbage ved Ordet (Konkordieformlen, Epitome IV,19 og Solida Declaratio IV,31; De Schmalkaldiske Artikler III,3,43–44). For det andet: Hvordan kan han love sig selv, at det nogen sinde skal blive anderledes med ham, eller at hans lyst vil holde op med at gøre oprør og forføre, når han ser, at den har sat sig fast og bliver, at den har gjort det i mange dage og har gennemgået mange forskellige tilstande sammen med ham? Måske har den prøvet både barmhjertighed og trængsler, og det måske så bemærkelsesværdigt, at sjælen ikke kunne undgå at lægge særligt mærke til dem. Måske har den redet mange storme af og været under mange forskellige nådegaver i forkyndelsen af Ordet. Og skulle det så vise sig let at fordrive en lejer, der påberåber sig en ret, som han har vundet ved hævd? Gamle, forsømte sår er ofte dødelige og altid farlige. Iboende sygdomme bliver rustne og stivnakkede, når de længe får lov at være i ro og fred. Lysten er en sådan lejer, at hvis den kan påberåbe sig tid og en vis hævd, lader den sig ikke let sætte ud. Ligesom den aldrig dør af sig selv, vil den altid tage til i styrke, hvis den ikke slås ihjel dag for dag.

2. Et andet farligt symptom på en dødelig sygdom i hjertet er, at hjertet i det skjulte fører forsvar for sig selv for at bevare sin fred, selv om lysten bliver ved, og uden at der gøres noget kraftigt forsøg ud fra evangeliet på at døde den. Der er flere måder, dette kan ske på. Jeg vil nævne nogle af dem, for eksempel:

(1.) Når et menneske får tanker, foruroligende tanker om synden, og i stedet for at gå i gang med at tilintetgøre den ransager sit hjerte for at se, hvilke beviser han kan finde for, at hans tilstand er god trods denne synd og lyst, så det kan gå ham vel.

Det er en fortræffelig ting, at et menneske samler sine erfaringer med Gud, kalder dem i erindring, samler dem sammen, betragter dem, prøver dem og gør brug af dem. Det er en pligt, som alle de hellige har øvet, og som anbefales både i Det Gamle og i Det Nye Testamente. Det var Davids arbejde, da han «talte med sit eget hjerte» og kaldte Herrens tidligere miskundhed i erindring (Sl 77,7–10). Det er den pligt, Paulus sætter os til at øve (2 Kor 13,5). Og ligesom den er fortræffelig i sig selv, sådan får den yderligere skønhed ved at blive øvet på det rette tidspunkt, i en tid med prøvelse eller fristelse eller uro i hjertet over synden; den rette tid er som en sølvskål, der fremhæver dette gyldne æble, som Salomo siger. Men at gøre det i den hensigt at stille samvittigheden tilfreds, når den råber og kalder på noget andet, er et fortvivlet påfund af et hjerte, der elsker synden. Når et menneskes samvittighed tager fat på ham, når Gud irettesætter ham for hans hjertes syndige sygdom, og han så i stedet for at søge at få denne synd tilgivet i Kristi blod og dødet ved hans Ånd skaffer sig lettelse ved sådanne andre beviser, som han har eller mener at have, og på den måde vrister sig fri af det åg, som Gud var ved at lægge på hans nakke, så er hans tilstand meget farlig og hans sår næppe til at læge. Sådan holdt jøderne sig oppe, når deres egen samvittighed gnavede, og vor Frelser forkyndte for dem, så de blev overbevist: De var «Abrahams børn» og derfor antaget af Gud. Og sådan gav de sig selv lov til al slags vederstyggelig ondskab, til deres fuldstændige undergang.

Dette er i en vis grad at velsigne sig selv og sige, at man på den ene eller den anden måde skal have fred, «selv om man lægger drukkenskab til tørst». I en sådan sindstilstand ligger kærlighed til synden og ringeagt for freden og for al smag af Guds kærlighed. Et sådant menneske viser tydeligt, at hvis han blot kan bevare håbet om at undslippe «den kommende vrede», kan han godt nøjes med at være ufrugtbar i verden og leve i en hvilken som helst afstand fra Gud, blot det ikke er den endelige adskillelse. Hvad kan man vente sig af et sådant hjerte?

