Bog 2, kapitel 4: I de tidligere tider har Guds godhed altid formanet menneskene til at dyrke ham gennem elementerne, ligesom den på særlig vis formanede Israels folk gennem loven og profeterne

Men heller ikke i de tidligere tider manglede verden denne samme nåde – den, der efter vor Herre Jesu Kristi opstandelse er udbredt overalt, og om hvilken der er skrevet: «Dine lyn lyste over jorderige» (Sl 77,19). For selv om det står fast, at Israels folk er udvalgt med Guds særlige omsorg og overbærenhed, og at alle andre folk fik lov at gå deres egne veje (ApG 14,16), det vil sige at leve efter deres egen vilje, så vendte Skaberens evige godhed sig dog ikke sådan bort fra de mennesker, at han ikke ved nogen tegn formanede dem til at kende og frygte ham. Himlen og jorden og havet og hele skabningen, som kan ses og forstås, er nemlig først og fremmest indrettet til menneskeslægtens gavn, for at den fornuftige natur ved at betragte så mange skikkelser, erfare så mange goder og modtage så mange gaver skulle oplæres til at dyrke og elske sin ophavsmand, mens Guds Ånd, i hvem vi lever, bevæger os og er til (ApG 17,28), fylder alt. For selv om frelsen er langt fra syndere (Sl 119,155), er intet dog tomt for selve frelsens nærvær og kraft. Som profeten siger: «Jorden er fuld af Herrens miskundhed» (Sl 33,5). Den har aldrig manglet i nogen tid eller noget slægtled, og den har altid anvendt det forsyn, hvormed den styrer og opretholder alt, til at lede og nære det skabte. Ud fra sit uforanderlige og evige råd har den fastlagt, i hvilke tider den skulle uddele hver enkelt ting, og de uransagelige og usporlige mål for sin mangfoldige nåde, som den skulle variere sine gaver og sakramenter efter. For ligesom den gavmilde nåde, der til sidst er strømmet ud over alle folk, ikke gør den nåde til intet, som under loven faldt som dug over Israel alene, og ligesom den nuværende rigdom ikke frakender den tidligere sparsomhed dens troværdighed, sådan må man heller ikke af den omsorg fra Gud, som på særlig vis vågede over patriarkernes børn, slutte, at styrelsen af Guds barmhjertighed var taget fra de øvrige mennesker. De ser vel ud til at være forkastede sammenlignet med de udvalgte, men de er aldrig blevet frataget hans åbenbare og skjulte velgerninger. For vi læser i Apostlenes Gerninger, at apostlene Paulus og Barnabas sagde til lykaonierne: «Mænd, hvad er det, I gør? Vi er også dødelige mennesker ligesom jer, og vi forkynder jer, at I skal vende jer fra disse tomme ting til den levende Gud, som har skabt himlen og jorden og havet og alt, hvad der er i dem. I de svundne slægtled lod han alle folkeslag gå deres egne veje. Men han lod dog ikke sig selv være uden vidnesbyrd: Han gjorde godt, han gav regn fra himlen og frugtbare tider, og han fyldte jeres hjerter med føde og glæde» (ApG 14,15–17).

Hvad er da dette vidnesbyrd, som altid har tjent Herren og aldrig har tiet om hans godhed, andet end hele verdens uudsigelige skønhed og den rige og ordnede rundhåndethed i hans uudsigelige velgerninger? Gennem dem fik menneskenes hjerter så at sige en evig lovs tavler, så den fælles og offentlige lære om Guds ordning kunne læses på elementernes sider og i tidernes bøger. Himlen og alt himmelsk, havet og jorden og alt, hvad der er i dem, vidnede altså med deres skønheds og ordens samstemte harmoni om Guds herlighed og forkyndte i en uophørlig prædiken deres ophavsmands majestæt. Og dog forstod det store flertal af mennesker, som fik lov at gå deres egen viljes veje, ikke denne lov og fulgte den ikke, og duften af liv, der åndede til liv, blev for dem en duft af død til død (2 Kor 2,16) – så man også i de synlige vidnesbyrd kunne lære, at bogstavet slår ihjel, men Ånden gør levende (2 Kor 3,6). Det, som i Israel skete ved lovens indstiftelse og profeternes ord, det har altså hele skabningens vidnesbyrd og undere af Guds godhed altid udvirket blandt alle folk.