📚 Reformatorernes skrifter · Den danske kirkeordinans (1537/1539) · Rhegius, Menius, Bugenhagen, Bucer, Myconius m.fl., 1529–1556
Hvordan jordemødre skal undervises
📚 Åbn i Studiebiblioteket Indhold
Man skal have jordemødre, som er hæderlige og gudfrygtige, forstår sig noget på deres hverv og bor på belejlige steder, til hjælp for både fattige og rige.
Når jordemødrene er valgt, skal prædikanterne undervise dem i, hvordan de skal forholde sig både over for barselkvinderne og over for fosteret. For det første skal de forholde sig sådan over for barselkvinderne og dem, der er nær ved at føde, at de kan trøste dem og formane dem til taksigelse: først for Guds velsignelse, som er moderlivets frugt, og som ikke alle kvinder får; dernæst fordi Gud selv med sin egen nærværelse er til stede for at give hjælp og bistand, når han bliver påkaldt (2 Makk 7), og selv gør det bedste.
Videre skal de også forstå, at den smerte, de lider i fødslen, er et kors, som Gud har lagt på dem, 1 Mos 3, men som dog med Guds hjælp snart skal vendes til en stor glæde, Joh 16. Og skulle de endog være i livsfare, så skal de dog være tålmodige og befale sig i Guds hånd sammen med alle dem, der bærer hans kors. Men om det tør man dog ikke tale meget, medmindre der synes at være stor fare på færde.
Endvidere skal de forholde sig sådan over for frugten og fosteret, som findes død i moderlivet, at de befaler det til Gud og ikke anser det, der er dødt og ikke født til verden, for deres sag. De skal alene gøre sig umage for, at kvinden, der ligger i fødsel, kan blive i live.
Men finder de fostrene levende eller delvis kommet frem, dog nær døden, skal de alligevel ikke – sådan som det plejer at ske – døbe dem, før de er helt født.
For intet kan genfødes, som endnu ikke er født. De skal ikke befale det til andre end Gud med disse eller lignende ord: O Herre Jesus Kristus, du som har særligt behag i de børn, der bæres frem for dig, og gerne tager imod dem til det evige liv, du som sagde: «Lad de små børn komme til mig» osv. Efter dette ord ofrer vi dig dette barn, ikke i vor favn, men med vore bønner.
O Jesus, vor kære Herre og frelser, tag imod det, kære Herre, og lad det evigt nyde din forløsning, som du vandt os på korset. Amen.
Og sker det, at barnet således dør uden dåb, skal man dog ikke opgive håbet om barnets frelse, efter ordet: «Lad de små børn komme til mig», og: «Hvad I beder om i mit navn» osv.
Er barnet i livsfare, efter at det er født, skal jordemoderen sammen med de andre gudfrygtige og hæderlige kvinder, som er til stede, straks befale det til Gud med disse eller lignende ord:
O Herre Jesus Kristus, dette barn ofrer vi dig efter dit eget ord, og vi beder dig om at tage imod det og lade det blive en kristen. Eller endnu kortere sådan:
O Herre Jesus, tag imod dette barn. Og dermed skal det straks døbes med disse ord:
Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.
Har man haft så travlt, at barnet ikke har fået et navn, må man give det navn bagefter.
Derefter bæres det til kirken, alene for at barnets dåb kan stadfæstes og kundgøres af kirkens tjener i faddernes nærvær.
Men på ingen måde må det døbes igen, så vi ikke forser os imod Den Hellige Skrift – medmindre det forholder sig sådan, at der, når man har forhørt fadderne, er tvivl om barnets dåb, som før er sagt.
Reformatorernes skrifter (Rhegius, Menius, Bugenhagen, Bucer, Myconius m.fl., 1529–1556) er oversat fra tysk, latin og gammeldansk til dansk med AI og derefter gennemgået af en uafhængig korrekturlæsning for både korrekthed og sprog. Kilde: Førstetryk fra Bayerische Staatsbibliothek (MDZ), Myconius’ Historia Reformationis (udg. E. S. Cyprian 1718), Peder Palladius’ Danske Skrifter IV (Vingaard 1575) og H. F. Rørdam, Danske Kirkelove I (1883) – alle public domain. Værket er fra sin egen tid – nogle oplysninger og synspunkter kan være forældede.