(2.) Dette bedrag fortsættes ved, at man lægger nåde og barmhjertighed på en synd, der ikke er dødet, eller som man ikke oprigtigt har stræbt efter at døde. Det er et tegn på et hjerte, der er stærkt viklet ind i kærligheden til synden. Når et menneske har skjulte tanker i sit hjerte, ikke ulig Na'amans om hans tilbedelse i Rimmons hus (2 Kong 5,18): «I alle andre ting vil jeg vandre med Gud, men i denne ene ting, Gud være mig nådig», så er hans tilstand sørgelig. Det er sandt, at en beslutning om at give sig selv lov til en synd med henvisning til barmhjertigheden synes at være – og i enhver vedvarende livsførelse utvivlsomt er – helt uforenelig med kristen oprigtighed. Den er et kendetegn på en hykler og er at «forvandle Guds nåde til udsvævelse» (Jud 4). Alligevel tvivler jeg ikke på, at Guds børn selv undertiden kan blive fanget i dette syndens bedrag ved Satans list og deres egen tilbageværende vantro. Ellers ville Paulus aldrig have advaret dem så meget imod det, som han gør (Rom 6,1–2). Ja, der er faktisk intet mere naturligt end at kødelige tankegange bliver høje og stærke på dette grundlag. Kødet vil så gerne have lov til at få sin vilje med henvisning til nåden, og ethvert ord, der bliver sagt om barmhjertighed, står det rede til at gribe og forvrænge til sine egne fordærvede mål og hensigter. At lægge barmhjertighed på en synd, der ikke kraftigt bliver dødet, er altså at bruge evangeliet til at opfylde kødets mål. Luthersk note: Owen gør her anvendelsen af barmhjertigheden afhængig af, at synden kraftigt og oprigtigt bliver dødet. Luthersk lære er enig i, at den, der vil blive i synden og påberåber sig nåden, ikke har sand tro (De Schmalkaldiske Artikler III,3,43–44), men gør ikke tilgivelsen afhængig af, hvor langt dødelsen er nået: Evangeliet tilsiger den angrende synder, der tror, fuld og fri tilgivelse for Kristi skyld, og den nye lydighed og kampen mod synden følger af troen som dens frugt (CA XII; Apologien XII).

Disse og mange andre veje og kneb gør et svigefuldt hjerte undertiden brug af for at give sig selv lov til sine vederstyggeligheder. Når et menneske med sin synd er i den tilstand, at der i hans hjerte hersker en skjult lyst til synden, og selv om hans vilje ikke er helt indstillet på den, har han dog en ufuldkommen tilbøjelighed til den – han ville gøre den, hvis det ikke var for det og det hensyn – og han derfor skaffer sig lettelse på andre måder end ved, at den dødes og tilgives i Kristi blod, så «stinker og rådner» det menneskes sår, og uden en hurtig udfrielse vil han være ved dødens dør.

3. Et andet farligt symptom er, at synden ofte har held med sin forførelse, så den vinder viljens overvejende samtykke. Det, jeg mener, er dette: Når den synd, der er tale om, får viljens samtykke med en vis lyst, så har den held med sig, selv om den ikke faktisk bliver udført i det ydre. Et menneske kan måske af ydre hensyn være ude af stand til at gå med synden hele vejen til det, som Jakob kalder dens «fuldbyrdelse» (Jak 1,14–15), hvad angår syndens ydre handlinger, mens viljen til at synde dog faktisk er vundet; så har synden, siger jeg, held med sig. Hvis en lyst kan få så meget overhånd i et menneskes sjæl, kan hans tilstand muligvis være meget dårlig, og han selv kan være ugenfødt; i hvert fald kan hans tilstand ikke være særlig god, men er farlig. Og det kommer ud på ét i sagen, om det sker ved viljens valg eller ved uagtsomhed, for selve uagtsomheden er på en måde valgt. Når vi er uagtsomme og forsømmelige, hvor vi er forpligtet til årvågenhed og omhu, så tager den uagtsomhed ikke det frivillige bort fra det, vi derefter gør. For selv om mennesker ikke vælger og beslutter at være forsømmelige og uagtsomme, så vælger de, hvis de vælger de ting, der vil gøre dem sådan, selve uagtsomheden, sådan som en ting kan vælges i sin årsag.

Og lad ingen tro, at det onde i deres hjerte på nogen måde bliver mindre, fordi de for det meste ser ud til at blive overrumplet til det samtykke, som de synes at give det. For det er deres forsømmelse af pligten til at våge over deres hjerte, der forråder dem, så de bliver overrumplet.

