Bog 2, kapitel 37: Om ingen kan man før dette livs afslutning sige, at han vil få del i de udvalgtes herlighed; og ingen, der er faldet, skal man opgive at rejse igen

Og om ingen kan man før hans livs afslutning sige, at han vil få del i de udvalgtes herlighed, for at en gavnlig frygt kan bevare en ydmyghed, der holder ud, og for at den, der står, kan se til, at han ikke falder (1 Kor 10,12); og for at den, der måske er faldet, overvundet af en fristelse, ikke skal opsluges af sorg eller miste tilliden til hans barmhjertighed, som løfter alle, der falder, og rejser alle, der er slået ned (Sl 145,14). Luthersk note: Prosper lærer, at ingen kan vide, at han er udvalgt, før livet er slut. Efter luthersk lære skal man ikke granske Guds skjulte råd, men søge visheden om sin udvælgelse i evangeliets løfte og i Kristus; den, der tror, må være vis på, at han hører til de udvalgte (Konkordieformlen XI). For så længe man lever i dette legeme, må ingens tilrettevisning forsømmes, og ingens genoprejsning opgives. Derfor skal den hellige kirke bede: for dem, der er kommet til tro, skal den takke og bede om, at de får en udholdenhed, der fører dem videre frem; og for dem, der står uden for troen, skal den bede om, at de må komme til tro. Og den skal ikke holde op med sine bønner, hvis den for nogles vedkommende ikke er blevet bønhørt. For Gud, som vil, at alle skal komme til erkendelse af sandheden (1 Tim 2,4), kan ikke forkaste nogen uretfærdigt.