Dåben

Dåben

(De baptismo.)

1. Dåbens guddommelige ordning

Dåben er ikke blot en kirkelig, men en guddommelig ordning (institutio divina), som gælder indtil den yderste dag og for alle folk. Den er ikke mindre en guddommelig ordning end prædikenen af evangeliet og undervisningen i Guds ord i det hele taget, som den sættes sammen med i Kristi befalingsord, Matt 28,19–20: Πορευθέντες οὖν μαθητεύσατε πάντα τὰ ἔθνη, βαπτίζοντες αὐτοὺς εἰς τὸ ὄνομα τοῦ πατρὸς καὶ τοῦ υἱοῦ καὶ τοῦ ἁγίου πνεύματος, διδάσκοντες αὐτοὺς τηρεῖν πάντα ὅσα ἐνετειλάμην ὑμῖν· καὶ ἰδού, ἐγὼ μεθ’ ὑμῶν εἰμι πάσας τὰς ἡμέρας ἕως τῆς συντελείας τοῦ αἰῶνος [Gå derfor hen og gør alle folk til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens afslutning]. Den guddommelige ordning fremgår også af apostlenes praksis. Allerede på den første pinsedag finder vi dåben i brug, og vel at mærke ikke som et godt råd, men som et bud og med hensyn til alle de enkelte, der var kommet til tro. Peters ord lyder: «Omvend jer, og hver af jer lade sig døbe (βαπτισθήτω ἕκαστος) på Jesu Kristi navn til syndernes forladelse.»¹⁰¹⁷ Ligeledes hedder det om Peter i Kornelius’ hus: «Han befalede, at de skulle døbes (προσέταξε αὐτοὺς βαπτισθῆναι) i Herrens navn.»¹⁰¹⁸

¹⁰¹⁷ ApG 2,38.

¹⁰¹⁸ ApG 10,48.

At kvækerne forkaster dåben, følger af, at de forkaster de ydre nådemidler overhovedet. I stedet for vanddåben sætter de Åndens dåb og ilddåben. Socinianerne indrømmer i de senere udgaver af Rakow-katekismen, at dåben er indstiftet af Kristus, men kun for den daværende tid. Det samme gælder Frelsens Hær. Den stiller vanddåben på linje med omskærelse, klipning af hovedet, de helliges fodvaskning og andre «jødiske ceremonier», «som aldrig skulle være bindende for vor samvittighed».¹⁰¹⁹

¹⁰¹⁹ Belæggene hos Günther, Symbolik⁴, s. 294.

Nyere teologer, især af den kritiske retning, men ikke kun de, anstrenger sig af al magt for at påvise, at den kristne dåb ikke lader sig føre tilbage til en dåbsbefaling fra Kristus. Selv om man indrømmer, at dåben var almindelig i brug i den apostolske kirke, skal apostlene og menighederne dog af flere grunde, for eksempel efter jødiske og hedenske forbilleder og foranlediget af Johannes’ dåb, være kommet til dåben af sig selv. Holtzmann indrømmer for eksempel,¹⁰²⁰ at «den kristne dåbsskik hører til hele kristenhedens oprindelige eje», men påstår samtidig, at «en egentlig indstiftelse ved den historiske Jesus» ikke kan påvises. Matthæus tillægger efter hans mening i kap. 28,19 dåbsbefalingen den opstandne Kristus. Nu er troen på den opstandne Kristus, siger han, ganske vist ligeledes «urkristent fælleseje»,¹⁰²¹ men denne tro skal ikke bygge på den kendsgerning, at Kristus er opstået, men på ønsket, særlig hos Peter og Paulus, om at have en opstanden frelser. Sådan har Holtzmann «bevist», at der ikke findes nogen «egentlig» dåbsbefaling fra Kristus. Ganske rigtigt: er Kristus ikke opstået, så kunne den opstandne heller ikke give den dåbsbefaling, som Matthæus beretter om. Holtzmann beklager sig over,¹⁰²² at «den lutherske normalteolog A. von Öttingen» beskylder ham for «dogmatisk fordom». Von Öttingen kunne have sagt endnu mere uden at blive usaglig. Hele den kristne lære er jo terra incognita for Holtzmann. Alligevel fremstiller han enkelte dele af læren objektivt rigtigt, som læren om den stedfortrædende fyldestgørelse (satisfactio vicaria) hos Paulus, hvad også vi har anerkendt. Men i læren om dåben og især med hensyn til Kristi dåbsbefaling forleder hans uvilje mod kristendommen ham til den ene logiske absurditet efter den anden. At apostlene ikke har kendt nogen dåbsbefaling fra Kristus, vil han nemlig også bevise ud fra, at Paulus selv kun har døbt få (1 Kor 1,14), og at Peter i Kornelius’ hus nok befaler at døbe, men ikke selv døber.¹⁰²³ Også evangelisten Johannes skal ikke have kendt nogen dåbsbefaling fra Kristus, fordi han i Joh 3,22; 4,2 beretter, at Kristus nok døbte, men ikke selv forrettede dåben «med egen hånd». Den, der ikke blot tillader sig sådanne ulogiske slutninger, men endda fremfører dem i en overlegen tone, beviser dermed, at han i spørgsmålet om dåben og dåbsbefalingen har mistet det saglige standpunkt.¹⁰²⁴ Mod dåbsbefalingens «historicitet» i Matt 28,19 er der også blevet indvendt – og det ikke kun af dem, hvis tro på Kristus holder op ved «død og begravet» –, at man ikke vel kan tiltro de første kristne en sådan «refleksion» over Fader, Søn og Helligånd, som foreligger i Matt 28,19. Hertil er at sige, at de teologer, der rejser denne indvending, tilbagedaterer deres eget underskud i erkendelsen af den kristne lære 1800 år og helt uhistorisk overfører det på den første kristenhed. Efter alt, hvad vi ved fra evangelierne og apostlenes breve om de første kristnes kundskab, hørte erkendelsen af Faderen og Sønnen og Helligånden til deres tros abc. Vi undrer os derfor heller ikke over, at der allerede i «Didache»¹⁰²⁵ og siden hos Justin¹⁰²⁶ tales om dåben i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn som om noget selvfølgeligt og almindeligt kendt.

¹⁰²⁰ Neutest. Theol. I, 452.

¹⁰²¹ Anf. st., s. 433.

¹⁰²² Anf. st., s. 450, anm.

¹⁰²³ Således også P. Feine i RE, 3. udg., XIX, 397.

¹⁰²⁴ Som nogle, der også har «påvist» «den matthæiske dåbsbefalings uhistoriskhed», nævner Holtzmann blandt andre: de Wette, Scholten, Hilgenfeld, Lipsius, Jülicher, Weizsäcker, Pfleiderer, Harnack. «Indstiftelsesordenes formelle ægthed, især den trinitariske formels, bestrides også af Bossert, Beyschlag, B. Weiß, A. og R. Seeberg og Feine.»

¹⁰²⁵ Kap. 7,1, udg. Harnack, s. 22: Βαπτίσατε εἰς τὸ ὄνομα τοῦ πατρὸς καὶ τοῦ υἱοῦ καὶ τοῦ ἁγίου πνεύματος [Døb i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn].

¹⁰²⁶ Apologi I, 61 (St. L.-udg., s. 65): Ἐπ’ ὀνόματος τοῦ πατρὸς τῶν ὅλων καὶ δεσπότου θεοῦ καὶ τοῦ σωτῆρος ἡμῶν Ἰησοῦ Χριστοῦ καὶ πνεύματος ἁγίου τὸ ἐν τῷ ὕδατι τότε λουτρὸν ποιοῦνται [På navnet af alle tings Fader og Herre, Gud, og af vor frelser Jesus Kristus og af Helligånden modtager de da badet i vandet].

Når nyere teologer af den positive retning nok anerkender dåben som en ordning, der efter Guds vilje og befaling skal blive i kirken indtil den yderste dag, men samtidig i modsætning til de gamle teologer afviser ordningens «statutarisk lovmæssige» karakter,¹⁰²⁷ så er meningen med modsætningen ikke klar. Fordi dåben er en særlig form for bevidnelse og anvendelse af evangeliet, rummer kirkens bundethed til dåben lige så lidt noget lovisk som dens bundethed til prædikenen af evangeliet. At et menneske også uden dåb kan have nåde og frelse,¹⁰²⁸ kommer efter luthersk lære af, at evangeliets ord ikke blot formidler en del, men hele den frelse, Kristus har erhvervet. Men det tager lige så lidt dåbens karakter af guddommelig ordning fra den, som nadveren ophører med at være guddommelig ordning, fordi troen på syndernes forladelse også kan være til stede uden den, på grundlag af evangeliets ord. Gud er netop «overstrømmende rig i sin nåde»¹⁰²⁹ og giver derfor, idet han nedlader sig til vor praktiske trang, ikke blot «én måde, råd og hjælp mod synden». Dette punkt tages op igen under «Dåbens nødvendighed».

¹⁰²⁷ Jf. F. Kattenbusch i RE, 3. udg., XIX, 423.

¹⁰²⁸ Dette er til alle tider blevet gjort gældende i sværmeriske kredse mod den guddommelige ordning eller i det mindste mod dåben som nådemiddel.

¹⁰²⁹ De Schmalkaldiske Artikler, s. 319.

2. Dåbens materie

At de gamle teologer taler om dåbens materie og derved forstår vandet og anvendelsen af vandet, er ingen dårlig undervisningsmåde (modus docendi).¹⁰³⁰ Til dåben hører rigtignok vand, fordi Skriften ikke nævner noget andet «element», som dåben også kunne forrettes med. Sættes en anden væske i stedet for vand, gør det dåben uvis, og den, der er «døbt» på den måde, må anses for ikke døbt.¹⁰³¹ Hvad angår anvendelsen af vandet, kan den ske ved neddypning eller overøsning eller bestænkning, fordi βαπτίζειν ikke betyder neddyppe, men betegner enhver form for vask.¹⁰³²

¹⁰³⁰ Baier III, 443.

¹⁰³¹ Den videre udførelse i Walthers Pastorale, s. 113 ff. Jf. Luthers og Bugenhagens betænkning om en dåb, der var forrettet uden vand, St. L. X, 2128 ff.: «Hun» (jordemoderen, der havde forrettet «dåben») «siger: ’Jeg har døbt uden vand, alene med Guds ord, i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.’ For det første er det en spottende løgn: ’Jeg har _døbt_’, og så siger hun dog: ’uden _vand_’. Det lille ord ’døbe’ fører vand med sig, for det betyder at bade eller dyppe ned eller gøre våd med vand. Kristus har befalet os at døbe med vand, Joh 3,5; Ef 5,26, ligesom også apostlene og andre har døbt med vand, som man ser i Apostlenes Gerninger. For det andet er det Djævelens løgn, at hun siger: ’alene med Guds ord’. Guds ord i dåben er Kristi befaling; men Kristus har befalet at døbe med vand. Derfor sker denne formentlige dåb ikke med Guds ord, men uden Guds ord og ligefrem imod Guds ord, det vil sige Kristi befaling. For det tredje: at hun til en sådan gudsbespottelse og løgn føjer ’i Faderens navn’ osv., det er et gruligt misbrug af Guds navn imod det andet bud. Derfor skal man endnu døbe sådanne små børn som ikke-døbte, til frelse, sådan som Kristus har befalet.» Bezas udtalelse i et brev (Opp. III, s. 196; hos Gerh., De bapt., § 72), at han mente i nødstilfælde at kunne døbe lige så gyldigt med en hvilken som helst væske som med vand, er letsindig. Også Böhl indskrænker sig (Dogmatik, s. 553) til at sige: «Om det på nogen måde er muligt», skal der ved dåben bruges vand og ved nadveren brød og vin. Luther (X, 2068): «Hvis du ville bruge noget andet end den bestemte skabning eller den nævnte skabning [nemlig vand] dertil og dog sagde de rette ord dertil: ’Jeg døber dig i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn’, så hed det heller ikke døbt, men gøglet og sakramentet spottet, som én, der forsætligt gik uden om den ordning og befaling, hvori skabningen tydeligt er nævnt.»

¹⁰³² Ifølge Luk 11,38 undrede farisæeren sig over, at Kristus ikke først havde døbt sig (ἐβαπτίσθη) før måltidet. Νίπτεσθαι og βαπτίζεσθαι bruges i Skriften åbenbart som synonymer. I Mark 7,3 hedder det: Farisæerne spiser ikke uden at have vasket hænderne (ἐὰν μὴ νίψωνται τὰς χεῖρας). I det følgende vers sættes «døbe» i stedet for «vaske»: «de spiser ikke uden at have døbt sig» (ἐὰν μὴ βαπτίσωνται), og i tilslutning dertil tilføjes det, at jøderne har den skik at døbe bægre, krus, kobberkar og bænke (παρέλαβον κρατεῖν, βαπτισμοὺς ποτηρίων καὶ ξεστῶν καὶ χαλκίων καὶ κλινῶν). Således også Cremer: «Efter Mark 7,4; Luk 11,38 … synes βαπτίζειν på den tid at have været fagudtrykket for disse [levitiske] afvaskninger.» Hos Walther, Pastorale, s. 115 f., er omtrent alt samlet, hvad der kan siges om sagen: «Da det ord, der bruges i indstiftelsesordenes grundtekst, betyder enhver form for vask, og da dåbens ydre form ikke blot skal betegne at blive begravet i døden (Rom 6,3–4), men også afvaskningen af synder (ApG 22,16), Helligåndens udgydelse (Tit 3,5–6) og at blive bestænket med Kristi blod (Hebr 10,22; jf. 2 Mos 24,8; Hebr 9,19; 1 Kor 10,2); da der heller ikke i dåben ved anvendelsen af vandet skal bevirkes en afvaskning af legemet (1 Pet 3,21), men kun antydes den afvaskning af sjælen, som derved bevirkes ved Ordet; og da endelig dåbens kraft ikke ligger skjult i vandet, så meget vand ikke har mere kraft end lidt: så er dåben gyldig ved hver af disse nævnte former, caeteris paribus (når alt andet er i orden). Ligesom neddypningen ikke er at forkaste, skønt den mindre tydeligt antyder afvaskningen og bestænkningen med Kristi blod, således er heller ikke overøsningen og den vedvarende bestænkning at forkaste, skønt disse former mindre tydeligt antyder at blive begravet i døden. En tjener i den rettroende kirke må dog så meget mere rette sig efter den form, der er blevet gængs i den, eftersom gendøberne endnu i dag vil gøre disse mellemting (adiaphora) til væsentlige bestanddele af dåben, imod Guds ord og sandhed og især imod den kristne frihed. Gal 2,4–5.»

