📚 Prosper af Aquitanien · ca. 450 · oversat fra latin
Om alle folkeslags kaldelse på dansk
Augustins elev Prosper forsvarer nåden alene og forener den med ordet om, at Gud vil, at alle mennesker skal frelses (1 Tim 2,4): Guds almindelige nåde til alle folk og den særlige nåde, der frelser. Hvor Prosper lærer anderledes end den lutherske bekendelse, står en luthersk note.
- Bog 1, kapitel 1: Emnet for denne bog fremlægges, og det vises, at de tænker forkert, som hævder, at forkyndelsen af nåden fornægter den frie vilje
- Bog 1, kapitel 2: Enhver menneskesjæl har af naturen en eller anden vilje, som enten er sanselig, sjælelig eller åndelig
- Bog 1, kapitel 3: Om den sanselige vilje
- Bog 1, kapitel 4: Om den sjælelige vilje, der intet vinder ud over den timelige æres løn, selv om man ved Guds gave har en højere indsigt
- Bog 1, kapitel 5: Alle folkeslag har i elementerne modtaget lovens bud, så de er uden undskyldning i deres afgudsdyrkelse
- Bog 1, kapitel 6: Uden Guds nåde nærmer viljen sig uretten desto hurtigere, jo ivrigere den spænder sig til handling, fordi den ikke lever til Guds ære
- Bog 1, kapitel 7: Når mennesket vender tilbage til gudsfrygten, skabes der ikke et andet væsen i det, men det samme, som var svækket, genoprettes; og intet tages fra det undtagen lasten, idet den tidligere vilje rettes
- Bog 1, kapitel 8: Nåden genopretter Guds værk sådan, at den ikke tager den frie vilje bort, men tværtimod helbreder netop gennem den
- Bog 1, kapitel 9: Når Skriften taler om de gode eller de onde, om de udvalgte eller de forkastede, nævner den den ene del, som om den ikke udelod et eneste menneske
- Bog 1, kapitel 10: Skriften taler om de udvalgte og de forkastede i samme folk, som om de var de samme
- Bog 1, kapitel 11: Skriften taler om mennesker fra forskellige tider, som om de var én og samme tids slægt
- Bog 1, kapitel 12: Apostlens ord «Han vil, at alle mennesker skal frelses» skal forstås om mennesker af enhver slags
- Bog 1, kapitel 13: Dybden i den hemmelighed, at Guds frelsende nåde går nogle forbi, som kirken beder for, kan ikke åbenbares for os i dette liv
- Bog 1, kapitel 14: I Guds gerningers husholdning er der meget, hvor kun virkningerne vises, mens årsagerne er skjulte
- Bog 1, kapitel 15: At en del af menneskene bliver befriet, kan ikke tilskrives viljens fortjenester, som om nåden havde udvalgt de gode og gået de onde forbi
- Bog 1, kapitel 16: At af ligestillede små børn nogle går herfra til det evige liv og andre til den evige død, før de har brugt forstanden, viser, hvor uransagelige Guds domme er
- Bog 1, kapitel 17: Af de ugudelige, der omvender sig til sidst og bliver frelst, ses både, at nåden gives uden fortjenester, og at Guds dom er uransagelig
- Bog 1, kapitel 18: Nåden, uden hvilken der ikke kan være gode fortjenester, modtages ikke af nogen uden ved Guds vilje, uden fortjenester
- Bog 1, kapitel 19: Hvordan naturen er uden nåde
- Bog 1, kapitel 20: Herren lader sin inderlige barmhjertighed komme alle folkeslag til frelse og frelser alle; og dog er det også sandt, at ingen tager imod hans vidnesbyrd
- Bog 1, kapitel 21: Man skal ikke granske, hvorfor Gud udvælger nogle og ikke udvælger andre, lige så lidt som hvorfor han tidligere forbigik alle folkeslag og udvalgte Israel alene
- Bog 1, kapitel 22: De, der henfører den adskillelse, hvorved Gud udvælger nogle og ikke udvælger andre, til den menneskelige viljes fortjenester, lærer, at ingen frelses af nåde, men som gengæld; og de gendrives åbenlyst af de små børn
- Bog 1, kapitel 23: Al menneskets gode fortjeneste, fra troens begyndelse til udholdenhedens fuldendelse, er Guds gave – og først vises dette om troen
- Bog 1, kapitel 24: Alt godt i mennesket kommer af nåden, og troen gives uden at være bedt om, for at vi ved dens bønner kan opnå de øvrige goder
- Bog 1, kapitel 25: Spørgsmålet om, hvorfor den ene snarere end den anden modtager nåden, er uudgrundeligt og kan ikke løses ud fra den frie vilje
- Bog 2, kapitel 1: Tre ting står fast i dette spørgsmål: at Gud vil, at alle skal frelses, at erkendelsen af sandheden og frelsen er af nåde, og at Guds domme er uudgrundelige
- Bog 2, kapitel 2: Skriften lærer, at Gud vil, at alle mennesker skal frelses
- Bog 2, kapitel 3: Det er uransageligt, hvorfor Gud har bestemt, at nogles kaldelse skulle udskydes
- Bog 2, kapitel 4: I de tidligere tider har Guds godhed altid formanet menneskene til at dyrke ham gennem elementerne, ligesom den på særlig vis formanede Israels folk gennem loven og profeterne
- Bog 2, kapitel 5: De, der blandt hedningerne har behaget Gud, blev udskilt ved troens og nådens ånd
- Bog 2, kapitel 6: Heller ikke nu gives nåden til alle i samme mål