4. Når et menneske kun kæmper mod sin synd med argumenter hentet fra udfaldet eller den straf, den fortjener, er det et tegn på, at synden har taget stærkt greb om viljen, og at der i hjertet er en overflod af ondskab. Et menneske, der ikke sætter andet op imod syndens og lystens forførelse i sit hjerte end frygten for skam blandt mennesker eller for helvede fra Gud, er fast besluttet på at gøre synden, hvis der ikke fulgte nogen straf med den. Hvordan det adskiller sig fra at leve i synden, ved jeg ikke. De, der hører Kristus til og drives i deres lydighed af evangeliske grunde, har Kristi død, Guds kærlighed, syndens afskyelige natur, det dyrebare samfund med Gud og en dybt grundfæstet afsky for synden som synd at sætte op imod enhver forførelse fra synden og imod al lystens virken, stræben og kamp i deres hjerte. Sådan gjorde Josef: «Hvordan skulle jeg gøre denne store ondskab,» siger han, «og synde mod Herren?» – min gode og nådige Gud (1 Mos 39,9). Og Paulus: «Kristi kærlighed tvinger os» (2 Kor 5,14), og: «Da vi nu har disse løfter, så lad os rense os selv fra al kødelig og åndelig besmittelse» (2 Kor 7,1). Men hvis et menneske er så meget under sin lysts magt, at han ikke har andet end loven at sætte op imod den, hvis han ikke kan bekæmpe den med evangeliets våben, men kun går løs på den med helvede og dommen, som er lovens egne våben, så er det helt tydeligt, at synden har bemægtiget sig hans vilje og følelser og fået stor magt og sejr over dem.

Et sådant menneske har, hvad angår netop denne synd, kastet den fornyende nådes ledelse af sig og bliver kun holdt fra undergang af den nåde, der holder synden i tømme. Så langt er han faldet ud af nåden og tilbage under lovens magt. Og kan det være andet end en stor krænkelse af Kristus, at mennesker kaster hans lette, milde åg og styre af sig og kaster sig ind under lovens jernåg, blot fordi de vil give efter for deres lyster?

Prøv også dig selv på dette: Når synden driver dig til et punkt, hvor du må standse – så du enten må tjene den og på dens befaling styrte ud i dårskab som hesten i slaget, eller gøre front imod den for at undertrykke den – hvad siger du så til din sjæl? Hvad foreholder du dig selv? Er det alt: «Helvede bliver enden på denne vej; hævnen vil ramme mig og finde mig»? Så er det på tide, at du ser dig om; ulykken ligger for døren. Paulus' vigtigste bevis for, at synden ikke skal herske over de troende, er, at de «ikke er under loven, men under nåde» (Rom 6,14). Hvis al din kamp mod synden sker af lovens grunde, ud fra lovens principper og bevæggrunde, hvilken vished kan du så nå til om, at synden ikke skal herske over dig – hvad der ville blive din undergang?

Ja, vid, at denne sidste forsvarslinje ikke holder længe. Har din lyst drevet dig ud af evangeliets stærkere fæstninger, vil den også hurtigt få overhånd over denne. Bild dig ikke ind, at sådanne overvejelser vil udfri dig, når du frivilligt har overgivet til din fjende de hjælpemidler og redningsmidler, der er tusind gange stærkere. Vær helt sikker på dette: Hvis du ikke hurtigt kommer dig ud af denne tilstand, vil det, du frygter, komme over dig. Hvad evangeliets grunde ikke udretter, kan lovens bevæggrunde ikke udrette.

5. Når det er sandsynligt, at der er – eller kan være – noget af Guds dømmende forhærdelse eller i det mindste af en tugtende straf i den lyst, der plager dig. Det er et andet farligt symptom. At Gud undertiden lader selv sine egne være under i det mindste en eller anden lysts eller synds forvirrende magt for at tugte dem for tidligere synder, forsømmelse og dårskab, tvivler jeg slet ikke på. Derfor lød kirkens klage: «Hvorfor har du forhærdet os, så vi ikke frygter dit navn?» (Es 63,17). At han handler sådan med de ugenfødte, er der ingen, der drager i tvivl. Men hvordan kan et menneske vide, om der er noget af Guds tugtende hånd i, at han er overladt til den uro, hans sygdom giver? Svar: Ransag dit hjerte og dine veje. Hvordan var din sjæls tilstand, før du blev viklet ind i den synd, som du nu klager så meget over? Havde du forsømt dine åndelige øvelser? Havde du levet uordentligt for dig selv? Ligger skylden for en stor synd, som du ikke har angret, på dig? En ny synd kan blive tilladt, ligesom en ny trængsel kan blive sendt, for at minde om en gammel synd.

Har du modtaget en særlig barmhjertighed, beskyttelse eller udfrielse, som du ikke brugte, som du burde, og ikke takkede for? Eller er du blevet prøvet med en trængsel uden at stræbe efter det mål, den var bestemt til? Eller har du forsømt de lejligheder til at ære Gud i din samtid, som han i sit gode forsyn nådigt havde givet dig? Eller har du gjort dig lig verden og dens mennesker, fordi fristelserne er så mange i de dage, du lever i? Hvis du finder, at sådan har det været med dig, så vågn op og råb til Gud; du sover tungt, mens en storm af vrede raser omkring dig.