3. Hvad der gør dåben til dåb (forma baptismi)

Til dåben hører vand og anvendelsen af vandet, som vi har set. Men det, der gør dåben til Kristi dåb, er den kendsgerning, at Kristus har givet sit ord, befalingens og forjættelsens ord, til denne anvendelse af vandet. Det kommer til udtryk i Augustins meget citerede ord: Accedit verbum ad elementum et fit sacramentum [Ordet kommer til elementet, og så bliver det et sakramente].¹⁰³³ Til dåben hører altså a) vand, b) anvendelsen af vandet, c) Kristi ord. Hvilket Guds ord det er, der skal komme til anvendelsen af vandet, behøver vi ikke at gøre os egne tanker om, da Kristus ikke blot giver befalingen: «Døb!», men tilføjer den nærmere bestemmelse: «i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn». Luther siger om det Guds ord, som skal komme til anvendelsen af vandet:¹⁰³⁴ «Hvis du ville døbe et barn med vand og sige et fadervor eller andet fra Skriften og Guds ord over det, så hed det ikke en ret dåb, og det er ikke nok, at du siger: Her er jo det vand, der hører til dåben, og Guds ord er til stede; for der mangler endnu det tredje stykke, at Gud ikke har befalet dig at sige sådanne ord» (som fadervor osv.). «Her i dåben kan vi bevise, at han giver os befaling og byder os at døbe, det vil sige at sænke mennesket ned i vandet og sige ordene ’i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn’ dertil. For en sådan vanddåb har hverken jeg eller noget andet menneske selv valgt, sådan som troldmændene eller de pavelige fladbrødsindviere gør, og ordene har jeg heller ikke selv udtænkt eller sagt af egen andagt, men begge dele, vand og ord, er klart og tydeligt nævnt for mig og indbefattet i hans befaling og dermed sikret.»¹⁰³⁵

¹⁰³³ In Ioh. Tractatus 80. Opp. IX, 303.

¹⁰³⁴ X, 2068. 2067.

¹⁰³⁵ Ligeledes anf. st., s. 2065, § 21.

Desværre må vi sige noget mere om «dåbsformler». Det er lykkedes nyere teologer at udbrede en slags skræk for alle «formler» og især for «dåbsformlen»: «I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn». Også _Nösgen_¹⁰³⁶ er åbenbart smittet af denne skræk, når han siger, at der i Matt 28,19 «ganske vist formelt ikke er påbudt nogen dåbsformel i ordets strenge forstand». Men Nösgen tager mod til sig og tilføjer: «Materielt er dåbsformlen dog så meget mere indeholdt deri, som den historiske forekomst af mangehånde βαπτίσματα fra første færd gjorde det nødvendigt hver gang» (nemlig ved hver dåb) «at udtale, til hvilket formål og mål βαπτίζειν blev foretaget på den, der blev døbt. Men at udtale εἰς τὸ ὄνομα τοῦ πατρὸς καὶ τοῦ υἱοῦ καὶ τοῦ ἁγίου πνεύματος gør den døbte vis på, at han ved dåben sættes ind i fællesskabet med den treenige Gud, hvis væsen er kendt ved hans navn.» Nösgen minder altså meget rigtigt om, at der i hedningeverdenen fandtes mangehånde βαπτίσματα til guder og mennesker, og at Kristus derfor giver anvisning på, at hans (Kristi) dåb blandt alle folk skal ske «i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn» til forskel fra alle andre gængse dåbshandlinger.¹⁰³⁷ Men så til modgrundene mod Matt 28,19 som «dåbsformel»! At Kristi befaling om at døbe i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn ikke skal anses for en «dåbsformel», skal fremgå af, at Peter på pinsedagen formaner dem, der var kommet til tro, til at lade sig døbe på Jesu Kristi navn (ἐπὶ τῷ ὀνόματι Ἰησοῦ Χριστοῦ), og at den kristne dåb også ellers i Skriften kort betegnes som dåb «til Herren Jesu navn» (εἰς τὸ ὄνομα τοῦ κυρίου Ἰησοῦ), «i Herrens navn» (ἐν τῷ ὀνόματι τοῦ κυρίου) og, endnu kortere, som dåb «til Kristus Jesus» (εἰς Χριστὸν Ἰησοῦν).¹⁰³⁸ Hertil er at sige, at hele vanskeligheden er konstrueret. Der er ikke den mindste grund til at holde disse «kortere udtryk», hvori den dåb, Kristus har indstiftet, betegnes som dåb til Kristus osv., for den dåbsformel, apostlene brugte, og sætte dem i modsætning til Kristi dåbsbefaling, der lyder på den treenige Gud. Ganske rigtigt siger Meyer, at Peters befaling i ApG 10,48 om at døbe «i Herrens navn» «lader dåbens forrettelsesord uberørt».¹⁰³⁹ Den enkle sammenhæng er denne: Idet apostlene efter Kristi anvisning døbte «i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn», døbte de eo ipso i Kristi navn (ἐν τῷ ὀνόματι), på grundlag af hans navn (ἐπὶ τῷ ὀνόματι) og også med henblik på hans navn (εἰς τὸ ὄνομα). Kristus har jo befalet dåben til Fader, Søn og Helligånd, altså er denne dåb en dåb «i Kristi navn». Denne dåb er også grundet på Kristi navn, fordi den er erhvervet ved Kristi stedfortrædende fyldestgørelse, sådan som Ef 5,25–26 udtrykkeligt lærer: Kristus har givet sig selv hen for menigheden (ἑαυτὸν παρέδωκεν ὑπὲρ αὐτῆς, satisfactio vicaria) for at hellige den ved at rense den i badet med vand ved ordet (καθαρίσας τῷ λουτρῷ τοῦ ὕδατος ἐν ῥήματι). Og hvad angår dåben εἰς τὸ ὄνομα τοῦ κυρίου Ἰησοῦ, til eller med henblik på Kristi Jesu navn, så må man ikke glemme, at bekendelsen til Kristi navn altid indbefatter bekendelsen til den hellige treenighed. Det er Skriftens klare lære. Når alle knæ i himlen, på jorden og under jorden bøjer sig i Jesu navn (ἐν τῷ ὀνόματι Ἰησοῦ), og hver tunge bekender, at Jesus Kristus er Herren, så ærer de dermed samtidig Gud Fader,¹⁰⁴⁰ og så tilbeder de samtidig Helligånden, uden hvem ingen kan kalde Jesus Herre.¹⁰⁴¹ Scherzer siger rigtigt, i lighed med kirkefædre: «Bekendelsen til Kristus er bekendelsen til hele treenigheden.»¹⁰⁴² Hvorfor da kunstigt gøre de «korte udtryk» «på Jesu Kristi navn» osv. gældende i modsætning til dåben i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn?¹⁰⁴³ Desuden ved vi med sikkerhed om apostlene selv, at de ikke ville have døbt nogen, der nok ville døbes til Kristus, men ikke samtidig til Faderen og Helligånden. Det fremgår af, at de overalt slutter erkendelsen af Faderen, Sønnen og Helligånden ind i hinanden, 2 Kor 13,13: «Herren Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med jer alle.»¹⁰⁴⁴ Man har endvidere fremhævet, at beretningerne om dåb for så vidt byder på mere og andet ved siden af Matt 28,19, idet der for eksempel i ApG 2,38 tales om dåb i Kristi navn «til syndernes forladelse». Hertil må man minde om, at Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, som nævnes i Matt 28,19, er navnet på den Gud, der er nådig mod syndere, og at dåben i den treenige Guds navn derfor altid er dåb «til syndernes forladelse». Hedningerne, der nok ved, at der er en Gud, men ikke kender den treenige Gud, som er åbenbaret i Guds ord, tænker sig Gud som en vred Gud, som de først må forsone med gudstjenester og ofre. De kristne derimod, der holder fast ved det kristne gudsbegreb, tænker ved tanken om den treenige Gud altid på den Gud, der for Kristi skyld er nådigt stemt mod menneskene, det vil sige tilgiver dem deres synder.

¹⁰³⁶ I kommentaren til Matt 28,19.

¹⁰³⁷ Tertullian peger (De bapt., kap. 5) på den samme kendsgerning: Et sacris quibusdam (nationes exterae) per lavacrum initiantur Isidis alicuius aut Mithrae; ipsos etiam deos suos lavationibus efferunt. Ceterum villas, domos, templa, totasque urbes aspergine circumlatae aquae expiant passim; certe ludis Apollinaribus et Pelusiis tinguntur. Idque se in regenerationem et impunitatem periuriorum suorum agere praesumunt. Item penes veteres quisquis se homicidio infecerat purgatrice aqua se expiabat. [Også (de fremmede folk) indvies til visse helligdomme ved et bad, en Isis’ eller en Mithras’; ja, selv deres guder bærer de frem med afvaskninger. I øvrigt renser de rundt omkring landsteder, huse, templer og hele byer ved at bestænke dem med vand, der bæres rundt; i hvert fald dyppes de ved de apollinariske og pelusiske lege. Og de formoder, at de gør dette til genfødsel og til straffrihed for deres menederer. Ligeledes rensede hos de gamle enhver, der havde besmittet sig med drab, sig selv med rensende vand.] Jf. Bretschneider, Dogmatik⁴ II, 626, tekst og note 501.

¹⁰³⁸ ApG 2,38; 8,16; 10,48; Gal 3,27; Rom 6,3.

¹⁰³⁹ Meyer synes ganske vist derved at komme i modsigelse med sig selv, fordi han (til Matt 28,19) sætter det «korte udtryk» at døbe «til Kristus», «i Kristi navn» i modsætning til Matt 28,19 som «dåbsformel».

¹⁰⁴⁰ Fil 2,10–11.

¹⁰⁴¹ 1 Kor 12,3.

¹⁰⁴² Systema, De bapt., s. 356. Jf. citaterne fra kirkefædrene hos Gerhard, L. de bapt., § 91. RE, 2. udg., XV, 242 ff. De sædvanlige bemærkninger om forskellen mellem forholdsordene lyder sådan: εἰς udtrykker det forhold, de døbte sættes ind i; ἐπί og ἐν betegner det grundlag, dåben sker på (Cremer); eller: εἰς ind i, til fællesskab, til ejendom, ἐν, ἐπί på grundlag af (Ebeling). Det siger sig dog selv, at så almene betegnelser som «i forhold til», «på grundlag af» eller endog det yndede «i sfæren af» osv. først får deres nærmere betydning gennem sammenhængen. Når dåben på grundlag af Jesu Kristi navn har den nærmere bestemmelse εἰς ἄφεσιν ἁμαρτιῶν hos sig, så betegner εἰς formålet eller virkningen. Dåben sker til syndernes forladelse; den er middel til syndernes forladelse. Ganske rigtigt siger Ebeling, at εἰς også i 1 Kor 12,13 betegner dåbens virkning: καὶ γὰρ ἐν ἑνὶ πνεύματι ἡμεῖς πάντες εἰς ἓν σῶμα ἐβαπτίσθημεν [For ved én Ånd er vi alle blevet døbt til én krop]. Fordi dåben er middel til syndernes forladelse, planter den også ind i kirkens åndelige legeme.

¹⁰⁴³ Også Zöckler siger i kommentaren til ApG 2,38: «Den dåbsformel, som de døbende apostle anvendte, var sikkert den trinitariske, som Herren foreskrev i Matt 28,19 (jf. også Didache 7,2–3), og ikke den blotte nævnelse af Jesu navn, som nogle helt urimeligt anfører ἐπὶ τῷ ὀνόματι Ἰ. Χρ. i v. 38 som støtte for.»

¹⁰⁴⁴ Således er allerede Peters pinseprædiken, ApG 2,14 ff., en vældig prædiken om Faderen og Sønnen og Helligånden. Jf. 1 Kor 8,4 ff.; 12,1 ff.; Gal 4,4–7; Ef 1,11–14; 3,2–5; 4,3–6; Tit 3,4–7; 1 Pet 1,10–12; 2 Pet 1,16–21; 1 Joh 2,22–24; 3,23–24; 4,2–3; 5,6–12 (også når man udelader det kritisk anfægtede v. 7b og 8a).

Også inden for den lutherske kirke er spørgsmålet blevet behandlet, om dåben «i Herrens navn», «på Jesu Kristi navn» osv. er gyldig, når bekendelsen til den hellige treenighed ellers kommer til udtryk ved dåben, men i en anden ordlyd end Matt 28,19. Brenz antager følgende tilfælde: «Hvis nogen, efter at Den apostolske trosbekendelse er blevet fremsagt ved dåben, ville sige disse ord til den, der skal døbes: ’Så har jeg da af din mund hørt din tros bekendelse, at du tror på Gud Fader, den almægtige, himlens og jordens skaber, og på hans enbårne Søn, vor Herre Jesus Kristus, og på Helligånden: på denne bekendelse og på denne tro dypper jeg dig ned i vandet, eller overøser jeg dig med vand, for at du ved dette tegn kan være vis på, at du er indplantet i Jesus Kristus og i fællesskabet med alle hans goder; gå bort med fred!’ – så ville denne dåb uden tvivl være en sand dåb, fordi den indeholder det, der er nødvendigt til dåben, og fordi meningen med Kristi ord er udtrykt offentligt, skønt selve ordenes lyd synes at være en smule ændret.» Man vil give Brenz ret i, at dåben ved en så kraftig bekendelse af den hellige treenighed må anerkendes som gyldig. Men her ligger den bemærkning nær, at det antagne tilfælde meget sjældent vil forekomme, så meget mere som Brenz for praksis sender disse ord forud: «Det er at bemærke, at disse gængse ord ved dåben: ’Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn’ afgjort skal beholdes, og at det ikke skal tillades nogen at ændre disse ord efter sit eget forgodtbefindende og ved dåben bruge andre ord efter sit eget tykke. For der foreligger meget vigtige grunde (gravissimae causae), som det her er overflødigt at opregne, til at brugen af disse ord omhyggeligt skal bevares» (diligenter retinendus sit).¹⁰⁴⁵ Man behøver blot at tænke på, hvilke vildfarne tanker om fuldstændig og mindre fuldstændig, ja om «bedre» og «ringere» dåb der let opstår, når de ord, der bruges ved anvendelsen af vandet, ændres efter forgodtbefindende (ad libitum). Alligevel indrømmer også vi, at en dåb, der blev forrettet på den måde, Brenz beskriver, måtte anerkendes som en ret dåb. Vi slutter os derfor til dommen hos de teologer, der for det første mener, at de ord, der foreligger i dåbsbefalingen Matt 28,19, er den mest passende og enkleste «dåbsformel», som udelukker al disput. «Kristus havde», siger Deyling, «uden tvivl vigtige grunde til, at han udtrykte de enkelte personers navne i denne indvielsesformel og ville, at de også udtrykkeligt skulle nævnes.»¹⁰⁴⁶ Men vi tilføjer også for det andet, at en dåb forrettet «på Jesu Kristi navn» må anerkendes som gyldig, når de, der døber sådan, er kendt som bekendere af den hellige treenighed og bringer det til udtryk ved dåben, for eksempel på den måde, Brenz antager.¹⁰⁴⁷

¹⁰⁴⁵ Catechismus pia et utili explicatione illustratus. 1551, s. 56.

¹⁰⁴⁶ Prudentia pastoralis, s. 366.

