Om Kristi jomfruelige mor, Maria, og om hvordan Kristus blev undfanget

Urbanus: Helligånden har gennem profeten Esajas i Es 7 profeteret om den velsignede jomfru Maria og om, hvordan hun gik med Kristusbarnet. Det skete, siger han, i Akaz' tid, den 15. konge i Juda. To konger førte krig mod ham: Resin, kongen af Syrien, og Peka, kongen over de andre ti stammer i Israel. De ville afsætte Akaz og indsætte en anden, og de gjorde stor skade i Judas land. Men Gud ville alligevel ikke lade Akaz og Judas stamme blive udryddet. For han ville holde, hvad han havde lovet David, og lade Messias blive født af Davids slægt. Derfor trøstede han kong Akaz i denne fare og ville vække og styrke hans tro med et undertegn, så han ikke skulle frygte for sine fjender, for Gud ville hjælpe ham. Men Akaz var en afgudsdyrker og en hykler og ville ikke have noget tegn på hjælp fra Gud. Derfor lader Gud den ugudelige konge fare og giver ikke desto mindre Davids hus et undertegn, et tegn på den rette, sande hjælp og forløsning fra den allerstørste, evige nød, og siger: «Se, en almah, det vil sige en jomfru, er svanger og skal føde en søn, og du skal give ham navnet Immanuel.»

I denne profeti forkyndes jomfru Maria og hendes barn, Kristus. Og her lærer Helligånden os, at Messias ikke skal fødes af mands sæd som andre Adams børn, men alene af en ren, uberørt jomfru, og at hans fødsel derfor ikke er besmittet som vores, men hellig og ren. For han er Abrahams velsignede sæd. Ved ham alene og ved ingen anden skal vi syndige Adams børn renses for al synd og velsignes.

Og disse ord viser grundigt, hvordan Kristus blev undfanget: Han er ikke undfanget af en mand, men Maria blev svanger alene ved Helligåndens virke. For denne jomfrufødsel loves som et særligt tegn og mirakel, og der nævnes slet ingen far. Sådan forklarer ærkeenglen Gabriel selv dette skriftsted smukt i Luk 1. For da han efter sin hilsen sagde til Maria: «Se, du skal blive svanger i dit moderliv og føde en søn, og ham skal du give navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn», svarede jomfruen: «Hvordan skal det gå til, når jeg ikke har været sammen med nogen mand?» Straks svarede ærkeenglen og viste hende den særlige, overnaturlige måde, hun skulle undfange på, og sagde: «Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal også det hellige, som fødes af dig, kaldes Guds søn.»

Anna: Det tror jeg fast ved Guds nåde, for det er Helligånden, der siger det. Og Matthæus anfører også dette skriftsted fra Es 7 i Matt 1 og oversætter det hebraiske ord almah med «jomfru». Ham kan man trygt tro. Men de vantro jøder siger, at almah ikke betyder en jomfru, men en ung kvinde, og de regner ikke Marias hellige jomfruelighed for noget. Ja, de tyder også dette skriftsted på en anden end Maria, sådan som jeg har hørt det fra vores rabbi Antonius Margaritha i Augsburg. Derfor vil jeg gerne vide, hvordan man kan imødegå jøderne ud fra Det Gamle Testamente, eftersom de ikke regner Det Nye Testamente for noget.

Urbanus: Jøderne har som fjender af den evangeliske sandhed rigtignok mange indvendinger mod dette skriftsted, men alle uden grund. Og for at du kan få en bedre forståelse af skriftstedet, vil jeg vise dig nogle korte punkter, som det hele hviler på.

For det første: Jøderne har tre ord, som unge kvinder betegnes med.

Det første er na'arah. Det betyder en ung pige, hvad enten hun er jomfru eller ej. For dette ords oprindelse betegner i al almindelighed ungdommen, som rabbi Jizchak Natan skriver.

Det andet ord er betulah. Det betyder en uberørt jomfru, som den nævnte rabbi siger.

