Om byen, hvor Messias skulle fødes

Urbanus: Profeten Mika nævner netop den by og profeterer sådan i kapitel 5: «Og du, Betlehem Efrata, som er lille blandt Judas tusinder, fra dig skal han komme, som skal være herre i Israel, og hans udgang har været fra begyndelsen og fra evighed.»

Her hører du for det første, at Kristus skulle fødes i Betlehem i Judas land, sådan som de skriftkloge i Jerusalem også oplyste kong Herodes om ud fra dette femte kapitel hos Mika (Matt 2).

Denne profeti blev opfyldt i det 42. år af den romerske kejser Augustus Octavianus' regering, da han, mens Kvirinius var statholder i Syrien, lod et bud udgå om, at hele verden skulle skrives i mandtal. Dengang gik enhver til sin by. Da nu Josef var af Davids og Judas hus og slægt, brød han op med Maria, sin trolovede hustru, og drog fra Galilæa, fra byen Nazaret, til Judas land, til Davids by, som hedder Betlehem, for at også han som en lydig undersåt kunne lade sig skrive i mandtal. Da skete det efter Guds forordning, at tiden netop dengang var inde, så Maria skulle føde, og hun fødte Jesus Kristus, Israels sande konge og herre, sådan som Lukas så smukt beskriver historien om hans fødsel i kapitel 2.

Anna: Matthæus anfører også denne profeti i kapitel 2. Men han siger: «Du, Betlehem, er på ingen måde den mindste», og her siger Mika: «du, som er lille». Hvordan skal jeg forstå det og få det til at passe sammen?

Urbanus: Profeten Mika taler om Betlehem, sådan som den så ud dengang: lille i sammenligning med andre store og folkerige byer i landet som Jerusalem osv. For på den tid var Betlehem i forhold til Jerusalem og Samaria som Friedberg i dag i forhold til Augsburg eller Winsen i forhold til Lüneburg. Men evangelisten Matthæus taler om Betlehem, sådan som den var på Kristi fødsels tid, da profetien om den nu var opfyldt, og Kristus var født og åbenbaret. Derfor priser han den nu. For hvis man kun havde set på den lille by Betlehems mure, ringmur eller omfang, så havde den været en ringe og ubetydelig lille flække i sammenligning med de store byer i landet. Men når man ser på, hvordan Gud ærer den, idet Messias, hele verdens frelser, nu var født i den, så må den sandelig aldrig regnes for den ringeste. Den er tværtimod den mest navnkundige by på grund af den underfulde og allerhelligste fødsel af det ædle barn Jesus Kristus. Af ham har den fået den højeste adel og ære og det herligste navn. Hvad er høje tårne, tykke mure, stor udstrækning og mange mennesker mod dette ene: at Betlehem er hjemstavn eller fædreland for vor Messias, den allerstørste Herre, efter hans menneskenatur? Derfor siger Matthæus ved Helligånden: «Du, Betlehem i det jødiske land, er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster.»

Ifølge Sankt Hieronymus læser også Septuaginta, de halvfjerds oversættere, denne tekst sådan på græsk:«Og du, Betlehem, Efratas hus, du er på ingen måde den mindste osv.»

Betlehem var en lille by i Judas stamme. I gamle dage blev den kaldt Efrata, sådan som der står skrevet i Første Mosebog kapitel 35.

At profeten siger «blandt Judas tusinder», skal du forstå sådan: Moses giver i Anden Mosebog kapitel 18 en lov om, at der skulle sættes en høvding eller fyrste over tusind mand. Og profetens mening er: Du, Betlehem Efrata, som knap kan stille med tusind mand – for du har kun lidt folk og er lille – skal ikke desto mindre give os en fyrste eller herre over hele Israel, for han skal fødes i dig.

Læg også mærke til – så forstår du det bedre – at der ved denne moshel eller fyrste ikke kan forstås nogen anden end Kristus, sådan som jøderne også altid har forstået det. For da Herodes i Matt 2 indtrængende spurgte de skriftkloge, hvor Kristus skulle fødes, svarede de ham med dette skriftsted fra Mika: at han skulle fødes i Betlehem i Judas land. Og hvor det hellige sprog har moshel, det vil sige en herre eller hersker, dér har Targum meshiha, Messias, det vil sige Kristus. Og Rabbi Salomo [dvs. Rashi] udlægger det sådan: «Fra dig skal Messias, Davids søn, udgå for mig.» Selv om det nu er nok og mere end nok for en kristen, at evangelisten tilskriver Kristus denne profeti, så vi ikke behøver noget yderligere vidnesbyrd, har jeg alligevel til overflod villet vise dig, at også jøderne selv altid har forstået dette skriftsted om den sande Messias, som er Jesus Kristus.

Dernæst siger profeten, at denne moshel skal herske i Israel. Dermed viser han, at denne fyrste ikke skal være en lensfyrste, men den sande herre i Israel, og at de andre – nemlig Saul, David, Salomo, Rehabeam osv. – kun har været hans tjenere.