¹⁰⁴⁷ Således Brenz, Scherzer, Deyling. Citaterne hos Walther, Pastorale, s. 110 ff. Meget forstandigt og roligt taler Gerhard om hele sagen, L. de bapt., § 91–93. Luther udtalte i 1520 i De captivitate babylonica (St. L. XIX, 61) den mening, at der med ord som ApG 2,38: «i Jesu Kristi navn» er angivet apostlenes dåbsmåde (ritus). Walther bemærker hertil (Pastorale, s. 111): «Fra denne mening, at apostlene har døbt sådan, synes Luther senere at være kommet bort.» Walthers dom bekræftes af de ord af Luther fra året 1535, der lige er anført. I øvrigt er denne bemærkning af Luther rettet mod den vildfarne opfattelse hos dem, der ikke ser Guds egen gerning i dåben (en dåb «ved den hellige treenighed selv gennem mennesker»), men anser dåben for en forrettelse, hvor et menneske under anvendelse af bestemte Guds ord «indgyder nåde» i den døbte. Luther vender sig derfor i samme sammenhæng også mod nogle skolastikeres opfattelse, at «der skulle være en skjult åndelig kraft i ordet og vandet, som virker Guds nåde i sjælen hos den, der modtager dem», også uden tro hos den døbte. Ganske vist har denne bemærkning af Luther i De captivitate babylonica givet de romerske en kærkommen lejlighed til endog at anklage Luther for arianisme. Således Bellarmin. Gerhard sætter (L. de baptismo, § 90) den kendsgerning op imod Bellarmins angreb, at kirkefædre, romerske lærere og selv pave Nikolaus I har talt ganske som Luther og alligevel bliver undskyldt af Bellarmin for det. Også Luther giver i sine forskellige udarbejdelser af dåbsritualer altid kun den anvisning at døbe i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. (Jf. dåbsritualerne, St. L. X, 2134–2149.)

Et helt andet spørgsmål er, hvad man skal mene om dåben i antitrinitariske samfund, når de derved bruger en trinitarisk dåbsformel. Allerede Augustin gør den bemærkning, at der ikke findes mange kættere, som ved dåben ikke bruger de ord, der er foreskrevet i Matt 28,19.¹⁰⁴⁸ Den amerikansk-lutherske kirke kom flere steder i berøring med frit-protestantiske menigheder, som døbte i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, men offentligt lærte (også i deres katekismus), at Kristus ikke er Guds Søn, men et fortræffeligt menneske, og Helligånden ikke Gud, men dannelsens ånd osv. I dette tilfælde har vi trods den ortodokse formel ikke anerkendt dåben som kristen dåb, fordi der her forelå en offentlig erklæring om, at man ikke ville forrette den dåb, Kristus har indstiftet i Matt 28,19. Ved denne dåb kommer der ikke Guds ord til vandet (ad elementum), men en menneskelig tanke, som samtidig er en spot af Kristi dåbsord. Vi holder det princip, Walther har opstillet, for rigtigt:¹⁰⁴⁹ «Døber en kættersk prædikant nok med de samme lyde som rettroende prædikanter, men lærer han med hele sit samfund offentligt, at han ved Fader forstår en Gud, der ikke består i tre personer, ved Guds Søn et rent menneske, ved Helligånden tidens og oplysningens ånd eller dog kun en angivelig egenskab eller virkning hos Gud, så at han altså med disse lyde ikke døber til den højhellige treenighed: så døber en sådan kættersk prædikant ikke blot uden tro,¹⁰⁵⁰ men også uden Guds ord; dets lyd beholder han vel, men til betegnelse af en helt anden mening. Derfor skal den angivelige dåb hos alle prædikanter i antitrinitariske samfund lige så lidt som en dåb for spøg og spot anerkendes som en sand dåb, og de, der angiveligt er døbt af dem, endnu skal døbes.»¹⁰⁵¹ Der er blevet anført mange slags grunde til, at den unitariske dåb muligvis alligevel er en ret dåb, særlig i det tilfælde, hvor kristne forældre af uvidenhed er havnet i unitariske samfund. Men her at regne med muligheder, det duer ikke. Dåben er en alvorlig sag. Den er bestemt til praktisk brug. Den kristne skal og vil trøste sig ved sin dåb. Dertil hører, at dåbens faktum ikke kan drages i tvivl. I det mindste falder den dåb, der er givet inden for et unitarisk samfund, også i det anførte tilfælde ind under kategorien uvisse dåbshandlinger. Men med hensyn til alle uvisse dåbshandlinger må den regel gælde, at de i praksis skal behandles som ikke-dåb. Det ligger i sagens natur, og erfaringen bekræfter det, at uvished om dåbens faktum gør det umuligt for den døbte at bruge sin dåb.¹⁰⁵²

¹⁰⁴⁸ RE, 2. udg., XV, 243.

¹⁰⁴⁹ Pastorale, s. 121.

¹⁰⁵⁰ Walther, anf. st., s. 121: «Til dåbens væsen hører hverken troen eller den rette hensigt (intentio) hos den, der døber, eller hos den, der skal døbes (Rom 3,3), men alene ord og vand.» (Den Augsburgske Bekendelse, art. 8.)

¹⁰⁵¹ Pastorale, s. 123.

¹⁰⁵² Det enkelte om uvisse dåbshandlinger hos Walther, Pastorale, s. 124. Jf. Luthers betænkninger om dåb af hittebørn og nøddåb uden vidner, St. L. X, 2130 ff. – Til de uvisse dåbshandlinger skal man ikke regne de dåbshandlinger, der er forrettet inden for pavekirken og de reformerte samfund, fordi begge slags samfund døber med vand i den treenige Guds navn og altså ikke ændrer noget i de stykker, der hører til dåbens væsen. (Jf. Walther, Pastorale, s. 122.)

4. Dåben som nådemiddel

(Baptismal Grace.)

Frem for alt gælder det om klart at erkende og fastholde, at dåben er et nådemiddel. Dåben er hverken mere eller mindre end et middel, som Gud har ordnet, og hvorved Gud på en særlig måde tilbyder og tilegner den døbte den syndernes forladelse, der er til stede ved Kristi stedfortrædende fyldestgørelse (satisfactio vicaria). Med andre ord: dåben er et middel til retfærdiggørelse, medium iustificationis sive remissionis peccatorum. Dåben er ikke en gerning, som vi gør for Gud, men som Gud gør mod os, nemlig hvorved «Gud tilbyder og giver syndernes forladelse».¹⁰⁵³ Dåben hører jo ikke til loven, men til evangeliet.¹⁰⁵⁴ Dette er allerede blevet fremstillet i læren om nåden, om troen og om retfærdiggørelsen og mere udførligt i læren om nådemidlerne. Det, der er sagt tidligere, skal her samles og føres videre. Man skal klart erkende, hvad dåben har til fælles med evangeliets ord alene. Ligesom synderne forlades ved evangeliets ord, sådan er også dåben et middel til syndernes forladelse, fordi Skriften siger, at dåben sker til syndernes forladelse,¹⁰⁵⁵ at den afvasker synderne,¹⁰⁵⁶ at Kristus renser sin menighed ved dåben¹⁰⁵⁷ osv. Og ligesom evangeliets ord ved at tilbyde syndernes forladelse vækker, henholdsvis styrker troen og derved er et middel til genfødsel,¹⁰⁵⁸ sådan er også dåben ved at tilbyde den samme nåde et middel til at vække og styrke troen og derfor ligeledes et genfødelsens og Helligåndens fornyelses bad.¹⁰⁵⁹ Det, der adskiller dåben som nådemiddel fra evangeliets ord, er ikke blot, at syndernes forladelse tilbydes og tilsiges den enkelte – det sker jo også ved evangeliets ord i den private tilgivelse (absolutionen) –, men det ejendommelige ved dåben er, at nådetilsagnet, der gælder den enkelte og lyder på personen, i den også bliver et «synligt ord», verbum visibile, ved at vandet anvendes på personen. Som Apologien siger:¹⁰⁶⁰ «Derfor er de ydre tegn indstiftet, for at hjerterne derved skal bevæges, nemlig ved Ordet og de ydre tegn på samme tid, til at tro, når vi bliver døbt …, at Gud i sandhed vil være os nådig ved Kristus, som Paulus siger: Troen kommer af det, som høres. Men ligesom Ordet går ind i ørerne, sådan er det ydre tegn stillet for øjnene (incurrit in oculos) for indvendig at ægge og bevæge hjertet til tro.»

¹⁰⁵³ Apologien, s. 252, 18: «Dåben er en gerning, ikke som vi ofrer Gud, men hvori Gud døber os, nemlig ved tjeneren i Guds sted, og her tilbyder og giver Gud syndernes forladelse» (Baptismus est opus, non quod nos Deo offerimus, sed in quo Deus nos baptizat, videlicet minister vice Dei, et hic offert et exhibet Deus remissionem peccatorum).

¹⁰⁵⁴ De Schmalkaldiske Artikler, s. 319: «Om evangeliet.»

¹⁰⁵⁵ ApG 2,38.

¹⁰⁵⁶ ApG 22,16.

¹⁰⁵⁷ Ef 5,26.

¹⁰⁵⁸ 1 Pet 1,23.

¹⁰⁵⁹ Tit 3,5. Påstanden om, at genfødslen kun virkes ved dåben og ikke også ved evangeliets ord, måtte afvises som stridende mod Skriften. — Man har fundet en vanskelighed i, hvordan dåben stadig kan være et genfødelsens bad ved dåben af voksne, som allerede før dåben var troende og genfødt ved troen. Vanskeligheden er ikke større end ved evangeliets ord. Ligesom evangeliets ord beholder og viser sin genfødende kraft, når det forkyndes for dem, der allerede tidligere var troende og genfødt ved troen, sådan gælder det samme også om dåben, når den forrettes på voksne, der allerede tidligere var troende og derved genfødt. Til at bevare og styrke genfødslen kræves den samme guddommelige kraft, som første gang virkede genfødslen. De gamle lutherske teologer beskæftiger sig derfor med dette spørgsmål, fordi de reformerte holdt dem det for: «Undertiden bliver sådanne døbt, som allerede tidligere var genfødt ved Ordet og Helligånden, som det fremgår af eksemplet med hofmanden, ApG 8,38, og med dem, som Helligånden allerede tidligere var faldet på, ApG 10,47. Da dåben for disse ikke var et middel til genfødsel, kan man heller ikke sige, at dåben har dette formål hos de øvrige.» Gerhard svarer herpå (L. de sacram., § 123): «Selv om disse og mange andre var sandt genfødt før brugen af dåben, tager det dog intet fra dåbens virkekraft, at den er og kaldes et genfødelsens bad. Dette kan forklares ved eksemplet med Guds ord, som høres af mange, der allerede tidligere var genfødt; ikke desto mindre er Ordet det frelsende middel, hvorved vi bliver genfødt som ved den uforgængelige sæd, 1 Pet 1,23; Jak 1,18.»

¹⁰⁶⁰ s. 202, 5.

Både de romersk-katolske og de romaniserende lutheranere og ligeledes de reformerte og de nyere teologer, der går i reformerte spor, lærer forkert om dåben som nådemiddel.

Efter romersk-katolsk mening gør dåben delagtig i nåden ex opere operato, det vil sige, uden at der hos den døbte er den tro, som griber den syndernes forladelse, der tilsiges i dåben. Den mening dømmer Apologien således:¹⁰⁶¹ «Det er ligefrem en jødisk vildfarelse (iudaica opinio), når de mener, at vi skulle blive retfærdige og hellige ved en gerning og ydre ceremonier uden tro. … Derfor siger vi, at til den rette brug af sakramenterne hører troen, som tror det guddommelige løfte og modtager den lovede nåde, der tilbydes ved sakrament og ord.» Tridentinerkoncilet har ikke blot optaget den skolastiske lære, men også forkastet den kristne lære og føjet en forbandelse til. Det fastsætter:¹⁰⁶² «Hvis nogen siger, at nåden ikke gives ved netop disse den nye pagts sakramenter i kraft af den udførte gerning (ex opere operato), men at troen på det guddommelige løfte alene er nok til at modtage nåden, han være forbandet.»¹⁰⁶³ Den specifikt romersk-katolske lære om dåben har til formål at skille de døbte fra deres dåb. Dette formål når Rom især ad to veje. For det første ved læren om, at dåben virker ex opere operato, uden den tro, der tilegner sig syndernes forladelse. Derved gøres personlig kristendom, der nu engang består i troen på syndernes forladelse for Kristi skyld, umulig. Samme tendens har også læren om, at dåben ex opere operato helt udsletter arvesynden, og at den onde lyst, der bliver tilbage (concupiscentia vel fomes), ikke længere er synd.¹⁰⁶⁴ Dernæst når Rom at skille de døbte fra deres dåb ved, at det ikke lader dem, der er faldet fra nåden, vende tilbage til dåbsnåden, men henviser dem til den «anden planke», den romersk-katolske bod (contritio cordis, confessio oris, satisfactio operis).¹⁰⁶⁵ Det hele tjener til at holde uhyret, nådens uvished (monstrum incertitudinis gratiae), i live, det, som pavedømmets herredømme over sjælene er grundlagt på. — Romersk-katolsk område betræder også de nyere lutheranere, der taler om en forbindelse med Kristus, ja om en genfødsel ved dåben, uden at troen på syndernes forladelse samtidig er til stede. Dåbens virkning tænkes som en slags naturvirkning eller som indgydelse af et stof, som man ikke behøver troen for at modtage. Talsmænd for denne opfattelse påstår derfor, at de døbte, også når de er blevet vantro, dog stadig forbliver Kristi lemmer,¹⁰⁶⁶ eller at døbte, også når de aldrig blev troende, alligevel bærer Kristi Ånd i sig, «nedlagt som en medgave for hele livet».¹⁰⁶⁷ Kattenbusch kalder dette med rette en «teosofisk spekulation».¹⁰⁶⁸ På grundlag af Skriften må det fastholdes, at en genfødsel uden tro på den syndernes forladelse, Kristus har erhvervet, er et ikke-væsen (non-ens). Skriften kender kun en genfødsel, som på menneskets side formidles ved troen på Kristus, det vil sige ved troen på den syndernes forladelse, Kristus har erhvervet.¹⁰⁶⁹ Sådan er også dåben kun et middel til genfødsel derved, at den tilbyder syndernes forladelse og ved dette tilbud også vækker, henholdsvis styrker troen. Til det romersk-katolske område hører endvidere den i nutiden meget yndede opfattelse, at dåben først sætter ind i kirkens fællesskab eller planter ind i den «nye menneskehed» og derefter ved lemskabet i kirken eller ved at være plantet ind i den nye menneskehed gør delagtig i syndernes forladelse. Romersk-katolsk er denne opfattelse, fordi syndernes forladelse eller retfærdiggørelsen derved bliver grundlagt på lemskabet i den kristne kirke eller på at være indføjet i den nye menneskehed i stedet for på den syndernes forladelse, der tilsiges i dåben. Her gælder det, som Dorner i sin tid sagde mod von Hofmann: «Altså har vi forsoningen ved en i det mindste principiel helliggørelse.»¹⁰⁷⁰ Netop det omvendte forhold er skriftmæssigt. Efter årsagers og virkningers orden (secundum ordinem causarum et effectuum) formidler dåben først syndernes forladelse eller retfærdiggørelsen, altså nådefællesskabet med Gud, og derved lemskabet i den kristne kirke. Kort sagt: når vi taler om dåben som nådemiddel, eller – hvad der er det samme – når vi besvarer spørgsmålet: «Hvad giver eller gavner dåben?», så må det fastholdes, at tilbuddet om syndernes forladelse, og at troen dermed virkes, henholdsvis styrkes, er dåbens første virkning, og at alle dåbens andre virkninger, såsom indføjelsen i den kristne kirkes legeme, at være død for synden og levende for Gud, alene forholder sig til den som frugt og følge. Vi må ikke vende dette forhold om, hvis vi ikke vil blande helliggørelsen ind i retfærdiggørelsen. Det, som vi i læren om retfærdiggørelsen erkendte som det skriftmæssige forhold, nemlig at den mystiske forening (unio mystica), lemskabet i kirken, helliggørelsen osv. ikke går forud for retfærdiggørelsen, men følger efter den, det samme forhold gentager sig her ved dåben, fordi dåben i første række (primo loco) er et middel til retfærdiggørelse og sker εἰς ἄφεσιν τῶν ἁμαρτιῶν, til syndernes forladelse, ApG 2,38. Forskellen mellem den gammellutherske og den moderne lutherske lære om dåben kan bestemmes således: Efter Luthers og den lutherske bekendelses lære er syndernes forladelse det egentlige «hovedgode» i dåben, og derfor vil de heller ikke vide af nogen virkning af dåben til frelse uden tro hos den døbte. Hertil hører Luthers udsagn om, at han også ville undlade barnedåben, hvis han måtte mene, at børnene ikke kunne have egen tro.¹⁰⁷¹ Nyere lutheranere lader derimod syndernes forladelse ved dåben og derfor også modtagelsesmidlet, troen, træde tilbage. De lader åndelige (eller «åndelig-legemlige») kræfter og goder blive meddelt ved dåben, uden at troen hos den døbte er til stede som modtagelsesmiddel. Deri ligger det romaniserende i deres lære.