- Bog 2, kapitel 7: Da alt godt er af Guds nåde, må forskellen i fortjenester hverken føres tilbage til den frie vilje eller gøres til genstand for klage
- Bog 2, kapitel 8: Enhver får uden fortjeneste det, hvorved han kan stræbe mod fortjeneste, og af den, der allerede er begavet med nåden, ventes det, at han øger det, han har modtaget, ved ham, der giver væksten
- Bog 2, kapitel 9: Vi skal ikke granske årsagen til, at nåden har været forskellig til forskellige tider
- Bog 2, kapitel 10: Til alle tider har Guds barmhjertighed både næret legemerne og hjulpet sindene
- Bog 2, kapitel 11: Det, som Guds gavmildhed i det høje har besluttet at give menneskene, vokser for det meste frem hos dem lidt efter lidt og stykke for stykke
- Bog 2, kapitel 12: At vi vender os bort fra Gud, skyldes ikke Guds bestemmelse, men vores egen vilje; derfor er det menneskets fortjeneste, hvis det står fast, eftersom det kunne falde
- Bog 2, kapitel 13: Guds godhed var til stede for at vejlede ikke kun de hellige, men også de ugudelige før syndfloden
- Bog 2, kapitel 14: Ved syndfloden og siden frem til Kristus blev den guddommelige nådes gerninger åbenbaret og den kristne nådes undere forudbetegnet, selv om den overflod af nåde, som nu vander verden, ikke strømmede lige så rigeligt
- Bog 2, kapitel 15: Der fødes ikke bedre anlæg nu end før Kristi komme; tværtimod fandtes uretfærdigheden stærkere på den tid, da Kristus kom, for at Guds nåde kunne blive åbenbar
- Bog 2, kapitel 16: Kristus er død for alle ugudelige
- Bog 2, kapitel 17: De folkeslag, som Frelserens nåde endnu ikke har lyst for, skal kaldes til evangeliet til den fastsatte tid
- Bog 2, kapitel 18: I de tidligere tider var Kristi nåde skjult for folkene, men ikke for profeterne
- Bog 2, kapitel 19: Gud vil til alle tider, at alle mennesker skal frelses, enten ved almindelige gaver eller også ved særlige
- Bog 2, kapitel 20: En indvending ud fra de små børn mod ordet «Han vil, at alle mennesker skal frelses»
- Bog 2, kapitel 21: De små børn, der går fortabt, behandles retfærdigt både i denne verden og i den kommende på grund af arvesynden
- Bog 2, kapitel 22: Den guddommelige retfærdighed fastsætter for enhver målet og arten af hans elendighed
- Bog 2, kapitel 23: Den almindelige nåde gives til de små børn, der går fortabt, idet den gives til deres forældre
- Bog 2, kapitel 24: Den forskel, der gøres mellem ligestillede små børn, giver ikke grund til en retfærdig klage, men anbefaler i høj grad Guds retfærdighed og Kristi nåde
- Bog 2, kapitel 25: På grund af den almindelige nåde vil Gud til alle tider, at alle skal frelses, men ved den særlige nåde kun nogle
- Bog 2, kapitel 26: I enhver retfærdiggørelse har nåden ganske vist forrangen, men viljen føjes til den, fordi nåden først bereder viljen for sig som modtager og tjenerinde for sine gaver
- Bog 2, kapitel 27: Viljens samtykke fødes ved nåden, ikke kun af lære og oplysning, men også af rædsel og frygt
- Bog 2, kapitel 28: De, der ved Guds nåde tror på Kristus, kan lade være med at tro, og de, der holder ud, kan gå bort fra Gud
- Bog 2, kapitel 29: Løftet om velsignelse for alle folkeslag opfyldes dagligt sådan, at hverken de, der går fortabt, har en retfærdig undskyldning, eller de frelste kan rose sig af deres egen retfærdighed
- Bog 2, kapitel 30: Gentagelse af det første kapitel i anden bog
- Bog 2, kapitel 31: Guds almindelige godhed har til alle tider været nær hos alle mennesker, men den særlige nåde kun hos dem, der skal frelses
- Bog 2, kapitel 32: Blandt de troende er der forskellige grader af Guds gaver, og det ikke på grund af deres fortjenester, men ved Guds retfærdige og skjulte dom
- Bog 2, kapitel 33: Ingen går fortabt, som ikke bør gå fortabt; men alle, der er udvalgt fra evighed, bliver frelst
- Bog 2, kapitel 34: Det er ikke forgæves at arbejde for at opnå gode gerningers fortjenester eller at holde ud i bøn, selv om Guds beslutning om de udvalgtes frelse er uforanderlig
- Bog 2, kapitel 35: Nåden gives de udvalgte, ikke for at de skal være uvirksomme eller være fri for fjendens angreb, men for at de skal gøre det gode og overvinde fjenden
- Bog 2, kapitel 36: Udvælgelsen ophæver ikke iveren for bøn; dens virkning fuldendes tværtimod gennem bøn og gode gerninger
- Bog 2, kapitel 37: Om ingen kan man før dette livs afslutning sige, at han vil få del i de udvalgtes herlighed; og ingen, der er faldet, skal man opgive at rejse igen
Om alle folkeslags kaldelse (Prosper af Aquitanien, ca. 450) er oversat fra latin til dansk med AI og derefter gennemgået af en uafhængig korrekturlæsning for både korrekthed og sprog. Kilde: De vocatione omnium gentium, latinsk tekst efter Migne, Patrologia Latina 51 (public domain), rettet for OCR-fejl. Værket er fra sin egen tid – nogle oplysninger og synspunkter kan være forældede.