Det tredje ord er almah. Det er det rette, egentlige ord her hos Esajas om Maria. For det betyder en ung pige, som stadig er en ren jomfru, men som er gifteklar og i stand til at bære frugt. Og læg mærke til, at dette ord intetsteds i Bibelen findes i betydningen en pige, der ikke længere er uberørt og har mistet sin jomfruelighed. Og det er i sandhed værd at lægge mærke til: En almah er ikke bare en almindelig jomfru, men, som Hieronymus skriver, en skjult jomfru, som far og mor omhyggeligt vogter over. Det ligger også i ordets rod (shoresh), for alam betyder at skjule, at gemme. Maria kaldes altså en almah, fordi hun ikke blot var en ren jomfru, men en velbevogtet jomfru, som man holdt hjemme under strengt opsyn. Derfor kunne profeten på dette sted ikke have brugt et mere præcist og bedre ord end almah om Maria, Guds mor. For betulah betyder en jomfru, hvad enten hun er ung eller gammel, i stand til at føde eller ej. Mange jomfruer er 60 eller 70 år gamle. Men profeten har villet tale om en jomfru, som stadig er ung, gifteklar og frugtbar.

For det andet skal du lægge mærke til, at det er ren og skær modvilje fra jødernes side, når de siger, at almah også betyder en ung kvinde, som ikke længere er jomfru. For man kan overbevise dem med deres egen Bibel om, at almah intetsteds betyder en ung kvinde, der ikke er jomfru, men alle steder en jomfru. I 1 Mos 24 kalder Skriften således Rebekka en almah, før hun blev gift med Isak, og hun var jo stadig en uberørt pige, som teksten utvetydigt viser. I samme betydning bruges ordet også i 2 Mos 2 om Mirjam, Moses' søster, og i Sl 68 [trykket har «67. Psalmen» (Vulgatas nummerering)], i Højs 1 og flere andre steder, som det er unødvendigt at opregne her.

Jøderne har endnu en indvending mod dette skriftsted. De siger, at denne profeti er skrevet om kong Akaz' søn, Hizkija, og at han blev givet Davids hus som tegn på, at det til sidst skulle blive reddet fra de to konger Resin og Peka.

Anna: Den, der tror evangeliet, lader sig slet ikke anfægte af denne indvending. Men jeg vil alligevel gerne høre, hvad du svarer på den.

Urbanus: Teksten i 2 Kong 16 [trykket har «4. buch der Königen» efter Vulgatas tælling] giver selv svaret. Jeg undrer mig over, at jøderne kan være så skamløse og fremføre så håndgribelige løgne. Skriften siger jo med udtrykkelige ord, at Akaz regerede i Juda i 16 år, og det var i hans regeringstid, denne profeti i Es 7 kom. Efter ham regerede hans søn Hizkija, og han var 25 år gammel, da han blev konge. Regn nu selv efter, om denne profeti kan handle om Hizkija, når han allerede var 9 år gammel, da hans far Akaz kom til magten. Så viser det sig, at Hizkija mindst var 9 år gammel, da denne profeti blev givet. Hvordan skulle profeten så kunne tale om Hizkija? Ak, jøderne er blinde og forstokkede mennesker uden nogen forståelse af Skriften. Gud forbarme sig over dem. Amen.

Nu har du altså fået denne underfulde jomfru klart vist, og ligeledes at denne fødsel ikke sker på almindelig vis ved en mands hjælp, men på en særlig måde, nemlig med uberørt jomfruelighed ved Helligånden. Sådan har også profeten Daniel set denne fødsel med åndens øjne i Dan 2, i synet om de fire kejserriger på jorden, hvor han siger, at en sten blev revet løs fra bjerget uden hænder. Disse ord er indtil nu altid blevet forstået i kristenheden om Kristus og hans velsignede, jomfruelige mor Maria. For Kristus er den sten, som uden hænder, det vil sige uden mands sæd og medvirken, er taget af Marias jomfruelige legeme. Sådan har de retskafne gamle lærere i den tidlige kristenhed forstået og udlagt det, og uden tvivl har hele kristenheden enstemmigt gjort det samme med dem. Således Didymus, Ambrosius (om Rom 10), Hieronymus (om Dan 2), Augustin (om Johannesevangeliet, 9. traktat, om Joh 2) og Irenæus (3. bog mod Valentinus, kap. 28).

