Om superintendentens underhold og løn

En superintendent må ud over hustru og børn have to tjenestepiger til sin husholdning. Han kan heller ikke undvære disse tjenere: Han skal jo have en skriver, en karl til at gå hans ærinder, en kusk, der kan passe fire heste, og en dreng, som han altid kan have hos sig. Det vil også være så meget desto bedre, hvis denne dreng bliver holdt til bogen, og disse tjenere lærer noget godt i Den Hellige Skrift, så der siden kan blive gode sognepræster eller skolemestre af dem. Men eftersom superintendenterne, som skal være de rette biskopper og ærkebiskopper i kirkerne, nu ikke kaldes til lediggang, sådan som det plejede at være med sådanne, men til stort arbejde (det har vi af Guds nåde godt kunnet se), skal de på latin gennemgå Den Hellige Skrift og lære andre den. De skal prædike Guds ord for folket, ikke alene hjemme i den by, hvor de bor, men også i hele stiftet, hvor de end kommer. De skal få vore undersåtter til at være fredelige og lydige gennem den undervisning, som de i deres prædikener skal give om øvrigheden og den lydighed, man skylder den. De skal arbejde for, at prædikanterne alle oprigtigt og enigt lærer Kristi hellige evangelium og det øvrige, der hører med. Og de skal arbejde for, at sognepræsterne med deres husstand fører et sømmeligt liv, sådan som Paulus siger til Timotheus og Titus, og som det passer sig for sådanne Kristi tjenere, og at de også har folk af samme slags under sig, Gud til ære og Kristi kirker til gavn.

Før de sender prædikanterne til en sådan tjeneste, skal de omhyggeligt eksaminere dem. Når de er eksamineret og stadfæstet af lensmanden på kongens vegne, skal de indsætte dem i embedet og sende dem herfra med et følgebrev til deres kirke i Herrens navn.

Dem, der handler imod dette og ikke passer deres embede, skal de formane, advare og straffe, så de bedrer sig. Ellers skal superintendenterne tage lensmanden, provsten og nogle andre sognepræster med sig og afsætte dem fra embedet.

De skal også tage sig af alle de sager, der angår samvittighederne, og hvor man søger råd i Guds ord. Når enten vi eller nogen af vore folk skriver til dem, eller noget sådant ellers bliver forelagt dem i stiftet, skal de så omhyggeligt som muligt svare på det ud fra Skriften efter den nåde, der er givet dem. De skal rådføre sig med nogle af de andre superintendenter eller nogle af de mest forstandige prædikanter, så de kan give et svar, der er sikkert og fast.

Men ægteskabssager må de henvise til os selv eller vor lensmand og (hvis det drejer sig om købstæderne) til borgmester og råd. Det gælder, hvis der er en sådan strid mellem to eller flere, at der skal afsiges en offentlig dom, hvis der er tale om en skammelig last, som er offentligt kendt, eller hvis man frygter, at det skal vække forargelse blandt almuen. Ellers må de befri samvittighederne ved Guds ord i disse såvel som i andre sager og give gode og faste råd i overensstemmelse med Ordet.

De skal ikke give sig af med at dømme i verdslige sager, medmindre de bliver kaldet til det af os eller bliver bedt af vort råd eller vor lensmand om noget, som ikke strider mod deres ed eller embede.

De skal også besøge børneskolerne i købstæderne, hvor de end kommer, når de rejser rundt, og sammen med vor lensmand arbejde for, at alt går rigtigt til. De må heller ikke forsømme at undersøge, hvordan de fattige bliver forsørget.

Det er sandelig et under, hvis én mand kan klare alt dette, så han ikke må bebyrde sig meget med andre ærinder. Ja, hvem er egnet til dette, som Paulus siger?

Eftersom de da kaldes til et så svært arbejde og til at sørge for kirkerne, vil vi ikke, at de skal kræve noget, hverken lidt eller meget, for deres tjeneste. De skal tjene enhver uden betaling i disse opgaver. Undtaget er det, som de selv, deres folk og deres fire heste fortærer hos landsbypræsterne og i købstæderne hos kirkeværgerne, når de er på visitats én gang om året, eller når nogen af dem af en nødvendig grund på et andet tidspunkt bliver kaldet af en kirke, eller når han af anden grund har brug for at rejse dertil.

Derfor lover vi, sådan som vi for Gud bekender, at det er vor pligt, at vi vil beskytte dem gennem vore lensmænd osv.

Vi ved godt, hvad Kristus siger: «Arbejderen er sin løn værd» osv., og: «Hvis man ikke tager imod jer, så gå ud af byen og stryg støvet af jeres fødder imod dem» osv. Vi ved også, hvad Paulus siger: at sådanne præster er dobbelt ære værd, især de, der arbejder med Ordet. Derfor vil vi give hver superintendent et anstændigt underhold og en løn til sig selv og til så mange folk, som nu er nævnt, og fastsætte, hvor de hvert år skal modtage det. Og det vil vi stadfæste for hver af dem med vort kongelige brev og segl, så de ikke skal mangle noget.

Skulle vi siden erfare, at de i virkeligheden ikke har nok, vil vi lægge til, hvad der mangler, så Gud må være med os og vore undersåtter i vore lande og riger, når vi på den måde sørger for at fremme det, som hører til gudsdyrkelsen og den almindelige fred. Gud give, at vi gør det med flid, for sin Søns, Jesu Kristi, vor Herres skyld. Amen.

Derfor fastsætter vi også, at hver superintendent hvert år skal have to læster rug, fire læster malt, to læster havre, halvtreds læs hø, tyve læs halm, fyrre lam og hundrede gylden i guld.

Men alting er dyrere i København end andre steder i riget, og på grund af den høje skole (universitetet) har man brug for mere at leve af dér. Derfor lægger vi så meget mere til lønnen for den superintendent, der skal bo dér: Han skal have den tredje lektie (lærestol) i Den Hellige Skrift, som der hører mindre indtægt til end til de andre. Til gengæld skal han flittigt forelæse offentligt over Den Hellige Skrift på universitetet, når han er hjemme og ikke er nødt til at rejse ud for at besøge kirkerne.

Da det også påhviler de kristne at have omsorg for de fattige, finder vi det også rigtigt, at vi (når tiden kommer) drager omsorg for de enker og faderløse børn, som superintendenterne og de andre kirketjenere efterlader sig.