Mere om superintendenter, provster og den fælles fattigkiste

Superintendenten skal selv have tilsyn med alle skoler og vide, hvordan der undervises, både hvad troen angår og i de andre boglige fag. Han skal dertil ansætte skolemestre, som han selv sammen med sognepræsten og de bedste i rådet har prøvet.

Men skolemesteren skal selv skaffe sig hørere (underlærere), som skal tjene under ham i skolen, og han skal tage dem, som sognepræsten ved er egnede til det.

Superintendenten skal i begyndelsen én gang besøge alle sognekirker med fuld myndighed fra os og sammen med vor lensmand og skaffe sig et godt overblik over alle sogne. Han skal lade alt det gods, der hører til, optegne sammen med alle de præbender, der findes dér, og føre det hele ind i klare registre. Det ene eksemplar skal han selv beholde, og det andet skal han overgive til vor lensmand på vore vegne, så man altid kan se af det, om kirkens tjenere har nok at leve af, og så ingen heller herefter kan røve fra kirken, når det passer ham.

Først og fremmest skal superintendenten ved denne første visitats læse omhyggeligt og kende nøje, hvad der er bestemt i denne vor ordinans. Han skal sammen med vor lensmand flittigt sørge for, at der kommer gode sognepræster i hvert sogn, og sammen med prædikanterne og rådet bringe børneskolerne i orden i købstæderne og sørge for, at de får gode skolemestre. Vor lensmand skal give vore undersåtter på stedet befaling om det.

Men da mange sognepræster og sognedegne klager over, at de ikke har det underhold, de og deres husstand behøver, skal vor superintendent tage en god, gudfrygtig og lærd mand med sig, og vor lensmand i det stift, det drejer sig om, skal tage en god, gudfrygtig mand af ridderskabet (adelen) med sig. Disse fire skal straks ved den allerførste lejlighed og siden så tit, der er stort behov for det, drage rundt og visitere alle sognekirker. Har en præst så ikke sit underhold, skal de lægge to sogne sammen til ét, hvis forholdene tillader det, eller på anden måde finde råd og en god og rimelig løsning ved at forhandle mellem sognepræsten og sognemændene, så både sognepræsten og sognedegnen får et godt og passende underhold, som de kan have føde og ophold af.

Frem for alt vil vi, at superintendenten sammen med vor lensmand flittigt skal skrive til os, hvad hver sognepræst behøver til sit underhold, og hvad hver prædikant, hver af kirkens øvrige tjenere, hver skolemester og hver hører behøver, så vi kan stadfæste et varigt underhold for hver af dem. Hvis kirkerne ikke formår så meget, vil vi selv lægge til, hvad der mangler. Ellers ser vi tydeligt, at gudstjenesten ikke kan bestå og opretholdes hos os. Vi håber, at Gud i sin barmhjertighed vil styrke os til det. Amen.

Til skolemestre og hørere skal vor lensmand sammen med superintendenten i hver købstad udlægge bestemte indtægter af kirkens præbender, som også kan være tilstrækkelige. Dem skal de kunne overtage, når de nuværende indehavere dør, så der bliver fastsat en sikker og varig præbende til skolemesteren selv, som han skal have og beholde, så længe han beholder skolen.

Her vil vi minde superintendenterne om at betænke, hvad apostlene bad Sankt Paulus og Sankt Barnabas om og formanede dem til, sådan som Paulus selv skriver i Gal 2: «Det eneste, de pålagde os (siger han), var, at vi skulle tænke på de fattige, og det har jeg også været ivrig efter og gjort gerne.» Derfor skal hver i sit stift sammen med vor lensmand, provsten, prædikanterne og rådet oprette en fælles fattigkiste i hver købstad. I den kan man samle, hvad kristne mennesker giver i almisse, testamentariske gaver og hvad der ellers gives i Guds navn, desuden kalentepenge [penge fra kalentegilderne, middelalderens broderskaber af præster og lægfolk], broderskabspenge og andre gildepenge, sjælegaver osv., og det jordegods, der er givet dertil, når de, som nu lever af det, er døde. Vi vil også, at superintendenten, lensmanden og andre, som er der på vore vegne, sammen med rådet i købstæderne skal lægge alle vikariater [præbender knyttet til sidealtre], der ikke har kendte arvinger, til fattigkisten til de fattiges underhold, når de nuværende indehavere, som har dem efter beseglede breve fra os, er gået bort. Undtaget er de vikariater, som vi selv vil henlægge til universitetet i København eller andre steder til kirker eller børneskoler – dog uden skade for dem, der virkelig er fattige.

