Bog 2, kapitel 3: Det er uransageligt, hvorfor Gud har bestemt, at nogles kaldelse skulle udskydes

Det hører til et stort og uudsigeligt mysteriums hemmelighed, at de samme forkyndere, som fik at vide: «Gå ud i hele verden, og forkynd evangeliet for hele skabningen» (Mark 16,15), forinden havde fået at vide: «Gå ikke ad hedningernes vej, og gå ikke ind i samaritanernes byer, men gå hellere til de fortabte får af Israels hus» (Matt 10,5–6). For selv om evangeliet var rettet mod alle menneskers kaldelse, og Herren ville, at alle skulle frelses og komme til erkendelse af sandheden (1 Tim 2,4), havde han dog ikke frataget sig selv magten over sine anordninger, så hans råds orden skulle forløbe anderledes, end han ved en skjult og retfærdig dom havde fastsat. Derfor er der ikke plads for de genstridiges knurrende klager. For når Gud har villet, at noget skal ske, står det fast, at det ikke burde ske anderledes, end han ville. Men senere, da Herren Jesus allerede sad i Gud Faderens herlighed, og Ordets forkyndere tjente i den opgave, de havde påtaget sig, ville apostlene forkynde Ordet i Asien, men blev forhindret af Helligånden; og da de ville drage til Bithynien, tillod Jesu Ånd dem det ikke (ApG 16,6–7). Nåden blev altså ikke nægtet de folk, men – så vidt man kan se – udskudt. For siden vandt den kristne tro også fremgang hos dem.

Hvad grunden var til at udskyde kaldelsen, er ikke klart. Og dog lærer vi af eksemplet på det, der skete, at Gud blandt sine almindelige løfter, gerninger og befalinger forstår at ordne visse ting, som er undtaget fra de fælles årsager, efter en mere skjult plan. Jeg tror, det sker, for at det, der glimter mere i det skjulte, kan blive kendt på en mere forunderlig måde, når der lægges en vis skygge imellem; så blikket ikke bliver mere ligegyldigt, fordi det er let at se, og på en måde slumrer ved det vante, hvis det ikke vækkes af det usædvanlige. Disse udsættelser af oplysningen, som ikke kan udgrundes, og under hvilke mange jo dør i vantro, ved vi ikke kun sker hos fjernere, ugudelige folk, men også i de troendes byer, i mange huse og familier, idet også de, der skal blive kristne, står den kristne tro imod. For mange skal komme til at elske det, de hader, og forkynde det, de ikke tager imod. Og hvem vil midt i alt dette kunne gøre det kendt for de klagende eller nysgerrige, hvorfor retfærdighedens sol (Mal 3,20) endnu ikke står op over visse folk, og hvorfor sandheden, som skal åbenbares, endnu holder sine stråler tilbage fra formørkede hjerter (Visd 5,6)? Hvorfor får de, der skal rettes, lov til at fare vild så længe, og hvorfor bliver det, som skal gives dem til sidst i alderdommen, ikke givet dem gennem så langt et liv? Hvorfor tror forældrene endnu ikke, når børnene allerede tror på Kristus? Og omvendt: hvorfor er afkommet af fromme forældre vrangt og uenigt med dem? Og dog beder man hver dag efter hans eget bud for alle til Gud, som giver både troens begyndelse og dens vækst – så barmhjertighedens nåde kan kendes, hvis han bønhører, og sandhedens dom kan forstås, hvis han ikke bønhører. Luthersk note: Prosper henfører det til Guds skjulte dom, at mange dør i vantro, før troen når dem, og at bønnen for dem ikke bønhøres. Konkordieformlen XI lærer, at Gud ikke vil nogens fortabelse, og at fortabelsen ikke er Guds råd, men menneskets egen skyld. Vi skal ikke granske det skjulte, men holde os til det åbenbarede ord: at Gud vil, at alle skal frelses, og kalder ved Ordet.