¹⁰⁶¹ s. 204, 18 ff.

¹⁰⁶² Sess. VII, can. 8.

¹⁰⁶³ Når Tridentinerkoncilet, Sess. VI, kap. 7, kalder dåben «troens sakramente», foreligger der et bedrag. Det forstår, som der straks tilføjes, ved troen ikke den tro, der griber den syndernes forladelse, som tilbydes i dåben, men en tro, som slet ikke findes, nemlig en tro, som kærligheden, altså helliggørelse og gode gerninger, skal komme til, hvis den skal forene med Kristus og gøre til lem af den kristne kirke.

¹⁰⁶⁴ Tridentinerkoncilet, Sess. V, De pecc. orig. 5. Catech. Rom. II, 2, 32.

¹⁰⁶⁵ Tridentinerkoncilet, Sess. VI, kap. 14; Sess. XIV, can. 2.

¹⁰⁶⁶ Således Franz Delitzsch, Vier Bücher von der Kirche, s. 43 f. Hos Baier-Walther III, 482.

¹⁰⁶⁷ Således Thomasius, Dogmatik IV, 9.

¹⁰⁶⁸ RE, 3. udg., XIX, 422.

¹⁰⁶⁹ Joh 1,12–13; 3,5.14–15; 1 Joh 5,1.

¹⁰⁷⁰ Glaubenslehre II, 587.

¹⁰⁷¹ St. L. XI, 490.

Efter reformert lære er dåben overhovedet ikke middel eller redskab (medium eller vehiculum) for syndernes forladelse og Guds nådevirkning, men kun et symbol eller billede af syndernes forladelse og genfødslen, som Helligånden skal virke på en eller anden måde uden det ydre ord og sakramenterne eller dog kun ved siden af dem, altså umiddelbart. Den lutherske lære afvises også udtrykkeligt af de nyere reformerte. _Alexander Hodge_¹⁰⁷² svarer på spørgsmålet «What is the Lutheran doctrine on this subject?» [Hvad er den lutherske lære om dette emne?] således: «The Lutherans agreed with the Reformed churches in repudiating the Romish doctrine of the magical efficacy of this Sacrament as an opus operatum. But they went much further than the Reformed in maintaining the sacramental union between the sign and the grace signified. Luther in his Small Catechism says Baptism ’worketh forgiveness of sins, delivers from death and the devil, and confers everlasting salvation on all who believe,’ and that ’it is not the water indeed which produces these effects, but the word of God which accompanies, and is connected with, the water, and our faith, which relies on the word of God connected with the water. For the water without the word is simply water and no baptism. But when connected with the word of God, it is a baptism, that is, a gracious water of life and a washing of regeneration.’» [Lutheranerne var enige med de reformerte kirker i at forkaste den romersk-katolske lære om dette sakramentes magiske virkekraft som et opus operatum. Men de gik meget videre end de reformerte i at fastholde den sakramentale forening mellem tegnet og den betegnede nåde. Luther siger i sin Lille Katekismus, at dåben ’virker syndernes forladelse, frelser fra døden og Djævelen og giver den evige frelse til alle, som tror’, og at ’det ganske vist ikke er vandet, der frembringer disse virkninger, men Guds ord, som ledsager vandet og er forbundet med det, og vores tro, der stoler på Guds ord, som er forbundet med vandet. For vandet uden Ordet er blot vand og ingen dåb. Men forbundet med Guds ord er det en dåb, det vil sige et nådefuldt livets vand og et genfødelsens bad’.] Vil vi forstå striden mellem lutheranerne og de reformerte, må de motiver, der ligger til grund for begge parters stilling, erkendes og fastholdes klart. Hvad det drejede sig om, er angivet i Luthers spørgsmål i Den Lille Katekismus: «Hvordan kan vand gøre så store ting?» Alle reformerte, fra Zwingli til Böhl, benægter, at synden forlades og genfødslen virkes ved dåben, med den begrundelse, at dåben ikke kan gøre eller virke disse ting. Böhl siger: «Vandet kan ikke gøre så høje ting.»¹⁰⁷³ Luthers og den lutherske kirkes stilling er udtrykt i Luthers kendte ord:¹⁰⁷⁴ «Hvis Gud bød dig at samle et strå op eller plukke en fjer med et sådant bud, en sådan befaling og et sådant løfte, at du derved skulle have forladelse for al synd, hans nåde og evigt liv, skulle du så ikke tage imod det med al glæde og taknemmelighed, elske og prise det og derfor holde det samme strå og den samme fjer for en højere helligdom og have det kærere end himmel og jord?» Spørgsmålet er altså ikke, om vand er vand. Det har Luther og alle lutheranere altid indrømmet. Spørgsmålet er alene, om Gud har befalet vanddåben, hængt løftet om syndernes forladelse på den og derved gjort den til et middel til syndernes forladelse og til et genfødelsens og Helligåndens fornyelses bad. Luthers ord i Den Lille Katekismus er fuldt ud tilstrækkelige også til en nøjagtig dogmatisk formulering af Skriftens lære om dåben. På spørgsmålet: «Hvad er dåben?» svarer Luther: «Dåben er ikke blot vand (simpliciter), men den er vandet, indbefattet i Guds bud og forbundet med Guds ord.» Og efter at Luther har citeret Guds befalingsord i Matt 28,19: «Døb dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn!» og Guds løftesord: «Den, som tror og bliver døbt, vil blive frelst», spørger han: «Hvordan kan vand gøre så store ting?» og svarer: «Vand gør det rigtignok ikke, men Guds ord, som er med og hos vandet, og troen, som stoler på dette Guds ord i vandet. For uden Guds ord er vandet blot vand og ingen dåb. Men med Guds ord er det en dåb, det vil sige et nådefuldt livets vand og et genfødelsens bad i Helligånden.» Luthers og den lutherske kirkes stilling i læren om dåben er altså fuldstændig klar. Der kan ikke opstå tvivl om, hvorfor den lutherske kirke siger disse store ting om dåben: «Den virker syndernes forladelse, frelser fra døden og Djævelen og giver den evige salighed til alle, som tror det, sådan som Guds ord og løfter lyder.» Nu siger Zwingli ganske vist, at han aldrig har læst i Skriften (neque unquam legimus in Scripturis sacris), at sakramenterne – og det henfører han specielt til dåben – bringer og uddeler nåde.¹⁰⁷⁵ Men Zwingli bedrager sig selv. Zwingli har – nøjagtig som Luther – læst i Skriften, at dåben sker til syndernes forladelse, at den afvasker synderne, at Kristus renser sin menighed ved dåben, at dåben er et genfødelsens bad, at dåben frelser osv. Men Zwingli tror ikke disse Guds ord. Hos ham foreligger der et klart tilfælde af vantro over for det klare ord. Hans egentlige og eneste grund er, at han anser sagen for utrolig, det vil sige, at han sætter sit zwinglianske jeg op mod Guds ords autoritet. Sådan gør alle reformerte den dag i dag. Sådan gør også Böhl. Böhl går frem med en vis naivitet og åbenhed. Han henviser til de skriftsteder, der siger om dåben, at den afvasker synderne, renser fra synder og virker genfødslen (ApG 22,16; Ef 5,26; Tit 3,5), men tilføjer så: «Vandet kan ikke gøre så høje ting.»¹⁰⁷⁶ Han sætter simpelthen sit böhlske nej op mod Skriftens ord. Forskellen mellem den lutherske og den reformerte kirke med hensyn til læren om dåben er fuldt dækkende angivet dermed, at den første tror Guds ord om dåben, den sidste ikke. Med et stort opbud af vantro over for Guds klare ord er den reformerte dåbslære bragt frem af Zwingli og hans fæller og ført videre af Calvin. Den reformerte lære, hvorefter dåben kun skal være et symbol, billede, emblem osv. af syndernes forladelse og genfødslen, mangler ethvert holdepunkt i Skriften. P. Feine refererer ganske rigtigt:¹⁰⁷⁷ «Overalt fremstilles dåben som formidler af reelle, objektive virkninger; den er ikke blot et sindbillede eller en fremstillende symbolsk handling. Tankerækkerne om retfærdiggørelse og syndernes forladelse er tydeligt og fast bragt i forbindelse med dåben. Ligeledes er dåben fast knyttet til læren om troen, livsfællesskabet med Kristus og fyldelsen med Ånden.» Det påviser Feine ud fra de samme skriftudsagn, som også Luther og de gamle teologer anfører til begrundelse for den lutherske lære om dåben, nemlig Ef 5,26; Tit 3,5;¹⁰⁷⁸ ApG 22,16; 2,38; 1 Pet 3,21. Vi gør endnu særlig opmærksom på, at ligesom syndernes forladelse og genfødslen sker ved dåben som middel (medium remissionis peccatorum et regenerationis), sådan bliver også indføjelsen i Kristi åndelige legeme, nemlig i kirken, virket af Helligånden ved dåben, ikke blot afbildet. Der står i 1 Kor 12,13: «Ved én Ånd er vi alle blevet døbt til én krop», ἐν ἑνὶ πνεύματι ἡμεῖς πάντες εἰς ἓν σῶμα ἐβαπτίσθημεν.¹⁰⁷⁹ Også helliggørelsen, det gamle menneskes død og opstandelsen til et nyt liv, bliver ved dåben ikke blot betegnet, men virket. I Rom 6,1–11 fremstiller Paulus, at de kristne er døde for synden og levende for Gud. Men dette er formidlet ved dåben (διὰ τοῦ βαπτίσματος). Helliggørelsen både efter sin negative side (død for synden) og efter sin positive side (levende for Gud i Kristus Jesus) er en tilstand (status quo), som er skabt ved dåben. Underligt nok tolker Böhl det sådan, at det gamle menneske i dåben kun dræbes «in effigie».¹⁰⁸⁰ Det stemmer rigtignok med Böhls lære om dåben, hvorefter dåben også kun forlader synderne in effigie. Dåben, siger Böhl, er kun et tegn på syndernes forladelse (signum absolutionis peccatorum). Men det stemmer ikke med Skriften. Efter Skriften er dåben ikke blot et billede (effigies), men et middel til syndernes forladelse. Sådan bliver også dræbelsen af det gamle menneske og det nye, hellige menneskes opstandelse i dåben ikke blot afbildet, men virket. Efter den kristne lære findes der i sandhed intet andet middel til at dræbe det gamle menneske eller dø fra synden end syndernes forladelse eller evangeliet. Ved loven bliver synden i mennesket ikke dræbt, men kun sat i bevægelse.¹⁰⁸¹ Derimod siges der om evangeliet eller om syndernes forladelse: «Synden skal ikke herske over jer, for I er ikke under lov, men under nåde.»¹⁰⁸² Så vist som dåben nu hører til evangeliet, det vil sige er middel til syndernes forladelse, til afvaskning af synder, til rensning fra synder osv., så vist bliver det gamle menneske i dåben ikke blot dræbt «in effigie», men i dåben går det selve det gamle menneske på livet løs. Og netop det er, hvad Paulus i Rom 6,3 ff. siger om dåben: συνετάφημεν αὐτῷ (nemlig med Kristus) διὰ τοῦ βαπτίσματος εἰς τὸν θάνατον [Vi blev begravet med ham ved dåben til døden]. Også Luther taler om, hvad dåben betyder,¹⁰⁸³ men i en betydning, der er modsat den reformerte «betydning» (effigies). Efter Luther virker dåben selv det, den betyder, nemlig at det gamle menneske druknes, og at det nye kommer frem. Luther siger om dåben, at den «ikke alene betyder et sådant nyt liv, men også virker, begynder og driver det; for deri» (i dåben) «gives nåde, Ånd og kraft til at undertrykke det gamle menneske, så at det nye kan komme frem og blive stærkt».¹⁰⁸⁴ Når A. von Öttingen siger om dåben, at den så at sige indeholder «dødsdommen» over det gamle menneske,¹⁰⁸⁵ så skal «så at sige» strøges. Midt i kristenheden må man igen og igen minde om, at helliggørelsen altid kun optræder som følge af syndernes forladelse eller retfærdiggørelsen, og at vi derfor kun kan tale om en helliggørende kraft i dåben, når dåben ikke blot «in effigie», men virkelig forlader synderne eller retfærdiggør. Det kan vi stole på: Hvor Gud, som i dåben, tilsiger sin nåde, det vil sige syndernes forladelse, og troen griber dette tilsagn, dér bliver eo ipso det gamle menneske dræbt og det nye menneske kaldt til live. At denne proces stadig gentager sig dagligt, har sin grund i, at troen endnu ikke er fuldkommen, men at der i den kristne ved siden af troen stadig findes vantro gennem hele livet. For den praktiske brug af dåben kommer alt altså an på, at vi ikke opfatter dåben som et billede eller effigies af nåden, men som et nådemiddel. I øvrigt har de reformerte ingen ret til at kalde dåben så meget som et «billede» eller «segl» af nåden. Dåben ved kun af en nåde, som den selv tilbyder og tilegner. Derfor besegler og bekræfter dåben ikke den nåde, der angiveligt gives og virkes umiddelbart, men erklærer den for uægte. Men dette blev tidligere fremstillet udførligt i læren om nådemidlerne.¹⁰⁸⁶ Dér blev det også allerede påvist, at der mellem Zwingli og Calvin hverken består eller kan bestå nogen væsentlig forskel.¹⁰⁸⁷ Til sidst ender det altid sådan, at alle, der benægter, at dåben er middel til syndernes forladelse og genfødslen, ikke kan undgå med Zwingli at opfatte dåben blot som et «pligtsymbol». Når reformerte praktiserer anderledes, er det en «lykkelig inkonsekvens».

¹⁰⁷² Outlines, s. 500 f.

¹⁰⁷³ Dogmatik, s. 560.

¹⁰⁷⁴ St. L. XVI, 2296.

¹⁰⁷⁵ Fidei Ratio. Niemeyer, s. 24–25.

¹⁰⁷⁶ Dogmatik, s. 558. 560.

¹⁰⁷⁷ RE, 3. udg., XIX, 400.