Her skal prædikanterne også formane folket til nu at give Gud og vor Herre Jesus Kristus i de fattige det, som de før i en god, men vildfarende mening plejede at give til messer, munke, for sjæle, for aflad, for pilgrimsrejser og til anden sådan vildfarende og vrang gudsdyrkelse, ja, gudsbespottelse. Det kan prædikanterne også godt gøre uden at blive mistænkt for griskhed, for de bærer ikke denne omsorg for sig selv, men for de fattige – en omsorg, som alle kristne skylder Gud.

Så skal superintendenten også sammen med vor lensmand, provsten, præsterne og rådet i købstæderne udpege flittige, hæderlige mænd, som elsker Guds ord, sådan som der står skrevet i ApG 6 og 1 Tim 3, til at være forstandere for kisten og diakoner for de fattige. De må ikke forsømme deres hverv, men skal vide, hvornår, hvad og til hvem de skal give. Når der er behov for det, må de spørge prædikanterne til råds.

Disse de fattiges tjenere kan godt udskiftes hvert år, dog ikke alle på én gang: Én eller to skal blive, som af erfaring har lært at tage sig af de fattige. Hvert år skal de på et fastsat tidspunkt aflægge regnskab for provsten, prædikanterne og rådet. Dermed kan de gøre en gerning, der behager Gud.

Provsterne skal også have kendskab til landsloven. Én gang om året skal de besøge alle sogne, og i de købstæder, hvor de kommer, skal rådet være til stede. Når kirkens regnskab er aflagt, skal de først forhøre sig om, hvor rigtigt sognepræsterne prædiker evangeliet, udlægger børnelærdommen, uddeler sakramenterne og på alle måder forestår deres embede og pryder det med et godt liv, og om de er godt forsørget med det, de behøver.

Dernæst skal de give agt på sognefolket for at få at vide, hvor meget de er gået frem i den kristne tro, som de bekender, hvordan de stiller sig til pavevæsenet, som de har forladt, hvor villige de er til den evangeliske lære, og hvordan de retter deres liv efter den.

De skal se til kirkerne og kirkegårdene. De skal også spørge, om sognepræsterne får den sædvanlige løn, som de har krav på.

Finder de nogen brist hos sognepræsterne, skal de flittigt minde dem om, hvad der påhviler dem. Dem, der så ikke vil rette sig, skal de føre frem for superintendenten, og dem, han ikke kan få til at rette sig, må han lade føre frem for herskabet eller lensmanden på stedet.

Videre: Hvor sognefolket ikke holder ordinansen og ikke giver sognepræsten det, der tilkommer ham, og ikke vil rette sig og gøre, hvad ret og rimeligt er, selv om provsten har påmindet dem, skal sagen indbringes for herskabet eller lensmanden på stedet.

Sognepræsterne skal gøre provsten bekendt med deres klager, og provsten skal så tage sagen op med superintendenten, så han bringer alt i orden, og Guds ord ikke får et dårligt ry på grund af kiv og strid mellem præsterne.

Videre: Den, der har noget at anklage en præst eller en degn for i en gejstlig sag, skal stævne ham for herredsprovsten eller superintendenten i nærværelse af vor lensmand i det stift, det drejer sig om, alt efter hvem hver af dem har myndighed over. Kan de ikke forliges eller få sagen afgjort med rette dér, må de stævne hinanden for os selv. Drejer det sig derimod om verdslige sager som jord, ager, eng eller gæld, skal han stævne ham til herredsting og landsting. Hvis præsten forsømmer at give den, der på vore vegne har befaling over stiftet, besked, når han bliver stævnet eller tiltalt til herredsting eller landsting, og han så mister jord eller ejendom på grund af sin forsømmelse, skal præsten og degnen stå til ansvar over for os for det.

Hvor der mangler en sognepræst, skal provsterne straks begive sig derhen og formane både herskabet og almuen til at bede Gud om at få en god sognepræst. Siden skal de påminde kirkeværgerne, som det særlig påhviler, om at gøre sig umage hos biskoppen og rådet for at få en sådan.

Superintendenterne skal hjemme, hvor de bor, udlægge Den Hellige Skrift og undertiden prædike. Men kun én gang om året skal de sammen med vor lensmand besøge kirkerne, hver i sit stift, på et belejligt tidspunkt, medmindre der opstår en særlig nødsituation, så de må rejse et sted hen oftere. Da skal man eksaminere dem, hvis lære man ikke stoler på, styrke de retskafne og ud fra Guds ord rette den vrange lære, der kan være blandt folk. Dér skal superintendenten også sammen med vor lensmand flittigt forhøre sig om, hvordan det står til med prædikanterne og skolerne, og hvordan det går med hospitalerne og fattigkisten, og sørge for, at der ikke mangler noget.

