Hvordan skal et sandt liv i Ånden både vindes og bevares i sjælen?

1. Ånden kommer ikke umiddelbart og tager sig af vores sjæle – der kræves bestemt, at man dertil bruger nådens midler – Ordet – Ordet og sakramenterne! Vil du have Ånden, hans værk og gaver i dit hjerte, så gå til Ordet, Åndens ord: læs det, hør det, skriv det, tal og syng det, mens du beder om Ånden, og se, han skal ikke udeblive! Der findes hist og her sjæle, som går og tænker og tænker, ja, sukker og beder om Ånden og Åndens værk, men aldrig får det, aldrig i sandhed og kraft, aldrig når frem til nogen tro, fred, kærlighed, vished og fasthed, men bestandig bliver i det samme sygelige arbejde, sukken og stræben; og se, til sidst opdager man, at de ikke bruger Ordet, at de kun arbejder med sig selv, kun tænker og sukker, men ikke bruger Ordet – og hvordan skulle der så kunne blive noget guddommeligt og åndeligt hos dem? Apostlen siger udtrykkeligt i Gal 3,2, at Ånden kun fås ved troens prædiken, eller, som der egentlig står, «troens hørelse». Og i Apostlenes Gerninger læser vi, at mens Peter talte, kom Helligånden over dem, som hørte talen. Hvad havde de så gjort for at få det? Slet intet andet end at høre efter; de sad helt stille og hørte bare Ordet, og så kom Ånden i deres hjerter, så kom anger, tro, kærlighed, liv og kraft, som gjorde dem til helt nye mennesker (ApG 2 og 10).

2. Derfor: Ordet, Ordet, brug Ordet! Det er hele kunsten og hemmeligheden ved det åndelige livs opståen, næring, vækst og bestand. Det er ikke sandt, som nogle enfoldige mener, at den og den kristne nu er så fast og grundfæstet i nåden, at han derfor kan tro og leve, som han gør. Nej, har han en tro og et liv, som er Åndens værk og ikke blot naturens, så kommer det ikke af hans fasthed og styrke, at han kan tro og leve sådan, men alene af, at han lidt flittigere nærer sin sjæl med det guddommelige ord. Forsømmer han det, begynder den gamle natur straks at vokse op igen, og det sandt åndelige at dø ud. Ja, besøg ham en dag, når han i længere tid har forsømt Ordet, så vil han vise sig at være kun lidt åndelig. Holder hans tro og fred sig alligevel uden Ordet, så er de ikke Åndens værk. Kort sagt: Det er kun ved Guds ord, at Guds Ånd bliver boende og virkende i mennesket – og alligevel, læg mærke til det, får ikke alle, som læser Guds ord, Ånd og liv af det. Tusinder bruger Ordet, og alligevel kommer der ingen Ånd i dem. Tusinder af skriftkloge og farisæere blandt os beviser det. Hvad kræves der så? Det kræves, at man sammen med brugen af Ordet betænker netop dette, at det stadig står i Guds hånd, om vi skal få dets kraft; det kræves, at man omgås Ordet med det sind, som denne påmindelse burde virke – ja, med den ydmyghed, frygt, lydighed og tro, som sømmer sig for den hellige Guds ansigt, når han taler. Læg derfor mærke til: Det står i Guds hånd og frie behag, om han vil give dig nogen del i Ånden. Vi er ikke engang i stand til at tænke noget som af os selv – endnu mindre til at tro, til at våge, til at vandre værdigt, til at bevare en ret forståelse af sandheden og dens kraft i hjerte og samvittighed; nej, det er alt sammen forgæves, hvis ikke Helligånden virker det – alt sammen forgæves «uden Helligåndens fællesskab».

3. At besinde sig på og agte på sådan noget ville være højst nødvendigt for enhver kristen, selv om vi levede i al mulig fred og ro, for at vi ikke med al vores kundskab og vores brug af Ordet skal findes døde i vores indre; men meget mere nødvendigt er det, når vi tværtimod lever midt i det farligste fjendeland, i en bestandig krig. Vi ved, at den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan, og som har bedraget tusinder af vores brødre, altid har ondt i sinde; han har svoret os døden, og han agter at fuldbyrde det; derfor går han uden hvile omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan sluge. Hvert år bærer også altid nogle sørgelige spor efter ham: her har han flænset et får slemt, dér har han jaget eller lokket et andet ind på vildveje, og endnu et har han slugt helt; her er en vakt sjæl faldet i søvn igen og vendt tilbage til verden, dér er en kristen blevet sikker og overmodig, så han ikke tager imod nogen formaning; en anden har gjort et dybt syndefald og er blevet liggende i det; en tredje er blevet fanget i falske lærdomme og er blevet en vildfarende osv., og også de var engang oprigtige og salige – og tænkte bestemt at blive ved med at være det. Men læg her mærke til, hvad Djævelen har i sinde med os! Læg her mærke til, at det ikke er så trygt og ufarligt på jorden – det er ikke uden grund, at Kristus og apostlene advarer os så nidkært og flittigt; vi burde ikke være så sikre og ligegyldige – og aldrig er nogen kristen heller kommet lykkeligt igennem uden møje og kamp. Ja, hertil kommer, at netop denne tid er en særlig farefuld tid, hvor både onde og gode magter er i en mærkelig bevægelse, hvor vækkelser og vildfarelser, omvendelser og frafald kappes med hinanden. Det er sandelig nødvendigt, at vi har øjnene åbne, at vi holder os tæt til Hyrden og vores sjæles tilsynsmand, at vi holder os flittigt og strengt til Ordet – især holder den store, velsignede grundartikel om Kristus og hans værk klar, ren, fast og uforfalsket; at vi er helt fattige og enfoldige i troen og aldrig lader «den nye sang» blive gammel, lang og udsunget for os; at vi er oprigtige mod os selv og mod Herren, retter alle vores tanker, ord og gerninger efter hans hellige vilje og ved, at Herren er nær; at vi mere og mere søger at forstå vores fjender og farer, forstå de lønlige gange, ad hvilke den listige fjende søger at komme vores åndelige og evige liv til livs; og endelig, at vi ofte beder, dels hver for sig, dels med og for hinanden – og beder først og sidst om Helligåndens fællesskab. Ja, det formaner Kristus og apostlene os til, og det er nødvendigt.

4. Men han, som er med os, er stærkere end den, som er imod os; vi behøver ikke at gå til grunde og heller ikke at miste modet. Vor Herre Jesu Kristi nåde er en tilstrækkelig, en fri og åben kilde mod synd og urenhed; Guds kærlighed er et tilstrækkeligt, et uudtømmeligt væld af salighed midt i alle tidens modgange og genvordigheder; Helligåndens fællesskab ved Ordet og sakramenterne er et tilstrækkeligt, et rigt apotek med al den hjælp, kraft, trøst og husvalelse, vi behøver, i alle tænkelige sygdomme og farer. – «Guds stad skal således altid glæde sig ved sine bække.» – «Gud er vores tilflugt og styrke, en hjælp i de store trængsler; derfor frygter vi ikke, om så verden forgik, og bjergene sank midt i havet; alligevel skal Guds stad glæde sig ved sine bække, dér hvor den Højestes hellige boliger er; Gud er nær hos dem derinde, derfor skal den nok bestå» (Sl 46,2–6).