Kapitel 7

Almindelige regler, uden hvilke ingen lyst bliver dødet – Ingen dødelse, medmindre et menneske er en troende – Farerne ved, at ugenfødte mennesker forsøger at døde synden – De uomvendtes pligt med hensyn til denne sag om dødelsen overvejes – Det tomme i papisternes forsøg og regler for dødelsen afsløres derved.

II. Dernæst kommer vi til at overveje de veje og midler, hvorved en sjæl kan gå frem til at døde en bestemt lyst og en bestemt synd, som Satan benytter sig af til at forurolige og svække den.

Nu er der nogle almindelige betragtninger, som først må fremsættes, om visse grundsætninger og grundvolde for dette arbejde. Uden dem kan intet menneske i verden nå frem til at døde nogen synd, hvor meget han end er blevet vakt af overbevisninger og besluttet på at døde den.

De almindelige regler og grundsætninger, uden hvilke ingen synd nogen sinde bliver dødet, er disse:

1. Medmindre et menneske er en troende – det vil sige en, der i sandhed er indpodet i Kristus – kan han aldrig døde en eneste synd. Jeg siger ikke: medmindre han ved, at han er det, men: medmindre han virkelig er det.

Dødelsen er de troendes værk: «Hvis I ved Ånden …» osv. (Rom 8,13) – I troende, for hvem der ingen fordømmelse er (v. 1). De alene formanes til den: «Død derfor jeres lemmer, som er på jorden» (Kol 3,5). Hvem skal døde? I, som «er blevet oprejst med Kristus» (v. 1), hvis «liv er skjult med Kristus i Gud» (v. 3), og som «skal åbenbares med ham i herlighed» (v. 4). Et ugenfødt menneske kan gøre noget, der ligner det; men selve værket, sådan at det kan være Gud velbehageligt, kan han aldrig udføre. I kender det billede af det, nogle af filosofferne har tegnet – Seneca, Cicero, Epiktet – og hvilke bevægede taler de holder om at foragte verden og sig selv og om at styre og overvinde alle overdrevne tilbøjeligheder og lidenskaber! De flestes liv viste, at deres leveregler var lige så forskellige fra sand dødelse som en sol, der er malet på et skilt, fra solen på himlen; de havde hverken lys eller varme. Deres egen Lukian viser godt nok, hvad de alle var. [Lukian (ca. 120–180) var en græsk satiriker, der gjorde nar af filosoffernes hykleri.] Der er ingen syndens død uden Kristi død. I ved, hvilke forsøg papisterne gør på at nå den med deres løfter, bodsøvelser og fyldestgørelser. Om dem (jeg mener alle dem iblandt dem, der handler efter grundsætningerne i deres kirke, som de kalder den) tør jeg sige, hvad Paulus siger om Israel med hensyn til retfærdigheden (Rom 9,31–32): De har jaget efter dødelsen, men de har ikke nået den. Hvorfor? «Fordi de ikke søger den ved tro, men som ved lovens gerninger.» Sådan står det til med alle dem iblandt os selv, der i lydighed mod deres overbevisninger og vakte samvittigheder forsøger at give slip på synden: De jager efter den, men de når den ikke.

Det er rigtigt, at det kræves – og fortsat vil blive krævet – af ethvert menneske, hvem han end er, som hører loven eller evangeliet prædiket, at han døder synden. Det er hans pligt, men det er ikke hans umiddelbare pligt; det er hans pligt at gøre det, men at gøre det på Guds måde. Hvis du beder din tjener betale et vist beløb for dig et bestemt sted, men først gå hen og hæve det et andet sted, så er det hans pligt at betale det fastsatte beløb, og du vil bebrejde ham, hvis han ikke gør det; alligevel var det ikke hans umiddelbare pligt – han skulle først hæve pengene efter din anvisning. Sådan er det også her: Synden skal dødes, men der må først gøres noget, som sætter os i stand til det.

