Bog 2, kapitel 7: Da alt godt er af Guds nåde, må forskellen i fortjenester hverken føres tilbage til den frie vilje eller gøres til genstand for klage

Hvorfra disse lemmer har deres egnethed, nytte og skønhed, forklarer den samme lærer, når han siger: «Derfor meddeler jeg jer, at ingen, som taler ved Guds Ånd, siger: ’Forbandet er Jesus’, og ingen kan sige: ’Jesus er Herre’, uden ved Helligånden. Der er forskellige nådegaver, men Ånden er den samme; der er forskellige tjenester, men Herren er den samme; der er forskellige virkninger, men Gud er den samme, som virker alt i alle. Men åbenbaringen af Ånden gives enhver til gavn. For ved Ånden får en visdoms tale, en anden kundskabs tale ifølge den samme Ånd, en anden tro ved den samme Ånd, en anden nådegaver til helbredelser ved den samme Ånd, en anden kraftige gerninger, en anden profeti, en anden evne til at bedømme ånder, en anden forskellige slags tungetale, en anden udlægning af tungetale. Men alt dette virker den ene og samme Ånd, som deler ud til hver især, som han vil» (1 Kor 12,3–11). Når hedningernes lærer forkynder dette med så stort lys og så stor klarhed, hvilken grund og hvilken anledning er der så til at tvivle på, at kimen til alle vore dyder er fra Gud? Eller hvem andre end den mest uforstandige vil klage over forskellen på Guds gaver eller mene, at det skal tilskrives ulige fortjenester, at den himmelske gavmildhed ikke giver ligeligt? For hvis denne fordeling skete efter fortjenesten af forudgående gerninger, ville apostlen ikke have afsluttet listen over gaverne med denne konklusion: «Men alt dette virker den ene og samme Ånd, som deler ud til hver især, som han vil» (1 Kor 12,11). Havde han villet, at man skulle forstå fortjenester som årsagen, ville han her have sagt: «som deler ud til hver især, som de fortjener» – ligesom han lovede dem, der planter eller vander, løn for deres hengivenhed, da han sagde: «Enhver vil modtage sin egen løn i forhold til sit eget arbejde» (1 Kor 3,8).