6. Når din lyst allerede har stået imod Guds særlige indgreb imod den. Denne tilstand beskrives i Es 57,17: «På grund af hans griskheds misgerning blev jeg vred og slog ham; jeg skjulte mig og var vred, og han gik genstridig videre på sit hjertes vej.» Gud havde handlet med dem om deres herskende lyst, og det på flere måder – ved trængsel og ved at trække sig bort – men de holdt stand imod det alt sammen. Det er en sørgelig tilstand, som intet andet end Guds rene, suveræne nåde (som Gud udtrykker det i det næste vers) kan hjælpe et menneske ud af, og som intet menneske må love sig selv eller forlade sig på. Gud møder ofte et menneske i sit forsyns styrelser og taler særskilt til det onde i hans hjerte, sådan som han gjorde med Josefs brødre, da de havde solgt ham til Egypten. Det får mennesket til at tænke over sin synd og dømme sig selv for netop den. Gud lader den fare, trængsel, nød eller sygdom, han er i eller under, være den røst, der taler. Undertiden lader Gud et menneske standse ved noget, når han læser Ordet, som skærer ham i hjertet og ryster ham med hensyn til hans nuværende tilstand. Endnu oftere møder han mennesker, når de hører Ordet prædiket, hans store nådemiddel til overbevisning, omvendelse og opbyggelse. Gud hugger ofte mennesker med sit ords sværd gennem dette nådemiddel, rammer lige ind i deres kæreste hjertelyst, forskrækker synderen og får ham til at forpligte sig til at døde og opgive det onde i sit hjerte. Hvis nu hans lyst har fået et sådant tag i ham, at den driver ham til at sprænge disse Herrens bånd og kaste disse reb af sig – hvis den overvinder disse overbevisninger og kommer tilbage i sin gamle stilling, hvis den kan hele de sår, den på den måde får – så er den sjæl i en sørgelig tilstand.

Usigeligt store er de onder, der følger med en sådan hjertets tilstand. Enhver særlig advarsel til et menneske i en sådan tilstand er en uvurderlig barmhjertighed; hvor meget foragter han så ikke Gud i dem, når han holder stand imod dem! Og hvilken uendelig tålmodighed hos Gud er det ikke, at han ikke forkaster et sådant menneske og sværger i sin vrede, at han aldrig skal gå ind til hans hvile!

Disse og mange andre kendetegn findes der på en lyst, der er farlig, hvis ikke dødelig. Som vor Frelser sagde om den onde ånd: «Den slags farer ikke ud uden ved faste og bøn», sådan siger jeg om lyster af denne slags. En almindelig fremgangsmåde i dødelsen er ikke nok; der må gribes til usædvanlige midler.

Det er den første særlige anvisning: Overvej, om den lyst eller synd, du kæmper med, har nogle af disse farlige symptomer ved sig.

Før jeg går videre, må jeg give jer en enkelt advarsel undervejs, for at ingen skal blive bedraget af det, der er sagt. Når jeg siger, at de ting og onder, der er nævnt ovenfor, kan ramme sande troende, så må ingen, der finder de samme ting hos sig selv, deraf slutte, at han er en sand troende. Det er onder, som troende kan falde i og blive fanget af, ikke de ting, der gør et menneske til en troende. Et menneske kan lige så godt slutte, at han er en troende, fordi han er en ægteskabsbryder – eftersom David, der var en troende, faldt i hor – som at slutte det ud fra de foregående tegn, der er syndens og Satans onder i de troendes hjerter. Romerbrevets syvende kapitel indeholder beskrivelsen af et genfødt menneske. Den, der vil se på det, der siges om hans mørke side, om hans ugenfødte del, om syndens iboende magt og vold, som bliver tilbage i ham, og slutte, at han er et genfødt menneske, fordi han finder det samme hos sig selv, vil regne forkert. Det er det samme, som hvis man ville argumentere sådan: En vis mand kan være syg og såret, ja, gøre nogle ting tåbeligt; altså er enhver, der er syg og såret og gør ting tåbeligt, en vis mand. Eller som hvis en tåbelig, vanskabt skabning hørte nogen tale om et smukt menneske og sige, at han havde et mærke eller et ar, der skæmmede ham meget, og så sluttede, at fordi han selv har ar, modermærker og vorter, er han også smuk. Vil I have kendetegn på, at I er troende, må de hentes fra de ting, der gør mennesker til troende. Den, der har disse ting hos sig selv, kan trygt slutte: «Hvis jeg er en troende, så er jeg en meget elendig én.» Men at nogen er en troende, må han søge andre kendetegn på, hvis han vil have fred. Luthersk note: Owen henviser her den anfægtede til at søge visheden om at være troende i kendetegn hos sig selv (de ting, der gør et menneske til en troende). Efter luthersk lære hviler troens vished ikke på selvransagelse eller kendetegn i hjertet, men på evangeliets løfte om syndernes forladelse for Kristi skyld, som gives i Ordet og sakramenterne; troen er netop at holde dette løfte for vist (Apologien IV og XII).