Jeg har bevist, at det alene er Ånden, der kan døde synden; han er lovet til at gøre det, og alle andre midler uden ham er tomme og forgæves. Hvordan skal da den, der ikke har Ånden, døde synden? Et menneske kan lettere se uden øjne og tale uden tunge end i sandhed døde én synd uden Ånden. Hvordan får man ham så? Det er Kristi Ånd, og som apostlen siger: «Hvis vi ikke har Kristi Ånd, tilhører vi ham ikke» (Rom 8,9), så har vi Ånden, hvis vi er Kristi, hvis vi har del i ham, og kun således har vi kraft til dødelsen. Det udfolder apostlen udførligt i Rom 8,8: «Altså kan de, der er i kødet, ikke behage Gud.» Det er den slutning og konklusion, han drager af sin forudgående udlægning om vores naturlige stand og tilstand og det fjendskab mod Gud og hans lov, som vi har i den. Hvis vi er i kødet, hvis vi ikke har Ånden, kan vi ikke gøre noget, der kan behage Gud. Men hvordan bliver vi udfriet fra denne tilstand? Vers 9: «Men I er ikke i kødet, men i Ånden, så sandt som Guds Ånd bor i jer» – «I troende, som har Kristi Ånd, I er ikke i kødet.» Der er ingen anden vej til at blive udfriet af den stand og tilstand at være i kødet end ved Kristi Ånd. Og hvad så, hvis denne Kristi Ånd er i jer? Ja, så er I dødet; vers 10: «Legemet er dødt på grund af synden», eller: for den; dødelsen bliver ført videre, det nye menneske bliver gjort levende til retfærdighed. Det beviser apostlen i vers 11 ud fra den forening med Kristus, som vi har ved Ånden, og som vil frembringe virkninger i os, der svarer til det, den udvirkede i ham. Alle forsøg på at døde nogen lyst uden at have del i Kristus er altså forgæves. Mange mennesker, der er sårede af synden og for synden – fordi Kristi pile til overbevisning, ved Ordets prædiken eller en eller anden trængsel, er blevet skarpe i deres hjerte – sætter sig kraftigt op imod denne eller hin bestemte lyst, som deres samvittighed har været mest foruroliget eller plaget af. Men de stakkels mennesker! De slider i ilden, og deres arbejde fortæres. Når Kristi Ånd tager fat på dette værk, vil han være «som lutrerens ild og som valkernes sæbe», og han vil rense mennesker som guld og som sølv (Mal 3,2–3) – tage deres slagger og tin, deres snavs og blod bort, som i Es 4,4. Men mennesker må i bunden være guld og sølv; ellers vil al lutringen ikke gavne dem. Profeten viser os det sørgelige udfald af ugudelige menneskers yderste forsøg på dødelse, uanset hvilke midler Gud giver dem (Jer 6,29–30): «Blæsebælgen er brændt, blyet er fortæret af ilden; støberen smelter forgæves. Forkastet sølv skal man kalde dem, for Herren har forkastet dem.» Og hvad er grunden til det? Vers 28: De var «kobber og jern», da de blev lagt i smelteovnen. Man kan lutre kobber og jern nok så længe, før det bliver til godt sølv.

