Hvordan man skal undervise barselkvinder

For sådanne vordende mødre er Guds rette redskaber, som han bruger til et ærefuldt formål. Derfor er de Gud desto kærere, jo nærmere de kommer fødslen.

Derfor skal prædikanterne omhyggeligt undervise dem i, at de, når de gør sig rede til at føde, skal vænne sig til ofte at betro Gud deres livs frugt med disse eller lignende ord:

Vi takker dig, almægtige, evige Gud, for denne din velsignelse. Og vi beder dig, o Herre Jesus Kristus: Lad denne frugt altid være dig betroet. Og eftersom du har befalet, at man skal lade børnene komme til dig, så bærer vi også dette foster frem for dig med denne bøn: at du vil tage imod det og lade det få evig gavn af dit hellige, dyrebare blod. Amen.

Sådanne børn, som på denne måde efter deres kår og efter Kristi eget ord bliver betroet ham og lagt i hans hænder, må man ikke regne for fordømte, selv om de dør i moderlivet – lige så lidt som israelitternes børn, der døde uomskårne før den ottende dag, og dem regner man ikke for fordømte.

Det er også en trøst for dem, at de ikke af den grund behøver at frygte for at tilhøre den Onde, sådan som man hidtil har ment af uvidenhed og overtro, selv om sådanne kvinder fristes mere end andre. For Satan sætter alt ind på at gøre kaldet forhadt og besværligt for kvinderne – netop det kald, hvorved de allermest behager Gud (1 Tim 2).

Desuden: Selv om de nu er fri af Moses' lov, så de ikke behøver at rette sig efter den eller lade sig føre ind i kirken af kirkens tjener, når de efter fødslen vil gå i kirke [den gamle skik, hvor præsten ved barselkvindens første kirkegang modtog hende ved kirkedøren og førte hende ind], må de dog gerne holde sig hjemme, som skik er. Også selv om de ikke gjorde det af svaghed, bør de gøre det for sømmeligheds og anstændigheds skyld, så de ikke bliver til forargelse og et dårligt eksempel for nogen og derved (som det kan ske) skader deres børn.