¹⁰⁷⁸ I første udgave af Meyers kommentar var der til Tit 3,5 bemærket: «Dåben betragtes som menneskets indre genfødsel, der åbenbarer sig i badets ydre handling.» Dette tilbagekalder Huther i tredje udgave og siger: «Udtrykket τὸ λουτρὸν παλιγγενεσίας er af fortolkerne til dels blevet tydet meget vilkårligt, idet de har taget λουτρόν som billedlig betegnelse for selve genfødslen (regeneratio) eller for evangeliets forkyndelse (praedicatio evangelii) eller for Helligånden eller for den rige uddeling af ham. Efter Ef 5,26 kan der ikke forstås andet derved end dåben. Efter sammenhængen kalder Paulus dåben genfødelsens bad hverken i den betydning, at den forpligter til genfødsel (Matthies), eller i den, at den sindbilleder genfødslen (de Wette); for hverken i den ene eller i den anden betydning kunne den gælde som middel til frelsen (ἔσωσεν ἡμᾶς διά [frelste han os ved]), men han betegner den med dette navn som det bad, hvorved Gud virkelig tilvejebringer menneskets genfødsel.»

¹⁰⁷⁹ Ligesom εἰς i ApG 2,38 betegner dåbens formål og virkning: «hver af jer lade sig døbe til (εἰς) jeres synders forladelse», sådan også her: «Vi blev døbt til én krop (εἰς ἓν σῶμα).»

¹⁰⁸⁰ Dogmatik, s. 556 ff.

¹⁰⁸¹ Rom 7,5–6.

¹⁰⁸² Rom 6,14.

¹⁰⁸³ Den Lille Katekismus, s. 362, 12.

¹⁰⁸⁴ Den Store Katekismus, s. 497, 75. Sammesteds, s. 495, 65: «Disse to stykker: at synke ned under vandet og komme op igen, betyder dåbens kraft og gerning (virtutem et opus baptismi), som ikke er andet end dræbelsen af den gamle Adam og derefter det nye menneskes opstandelse, og begge dele skal foregå i os hele vort liv.»

¹⁰⁸⁵ Luth. Dogmatik II, II, 431.

¹⁰⁸⁶ II, 185 ff.

¹⁰⁸⁷ II, 193 ff.

Men til sidst minder vi her om endnu én ting. Skønt der i den reformerte lære om dåben foreligger en ganske åbenbar modsigelse af Guds ord, må vi dog ikke lade os narre med hensyn til den forførende karakter, som indvendingen har: «Vand er vand og kan umuligt gøre så store ting.» Vantroen over for Guds ord og gerning er medfødt hos alle mennesker. Derfor ser mennesket også vandet i dåben, skønt Gud har føjet sit ord til, instinktivt som slet og ret vand (Luther siger drøjt: «med koøjne»¹⁰⁸⁸), det vil sige: Mennesket overser instinktivt ved «badet med vand» (τὸ λουτρὸν τοῦ ὕδατος) det tilføjede «ved ordet» (ἐν ῥήματι). Derfor finder vantroens grundsætning: «Vanddåben kan ikke afvaske synderne, men Ånden må gøre det» frugtbar jord, ikke blot hos verden, men også hos de kristne, for så vidt de følger deres naturlige art. Dem, der benægter, at dåben er et nådemiddel, kommer det endvidere til hjælp, at mange, som har modtaget dåben som børn eller som voksne, ikke viser sig at være kristne. Heraf mener man at kunne slutte, at dåben ikke er et middel til syndernes forladelse og genfødslen. Meget ihærdigt gentages, som vi allerede ofte har mødt det, argumentet: Mange, der hører evangeliets ord, kommer ikke til tro og bliver ikke frelst, og mange, der er blevet døbt, lever ugudeligt og går fortabt. Derfor kan evangeliets ydre ord og vanddåben ikke være nådemidler, men «efficacious grace acts immediately» [den virksomme nåde virker umiddelbart], «Nothing intervenes between the volition of the Spirit and the regeneration of the soul» [Intet træder ind mellem Åndens vilje og sjælens genfødsel]. Det er jo rigtignok et tåbeligt argument. De, der argumenterer sådan, burde så frem for alt selv afholde sig fra at tale og skrive. For hvis Helligånden ikke kommer ved Guds ord og ved dåbens guddommelige ordning, så vil han endnu meget mindre komme ved Münzers, Zwinglis, Calvins eller «Gypsy» Smiths ord eller ved de menneskelige ordninger med klassemøder og lejrmøder. Men at tænke og handle konsekvent ligger ikke i menneskets naturlige art efter syndefaldet. Det bliver han hindret i af sin egen indbildskhed og af påvirkningen fra kirkens ærkefjende, der vil bringe Guds ordning, nådemidlerne, i miskredit og have syndernes forladelse og frelsen grundlagt på menneskets egen virken under etiketten «Ånd» i stedet for på Guds nåde i Kristus. Derfor gør polemikken mod dåben som nådemiddel så stort indtryk på det verdslige og det kirkelige publikum, og derfor kan vi ikke undlade bestandig at fremstille, at dåben er et nådemiddel, tetisk og antitetisk, i hjemmet og i kirken og ikke mindst i den teologiske undervisning.¹⁰⁸⁹

¹⁰⁸⁸ St. L. VII, 702.

¹⁰⁸⁹ For nogle år siden bragte dagspressen i St. Louis følgende beretning om en vækkelsesprædikants virksomhed: «Baptism won’t save you. Evangelist says being among God’s people is not enough. ’You are not going to be saved by joining the church, by being baptized, or by taking the Lord’s Supper, or by doing anything of this sort,’ Evangelist W. R. Newell declared yesterday morning at the Century Theater noonday service. ’If you become a Christian, you will want to do those things, but goats get in among the sheep. It does not save you to get in among God’s people.’» [Dåben frelser dig ikke. Evangelist siger, at det ikke er nok at være blandt Guds folk. ’Du bliver ikke frelst ved at melde dig ind i kirken, ved at blive døbt eller ved at gå til nadver eller ved at gøre noget som helst af den slags,’ erklærede evangelist W. R. Newell i går formiddags ved middagsgudstjenesten i Century Theater. ’Hvis du bliver en kristen, vil du gerne gøre de ting, men der kommer bukke ind blandt fårene. Det frelser dig ikke at komme ind blandt Guds folk.’] Vi har altså i dag og i vore omgivelser den samme situation, som Luther beskriver med disse ord (X, 2060 ff.): «Det er den lede Djævels bedrag, han, som gør nar af folk og narrer dem med sådan skrål og skrigeri: Ser I ikke, at vand er vand? Hvad skulle vandet, som også koen drikker, gavne sjælen og afvaske synd? Dermed er der sat gab op på den nysgerrige pøbel, så den straks falder til og siger: Det er sandelig sandt! Ak, hvor har Djævelen dog dåret mig, så jeg ikke har set og mærket det! Det kalder de så en kostelig, retskaffen lære og Åndens høje kunst, når de blot kan sige så meget: Vand er vand. Og alligevel bliver de stakkels folk så skammeligt bedraget af sådan snak, fordi de pynter det op med mange prægtige ord og stort skrig, som de fører frem, som om vi lærte, at vand som vand bader sjælen. Åh kære, siger de, det må du endelig ikke tro; for der ser du, hvordan de forfører dig til at bygge og stole på det blotte vand, en skabning. Men det er fortvivlede forrædere og skurke, som river dåben itu, skiller og skærer de to bedste hovedstykker fra den, nemlig Guds ord og befaling, og ikke levner os andet end en tom skal eller bælg; de vil hverken høre eller se, hvordan vi altid og allermest driver på de nævnte to stykker hos og ved siden af vandet, og bagefter skraber de imod os med det ene, nøgne stykke og udråber det som en særlig kunst og ånd. Kære, så klog og lærd kunne jeg også nok være, ja, enhver bonde bag ploven, uden nogen kunst, hvis det skulle gælde sådan af egen frækhed at skille ad og rive fra hinanden det, der hører sammen og er ét væsen. . . . For det må du bekende, at Kristus selv har indstiftet en sådan dåb og føjer sit ord eller sin befaling dertil, idet han befaler os at døbe i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn og desuden lover: Den, der bliver døbt sådan og tror, skal blive frelst. Det må du ikke sådan skubbe væk for vore øjne og rive bort, som om det ikke skulle gælde og virke, og imens henvise til Slaraffenland og fremføre dit eget drømte åndesværmeri. For vi ved og lærer også, Gud være lovet, mere og bedre end de, hvad Helligånden virker i os. Men vi skal ikke lade ham rive sådan bort fra dåben og sakramentet og lade ham henvise til en tom krog i stedet, sådan som de glor efter Ånden og søger hemmelig åbenbaring uden for Ordet og Guds ordning. For vi ved, at han netop vil virke hos os ved Ordet og sakramentet og ikke på anden måde. Derfor behøver man ikke at spørge videre efter Ånden, når vi har dette dåbens sakramente; for vi hører af Kristi ord og indstiftelse, at Helligåndens navn sammen med Faderens og Sønnens, det vil sige hele den guddommelige majestæts navn, er til stede der. Men fordi Guds navn og ord er deri, må du ikke regne det for simpelt og tomt vand, som ikke udretter mere end badevand, men for et sådant vand, hvorved vi bliver vasket fra synder, og, som Skriften kalder det, et genfødslens bad, hvorved vi bliver født på ny til det evige liv, som vi siden skal høre mere om. Dette være nu nok sagt til at svare dem, der regner dåben for et rent legemligt vandbad og hverken agter på Ordet eller den guddommelige befaling. . . . Hidtil er der sagt nok om både, hvad dåben er, og hvilken kraft og nytte den har. Nu skulle der også siges noget om dens brug eller om dem, der modtager den. For her deler det sig og bliver til ulighed, idet ikke alle får den samme kraft og nytte af dåben, skønt de modtager én og samme dåb. For der kommer to slags folk til den for at modtage den: nogle med troen, andre uden tro. Derfor, skønt dåben i sig selv er og bliver ret for den ene som for den anden, lige så hellig og guddommelig for den vantro som for den, der tror, bliver der dog en stor forskel mellem dem, idet den vantro ikke kan nyde dens kraft og nytte. Det er ikke dåbens skyld, men hans egen, at han ikke modtager og bruger den, som han skal; karret er ikke skikket til at kunne modtage sådant; for hjertet er lukket til, så dåbens kraft ikke kan komme derind og virke i ham; for det begærer den ikke og vil den ikke.»

Inden for den lutherske kirke har man drøftet, om man ved dåben skal tale om en materia coelestis [himmelsk stof], der er forbundet med anvendelsen af vandet, eller ej. Baier har indføjet en længere dogmehistorisk afhandling herom i sit kompendium.¹⁰⁹⁰ Quenstedt beretter, at de lutherske teologer ikke udtrykker sig på samme måde herom, og at de som materia coelestis nævner: Guds ord, Helligånden, Kristi blod, den hellige treenighed. For sin egen person tilføjer Quenstedt: «Vi mener med Menzer, Meisner, Affelmann, Gerhard, Brochmand, Calov og andre, at den himmelske ting (rem coelestem) er den højhellige treenighed.»¹⁰⁹¹ Hertil er at sige: Ganske vist er alt det nævnte, om end i forskellig henseende, til stede ved dåben. Guds ord, befalingens ord og løftets ord, er til stede som det, der gør anvendelsen af vandet til dåb (forma baptismi). Helligånden er til stede, fordi han ved dåben virker genfødslen. Kristi blod er til stede, fordi syndernes forladelse, som sker ved dåben, ikke er erhvervet med guld eller sølv, men ved Kristi udgydte blod. Den hellige treenighed er til stede, fordi dåben ikke blot sker i den hellige treenigheds navn, men Faderen, Sønnen og Helligånden også på særlig måde er nærværende overalt, hvor nådemidlerne forvaltes. Det er jo også Skriftens lære, at hele den hellige treenighed tager bolig i hjertet hos ethvert menneske, der er kommet til tro. Men alligevel er det ikke tilrådeligt at tale om en materia coelestis ved dåben, og det allerede af den grund, at Helligånden, Kristi blod og den hellige treenighed i den nævnte henseende også er til stede ved prædikenen af evangeliet.¹⁰⁹² Der er altså i realiteten intet her, som er særegent for dåben. Hollaz bemærker derfor, at ordet materia coelestis her tages i en «videre betydning»: «Strengt taget (stricte loquendo) kan hverken Helligånden eller den hellige treenighed være eller kaldes en materiel årsag (causa materialis).»¹⁰⁹³ Det er derfor rådeligere med Baier og andre at sige: «Vi undlader ved dette sakramente» (nemlig ved dåben) «at tale om en materia coelestis.»

¹⁰⁹⁰ Se Baier-Walther III, 447 ff.

¹⁰⁹¹ Systema II, 1085.

¹⁰⁹² Når Luther siger, at dåben «er et vand, der er blandet med Kristi blod», eller at der i dåben «skinner og ses Kristi rosenrøde, uskyldige blod» (VII, 707), tænkte han derved ingenlunde på en unio sacramentalis mellem vandet og Kristi blod, svarende til den sakramentale forening mellem brød og vin og Kristi legeme og blod i nadveren; men Luther ville indskærpe, at frugten af Kristi udgydte blod, nemlig syndernes forladelse, bliver givet ved dåben. Sådan forklarer han sig selv anf. st. Han siger: «Denne hellige dåb er erhvervet for os ved det samme blod, som han har udgydt for os og betalt for synden med. . . . For syndernes forladelse opnår vi ikke ved vore gerninger, men ved Guds Søns død og blodsudgydelse. Men denne forladelse lægger og putter han ind i dåben.» Luther siger i den samme sammenhæng, at Kristi blod også er forbundet med prædikenen af evangeliet: «Bestænkningen [med Kristi blod] er intet andet end at prædike. Vievandet eller stænkevandet er Den Hellige Skrift. Prædikantens eller den kristnes tunge er stænkekosten. Den dypper han i Herren Kristi rosenrøde blod og bestænker dermed folket, det vil sige, han prædiker evangeliet for dem, som lyder sådan: at Kristus har erhvervet syndernes forladelse ved sit dyrebare blod, som han har udgydt på korset for hele verdens synd. Den, der tror det, er dermed bestænket.»

¹⁰⁹³ Examen, De bapt., qu. 7.

