Om landsbypræsternes underhold

Bonden skal give tiende af hvert tiende neg af al slags korn og ligeledes det tiende stykke kvæg efter ordlyden af den reces, som Hans Kongelige Majestæt og Danmarks riges råd sammen med hele adelen har aftalt og beseglet om dette. Af tienden skal præsten have den tredje del, sådan som den samme beseglede reces fastsætter. Kornet skal føres til dem i neg. Men i de landsdele og egne, hvor man ikke sår så rigeligt korn som i Jylland, på Sjælland, Fyn, i Skåne og på Smålandene, dér skal man give smør, brød, fisk og andet, sådan som man efter gammel skik plejer at give det i tiende.

Ligeledes skal hver sognepræst beholde sin præstegård med al dens rettighed og retmæssige tilliggende, sådan som det fra arilds tid har hørt til den. Og hvad der med urette er kommet fra den uden dom og ret, skal på lovlig vis komme tilbage til den.

Endvidere skal præsterne have offer på Kristi tre store højtider, nemlig i messen, straks efter at epistlen er læst.

Desuden skal der i hvert sogn indsættes to kirkeværger, som skal forvalte kirkens indtægter. De skal sammen med provsten forsvare sognepræsterne og føre deres sager. Hvis de ikke kan få det ordnet på tinget, skal de føre dem frem for øvrigheden og sørge for, at præsterne kan få deres rettighed fuldt ud betalt.

Og hvis noget et sted med urette er taget fra den, hvad enten det er bøndergårde, ager, eng, skov, fiskevand eller andet af den slags, skal de arbejde for, at det på lovlig vis kommer tilbage til den. Vi byder og befaler vore lensmænd at gøre sig umage for, at det kommer tilbage, hvis det er kommet fra den med urette. For evangeliet tager ikke fra nogen, hvad der er hans, men hjælper enhver til at beskytte alt det, der tilhører ham.

Så meget mindre bør man da ville tage det gode fra evangeliet, som er lagt til det.

Prædikanter og sognepræster må ikke drive handel, undtagen med det, der avles hjemme hos dem selv. Endnu mindre må de holde noget drikkehus. Og altid skal de gå i en ordentlig præstedragt, som sømmer sig for en tjener ved Guds ord. Det samme vil vi også have sagt om superintendenterne og prædikanterne i købstæderne og om alle, som tjener både i kirkerne og i skolerne.

Endvidere må ingen tiltage sig et landsogn, medmindre han bliver lovligt kaldet dertil. Der skal heller ikke tåles kapellaner, som lader sig leje til sognene [kilden har «leve»; da-barth: «leye»]. De vil nemlig næppe kunne gøre tjeneste med god samvittighed, for slet ikke at tale om at stå fast i fristelse. Ligesom de, der på den måde trænger sig ind i sognene, ikke bekymrer sig meget om, hvorfor de er sat ind – nemlig for at sørge for folkets bedste med råd og lære – sådan sætter de også i almindelighed de mest uegnede over folket. Dermed undertrykker de, så vidt det står til dem, al gudfrygtighed under gudfrygtighedens skin.

Ja, meget ofte sætter de endda ulve som hyrder over det fattige sognefolk. Og hvad der er endnu værre: De er ikke selv indviet eller indsat til nogen tjeneste eller noget embede i kirken, men er intet andet end lægfolk og på den måde helt uegnede til et sådant embede – for nu ikke at kalde dem kirkerøvere og Simon Troldmands staldbrødre [Simon, der drev trolddom, ApG 8,9–24], som med gunst og gaver på den måde trænger sig ind for deres egen lysts skyld.

Vi vil nu, at de sogne, som fra arilds tid har hørt til et kannikedømme, skal blive ved med det, og ligeledes de sogne, som kannikerne har fået i forlening, forudsat at tjeneren udfører sit embede fuldt ud. Han skal også være underlagt superintendenten på samme måde som andre sognepræster. Men når de kanniker, som nu har disse kirker i forlening, er døde, skal de samme kirker være frie som andre kirker.

Hvis riddermænd og adel har patronatsret (jus patronatus) til en sognekirke, må de selv, når sognepræsten dør, give kirken til den, de vil unde den. Dog på den betingelse, at den person, som de vil unde kirken, skal sendes til superintendenten og prøves af ham.

Og hvis superintendenten finder ham uegnet til at forestå kirken, må han på ingen måde godkendes. Men den, der har patronatsretten, må give den til en anden, som superintendenten finder egnet.