Jeg siger altså, at dødelsen ikke er ugenfødte menneskers opgave her og nu. Gud kalder dem endnu ikke til den; omvendelsen er deres sag – hele sjælens omvendelse – ikke dødelsen af denne eller hin bestemte lyst. I ville le ad en mand, hvis I så ham rejse en stor bygning uden nogen sinde at tænke på et fundament – især hvis I så, at han var så tåbelig, at han, selv efter tusind gange at have erfaret, at det, han byggede den ene dag, faldt sammen den næste, alligevel blev ved på samme måde. Sådan er det med mennesker, der er blevet overbevist om deres synd: Selv om de tydeligt ser, at det, de vinder over synden den ene dag, mister de den næste, bliver de dog ved ad samme vej uden at spørge, hvor den ødelæggende fejl i deres fremgang ligger. Da jøderne, overbevist om deres synd, fik et stik i hjertet (ApG 2,37) og råbte: «Hvad skal vi gøre?», hvad pålagde Peter dem så at gøre? Bød han dem gå hen og døde deres stolthed, vrede, ondskab, grusomhed og lignende? Nej, han vidste, at det ikke var deres opgave her og nu; han kalder dem til omvendelse og tro på Kristus i det hele (v. 38). Lad først sjælen blive grundigt omvendt; så vil ydmygelse og dødelse følge, når de «ser på ham, som de har gennemboret». Da Johannes kom for at prædike bod og omvendelse, sagde han således: «Øksen ligger nu ved træets rod» (Matt 3,10). Farisæerne havde lagt tunge byrder på, pålagt trættende øvelser og strenge midler til dødelse i faste, afvaskninger og lignende – alt sammen forgæves. Johannes siger: «Læren om omvendelse er noget for jer; øksen i min hånd ligger ved roden.» Og vor Frelser fortæller os, hvad der skal gøres i dette tilfælde; han siger: «Plukker man druer af tornebuske?» (Matt 7,16). Men hvad nu, hvis en tornebusk bliver beskåret og klippet godt, og man gør sig umage med den? «Ja, men den vil aldrig bære figner» (v. 17–18); det kan ikke være anderledes, end at hvert træ bærer frugt efter sin egen art. Hvad skal der så gøres? Det fortæller han os i Matt 12,33: «Gør træet godt, så bliver dets frugt god.» Man må tage fat ved roden, træets natur må forandres, ellers vil der ikke komme nogen god frugt.

Det er det, jeg vil frem til: Medmindre et menneske er genfødt, medmindre han er en troende, er alle de forsøg, han kan gøre på at døde synden, hvor tiltalende og lovende de end ser ud – og alle de midler, han kan bruge, hvor flittigt, alvorligt og årvågent og med hvor stor anstrengelse af sind og ånd han end følger dem – til ingen nytte. Forgæves skal han bruge mange lægemidler; han bliver ikke helbredt. Ja, der følger flere fortvivlede onder med, når mennesker, der er overbevist om deres synd, men ikke mere end det, stræber efter at udføre denne pligt:

(1.) Sindet og sjælen bliver optaget af noget, som ikke er menneskets egentlige opgave, og så bliver han ledt bort fra det, der er det. Gud griber ved sit ord og sine domme fat i en eller anden synd i ham, sårer hans samvittighed, foruroliger hans hjerte og berøver ham hans hvile. Nu kan andre adspredelser ikke hjælpe ham; han må tage fat på det arbejde, der ligger foran ham. Den foreliggende opgave er at vække hele mennesket til at overveje den stand og tilstand, han er i, så han kan blive ført hjem til Gud; men i stedet sætter han sig for at døde den synd, der sårer ham – hvilket rent udspringer af egenkærlighed, for at blive fri for sin uro, og slet ikke sigter mod det arbejde, han er kaldet til – og således bliver han ledt bort fra det. Således fortæller Gud os om Efraim, at da han «bredte sit net ud over dem og bragte dem ned som himlens fugle og tugtede dem» (Hos 7,12) – fangede dem, viklede dem ind og overbeviste dem om, at de ikke kunne undslippe – siger han om dem: «De vender om, men ikke til den Højeste» (v. 16); de sætter sig for at give slip på synden, men ikke på den måde, Gud kaldte til, ved hele sjælens omvendelse. Således bliver mennesker ledt bort fra at komme til Gud netop af de mest glansfulde veje, de kan finde på at komme til ham ad. Og dette er et af de mest almindelige bedrag, hvormed mennesker ødelægger deres egen sjæl. Jeg ville ønske, at nogle, hvis håndværk det er at kalke med løs kalk i Guds sager, ikke lærte dette bedrag og fik folket til at fare vild ved deres uvidenhed. Hvad gør mennesker, og hvad bliver de ofte henvist til, når deres samvittighed er såret af synden og af uro fra Herren, som har grebet fat i dem? Er det ikke summen af det, de tager fat på, at de holder op med at gøre den synd, som de i nogle af dens frugter plages af, og gør front imod den? Og går evangeliets mål med deres overbevisning ikke tabt derved? Her bliver mennesker stående og går fortabt.