Hvis det viser sig, at superintendenten ikke forestår sit embede så rigtigt og trofast, som han burde, men lader sig bestikke af sognepræsterne med gaver eller gør sig skyldig i en anden forsømmelse, så han slet ikke er årvågen og gør, hvad der er befalet ham, eller hvis han – hvad Gud forbyde – falder i en åbenbar syndig last eller kætteri, skal man anklage ham for kongen. Så skal han have lov at forsvare sig i nærværelse af to eller tre andre superintendenter efter Sankt Paulus' ord i 1 Tim 5: «Du må ikke tillade, at en anklage rettes mod en præst, uden at det sker med to eller tre vidner.»

Vi vil selv flittigt sørge for, at ingen hæderlig mand på den måde bliver vanæret eller lider uret, hvis han bliver anklaget uden skyld. Men råder han ikke bod på den brist eller last, som han kan rette, skal han sættes fra sit embede.

Derfor skal superintendenterne, sådan som gode biskopper plejer, være ulastelige, ikke kun når de bliver valgt til det, men også efter at de er blevet valgt. De skal nøje passe på, at man ikke ser dem hengive sig til lastefuldt svir, griskhed eller hovmod. Hvis nogen gør det og åbenlyst bliver overbevist om det og ikke retter sig, når de er blevet påmindet én eller to gange, skal Kongelig Majestæt, når de er afsat, have sin ret over for dem som over for enhver anden, der gør sådan. På samme måde skal herskabet have sin ret over for kirkens øvrige tjenere og skolens tjenere, når de er sat fra embedet for en grov last, eller når de bliver fundet skyldige i en halsløs gerning [en forbrydelse, der kunne straffes med døden] – hvad Gud bevare alle sine tjenere fra.

Når et stift mangler en superintendent, skal alle sognepræsterne fra stiftets købstæder, men kun dem, komme sammen, dog sådan at kirkerne alligevel bliver forsynet med prædiken og sakramenter. På tiendedagen efter hans død skal de samles i den by, hvor superintendenten har sin bolig. Dér skal de enstemmigt give fire sognepræster fuld magt og myndighed til at vælge en mand, som de kender som værdig og egnet både i lærdom og levned. Derefter skal de fire følge ham hen til den superintendent, som bor nærmest, så han kan blive eksamineret dér. Kan det ikke ske straks, må de gøre det så hurtigt, de kan. Finder superintendenten ham egnet, skal han sende ham videre til Hans Kongelige Majestæt for at få ham stadfæstet. Antager kongen ham, skal han gennem sine befalingsmænd og lensmænd dér indsætte ham med myndighed i stiftet og befale alle sognepræsterne at anerkende ham som superintendent og adlyde ham i de sager, som er pålagt en superintendent. Superintendenten skal så sværge kongen troskab og sværge, at han vil være flittig i sit embede og i det åndelige styre, som han fører på kirkens vegne, efter den nåde, Gud giver ham. På den betingelse skal han også have alle provster, sognepræster og prædikanter under sig, så de skal adlyde ham. Det gælder dog ikke, hvis de (Gud forbyde det) mærker en åbenlys last hos ham, så de vil klage over ham til kongen, eller hvis de vil klage over en falsk lære, han fører, eller over en forsømmelse i hans embede, hvor fejlen er så stor, at han enten ikke kan eller ikke vil rette op på den. For i sådanne sager må hverken præsterne eller de andre superintendenter tie, hvis de kender til noget sådant. Lensmændene dér skal også underrette os, når de hører et sådant rygte i stiftet om en superintendent. Men vi vil ikke tillade, at vore lensmænd eller nogen andre anklager superintendenterne over for os eller andre, når de ikke er åbenlyst i vanry. Tværtimod befaler vi, at de skal forsvare og beskytte dem, hvis det bliver nødvendigt.

Når en sådan superintendent er antaget til stiftet, skal han indvies offentligt i den købstad, hvor han skal bo, en søndag eller en højtidsdag, før prædikenen begynder, lige foran alteret, ved provsterne og fem eller seks af de nærmeste prædikanter. Men den superintendent, som bor nærmest, skal indvie ham sådan, som det beskrives længere fremme.