Adelen har nu begæret at være fri for tienden, som de dog af rette pligt skylder sognepræsten, der som deres hyrde har den sande sjælesorg. Og eftersom de alligevel ikke kan tvinges til at give denne tiende, formaner vi dem til at betænke, at de er kristne, og af egen fri vilje give Kristi tjenere, som er hans prædikanter, hvad de selv finder godt. Så skal den fordømmelse ikke ramme dem, som Kristus taler om til prædikanterne: «Den, der foragter jer, foragter mig, og den, der foragter mig, foragter ham, som har udsendt mig.» Og Sodomas folk skal have det lettere på den yderste dag end sådanne foragtere.

Landsogne, som ligger tæt ved købstæderne, skal tage sig sognedegne fra skolerne og lade dem få den sædvanlige indtægt som en hjælp til at studere. Dog skal de sognedegne, som nu bor i de samme sogne, beholde dem, så længe de lever.

Sognedegnene skal undervise de unge bondefolk i børnelærdommen, katekismen, én gang om ugen, på det sted og den tid, som sognepræsterne fastsætter for dem.

For herefter skal alle landsbydegne ligeledes lære børnelærdommen fra sig, og hvis de ikke er egnede til det, må de heller ikke være sognedegne.

Til underhold for de tjenere, som prædiker i købstæderne, skal man lade det gods følge, som hidtil har været lagt til sognene, og hvad der efter gammel rettighed hører til det.

Men hvis sognepræsterne ikke kan være godt forsørget med det, så vil vi lægge så meget til af andet kirkegods, at det bliver nok, når vi bliver underrettet af superintendenten og lensmanden og får at vide, hvordan det forholder sig.

Til hver sognekirke i købstæderne skal der vælges to kirkeværger eller diakoner, som skal føre register over alle kirkens indtægter. De skal opkræve disse indtægter og fordele dem mellem tjenerne hvert kvartal, eller når det passende kan ske, og hvert år aflægge offentligt regnskab for det hele i rådets nærværelse.

Når landsbypræsterne dør, skal deres efterladte enker i sognene med deres små børn underholdes et helt år efter deres død, indtil de på passende måde kan blive forsørget. Og én gang efter mandens død skal de have enten vintersæden eller sommersæden og tage halvdelen af tienden. Dør sognepræsten altså, efter at rugen er sået, dvs. efter Sankt Mortens dag, så må hun foruden hele rughøsten også have halvdelen af bygsæden med halvdelen af den kommende tiende og så holde sognepræsten med kost, indtil han næste år selv tager indtægten. Men dør han efter bygsæden, dvs. mellem valborgsmesse og Sankt Bartholomæus' dag, så må hun høste det, hun har sået, tage halvdelen af tienden og siden have halvdelen af rugsæden. Men dør han mellem Sankt Bartholomæus' dag og Sankt Mortens dag, så må hun beholde hele dette års tiende og have rugsæden alene [kilden har «Bougseden»; da-barth: «rowseden»] og så holde sognepræsten med kost, indtil han tager indtægten.

Men når året er gået, skal hun flytte fra præstegården, hvis sognepræsten vil holde strengt på det. Og hvis det forekommer efterfølgeren noget hårdt, så lad ham tænke på, at alt det, han her går glip af, vil han få igen gennem sin egen enke.

Når en tjener ved Guds ord i købstæderne dør, skal menigheden drage omsorg for hans enke. Vi byder, at hun snarest skal forsørges efter sine forhold, og det befaler vi vore borgmestre og råd i de samme byer. Derfor vil vi, at man snarest skal skaffe de samme enker en fri bolig og, hvis det er nødvendigt, forsørge dem med noget underhold af den fælles fattigkiste. Eller også må halvdelen af den årlige indtægt, som den afdøde havde, tilfalde hende denne ene gang. Superintendenten og lensmanden skal, når de rejser rundt, se efter, om det også sker.

Til hjælp for de fattige skal alle de indtægter bevares, som de hidtil har været vant til at have, og desuden alle de gaver, der gives af god vilje, hvad enten de indsamles på helligdagene eller bringes dertil på anden måde.

Dertil skal der også indsættes diakoner, to eller flere (som øvrigheden finder bedst), som er forstandige og gudfrygtige. De skal oppebære dette gods og gå rundt på helligdagene og samle det ind og så dele det ud blandt de fattige, trofast og rundhåndet, efter hvad hver enkelt har brug for. Og hvert år skal de aflægge offentligt regnskab for alt, hvad de har modtaget og givet ud, i rådets og tjenernes nærværelse.

Sognepræsterne skal alle sammen enten leve kyskt i renhed – de, som det er givet – eller også gifte sig. Hvis de handler imod dette, skal man formane dem gentagne gange. Vil de stadig ikke rette op på det, skal de afsættes fra embedet, og andre skal indsættes i deres sted.