Bog 1, kapitel 1: Emnet for denne bog fremlægges, og det vises, at de tænker forkert, som hævder, at forkyndelsen af nåden fornægter den frie vilje

Mellem dem, der forsvarer den frie vilje, og dem, der forkynder Guds nåde, har et stort og vanskeligt spørgsmål længe været drøftet. Man spørger nemlig, om Gud vil, at alle mennesker skal frelses; og da det ikke kan benægtes, spørger man, hvorfor den Almægtiges vilje så ikke bliver opfyldt. Og når man siger, at det sker efter menneskenes vilje, synes nåden at blive udelukket; for hvis den gives som løn for fortjenester, er det klart, at den ikke er en gave, men noget, man har krav på. Derfor spørger man igen, hvorfor denne gave, som ingen bliver frelst uden, ikke gives til alle af ham, som vil, at alle skal frelses. Og således finder de modstridende drøftelser ingen ende, så længe man ikke skelner mellem, hvad der er åbenbart, og hvad der er skjult. Om denne strid mellem meningerne vil jeg derfor, så vidt Herren hjælper mig, søge at klarlægge, med hvilket mål og hvilken besindighed man bør tænke. Jeg vil øve og prøve mine beskedne evner på det, som (efter min vurdering) besindigt har fæstnet sig i mit hjerte, så at det, hvis min pen når frem til regler, der intet har af anstødeligt eller forkert, ikke blot for os selv, men også for andre kan være nyttigt, at vi er nået frem til en grænse, som vi ikke bør overskride. Først må vi altså drøfte den menneskelige viljes bevægelser og trin. Nogle skelner på en usund måde mellem den og Guds nåde, idet de mener, at forkyndelsen af nåden fornægter den frie vilje; de ser ikke, at man efter samme regel kan indvende mod dem, at de fornægter nåden, når de vil, at den ikke skal være den menneskelige viljes fører, men dens følgesvend. For hvis viljen ophæves, medmindre den selv er ophav til de sande dyder, så ophæves nåden, medmindre den selv er årsag til de gode fortjenester. Luthersk note: Prosper bruger her den gamle kirkes sprog om «fortjenester», men lægger dem helt i nådens hånd: nåden er årsag til alt godt i mennesket. Luthersk lære undgår at tale om fortjeneste over for Gud: de gode gerninger er troens frugt og fortjener intet; det evige liv gives af nåde for Kristi skyld (CA VI; Apologien IV). Men lad os nu med Kristi hjælp begynde på det, vi har sat os for at behandle.