5. Dåbens brug

Dåben, der kun skal gives én gang, skal de kristne bruge hele deres liv. Apostlene opfordrer intetsteds til at gentage dåben, men de minder flittigt de kristne om den dåb, de tidligere har modtaget.¹⁰⁹⁴ Denne påmindelse sker både til trøst og til formaning. I Gal 3,26–27 minder Paulus om, at de kristne ved dåben har iført sig Kristus, det vil sige uden loven, ved troen på Kristus, er blevet Guds børn.¹⁰⁹⁵ I Rom 6,3 ff. bruger Paulus dåben til formaning, idet han belærer de kristne om, at de ved dåben er blevet døde for synden og levende for livet i retfærdighed. På særlig måde stiller Peter i 1 Pet 3,21 dåbens trøst frem i lyset, idet han siger: Ligesom Noa og hans familie blev reddet ved syndflodens vand, sådan redder, det vil sige frelser, dåbens vand (σῴζει βάπτισμα), og han begrunder det med, at dåbens vand ikke er en fjernelse af snavs fra kødet (οὐ σαρκὸς ἀπόθεσις ῥύπου), men en god samvittigheds pagt med Gud, συνειδήσεως ἀγαθῆς ἐπερώτημα εἰς θεόν. På dette sted kommer det til udtryk, at dåben indeholder oprettelsen af en nådepagt mellem Gud og den døbtes person.¹⁰⁹⁶ Med rette kaldes derfor de kristnes daglige omvendelse (poenitentia stantium) en daglig tilbagevenden til dåben eller til dåbspagten, idet de, som står i troen, dagligt erkender sig som syndere, ved troen griber den syndernes forladelse, der blev tilsagt i dåben, og således trøstede tragter efter omvendelsens rette frugter i et nyt liv. Også de frafaldnes omvendelse (poenitentia lapsorum) består ikke i at gribe den pavelige bods «anden planke» (secunda tabula), men i tilbagevenden til dåben (reditus ad baptismum), nemlig tilbagevenden til den nåde, der blev tilsagt i dåben.¹⁰⁹⁷ Vi må også vogte os vel for at lade konfirmationen træde i dåbens sted; for især i vor tid har der, også i lutherske kredse, vist sig en tilbøjelighed til at ophøje konfirmationen på dåbens bekostning. I Walthers Pastorale findes¹⁰⁹⁸ følgende påmindelse om denne vildfarelse: «Præsten må vogte sig vel for at fremstille konfirmationen som en handling, der supplerer og fuldender den dåb, der blev modtaget i den ubevidste barndom, som om fx konfirmanden nu først skulle gøre den bekendelse og det løfte, som faddrene udtalte, til sine egne. Konfirmationshandlingen burde snarere frem for alt tjene til, at både konfirmanderne og hele den tilstedeværende menighed får herligheden ved den dåb, de allerede modtog i barndommen, levende i erindring. At tillægge konfirmationen en sakramental karakter hører til de vildfarelser, der nu ikke er så sjældne, netop hos dem, der frem for andre vil gælde for strengt luthersk-kirkelige. Jf. anmeldelsen af en artikel fra Vilmars ’Pastoraltheologische Blätter’, som, hentet fra ’Erlanger Zeitschrift’, findes i ’Lehre und Wehre’, årg. VIII, s. 110–116.»

¹⁰⁹⁴ 1 Kor 1,13; 6,11; 12,13; Rom 6,3 ff.; Ef 4,5; Kol 2,12; Tit 3,5–6; 1 Pet 3,21.

¹⁰⁹⁵ Om den «evangeliske iførelse» af Kristus ved troen til forskel fra iførelsen af Kristus ved efterfølgelsen i livet (den «etiske» iførelse) jf. Luther til stedet, IX, 464 f.; også Meyer til stedet.

¹⁰⁹⁶ Betydningen af ἐπερώτημα er som bekendt omstridt. Ordet forekommer kun på dette sted i Det Nye Testamente. Fra profangræsk registreres to betydninger. Den første og nærmeste betydning er: spørgsmål, forespørgsel, interrogatio. Heraf har der imidlertid i senere græsk i den juridiske sprogbrug udviklet sig betydningen kontrakt, stipulatio. (Jf. Cremer i ordbogen.) De, der her tager ἐπερώτημα i betydningen «forespørgsel», forstår med nogle variationer af tanken stedet sådan, at de døbte i dåben spørger Gud om eller beder ham om en god samvittighed. Denne opfattelse er udelukket her, fordi der efter sammenhængen foreligger et udsagn om, hvad dåben selv er, ikke om, hvad de, der skal døbes eller er døbt, gør ved dåben. Derfor kan man ikke andet end blive ved Luthers opfattelse: Dåben er en god samvittigheds pagt med Gud eller over for Gud (εἰς θεόν). Godt siger Stöckhardt til stedet: «Den første del af appositionen: Dåben ’er ikke en fjernelse af snavs fra kødet’, kræver en fortsættelse som denne: men dåben er snarere en indvortes rensning af mennesket, en rensning, en afvaskning af samvittigheden fra synder, eller, hvad der er det samme, den skaffer den, der bliver døbt, en god samvittighed for Gud.» Dåben fremstilles her, som i ApG 2,38; 22,16; Ef 5,26, som et middel til syndernes forladelse. Det fremgår også af tilføjelsen: «ved Jesu Kristi opstandelse» (δι’ ἀναστάσεως Ἰησοῦ Χριστοῦ). Dåben tilegner den enkelte den syndernes forladelse, som ved Kristi opstandelse fra de døde faktisk er blevet erklæret fra Guds side for at være til stede for alle mennesker.

¹⁰⁹⁷ Luthers Store Katekismus, Müller, s. 497, 79 ff.: «Omvendelsen er ikke andet end en tilbagevenden og et nyt skridt hen til dåben, så man gentager og fortsætter det, som man før begyndte på, men alligevel holdt op med. Det siger jeg, for at man ikke skal komme ind på den tanke, som vi længe har været fanget i, da vi mente, at det nu var forbi med dåben, så man ikke kunne bruge den mere, efter at vi igen var faldet i synd. Det kommer af, at man ikke ser på den som andet end en handling, der er sket én gang. Og det stammer ganske vist fra, at Sankt Hieronymus har skrevet, at omvendelsen er den anden planke, som vi må svømme i land på og komme over med, efter at skibet er forlist, det skib, som vi stiger om bord på og sejler over med, når vi kommer ind i kristenheden. Dermed er dåbens brug taget bort, så den ikke længere kan gavne os. Derfor er det ikke rigtigt sagt, eller i hvert fald ikke rigtigt forstået. For skibet går ikke i stykker, fordi det, som sagt, er Guds ordning og ikke vores sag. Men det sker nok, at vi glider og falder ud. Falder nogen ud, så skal han sørge for at svømme hen til det igen og holde sig fast i det, til han kommer om bord igen og sejler videre i det, sådan som han begyndte før.» Jf. her også Chemnitz, Examen, De bapt., p. m. 241 ff.

¹⁰⁹⁸ s. 266.

6. Dåbens genstand

Dåbens genstand er både voksne og børn. Om begge grupper siger Skriften os nærmere besked. Kun sådanne voksne skal døbes, som forud er kommet til tro på Kristus. Om dem, der blev døbt på den første pinsedag, hedder det: «De, som nu tog imod hans ord, blev døbte.»¹⁰⁹⁹ Og da hofmanden efter at have fået undervisning af Filip begærede dåben, skete der ham efter hans begæring, efter at han havde bekendt sin tro på Kristus.¹¹⁰⁰ Hvad børnene angår, vover vi ikke at rive de umyndige børn bort fra forældrene for at døbe dem eller at døbe dem i hemmelighed.¹¹⁰¹ Men vi døber de børn, der bliver bragt til os, og vel at mærke af dem, der har forældremyndighed over børnene.¹¹⁰² At barnedåben er skriftmæssig, fremgår af sammenstillingen af skriftsteder som Mark 10,13–16 og Kol 2,11–12. Af det første sted fremgår to ting: 1. at også små børn – Lukas kalder dem _τὰ βρέφη_¹¹⁰³ – skal bringes til Kristus; 2. at også små børn er modtagelige for den åndelige velsignelse og faktisk er lemmer i Guds rige. Deres modtagelighed består ikke i en fremtidig, men i en nærværende tro, det vil sige i en tro, som børnene har i barnealderen,¹¹⁰⁴ og deres lemskab i kirken består ikke i en «ret til engang at få Guds rige», men i den nærværende besiddelse af det.¹¹⁰⁵ I Kol 2,11–12 siges det, at dåben er trådt i stedet for den gammeltestamentlige omskærelse og altså er nådemidlet for børnene.¹¹⁰⁶ Modstanden mod barnedåben bygger for det meste på den ganske besynderlige¹¹⁰⁷ mening, at de voksne nok kan tro, men ikke børnene. At børnene kan have egen tro, blev allerede vist i læren om troen under afsnittet «Børnenes tro»,¹¹⁰⁸ og det skal tages op igen under afsnittet «Dåbsskikke», nemlig ved spørgsmålet, om spørgsmålet om troen ved barnedåben skal rettes til faddrene eller til barnet. Mod barnedåben er det blevet indvendt, at den intetsteds nævnes udtrykkeligt i Skriften. Heraf har man tilladt sig at slutte, at barnedåben ikke var i brug i den apostolske kirke. Den modsatte slutning er i hvert fald lige så berettiget: Barnedåben nævnes ikke særskilt og udtrykkeligt i Skriften, netop fordi den må anses for selvfølgelig. Det gælder så meget mere, som Skriften beretter, at hele familier blev døbt,¹¹⁰⁹ og dem kan man vanskeligt tænke sig uden børn; at Kristus renser «sin menighed», som børnene efter hans egen erklæring også er en del af,¹¹¹⁰ ved badet med vand ved ordet;¹¹¹¹ og at Paulus erklærer dåben for omskærelsens modbillede (antitype).¹¹¹² Kirkehistorisk står det fast, at barnedåben var almindeligt i brug i det andet århundrede. «Tertullian bevidner, at barnedåben fandtes, idet han misbilliger den.»¹¹¹³ Origenes bevidner den som apostolisk overlevering.¹¹¹⁴ – I læren om dåben er også det spørgsmål blevet rejst, hvordan det står til med frelsen for de kristnes børn, der dør udøbt. Vi har grund til at antage, at Gud har en måde, der ikke er åbenbaret for os, til at virke troen i de kristnes børn, der dør uden dåb, sådan som det helt sikkert var tilfældet med pigebørnene i Det Gamle Testamente.¹¹¹⁵ Med hensyn til hedningernes børn tør vi ikke påstå dette. Vi betræder her området for Guds uransagelige domme.¹¹¹⁶

¹⁰⁹⁹ ApG 2,41.

¹¹⁰⁰ ApG 8,36–38.

¹¹⁰¹ Dette er som bekendt romersk-katolsk praksis. Jf. Baumgarten, Theol. Streitigkeiten III, 311.

¹¹⁰² Jf. den udførlige behandling af spørgsmålet, hvem der har forældremyndighed over børnene, i Walthers Pastorale, s. 125 ff.

¹¹⁰³ Luk 18,15.

¹¹⁰⁴ Matt 18,6; 1 Joh 2,13.

¹¹⁰⁵ Mark 10,14.

¹¹⁰⁶ Calov til stedet: Sacramentum baptismi Christus surrogatum voluit circumcisioni [Kristus ville, at dåbens sakramente skulle træde i stedet for omskærelsen].

¹¹⁰⁷ Matt 18,3; Mark 10,14–15.

¹¹⁰⁸ II, 587 f.

¹¹⁰⁹ 1 Kor 1,16; ApG 11,14; 16,15.33.

¹¹¹⁰ Matt 18,6; Mark 10,13–16.

¹¹¹¹ Ef 5,26.

¹¹¹² Kol 2,11–12.

¹¹¹³ Hase, Ev. Dogmatik, s. 432.

¹¹¹⁴ In Epist. ad Rom. V: Ecclesia ab apostolis traditionem accepit etiam parvulis baptismum dare [Kirken har fra apostlene modtaget den overlevering også at give de små børn dåben]. Hase anf. st. – Bretschneider finder i sin kritik af «kirkens lære om barnedåben» dog «adskilligt, der lader os forvente, at barnedåben er i overensstemmelse med Jesu vilje og hans religions ånd. Befalingen i Matt 28,19 er ganske almen. . . . Apostlene kunne også så meget lettere udstrække Jesu befaling til børnene, som indvielseshandlingen, omskærelsen, også i den gamle husholdning blev foretaget på børn. Når hele familier ifølge ApG 16,15.33; 18,8; 1 Kor 1,16 blev døbt, og det alle, der hørte til dem (ApG 16,33), så er det sandsynligt, at apostlene ikke har udelukket børn, hvis der var nogle i disse familier. . . . Jesus selv velsigner ifølge Mark 10,14 f.; Matt 19,15 f.; Luk 18,15 f. børnene ved håndspålæggelse og erklærede dem for skikkede til at blive medlemmer af Guds rige. Vi vil derfor altid opfylde Jesu vilje mere sikkert, når vi ved dåben optager børnene i den kristne kirkes fællesskab, end når vi ikke gør det. Også den ældste kirke plejede, som vi allerede ser af Tertullian, at døbe børnene, hvad der ikke ville være sket, hvis apostlene havde nægtet børnene dåben.» (Dogmatik der ev.-luth. K. II, 649 ff.)

¹¹¹⁵ Mark 10,13–16.

¹¹¹⁶ Rom 11,33.

Dåb af klokker og andre res inanimatae [livløse ting] er naturligvis en spot mod den kristne dåb.¹¹¹⁷ Dåb af døde synes at have været i brug hos nogle kættere.¹¹¹⁸

¹¹¹⁷ Quenstedt II, 1092. Luther (VII, 704): «Kære, hvor og hvem er stifteren, der har befalet sådan noget? Har du da et ord eller en befaling fra Gud, der siger: Du skal vie salt eller vand og sige sådanne ord over det? Hvor sådant ord ikke er, dér er og gælder intet af det, man ellers bruger af tegn og ord, så at også dåben uden dette ikke ville være noget sakramente, selv om begge dele, vandet og ordet, der bliver sagt over det, var der. Sådan som pavedømmet narrer folk med en sådan falsk løgnedåb, idet de vier og døber de døde klokker, hvor også begge dele, vand og ord, bliver brugt, ligesom ved den rette dåb. Hvad fattes der da? Intet andet end dette stykke, at der ikke er nogen Guds indstiftelse og befaling, der har befalet og ordnet sådant, men at mennesker har fundet på det efter eget forgodtbefindende. Ligesom hele pavedømmet er bare menneskelære og deres eget tant og fjas. Derfor er sådan dåb intet sakramente, men en ren forvrængning, ja, en spot og bespottelse af dåben.»

¹¹¹⁸ Jf. Gerhard, L. de bapt., § 165, og Cremer under βαπτίζειν. Om 1 Kor 15,29: «dåben over (ὑπέρ) de døde» se «L. u. W.» 1884, s. 413 f.; også Gerhard anf. st. og Cremer under βαπτίζειν. Om den lokale betydning af ὑπέρ se Winer, Grammatik des neutest. Sprachidioms⁶, s. 342.

7. Dåbens subjekt, eller hvem der skal døbe

Som alle åndelige goder tilhører også nådemidlerne, dåben iberegnet, umiddelbart – det vil sige ikke først gennem en præstestands formidling – de troende, det vil sige alle kristne. At præster forvalter dåben, gør de i det offentlige embede som kaldede tjenere (ministri) for de troende. Findes der ingen offentlige tjenere, er enhver kristen ikke blot berettiget, men også forpligtet til at give dåben. Vores St. Louis-salmebog har derfor i tillægget tre formularer (en længere, en kortere og en ganske kort) til «lægmandsdåben».¹¹¹⁹ Calvinisterne forkaster efter Calvins eksempel¹¹²⁰ lægmandsdåben, og navnlig dåb udført af kvinder, og påstår rent ud, at dåben kun kan udføres af kaldede prædikanter.¹¹²¹ Den egentlige grund til denne underlige holdning angiver Alting, når han ikke blot siger, at kvinder, som udfører «nøddåben», tilraner sig det offentlige kirkelige embede (involant in ministerium ecclesiasticum), men også tilføjer: «De hænger den evige salighed op på en ydre ting, fordi de mener, at det er ude med barnet, hvis døden indtræffer før vanddåben; de ved ikke, at børnenes frelse afhænger af udvælgelsens nåde og af pagtens.»¹¹²² Det, der ligger bag, er altså, at man overhovedet forkaster nådemidlerne som «ydre ting», og dernæst fiktionen om en udvælgelse, der er løsrevet fra nådemidlerne. Når calvinisterne i øvrigt forsikrer os, at en dåb, som lægfolk har udført, slet ingen kraft har (baptismi nullam vim esse),¹¹²³ må man minde om, at ifølge den calvinistiske lære, når den holdes konsekvent fast, har nådemidlerne, dåben iberegnet, overhovedet ingen kraft, men afbilder kun det, som Helligånden virker umiddelbart i de udvalgte.

