Om hospitaler

Først og fremmest vil vi, at landsbyer, møller, fiskevand, skove, ager og eng og hvad der ellers kan findes, som fra gammel tid har været lagt til underhold for fattige mennesker og er kommet fra dem med urette, igen skal lægges til de fattiges frie brug. Og hvis det et sted viser sig ikke at være nok, vil vi lægge det til, der mangler, eftersom vi ved, hvad Kristus har sagt: «Hvad I har gjort mod en af de mindste i mit navn, det har I gjort mod mig.»

Men over de fattiges gods skal der sættes diakoner, som med ret troskab skal oppebære indtægterne og aflægge regnskab for indtægter såvel som for udgifter i rådets og prædikanternes nærværelse.

Forstanderen for hospitalet skal føre et retskaffent og gudfrygtigt liv. Han skal have karle og piger under sig, alt efter hvor mange fattige der er, så at hver enkelt trofast kan få den tjeneste, han har brug for.

Denne forstander skal sammen med sin hustru og sine børn og andre tjenere underholdes af den fælles kiste, dog sådan at man har de syge for øje og drager omsorg for dem, så dette underhold ikke bliver til nogen overflod.

Denne forstander må også have en vogn og sende den ud for at tigge rundt i lenet [kilden har «ligge»; da-barth: «tigge»], så de fattige også kan få noget godt af almisserne. Her skal landsbypræsterne, hvor vognen kommer, også gøre sig umage med at formane folket til kærlighedens gerninger.

Efter sognepræstens og byrådets råd skal disse diakoner tage de fattige ind, som virkelig er trængende eller svagelige, så de ikke vilkårligt tager dem ind, som de selv har lyst til, frem for dem, der er mest trængende. Dem skal sognepræsten også besøge én eller to gange om ugen. Og hvis han på nogen måde finder forsømmelse i den pleje, de fattige skal have, skal han påtale det over for forstanderen. Vil denne ikke høre, skal han bringe sagen frem for diakonerne. Og mindst én gang om ugen skal han trøste de samme syges samvittigheder.

Store hospitaler, som ligger noget langt fra købstæderne, må selv have og underholde deres egen prædikant, så de fattige ikke skal lide nogen skade, hvis det skulle være nødvendigt at give sakramentet eller at trøste nogen, der er ved at dø om natten.

Man skal også sørge for, at kamre, senge, fade og skåle og hvad der ellers hører til brugen, kan ordnes for de syge hver for sig efter deres forskellige sygdomme, især hvor der er fare for, at sygdommen kan smitte [kilden har «fryet»; da-barth: «fryct» (frygt, fare)], så sygdommen ikke ved samkvem breder sig fra nogle få til mange.

Når det gælder sygdomme, som kan helbredes, såsom pokker [i samtiden især syfilis («de franske pokker»), men ordet kunne også bruges om kopper] osv., skal lægerne i købstæderne gøre deres bedste og flittigt sørge for at helbrede dem. De skal tage løn for deres arbejde, så de fattige ikke alene underholdes, men også hjælpes til helbred, så vidt det er muligt.