Men at barnet skal hedde Immanuel, er meget trøsterigt. For immanu betyder «med os», og El betyder «Gud». For Gud er nu hos os og med os, ikke alene ved sin nåde og sådan som han ellers er overalt, og sådan som han i gamle dage var hos fædrene, men på en særlig måde, nemlig ved sit legemlige nærvær. For Gud er blevet menneske, og som Paulus siger i Kol 2: «Hele guddommens fylde bor legemligt i Kristus.» Det vil sige: Gud er ikke i Kristus blot med sin virkning eller nåde, sådan som han er i alle de hellige, men Gud selv bor i Kristi allerhelligste menneskenatur som i sit tempel, så Gud og menneske i Kristus er én person. Og som den hellige Athanasius siger i sin trosbekendelse: «Ligesom den fornuftige sjæl og legemet er ét menneske, således er Gud og menneske én Kristus.» Det er, som Augustin siger i Om treenigheden, bog 13, kapitel 19: «Den største nåde blandt alle de ting, der har deres oprindelse i tiden, er, at mennesket i personens enhed er forenet med den sande Gud selv.» Hvordan kunne vores menneskelige natur få højere ære og værdighed, end at Gud selv fornedrer sig fra himlen, fra sin store herlighed, ned i denne verden og ikke tager englenes natur på sig i personens enhed, men menneskets, Abrahams sæd, Hebr 2? Således bliver han et sandt menneske, for at han også kunne ophøje vores natur til den salige udødeligheds ære. Han viser sig så overmåde venlig mod os fattige syndere, som om han nu var vores tjener og havde forladt sin evige guddom, magt og visdom. For som Paulus siger i Fil 2: «Skønt Kristus var i guddommelig skikkelse, regnede han det ikke for et rov at være Gud lig, men han udtømte sig selv og tog en tjeners skikkelse på sig, blev som et andet menneske og blev i sin fremtræden fundet som et menneske. Han ydmygede sig selv og blev lydig indtil døden, ja, døden på korset.» Og i Tit 3 siger Paulus, at Guds, vor Frelsers, venlighed og menneskekærlighed er blevet åbenbaret for os. Den græske tekst siger: Guds philanthropia, det vil sige menneskekærlighed. Ja, det er sandelig en forunderlig menneskekærlighed, at han med så hjertelig troskab knytter sig til den menneskelige natur og selv også bliver menneske, for at han rigeligt kan øse sin godheds uransagelige skatte ud over os uværdige. Jeg mener da, at vi nu kan sige: «Immanuel, Gud er med os», eftersom han ikke alene er hos os og med os som Skaberen og Herskeren hos sin skabning med nåde, men nu også selv er menneske, os til gavn og ære, og således er hos os på en særlig måde. I gamle dage var han hos sin skabning alene som Gud; nu er han hos os mennesker som menneske og er et guddommeligt menneske og en menneskelig Gud. Er det ikke en uudsigelig trøst i al trængsel, at Gud således er hos os? «Hvem kan så være imod os?», som Paulus trodsigt siger i Rom 8. Hvis Gud ikke var hos os på denne forunderlige, uudsigelige måde ved sin menneskevordelse, kunne den menneskelige natur nok fortvivle, fordi den er i synd og derfor i dødens magt. Men nu skal vi altid glæde os i Herren og uophørligt takke Gud for hans allerhelligste menneskevordelses store hemmelighed. For nu har vores dødelige natur et sikkert håb, ja, et sikkert pant på livet: at den nu også skal og må leve evigt med Kristus. For som en gammel kristen ved navn Athanasius siger om denne sag i skriftet Om Herrens lidelse (De passione Domini), så er det dødelige legeme i Kristus forenet med det udødelige ORD, som er Gud selv, og ved dette evige og udødelige Ord er døden i den menneskelige natur forunderligt tilintetgjort i Kristus, ikke anderledes end når et strå fortæres af ilden.

Anna: Velsignet i evighed er denne salige almah (en ung kvinde, en jomfru) blandt alle kvinder, og velsignet er hendes livs frugt, den sande Immanuel.

Urbanus: Amen.

Anna: Du har også lovet at vise mig Kristi navn i Skriften, og hvordan profeterne har omtalt ham længe forinden.

Om hans navn, hvordan han skulle kaldes.

Urbanus: Kristus har mange trøsterige navne i Skriften, sådan som du lige har hørt om navnet Immanuel fra Es 7. Men to særlige navne giver Skriften ham, og dem vil vi først tale om.

Det første er JESUS, hans egentlige navn og vores trøst. Det er et hebraisk ord. Hebræerne siger, at jeshua eller jehoshua betyder frelse, frelser, den, der gør salig, af ordet jasha, som betyder «han er reddet», eller af hoshia, det vil sige «han har forløst, gjort salig».

