Bog 2, kapitel 6: Heller ikke nu gives nåden til alle i samme mål

For også i disse dage, hvor de uudsigelige gavers floder vander hele verden, gives der ikke alle den samme grad eller det samme mål. For selv om den samme sandhed forkyndes for alle ved Ordets og Guds nådes tjenere, og den samme formaning bruges, så er det dog Guds mark og Guds bygning, og hans kraft virker usynligt, for at det, der bygges eller dyrkes, skal vokse og gå frem. Det bevidner apostlen Paulus, når han siger: «Hvad er da Apollos? Og hvad er Paulus? Tjenere for ham, som I kom til tro på, og hver især sådan som Herren gav ham. Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav væksten. Så hverken den, som planter, eller den, som vander, er noget, men det er Gud, som giver væksten. Men den, som planter, og den, som vander, er ét, og enhver vil modtage sin egen løn i forhold til sit eget arbejde. For vi er Guds medarbejdere; I er Guds mark, I er Guds bygning» (1 Kor 3,5–9). Enhver er altså medarbejder, arbejder og tjener ved denne dyrkning og opbygning i den grad, som Herren har givet hver enkelt. Og de, som bliver dyrket ved tjenernes arbejde, når frem til det mål, som vækstens ophavsmand har løftet dem op til. For på Herrens mark er beplantningen hverken ensartet eller én. Og selv om hele templets bygning føjer sig sammen til én skønhed, har alle stenene dog ikke samme plads og samme brug – ligesom ikke alle lemmer på det ene legeme har samme funktion (Rom 12,4), som apostlen siger: «Men nu har Gud sat lemmerne, ethvert af dem, som han ville» (1 Kor 12,18).