(2.) Denne pligt er noget godt i sig selv, på sin rette plads; den er en pligt, der viser oprigtighed, og som bringer fred til samvittigheden. Luthersk note: Owen kalder her dødelsen en pligt, der på sin rette plads viser oprigtighed og bringer fred til samvittigheden. Luthersk lære siger, at helliggørelsen er troens frugt, men at samvittigheden kun får ro og fred ved troen på, at Gud er nådig for Kristi skyld, ikke ved gerninger (CA XX; Apologien IV). Når et menneske derfor mærker, at han virkelig er gået i gang med den, at hans sind og hjerte er vendt imod denne eller hin synd, med forsæt og beslutning om ikke mere at have med den at gøre, så er han hurtig til at slutte, at hans stand og tilstand er god, og således bedrager han sin egen sjæl. For –

[1.] Når hans samvittighed er blevet syg af synd, og han ingen hvile kunne finde, og når han så burde gå til sjælenes store læge og få helbredelse i hans blod, så stiller og beroliger dette menneske sin samvittighed ved denne kamp mod synden og slår sig til ro uden overhovedet at gå til Kristus. Åh, hvor mange stakkels sjæle bliver ikke således bedraget for evigt! «Da Efraim så sin sygdom, sendte han bud til kong Jareb» (Hos 5,13) [«kong Jareb» kan også forstås som «stridskongen» eller «storkongen», dvs. Assyriens konge.]; og det holdt ham borte fra Gud. Hele den pavelige religion er en samlet bylt af planer og påfund til at berolige samvittigheden uden Kristus; alt sammen beskrevet af apostlen (Rom 10,3).

[2.] På denne måde overbeviser mennesker sig selv om, at deres stand og tilstand er god, eftersom de gør noget, der er en god gerning i sig selv, og de gør det ikke for at blive set. De ved, at de gerne vil have gerningen gjort i oprigtighed, og så forhærdes de i en slags selvretfærdighed.

(3.) Når et menneske således i en tid er blevet ført bag lyset og har bedraget sin egen sjæl, og han gennem et langt livsforløb opdager, at hans synd i virkeligheden ikke er dødet, eller at han, hvis han har skiftet én synd ud, har fået en anden i stedet, så begynder han til sidst at mene, at al kamp er forgæves – han vil aldrig kunne sejre; han dæmmer op mod et vand, der stiger stadig højere omkring ham. Derfor giver han op, som en der har mistet håbet om nogen fremgang, og overgiver sig til syndens magt og til den vane med tom formalisme, som han har fået.

Og dette er det sædvanlige udfald for dem, der forsøger at døde synden uden først at have fået del i Kristus. Det bedrager dem, forhærder dem – ødelægger dem. Derfor ser vi, at der som regel ikke findes mere afskyelige og fortvivlede syndere i verden end sådanne, som ved overbevisning er blevet sat ind på denne vej, har fundet den frugtesløs og har forladt den uden at have fået Kristus åbenbaret. Og dette er indholdet af religionen og gudsfrygten hos verdens ypperste formalister og hos alle dem, som i den romerske synagoge drives til dødelse, sådan som man driver indianere til dåben eller kvæg til vandet. Jeg siger altså, at dødelsen er de troendes gerning og alene de troendes. At dræbe synden er levende menneskers gerning; hvor mennesker er døde (og det er alle vantro, også de bedste af dem), dér er synden levende og vil blive ved med at leve.