Dette herlige navn bærer med rette alene vor Herre Kristus. For han alene er det, der redder, forløser og frelser os fra al nød, timeligt og evigt. Sådan udlægger engelen dette navn i Matt 1, hvor han siger til Josef: «Josef, Davids søn, frygt ikke for at tage Maria, din hustru, til dig, for det, der er undfanget i hende, er af Helligånden. Og hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet JESUS, for han skal frelse sit folk fra deres synder.» Da Peter og Johannes i ApG 4 blev spurgt af ypperstepræsten Annas og af Kajfas, Johannes og Alexander og de andre gejstlige, i hvilket navn de havde gjort den lamme tigger rask, svarede Peter: «I Jesu Kristi navn, ham fra Nazaret. Der er ikke givet mennesker noget andet navn, som de skal blive frelst i.»

Anna: Bliver ypperstepræsten i Zak 3 ikke også kaldt Jesus [i Bibelen 1992 Josva; på hebraisk er det samme navn]? Hvordan kan dette store navn tilkomme ham?

Urbanus: Ypperstepræsten på det sted er kun et forbillede på Kristus; derfor får han også navnet. Det samme gælder Josva, Nuns søn, som man kalder ham nu: Også han kaldes som forbillede jehoshua, Jos 1. For selv om Gud også har gjort jøderne meget godt ved sådanne mennesker, var det dog kun en timelig og ringe hjælp sammenlignet med den sande hjælp og frelse, som Gud har vist, ikke alene ét folk, men hele verden, ved Jesus Kristus. For Kristus hjælper os fra den evige fordømmelse til uskyld, til livet og til den evige salighed. Derfor fylder dette navn himmel og jord med glæde, fordi den sande hjælp og den sande frelse alene kommer ved dette navn. Sådan siger også Peter i ApG 10: «Ved hans navn får alle, som tror på ham, syndernes forladelse.» Det er at blive hjulpet for alvor! Hvad er hele verdens og alle skabningers hjælp og bistand? Kan de hjælpe et eneste menneske fra en eneste synd? Kan de holde et menneske i live eller oprejse det fra døden eller forløse det fra Djævelens magt? Nej, nej, det kan de ikke. Men vor Herre Kristus er den, der for alvor kan hjælpe verden, og det gør han. Derfor er han og ingen anden den sande Jesus, som til legeme og sjæl, i livet og i døden hjælper, redder, bevarer og forløser alle kristne evigt. Denne sande hjælp og dette Kristi trøsterige navn er overalt blevet forudsagt af profeterne, som i Jer 3: Da Israel bekender, at der ellers ingen sand hjælp er undtagen hos Gud, siger de blandt andet: «Israel har ingen hjælp undtagen i Herren vor Gud.»

På det hellige sprog står der teshuat, det vil sige frelser, hjælp, frelse. Nu har du lige hørt, at verden ikke er lovet frelsen i nogen anden end Jesus Kristus, som Peter viser i ApG 4. Så er det let at forstå, at man overalt skal tænke på Kristus, hvor Skriften på denne måde taler om Guds hjælp eller frelse. Og i Es 60 trøster Kristus kristenheden og lover den hedningernes og kongernes villige tjeneste: «Du skal die hedningernes mælk, og kongernes bryster skal give dig die, så du skal erfare, at jeg, Herren, er din frelser, og jeg, den Mægtige i Jakob, er din forløser.»

Nu ved de kristne jo godt, at Gud ikke har lovet og givet dem nogen anden forløser end alene sin eneste Søn, Jesus Kristus, og det er ham, der menes her. Og i Es 43: «Jeg er Herren din Gud, Israels Hellige, din frelser.» På begge disse steder står netop dette navn på Kristus, moshia [kilden har «Meschia»; ordet er det hebraiske moshia, frelser, af samme rod som Jesu navn], af roden jasha.

Es 45: «Israel bliver forløst ved Herren for evigt og skal ikke blive til skamme eller til spot, aldrig og i evighed.» Også i disse ord står der på det hellige sprog teshua (frelse). Det er sandelig opfyldt i det sande Israel efter Ånden, det vil sige på den hellige kristenhed, som har den evige forløsning og hjælp i Jesus Kristus.