¹¹¹⁹ For øvrigt burde en kristen også kunne døbe ret uden en trykt formular, som han læser op, idet han har indprentet sig de få ord, der hører til dåbens udførelse: «Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.»

¹¹²⁰ Inst. IV, 15, 20: Neque aut mulieribus aut hominibus quibuslibet mandavit Christus ut baptizarent, sed quos apostolos constituerat, iis mandatum hoc dedit [Kristus har hverken befalet kvinder eller hvilke som helst mennesker at døbe, men denne befaling gav han dem, som han havde indsat som apostle]. At indskrænke dåbsbefalingen til apostlene strider mod Matt 28,20: «Jeg er med jer alle dage indtil verdens afslutning.» Dernæst beviser Calvin for meget. Gjaldt dåbsbefalingen kun apostlene, måtte også forvaltningen af dåben og det at lære overhovedet indskrænkes til apostlenes personer, hvad Calvin naturligvis ikke selv vil.

¹¹²¹ Citater hos Heppe, Dogmatik der ref. K., s. 446; Quenstedt II, 1115 ff.; Günther, Symbolik, s. 295 f. Også i Den Anden Helvetiske Bekendelse forkastes lægmandsdåben, XX, Niemeyer s. 518; ligeså i presbyterianernes Confession of Faith, chap. XXVII, 4: «There be only two sacraments ordained of Christ … neither of which may be dispensed by any but by a minister of the Word, lawfully ordained.» [Der er kun to sakramenter, som Kristus har indstiftet … og ingen af dem må forvaltes af andre end en lovligt ordineret Ordets tjener.]

¹¹²² Syllabus Controversiarum etc., s. 263; hos Quenstedt II, 1115.

¹¹²³ Således Chamier, De baptismo V, 14, 8; hos Quenstedt II, 1116.

8. Dåbens nødvendighed

Skønt dåben ikke er et middelting (adiaphoron), men en guddommelig ordning, må man dog ikke tilskrive den en absolut nødvendighed i den forstand, at ingen kan have syndernes forladelse og blive frelst, som ikke har modtaget dåben. Vi så allerede i læren om nådemidlerne, at alle nådemidler har samme formål og samme virkning, nemlig at tilbyde syndernes forladelse og derved at virke og styrke troen. «Det forholder sig ikke sådan, at syndernes forladelse kom for den første tredjedels vedkommende ved evangeliets ord, for den anden tredjedels ved dåben og for den tredje tredjedels ved nadveren», men «Skriften tilskriver uden nogen som helst begrænsning både evangeliets ord og dåben og nadveren syndernes forladelse».¹¹²⁴ Den, der er kommet til tro på evangeliet, har derfor syndernes forladelse og frelsen, også selv om det på grund af en eller anden omstændighed ikke kom til dåb for hans vedkommende. Sådan lærer de gamle lutherske teologer med Luther i spidsen.¹¹²⁵ Quenstedt vender sig i en udførlig fremstilling mod kirkefædrene, skolastikerne og de senere romerske lærere, som påstår en absolut nødvendighed af dåben.¹¹²⁶ For at gøre sagen lidt mindre forfærdelig lader de pavelige de børn, der er døde uden dåb, kun blive straffet negativt (poena damni), ikke positivt (poena sensus), det vil sige, de antager, at de børn, der er døde udøbte, berøves skuen af Gud, men ikke føler nogen pine. – De, der lærer en absolut nødvendighed af dåben, påberåber sig især Joh 3,5: «Hvis ikke nogen er blevet født af vand og Ånd, kan han ikke gå ind i Guds rige.» Men formålet (skopus) med dette sted er at irettesætte farisæerne og de skriftlærde, som ikke ville indlade sig på den vej, Gud dengang havde anvist, og foragtede Johannes’ dåb, mens tolderne omvendte sig og lod sig døbe.¹¹²⁷ Således lyder beretningen i Luk 7,29–30: «Og hele folket, som hørte ham [Johannes], endog tolderne, gav Gud ret, idet de blev døbt med Johannes’ dåb. Men farisæerne og de lovkyndige har foragtet Guds råd (τὴν βουλὴν τοῦ θεοῦ) med dem selv, idet de ikke blev døbt af ham.» Det er med henblik på denne foragt for Johannes’ dåb og dermed for Guds råd til frelse, at Kristus siger til Nikodemus, der jo var «et menneske blandt farisæerne»:¹¹²⁸ «Hvis ikke nogen er blevet født af vand og Ånd, kan han ikke gå ind i Guds rige.» I et tilsvarende tilfælde måtte også vi sige til en, der foragter Kristi dåb: «Hvis ikke nogen bliver døbt, kan han ikke gå ind i Guds rige.» Luther og de lutherske teologer gør Augustins ord til deres eget: Contemptus sacramenti damnat, non privatio [Det er foragten for sakramentet, der fordømmer, ikke savnet af det]. Efter luthersk lære er troen på den syndernes forladelse, som Kristus har erhvervet, eller genfødslen af absolut nødvendighed, men ikke dåben, fordi troen og genfødslen også kan være til stede ved evangeliets ord alene.

¹¹²⁴ S. 127 f.

¹¹²⁵ St. L. XI, 984: «Kristus lader det være nok, at han i det første stykke af dette ord siger: ’Den som tror og bliver døbt’, og i det andet: ’Men den der ikke tror’, og gentager ikke dåben – naturligvis fordi han med det første har vist det tilstrækkeligt og andetsteds har givet yderligere befaling om det, som i Matt 28,19: ’Gør alle folk til mine disciple, idet I døber dem i Faderens navn’ osv. Og deraf følger ikke, at man kan undlade dåben, eller at det er nok, at nogen ville foregive, at han havde troen og ikke behøvede dåben. For den, der bliver en kristen og tror, vil helt sikkert også gerne tage imod et sådant tegn, så han kan have begge dele hos sig, et sådant guddommeligt vidnesbyrd og en stadfæstelse af sin frelse, og styrke og trøste sig ved det hele sit liv, og så han også bekender det offentligt for hele verden. … Skønt det kan ske, at en også kan tro, selv om han ikke er døbt; og omvendt at nogle tager imod dåben, som dog ikke i sandhed tror. Derfor må man forstå denne tekst sådan, at dåben hermed er befalet og stadfæstet som noget, man ikke skal foragte, men bruge, som sagt er; og dog ikke spænde det så snævert, at nogen derfor skulle være fordømt, som ikke kunne komme til dåben. … Man har altid enstemmigt holdt fast ved, at hvis nogen troede og dog døde udøbt, så ville han ikke af den grund blive fordømt; for det kan jo ske, at en tror og, selv om han nok begærer dåben, bliver overrumplet af døden.»

¹¹²⁶ Systema II, 1166 f. Alexander Hodge fremstiller (Outlines, s. 502) ikke sagen rigtigt, når han på spørgsmålet: «What is the Romish and Lutheran doctrine as to the necessity of baptism?» [Hvad er den romerske og den lutherske lære om dåbens nødvendighed?] svarer: «They hold that the benefits conveyed by baptism are ordinarily conveyed in no other way, and consequently, baptism is absolutely necessary in order to salvation, both for infants and adults.» [De mener, at de goder, som dåben meddeler, i almindelighed ikke meddeles på nogen anden måde, og at dåben derfor er absolut nødvendig til frelse, både for spædbørn og voksne.]

¹¹²⁷ Dette udfører især Dannhauer, Hodosophia, Phaen. X, 504: Scopus particularis colloquii Christi est elenchticus Pharisaismi contemnentis consilium Dei de baptismo [Det særlige formål med Kristi samtale er at gendrive den farisæisme, der foragtede Guds råd om dåben].

¹¹²⁸ Joh 3,1.