2. Det er troens gerning, troens helt særlige gerning. Hvis der nu er en gerning, der skal udføres, og som kun kan virkes med ét eneste redskab, så er det den største galskab, hvis nogen, der ikke har dette redskab, forsøger at udføre den. Og det er troen, der renser hjertet (ApG 15,9); eller, som Peter siger det, vi «renser vores sjæle ved lydighed mod sandheden ved Ånden» (1 Pet 1,22); og uden den bliver det ikke gjort.

Det, der er sagt, mener jeg er tilstrækkeligt til at godtgøre min første almindelige regel: Sørg for at få del i Kristus; hvis du agter at døde nogen synd uden det, bliver det aldrig gjort.

Indvending: I vil sige: «Hvad vil du så have, at ugenfødte mennesker, der er overbevist om syndens ondskab, skal gøre? Skal de holde op med at kæmpe mod synden, leve udsvævende, give deres lyster frit løb og være lige så slette som de værste mennesker? Det ville være en måde at kaste hele verden ud i forvirring, at føre alting ud i mørke, at åbne lysternes sluseporte og slippe tøjlerne på menneskene, så de styrter sig ud i al synd med lyst og grådighed, som en hest, der styrter sig ud i slaget.»

Svar 1. Gud forbyde det! Man må se det som et stort udslag af Guds visdom, godhed og kærlighed, at han på mangfoldige måder og ved mangfoldige midler vil holde menneskenes børn tilbage fra at styrte sig ud i alt det overmål af udskejelser og vildskab, som deres fordærvede natur med vold ville rive dem med ud i. Uanset hvad vej det sker, er det et udslag af Guds omsorg, venlighed og godhed, og uden den ville hele jorden være et helvede af synd og forvirring.

2. Der er en særlig overbevisende kraft i Ordet, som Gud ofte vil sætte ind, så syndere bliver såret, rystet og på en vis måde ydmyget, selv om de aldrig bliver omvendt. Og Ordet skal prædikes, selv om det har denne virkning, men dog ikke med denne virkning som mål. Lad derfor Ordet blive prædiket, og menneskenes synder [vil blive] irettesat, lysten vil blive holdt tilbage, og man vil sætte sig noget op imod synden, selv om det ikke er den virkning, man sigter efter.

3. Selv om dette er Ordets og Åndens værk, og det er godt i sig selv, så er det dog hverken til gavn eller nytte for hovedmålet hos dem, i hvem det virkes; de er stadig fulde af bitter galde og under mørkets magt.

4. Lad menneskene vide, at det er deres pligt, men på sin rette plads. Jeg tager ikke menneskene bort fra dødelsen, men sætter dem i gang med omvendelsen. Den, der kalder et menneske bort fra at lappe et hul i muren på sit hus for at slukke en ild, der er ved at fortære hele bygningen, er ikke hans fjende. Stakkels sjæl! Det er ikke din ømme finger, men din tærende feber, du skal vende dine tanker mod. Du sætter dig op imod en enkelt synd og tænker ikke på, at du ikke er andet end synd.

Lad mig tilføje dette til dem, der er forkyndere af Ordet, eller som ved Guds gode hånd agter at gå ind i den gerning: Det er deres pligt at gå i rette med mennesker om deres synder og gå hårdt på de enkelte synder, men de skal altid huske, at det sker med det, der er lovens og evangeliets egentlige mål for øje – det vil sige, at de bruger den synd, de taler imod, til at afdække den stand og tilstand, synderen befinder sig i. Ellers kan de måske nok bringe mennesker til formalisme og hykleri, men kun lidt af evangelieforkyndelsens sande mål bliver nået. Det nytter ikke at banke et menneske bort fra hans drukkenskab og ind i en ædru formalisme. En dygtig leder af forsamlingerne lægger sin økse ved roden og går hele tiden løs på hjertet. At tordne mod de enkelte synder hos uvidende, ugenfødte mennesker, som landet er fuldt af, er en god gerning; men selv om det kan ske med stor virkning, kraft og fremgang, så er alt, hvad der er opnået, hvis den eneste virkning er, at de sætter sig for med den største iver at døde de synder, der er prædiket ned, ikke andet end at slå en fjende på åben mark og drive ham ind i en uindtagelig borg, som man ikke kan få bugt med. Får du nogen sinde fat i en synder på et ømt punkt, på grund af en eller anden synd, hvilken den end er? Har du noget at tage fat i ham med? – før det så hen til hans stand og tilstand, før det helt op til hovedsagen, og tag dér fat på ham. At få mennesker til at bryde med de enkelte synder uden at knuse deres hjerter er at berøve os selv de fordele, vi har til at tage fat på dem.