Og hvor ofte står der ikke i Salmerne jeshuatecha, det vil sige «din frelser»! Dér forstår Augustin det altid om vores eneste frelser, Kristus, som i Sl 119 og meget ofte andre steder. Det er ikke nødvendigt at anføre alle skriftstederne i Salmerne, for der er for mange af dem. Se blot, hvor mange af dem Rabbi Jizchak Natan alene har samlet i sin perush (forklaring) efter alef og bet [usikker betydning i kilden: «Perusch / Aleph / Beth»; formentlig hans alfabetisk ordnede værk].

Det andet navn er Messias, det vil sige «den salvede». Det er et kongenavn, for i loven plejede man ikke alene at salve præsterne, men også kongerne. Men Kristus er salvet på en særlig måde. Det siger han selv gennem profeten Esajas i Es 61 og i Luk 4: «Herren Guds ånd er hos mig, derfor har Herren salvet mig.» Her taler han ikke om nogen legemlig salve eller balsam, som de plejede at stænke på hovedet, når de var glade, og stryge på hænder og fingre, og som de også salvede konger og præster med. For han siger: «Guds ånd er hos mig.» Derfor taler han om salvelsen med Guds ånd, som han er blevet salvet med til en åndelig, evig præst og konge, sådan som også Sl 45 viser:

Gud, din Gud, har salvet dig med glædens olie frem for dine fæller.

Det vil sige: Gud har indviet dig til Messias, præst og konge, ikke med jordisk olie – for dit rige er ikke af denne verden – men med glædens indre olie, det vil sige Helligånden. Ved ham bliver også alle kristne salvet til åndelige konger og præster og får del i denne Kristi salvelse, dog hver efter sit mål. Men Kristus er salvet langt højere og rigere end de kristne. For de kristne modtager Ånden efter mål, så hver især får nogle gaver, som Paulus viser i 1 Kor 12 og Rom 12. Men Guds Ånd er ikke givet Kristus efter mål. Han er fuld af nåde og sandhed, og af hans fylde har vi alle modtaget. Derfor er Jesus ikke en hvilken som helst kristus eller salvet person, men den store Salvede eller Messias, som var lovet i Skriften: at han skulle komme og overøse verden med nåde. For sådan profeterer profeten Daniel (Dan 9):

«Halvfjerds uger er fastsat over dit folk og over din hellige by. Så skal den evige retfærdighed bringes, og den Allerhelligste skal salves.» Og han nævner Jesus ved navn og siger: «Efter toogtres uger skal Kristus dræbes.» Om det vil jeg, om Gud vil, tale mere et andet sted. Sådan læser du også i Joh 1: Da Johannes Døberen pegede på Kristus for disciplen Andreas og sagde: «Se, det er Guds lam», sagde Andreas til sin bror Simon: «Vi har fundet Messias.» Og lige efter siger Filip til Natanael: «Vi har fundet Jesus, som Moses og profeterne har skrevet om.» Da sagde Natanael til Kristus: «Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge.»

Denne Messias ventede hele Israel på med stor længsel. For de havde trods alt hørt så meget om Messias fra Skriften, at de håbede, at når han kom, skulle det gå dem helt og fuldt godt, og de skulle blive forløst.

Det kan man tydeligt se af den samaritanske kvindes ord i Joh 4, da hun sagde til Kristus: «Jeg ved, at Messias kommer; når han kommer, vil han forkynde os alt.» Og Kristus sagde: «Det er mig, som taler til dig.»

Regn nu selv efter, hvilken stor og usigelig trøst der ligger alene i disse to navne. JESUS betyder frelse. KRISTUS betyder salvet og peger på barmhjertighedens salvelse, som Gud har lovet os i sin Søn. Hvad behøver vi mere? Når vi nu fast tror, at Kristus er givet os af Gud til præst og konge, og at han selv er vores frelse og trøst, så er han det, og så må han visselig være det. Og når vi tror det, bliver vi ved denne tro retfærdige og frelste.

Anna: Kære Gud, hvor er det trøstende at høre! Gud give os en ret tro på Kristus, så vi ikke forgæves lader så stor en nåde blive forkyndt for os.

Urbanus: Amen.

Anna: Jeg ville meget gerne, at du også regnede de andre navne op, som Kristus får i Skriften. For i disse to har jeg fundet stor vederkvægelse for min samvittighed, og de har også givet mig en ikke ringe erkendelse af Kristus.