9. Dåbsskikkene

Ved dåbens udførelse er der i tidens løb kommet en række skikke i brug, som har til formål at forklare og anskueliggøre dåbens væsen og virkning.¹¹²⁹ Gerhard inddeler¹¹³⁰ de «ceremonier og skikke», der er almindelige ved dåben, i tre klasser: 1. nogle er befalet af Gud, 2. nogle er frit anvendt af apostlene, 3. nogle er tilføjet af kirkelige personer. Men todelingen er at foretrække. Det er også den, Gerhard mener, eftersom han stiller den anden og den tredje klasse sammen i én klasse, når han siger, at kun de ceremonier, som Gud har befalet (anvendelsen af vand i den treenige Guds navn), er bindende for kirken, mens de, som apostlene frit anvendte, lige så vel står i kirkens frihed som dem, den senere kirke har tilføjet. Vi samler under «dåbsskikke» alle de «ceremonier og skikke», som Gud ikke har befalet, og nævner her sådanne, som er optaget i den lutherske kirkes dåbsritualer, om end ikke overalt. Hos Walther findes¹¹³¹ følgende opregning: 1. påmindelsen om arvesynden; 2. navngivningen; 3. den såkaldte lille eksorcisme; 4. korsets tegn; 5. bønner og velsignelse; 6. den store eksorcisme; 7. oplæsning af Mark 10,13–16; 8. håndspålæggelsen; 9. Fadervor; 10. forsagelsen sammen med den apostolske trosbekendelse; 11. brugen af faddere; 12. iføringen af dåbsskjorten; 13. velsignelsen.¹¹³² De kristne skal på den ene side vide, at disse skikke hører til middeltingenes område, og at dåbens gyldighed derfor intet fattes, når flere eller endog alle stykker ikke kommer i anvendelse på grund af omstændighederne. Også Gerhard siger: «I de skikke, som Gud hverken har befalet eller forbudt (in ritibus adiaphoris), skal man holde fast ved den frihed, som Kristus dyrt har købt og givet sin kirke, sådan at man iagttager dem i frihed uden den mening, at de er nødvendige, og at de efter kirkens ordning og med dens samtykke kan afskaffes og ændres, især når de holder op med at være nyttige, ikke opnår deres gavnlige formål og udarter til misbrug og overtro.» På den anden side bør skikkene ved dåben, der jo er en offentlig handling, ikke overlades til den enkeltes forgodtbefindende, heller ikke til præstens. På spørgsmålet om, hvem det tilkommer at fastsætte eller ændre dåbsskikkene, giver Konkordieformlen det rette svar, når den i 10. artikel om «kirkeskikke» eller «middelting» siger:¹¹³³ «Derfor tror, lærer og bekender vi, at Guds menighed på ethvert sted og til enhver tid efter sine forhold har god ret, myndighed og magt til uden letsindighed og forargelse på ordentlig og passende vis at ændre, formindske og forøge dem, alt efter hvad der til enhver tid anses for nyttigst, gavnligst og bedst til god orden, kristen disciplin og tugt, evangelisk velanstændighed og kirkens opbyggelse.» Det siger sig selv, at de enkelte lokale menigheder i den forbindelse, så vidt det er muligt, gerne retter sig efter andre menigheder af den rettroende bekendelse, både som et ydre vidnesbyrd om enheden i læren og for at undgå forvirring hos de menighedslemmer, der går over fra én menighed til en anden. – Nogle bemærkninger om de dåbsskikke, der findes i den lutherske kirke, kan endnu have deres plads her. Påmindelsen om arvesynden, som også vores dåbsritual¹¹³⁴ begynder med, har til formål at pege på dåbens nødvendighed, «fordi vi fra Adam af alle sammen er undfanget og født i synd». – Navngivningen i forbindelse med dåben har et meget praktisk formål. Den tjener til at minde om, at den døbte i sin dåb har et nådetilsagn, der er udstedt i hans navn, altså til hans person, og som gælder for hele livet.¹¹³⁵ – Hvordan eksorcismen kom ind blandt dåbsskikkene, og i hvilken betydning den gik over i de lutherske kirkeritualer, beretter Walther.¹¹³⁶ Walther selv dømmer i tilslutning til Chemnitz, Hutter og Gerhard: «Nu er eksorcismen ganske vist ikke afskaffet i vores tysk-lutherske kirke på den måde, som Hutter med rette betegner som den eneste rigtige; tværtimod er denne ceremoni, da indifferentismen og rationalismen trængte ind, for det meste faldet bort på den mest uordentlige måde; men da den åbenbart hører til de ceremonier, som først behøver en forklaring for ikke at føre til misforståelse, skal den ganske vist ikke afskaffes i hast, hvor den endnu består, men endnu mindre bør man vel arbejde på, at den bliver indført igen.» Den mulige misforståelse består i, at man ved eksorcismen kunne tænke på en legemlig besættelse af barnet, mens der dog kun skal tænkes på et åndeligt fangenskab i mørkets fyrstes rige. – Brugen af faddere volder som bekendt ikke sjældent den praktiske præst vanskeligheder. Vi tror, at Walther også her giver det rette råd, når han bemærker:¹¹³⁷ «Prædikanten skal ganske vist virke for, at kun retskafne lutheranere vælges til faddere, og for at det kan ske, vænne sin menighed til, at den dåb, der skal udføres, meldes til ham, før fadderne indbydes; men er velsindede andetstroende allerede indbudt, eller træder de allerede hen til døbefonten, skal prædikanten ikke afvise dem og derved udsætte dem for en offentlig ydmygelse og vække en varig modvilje i dem mod vores kirke og vores præsteskab. For så uret det er, at lutheranere påtager sig at stå fadder i vranglærende kirker og dermed tager del i de falsktroendes gudstjeneste, så lidt krænker det samvittigheden i det nævnte tilfælde at tillade velsindede andetstroende at være vidner til vores retmæssigt udførte dåb.» Vores dåbsritual forudsætter rettroende faddere, når det spørger, om fadderne er rede til om nødvendigt at sørge for barnets undervisning i den lutherske lære. At pålægge andetstroende denne forpligtelse ville være umoralsk for begge parter. «Velsindede» andetstroende indser det også. Således vil skelnen mellem dåbsfaddere og dåbsvidner i de fleste tilfælde hjælpe ud af nøden. Kom præsten i den situation at skulle udføre en dåb, hvor kun andetstroende eller vantro er til stede, vil han vide at bruge dåbsritualet med de udeladelser, som omstændighederne kræver. – Ved forsagelsen (abrenuntiatio) og trosbekendelsen kommer dåbens virkning til udtryk, nemlig at barnet ved dåben flyttes fra Djævelens rige ind i Kristi rige. Fordi det kun kan ske sådan, at barnet i dåben har egen tro, rettes spørgsmålet om troen til barnet og besvares af fadderne i barnets sted. Herved er det naturligvis antaget som fast, at barnet i dåben har egen tro og ikke bliver døbt på faddernes eller den kristne kirkes tro eller på sin egen fremtidige tro. Ved børnenes egen tro skal der ubetinget holdes fast. Enhver lære, hvorefter dåbens velsignelse skal gå over på barnet, uden at troen er til stede hos barnet som det middel, der tager imod, ligger uden for kristendommen.¹¹³⁸ Dåbens velsignelse består jo i syndernes forladelse, og syndernes forladelse kan ikke tilegnes ved noget andet middel end ved troen. «Det» (nemlig «at modtage den lovede frelse i vandet») «kan hverken hånden eller legemet gøre, men hjertet må tro det.»¹¹³⁹ Spørgsmålet om, hvorfra barnet har sin egen tro, bør ikke for alvor bekymre os. Fordi vi ved, at dåben er trådt i omskærelsens sted og altså er nådemidlet for børnene, og fordi Kristus byder, at børnene skal bringes til ham, for at han kan velsigne dem, og tilsiger dem himmeriget, har vi ret til at overlade ham (Kristus) omsorgen for det modtagende middel (medium ληπτικόν), troen, som alene er det, hvorved de på deres side kan modtage velsignelsen og himmeriget. Desuden ved vi, at dåben hører til evangeliet, og at evangeliet har det ved sig, at det også selv virker den tro, som det kræver. Vi siger altså: Ligesom evangeliets ord, idet det tilbyder syndernes forladelse, også virker troen på den tilbudte syndernes forladelse, sådan virker og styrker også dåben troen, ikke i kraft af en fysisk eller magisk kraft, der er lagt i dåbsvandet, men i kraft af det løfte om syndernes forladelse, som er knyttet til vanddåben. Luther: «Altså siger vi, at de små børn vel bringes til dåben ved andres tro og gerning; men når de er kommet dertil, og præsten eller døberen handler med dem i Kristi sted, så velsigner han dem og giver dem troen og himmeriget; for præstens ord og handling er Kristi eget ord og gerning.»¹¹⁴⁰ «For hvad er dåben andet end evangeliet, som de bringes til? Selv om de kun hører det én gang, hører de det dog så meget mere kraftfuldt, fordi Kristus tager imod dem, han som har befalet, at de skal bringes.»¹¹⁴¹ Ved barnedåben er vi mere sikre på troen end ved de voksnes dåb. Ved de voksnes dåb må vi på vores spørgsmål, om de tror, lade deres ord gælde. Og vi skal lade deres ord gælde. Bedrager de os eller sig selv, er det deres sag. «Du er undskyldt og døber ret», siger Luther.¹¹⁴² Men ved barnedåben har vi Kristi ord for, at børnene tror, fordi han byder, at de skal bringes til ham, for at han kan velsigne dem, og derfor også selv må sørge for, at de er udrustet med troen som det middel, der tager imod. Luther siger med henvisning til Mark 10: «Mig synes: Skulle nogen dåb være sikker, så er børnenes dåb den allersikreste, netop for Kristi ords skyld, hvor han byder, at de skal bringes til ham, mens de gamle kommer af sig selv; og fordi der hos de gamle kan være bedrag på grund af den åbne fornuft, mens der hos børnene ikke kan være noget bedrag på grund af den skjulte fornuft; og i dem virker Kristus sin velsignelse, sådan som han har befalet, at de skal bringes til ham. Det er et helt fortræffeligt ord og ikke til at slå hen i vejret, at han byder, at børnene skal bringes til ham, og irettesætter dem, der hindrer det. … Kort sagt: Børnenes dåb og trøst står i ordet: ’Lad de små børn komme til mig, og hindr dem ikke, for Guds rige er for sådanne.’ Det har han sagt, og han lyver ikke. Så må det være ret og kristeligt at bringe de små børn til ham; det kan ikke ske andet end i dåben. Så må det også være sikkert, at han velsigner dem og giver himmeriget til alle, der således kommer til ham, sådan som ordene lyder: ’For sådanne er Guds rige.’»¹¹⁴³ – Det er blevet sagt og siges stadig, at det i hvert fald lyder mærkeligt, at vi ved dåben spørger barnet om troen og lader fadderne give os svaret. Men det sker af nærliggende grunde. Gud har indrettet det sådan, at børnene endnu ikke kan tale, mens vi af Guds ord ved, at de i dåben har egen tro; derfor udtaler vi, hvad de endnu ikke kan udtale. Samtidig benytter vi lejligheden til ved børnenes dåb at bekende den kristne lære om børnenes tro, som fornægtes midt i kristenheden. Ved en ret overvejelse af omstændighederne er sagen altså ikke mærkelig, men fuldstændig i orden. Hermed er også allerede svaret på spørgsmålet, om et dåbsritual med spørgsmålet om troen overhovedet passer til barnedåben, og om vores kirke ikke noget tankeløst har overført ritualet for de voksnes dåb til barnedåben. Hertil må der i overensstemmelse med det, der er udredt ovenfor, svares: Spørgsmålet om troen er ikke mindre på sin plads ved barnedåben end ved de voksnes dåb, fordi vi ved om børnene, og det endda sikrere end om de voksne, at de tror i eller ved dåben. Det er også tilrådeligt at beholde spørgsmålet om troen ved barnedåben, for at vi ikke, som Luther minder om, skal komme på den tanke, «at den kristne kirke har to slags dåb, og at børnene ikke har samme dåb som de gamle, skønt dog Sankt Paulus siger i Ef 4,5, at der kun er én dåb, én Herre, én tro».¹¹⁴⁴ – Men på hvilket punkt i dåbshandlingen skal vi tænke os, at troen opstår? Luther er ikke særlig optaget af at fastslå tidspunktet. Han siger, at troen er der «før eller i hvert fald i dåben».¹¹⁴⁵ Det, det for Luther alt sammen kommer an på, er, at barnet ikke døbes på faddernes eller den kristne kirkes tro eller på sin egen fremtidige tro, men har egen tro. Dog er det sikrest at tænke sig, at troen opstår i selve dåbshandlingen. Som Luther selv siger i de ord, der er anført ovenfor: Når børnene ved andres tro er bragt til dåben, og «døberen handler med dem i Kristi sted, så velsigner han dem og giver dem troen og himmeriget; for præstens ord og handling er Kristi eget ord og gerning». Nu kan imidlertid, hvad angår udførelsen af en ret dåb, i sidste ende alt falde bort undtagen anvendelsen af vandet i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. – Hertil knytter sig så spørgsmålet, hvordan man da kan spørge om barnets tro før selve dåbshandlingen. Man har tænkt på at flytte spørgsmålet om troen til efter dåbshandlingen. Men mod denne ordning kan man igen indvende, at den er kronologisk ukorrekt og fremkalder den forkerte forestilling, at troen ikke allerede er til stede i og ved dåben. Derfor må vi vel lade det blive ved, at det, der tidsmæssigt falder sammen i selve dåbshandlingen, nødvendigvis bliver taget fra hinanden i dåbsritualet, fordi vi mennesker er sådan beskaffet, at vi ikke kan tænke og sige alt på én gang. Endelig sømmer det sig, at vi alle i sagen «børnenes tro» aflægger et skriftemål. Når vi betragter sagen uden Guds ord, forekommer børnenes tro os mærkelig. Vores psykologiske kundskaber lader os her i stikken. Også vi ynker vel de stakkels børn for deres endnu uudviklede fornuft og anser dem hverken for i stand til at tage imod troen eller himmeriget eller dåben. Disciplene har haft lignende tanker. For da man bragte små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem, truede disciplene (ἐπετίμων) dem, der bar dem. Også disciplene tænkte: Cui bono? [Hvad skal det nytte?] Hele børnenes samvær med Kristus kunne jo kun komme ud på rene formaliteter. Men Herren afviste denne tanke om formaliteter. Han «harmedes (ἠγανάκτησεν) og sagde til dem: Lad de små børn komme til mig; I må ikke hindre dem, for Guds rige er bestemt for sådanne». Samtidig belærer Kristus sine disciple og os alle om, hvad den udviklede fornuft, som samler sig hos os i årenes løb, formår, når det gælder om at komme ind i Guds rige. Han siger: «Sandelig siger jeg jer, den der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn (ὡς παιδίον), kommer ikke ind i det.» Herren vender altså disciplenes dom om. Mens disciplene mener, at børnene ikke er det rette subiectum quod for Kristi velsignelse, belærer Kristus dem om, at de gamle må bringes ned til barnets tilstand, hvis de vil have del i himmeriget. Sådan må også vi give afkald på egne beregninger og optage de rette tanker om børnenes tro og frelse i os ved troen på Kristi ord.

¹¹²⁹ Luther, St. L. X, 2138.

¹¹³⁰ L. de baptismo, § 254, 255.

¹¹³¹ Pastorale, s. 130 ff.

¹¹³² Gerhards opregning af de ritus, der bruges i den lutherske kirke: L. de bapt., § 258–269; af dem, der anvendes i pavekirken: § 257.

¹¹³³ S. 698, 9.

¹¹³⁴ Kirchenagende für ev.-luth. Gemeinden, udgivet af Allgemeine Deutsche Ev.-Luth. Synode von Missouri, Ohio u. a. St. St. Louis, Mo. 1856.

¹¹³⁵ De indrammede dåbsattester er en meget passende vægpryd i kristne hjem, især også i teologistuderendes studereværelser.

¹¹³⁶ Pastorale, s. 133 ff.

¹¹³⁷ Pastorale, s. 136 f.

¹¹³⁸ Det er skolastikernes iudaica opinio [jødiske mening]. Apologien, s. 204, 18 ff.

¹¹³⁹ Den Store Katekismus, s. 490, 36.

¹¹⁴⁰ Anf. st., s. 492 f.

¹¹⁴¹ Anf. st., s. 497.

¹¹⁴² XI, 495.

¹¹⁴³ Anf. st., 496 f.

¹¹⁴⁴ St. L. XI, 490.

¹¹⁴⁵ Anf. st., 489.

10. Johannes’ dåb

Thomasius polemiserer mod de ældre lutherske teologer, fordi de «påstår, at den johanneiske dåb væsentligt og fuldstændigt er identisk med den kristne».¹¹⁴⁶ Hertil må det siges, at Johannes’ dåb efter Skriften virkelig var et nådemiddel med vis dativa og vis effectiva [meddelende og virkende kraft]. Ligesom den kristne dåb, som de kristne blev døbt med på den første pinsedag, var en dåb «til syndernes forladelse» (εἰς ἄφεσιν ἁμαρτιῶν), sådan beskrives også Johannes’ dåb udtrykkeligt som en «omvendelsesdåb til syndernes forladelse» (βάπτισμα μετανοίας εἰς ἄφεσιν ἁμαρτιῶν).¹¹⁴⁷ Og ligesom den kristne dåb kaldes genfødslens og Helligåndens fornyelses bad, som frelsen sker ved (ἔσωσεν ἡμᾶς διὰ λουτροῦ παλιγγενεσίας καὶ ἀνακαινώσεως πνεύματος ἁγίου), og det i modsætning til at blive frelst ved egne gerninger (οὐκ ἐξ ἔργων τῶν ἐν δικαιοσύνῃ ὧν ἐποιήσαμεν ἡμεῖς),¹¹⁴⁸ sådan beskrives også Johannesdåben som et middel, hvorved Helligånden virker genfødslen, og hvorved «et menneske blandt farisæerne» kommer ind i Guds rige: «Hvis ikke nogen er blevet født af vand og Ånd (ἐξ ὕδατος καὶ πνεύματος), kan han ikke gå ind i Guds rige.»¹¹⁴⁹ Ganske vist har den rette opfattelse af Johannesdåben for så vidt ikke umiddelbar praktisk betydning, som ingen i dag længere bliver døbt med denne dåb.¹¹⁵⁰ Men når man bekæmper, at Johannesdåben er et nådemiddel, kommer uklare begreber om syndernes forladelse og om det at blive frelst for dagen. Således hos Thomasius, når han siger: «Den syndernes forladelse, som den johanneiske dåb gav, var mere af ydre og forberedende art, analog med virkningen af de gammeltestamentlige ofre. Den gjorde endnu ikke den, der modtog den, til lem af himmeriget, men forberedte ham til det. Således var den et forbillede på den kristne dåb, som den derfor heller ikke kunne erstatte. For Herrens disciple var Åndens udgydelse på pinsedag den fulde erstatning.» En syndernes forladelse «mere af ydre og forberedende art» er et utænkeligt begreb. Enten har man syndernes forladelse, eller også har man den ikke. Også de gammeltestamentlige ofre tilbød, for så vidt som de var forbilleder på Kristi forsoningsoffer, syndernes forladelse for Kristi skyld, og de troende israelitter, som ventede på Israels trøst, tilegnede sig den også i troen.¹¹⁵¹ Thomasius’ udsagn om, at den johanneiske dåb ikke gjorde nogen til «lem af himmeriget», modsiger Kristi udsagn i Joh 3,5, hvorefter mennesker som Nikodemus kunne komme ind i «Guds rige» ved Johannes’ dåb. Men «himmeriget» og «Guds rige» er synonymer. Thomasius taler også, som om Helligåndens udgydelse var et nådemiddel for Herrens disciple, hvorved de først helt fik del i syndernes forladelse og Guds barnekår, mens Helligåndens udgydelse på pinsedagen havde til formål at udruste disciplene til deres kald som vidner i verden: «I skal få kraft når Helligånden kommer over jer; og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og indtil jordens ende.»¹¹⁵²

¹¹⁴⁶ Dogmatik IV, 10. Thomasius vender sig navnlig mod Chemnitz, Gerhard og Ægidius Hunnius.

¹¹⁴⁷ Mark 1,4; Luk 3,3.

¹¹⁴⁸ Tit 3,5.

¹¹⁴⁹ Joh 3,5.

¹¹⁵⁰ Således Chemnitz, Examen, De bapt., p. m. 230. Ligeså Calov, Systema I, 953. Hos Chemnitz findes også, anf. st., s. 233 ff., en omhyggelig opregning og bedømmelse af de forskellige udlægninger af ApG 19,1–6. Om den opfattelse, at ordene i v. 5: «Da de hørte det, blev de døbt i Herren Jesu navn», ikke tilhører Lukas, men Paulus, dømmer han: Graecus textus illam explicationem facile patitur et admittit [Den græske tekst tåler og tillader let denne forklaring]. Men han vil ikke, at man udtaler anathema over nogen, der har en anden mening om spørgsmålet, om de tolv Johannesdisciple i Efesus endnu blev døbt i Kristi navn. Opfattelsen af denne historiske beretning, ApG 19,1–6, er en sag for sig. At Johannesdåben er et nådemiddel, står fast ud fra de beskrivelser af denne dåb, som Skriften giver os. Om den opfattelse, at Johannes’ dåb var en dåb til omvendelse «uden tro på Kristus og uden syndernes forladelse», dømmer Chemnitz: «En sådan omvendelse er sandelig ganske enkelt hedensk (res ethnica). Også Paulus siger udtrykkeligt i ApG 19, at Johannes døbte med omvendelsens dåb sådan, at han samtidig lærte, at de, han døbte, skulle tro på Kristus Jesus. Også Markus og Lukas forsikrer, at Johannes prædikede om sin dåb, at den var en dåb ikke blot til omvendelse, men til omvendelse til syndernes forladelse. Heller ikke udtrykket ’_til_ syndernes forladelse’ tager syndernes forladelse fra Johannes’ dåb. … Det samme udtryk bruges om Kristi dåb i ApG 2,38: ’Omvend jer, og hver af jer lade sig døbe … til syndernes forladelse.’»

¹¹⁵¹ ApG 10,43. Jf. afsnittet «Kristi offer og Det Gamle Testamentes sonofre», II, 453 f.

¹¹⁵² ApG 1,8. Ligeså Luk 24,46–49. De gamle teologer skelner derfor baptismus sanguinis eller martyriet, Matt 20,22, og baptismus flaminis eller udgydelsen af Helligåndens særlige gaver, ApG 1,5, fra baptismus fluminis eller vanddåben, som er et sakrament til syndernes forladelse. Jf. Quenstedt II, 1080.