Til sidst siger han, hvor stor en herre denne fyrste er: Hans udgang har været fra begyndelsen og fra evighed. Ved disse ord har den gamle kirke altid forstået Kristi uudgrundelige, ophøjede fødsel fra evighed af hans himmelske Faders hjerte. For Skriften taler om to fødsler hos Kristus: en timelig, da han efter den menneskelige natur i tiden blev født i Betlehem af Maria som et sandt menneske, og en evig efter hans guddommelige natur, uden tid, uden begyndelse, fra evighed. Begge disse fødsler nævner Mika her, og dermed bevises Kristi sande guddom. Profeten vil altså sige: Se, Betlehem, hvilken herre du skal give! Han skal sandelig fødes i dig som et menneske, men det er ikke med denne fødsel, han begynder. For han har også altid været til forinden: i begyndelsen og fra verdens begyndelse, ja, før verden, fra evighed. Deraf følger nu, at han er den sande Gud af natur, for ingen skabning er evig; den er skabt i tiden og har sin begyndelse, og før den var den intet. Og når han udgår fra evighed, så forstås hermed nødvendigvis også den, som han udgår fra, nemlig Gud Fader. Profeten viser altså smukt, at denne fyrste efter den natur, hvori han udgår fra evighed, er den enbårne Guds Søn, Gud af natur, som ikke først begyndte at være til med tiden og med verden, men som, sådan som Paulus siger i Kol 1, er den usynlige Guds billede, den førstefødte før alle skabninger. For ved ham er alt skabt, som er i himlen og på jorden, det synlige og det usynlige, både troner og herredømmer og fyrstendømmer og myndigheder. Alt er skabt ved ham og til ham, og han er før alt, og alt består i ham.

Og i Joh 1 står der: «I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Gud var Ordet. Det var i begyndelsen hos Gud. Alle ting er skabt ved det. Og Ordet blev kød.» Det vil sige: Det blev et sandt menneske. For det hebraiske ord basar betegner i Skriften gerne hele mennesket med legeme og sjæl.

Og i Joh 8 siger Kristus til jøderne: «Sandelig, sandelig siger jeg jer: Før Abraham blev til, ER JEG.» Læg mærke til, at han ikke siger «jeg var», men «jeg er». Dermed vises sandelig hans evige, guddommelige natur. For med en skabning forholder det sig sådan, at den skabes i tiden. Den har sin begyndelse og måles med tiden: Engang var den ikke til, engang har den været til. Sådan levede Abraham ikke på Noas tid, men på Melkisedeks tid. Men med Gud er det anderledes. Guddommen er umålelig; den kan ikke fattes i tiden, som flyder bort og forgår. Den har intet før eller efter, intet fortidigt eller kommende, sådan som det er med skabningen. Derfor taler Kristus om denne sin guddommelige, evige natur med et lille ord i nutid: JEG ER. For han er altid; evigheden har intet før eller efter.

De vildfarne og vantro jøder mente, at han kun var et menneske ligesom Abraham og Esajas osv., og de ville ikke tage imod hemmeligheden i Kristi ord. De mente ikke, det var muligt, at Kristus skulle have set Abraham, eftersom Abraham havde levet på jorden omkring to tusind år eller endnu længere før hans fødsel. Men de kendte ikke Skriften: at Messias' oprindelse ikke kun skulle være fra Betlehem i tiden, men også fra evighed, sådan som også Paulus bevidner i Hebr 13: «Jesus Kristus i går og i dag og den samme også i evighed.»

Når du nu ser grundigt på denne profeti, så finder du i den både Kristi død og hans opstandelse, for at han kunne regere evigt og åndeligt. For eftersom han skulle fødes i Betlehem som et sandt, naturligt menneske af Davids slægt, var det ikke underligt, at han også døde ligesom David og Salomo. For hvad er der underligt i, at et naturligt menneske dør? Det legemlige liv kan jo ikke vare evigt. Men eftersom han ikke desto mindre også skal være den sande herre over hele Israel, kan og må han ikke blive i døden, men må opstå fra døden og leve evigt. Derfor må han forlade det dødelige liv gennem den timelige død. For hvordan kan han løfte den dødelige natur op til udødelighed, hvis han ikke først aflægger dødeligheden? Og det sker jo gennem den legemlige død. Således har han måttet forvandle det legemlige, forgængelige liv til et åndeligt, usynligt og uforgængeligt liv, så han kunne være en sand, evig herre over alle israelitter, de døde, de nulevende og de kommende, og begynde et sandt, evigt, åndeligt rige, som ikke består i denne verdens væsen. Derfor siger han i Joh 12: «Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det alene; men hvis det dør, bærer det megen frugt.»

Anna: Kære Gud, hvor er Den Hellige Skrift dog noget underfuldt og trøsterigt! Hvor stor visdom ligger der i den, og dog er den skjult for verdens øjne. Hvor rigtigt sagde David i Sl 119: «Dit ord er sødere for min mund end honning. Dit ord gør mig klog, derfor hader jeg alle falske veje. Dit ord er en lygte for min fod og et lys på min vej.» Hvor ubeskrivelig megen forstand og trøst får man ikke af Guds ord! Hvis de to disciple havde kendt Kristi person sådan ud fra denne profeti hos Mika, så havde Kristi kors ikke været til anstød for dem. Så havde de tværtimod forstået, at det skulle gå sådan, og at Kristi kors var de kristnes ære og sejr.