Og heri fejler den romerske dødelse groft; de driver alle slags mennesker til den uden den mindste overvejelse af, om de har et princip [dvs. et nyt, åndeligt livsprincip – nådens liv i hjertet] til den eller ej. Ja, de er så langt fra at kalde mennesker til at tro, så de kan blive i stand til at døde deres lyster, at de kalder dem til dødelse i stedet for til tro. Sandheden er, at de hverken ved, hvad det er at tro, eller hvad dødelsen selv går ud på. Troen er for dem kun en almindelig tilslutning til den lære, der læres i deres kirke, og dødelsen er, at et menneske ved et løfte binder sig til en bestemt levevis, hvor han nægter sig selv noget af brugen af denne verdens ting – ikke uden en betydelig modydelse. Sådanne mennesker kender hverken Skrifterne eller Guds kraft. Deres pral med deres dødelse er kun, at de roser sig af deres skam. Visse samvittighedsrådgivere [«casuists» – teologer, der gav råd i konkrete samvittighedsspørgsmål] blandt os selv, som overser nødvendigheden af genfødsel og ligefrem giver alle slags mennesker, der klager over en eller anden synd eller lyst, det råd, at de skal aflægge løfte imod den, i det mindste for en tid, en måned eller deromkring, synes kun at have en smule lys i evangeliets hemmelighed, omtrent som Nikodemus, da han første gang kom til Kristus. De byder mennesker at love at afholde sig fra deres synd for en tid. Det gør som regel deres lyst endnu voldsommere. Måske holder de deres ord, under stor kval; måske ikke, og det øger deres skyld og pine. Bliver deres synd overhovedet dødet på denne måde? Finder de, at de har sejret over den? Er deres tilstand forandret, selv om de når så vidt at give slip på den? Er de ikke stadig fulde af bitter galde? Er det ikke at sætte mennesker til at lave mursten – om ikke uden halm, så, hvad der er værre, uden kraft? Hvilket løfte har noget ugenfødt menneske, der kan støtte ham i denne gerning? Hvilken hjælp til at udføre den? Kan synden dræbes uden del i Kristi død, eller dødes uden Ånden? Hvis sådanne anvisninger skulle få magt til at forandre menneskers liv, hvad de sjældent gør, så når de dog aldrig så vidt som til at forandre deres hjerter eller deres tilstand. De kan gøre mennesker til selvretfærdige eller hyklere, men ikke til kristne. Det gør mig ofte ondt at se stakkels sjæle, der har nidkærhed for Gud og længsel efter den evige frelse, blive holdt af sådanne vejledere og sådanne vejledninger under en hård, tung, udvortes gudsdyrkelse og gudstjeneste med mange anselige anstrengelser for dødelse, i fuldkommen uvidenhed om Kristi retfærdighed og uden at kende hans Ånd, alle deres dage. Personer og ting af denne art kender jeg alt for mange af. Hvis Gud nogen sinde lader lyset skinne i deres hjerter og giver dem kundskaben om sin herlighed på sin Søn Jesu Kristi ansigt, vil de se, hvor tåbelig deres nuværende vej er.