Urbanus: Det vil tage lang tid at regne alle de navne op, og de vil i øvrigt komme frem hvert på sit sted i skriftstederne om Kristus. Dog vil jeg nu blot regne dem op så kort som muligt. Kristus kaldes i Skriften: en konge, Zak 9.

En evig præst, Sl 110.

En nådestol, Rom 3; Hebr 4.

En forsoning for verdens synd, 1 Joh 2. En forløser, Es 42; 60; Matt 20; 1 Kor 1. En forløsning, Luk 1.

En løsesum, 1 Tim 2.

Den eneste mellemmand, 1 Tim 2.

Vor talsmand, 1 Joh 2.

Vort syndoffer og skyldoffer, 2 Kor 2 [sandsynligvis 2 Kor 5,21]; Es 53 [i trykket står «Js. 53.» for enden af næste linje].

En gave og et offer for os, Gud til en liflig duft, Ef 5.

Guds lam, som bærer verdens synd, Joh 1.

Vor visdom, retfærdighed, helliggørelse og forløsning, 1 Kor 1; Jer 23.

Et lys for verden, Joh 12.

Vor mester, Joh 13.

Guds tjener – det vil sige, at han tjente os på Guds befaling, Es 42; 53.

Vor vej, sandhed og liv, Joh 14.

Vor opstandelse, Joh 11.

Begyndelsen og den førstefødte fra de døde, Kol 1.

Den førstefødte blandt mange brødre, Rom 8.

Vort håb, 1 Tim 1.

Vor bror, Sl 22; Hebr 2; Matt 28; Joh 20.

Vor hyrde, Ez 34; Joh 10.

Overhyrden, 1 Pet 5.

Døren til fårene, Joh 10.

Livets brød, Joh 6.

Vor klippe, Matt 16.

Vor fred, Ef 2.

En sten med syv øjne på, Zak 3.

En sten, der uden hænder blev hugget løs fra bjerget, og som er stor og fylder hele jorden, Dan 2.

Lovens opfyldelse, Rom 10.

Kristenhedens brudgom, Ef 5.

Kristenhedens hoved, Ef 1; 5.

Det sande vintræ, Joh 15.

En hjørnesten, Sl 118; ApG 4.

En retfærdighedens spire, Jer 23.

Livets fyrste, ApG 3.

Herre over alle ting, ApG 10.

Herlighedens konge, Sl 24.

Den Retfærdige, Rom 3; 5; Es 53; 51; ApG 3; 7; 1 Joh 2; Matt 25.

Herlighedens håb, Kol 1.

Arving til alle ting, Hebr 1.

Fyrste over jordens konger, Åb 1.

Livets ord, 1 Joh 1.

Immanuel, Gud med os, Es 7; Matt 1.

Faderens evige ord, Joh 1.

Guds visdom, 1 Kor 1.

Guds kraft, Rom 1.

Et billede af den usynlige Gud, Kol 1.

Den førstefødte før al skabning, Kol 1.

Afglansen af Faderens herlighed, Hebr 1.

Aftrykket af Faderens væsen, Hebr 1.

Den sande Gud og det evige liv, 1 Joh 5.

Herren Zebaot, det vil sige hærskarernes Herre. Det har de halvfjerds oversættere (Septuaginta) oversat med «den Almægtige», som Hieronymus viser ved Zak 2.

Pagtens engel, Mal 3.

Den underfulde Rådgiver, Kraft eller Gud, Helt, Es 9, Evig Fader, Fredsfyrste.

Retfærdighedens sol, Mal 3 [trykket har «Malach. 4.» efter den latinske kapitelinddeling; i Bibelen 1992 er stedet Mal 3,20].

Dommer over levende og døde, ApG 10.

Og der er endnu flere billedlige navne; at regne dem alle op ville føre for vidt og er heller ikke nødvendigt.

Anna: Se, hvor meget lys og forståelse disse hellige titler på Kristus giver, selv når de blot regnes så kort op! Hvilken underfuld visdom og rig trøst ville man ikke finde i dem, hvis man forklarede dem grundigt, den ene efter den anden!

Urbanus: Ja, de viser klart, hvad Kristus er for en Herre, og hvilken trøst og hjælp vi har i ham. Men at forklare hvert enkelt navn her, så grundigt som det behøves, ville blive alt for langt. De vil nok blive forklaret andre steder.

Anna: Du har lovet mig også at fortælle om Kristi første komme til denne verden. Det vil jeg gerne høre, hvis du har tid nu.