Bog 2, kapitel 36: Udvælgelsen ophæver ikke iveren for bøn; dens virkning fuldendes tværtimod gennem bøn og gode gerninger

Men at omsorgen for bønnen ikke opløses af beslutningen om den guddommelige udvælgelse, vil jeg bevise klart med ét vidnesbyrd og for kortheds skyld forbigå resten. I Tobits Bog siger englen Rafael til hans søn Tobias: «Husk din fars befalinger, for han har pålagt dig at tage dig en hustru af din fars slægt. Og hør nu på mig, broder: Regn ikke med den dæmon, men bed om at få hende. Og vid, at hun skal gives dig til hustru i denne nat. Og når du går ind i kammeret, så tag noget af den fisks lever og læg det på gløderne; så vil lugten brede sig, og dæmonen vil lugte den og flygte og aldrig nogen sinde vise sig i nærheden af hende igen. Og når du vil være sammen med hende, så rejs jer først begge to og bed til himlens Herre, at der må gives jer barmhjertighed og helbredelse. Og frygt ikke, for hun er bestemt til dig fra før tidernes begyndelse, og du skal helbrede hende» (Tob 6,16–18). [Prosper citerer en gammel latinsk oversættelse, der følger den græske tekst; Vulgatas ordlyd er her en anden.] Selv om det, Gud har bestemt, altså på ingen måde kan undlade at ske, fjernes iveren for bøn alligevel ikke, og den frie viljes hengivelse slappes ikke af udvælgelsens beslutning; for den virkning, hvorved Guds vilje skal opfyldes, er forud fastsat sådan, at fortjenesterne vokser gennem gerningernes arbejde, gennem vedholdende bøn og gennem øvelse i dyderne, og at de, der har gjort det gode, bliver kronet ikke blot efter Guds beslutning, men også efter deres egne fortjenester. Luthersk note: Prosper lærer, at de udvalgte krones også efter deres egne fortjenester, og at fortjenesterne vokser. Efter luthersk lære er det evige liv en nådegave for Kristi skyld og ikke løn for fortjeneste; de gode gerninger lønnes af nåde (Apologien IV). For netop derfor er den forudbestemmelse, der hører til denne udvælgelse, skjult i en hemmelighed, som ligger langt uden for menneskelig erkendelse.