Kristus er alt og i alle

1. «Kristus er alt og i alle» er apostlen Paulus’ ord i Kol 3,11. Åh, hvilket stærkt tordenslag over en hel mængde selvretfærdige vildfarelser! – Men også en rig kilde til lærdom, trøst og husvalelse for de elendige i alle tænkelige åndelige nøder og bekymringer! – Kristus er alt og i alle; det er hemmeligheden ved en kristens både retfærdighed og helliggørelse, styrke og bestandighed i nåden; det er også hemmeligheden ved den underlige fred, glæde og frimodighed, som man ser visse mennesker have midt i den største svaghed og elendighed. – Kristus er alt og i alle – den sætning er let at lære, hvad ord og betydning angår, og mange vil mene, at de ikke har mere at lære af den; men det er alligevel netop dette stykke, der altid mangler hos os, så snart der er nød og sorg på færde. – Kristus er alt og i alle; det er også beskrivelsen af, hvad det vil sige at være en sand kristen, til forskel fra alle andre slags fromme. En kristen er nemlig et menneske, for hvem Kristus er blevet alt i alt. Mange er religiøse, men holder i selve hjertet mange andre åndelige ting for vigtigere end Kristus, og derfor kredser deres tanker og ord også mere om dem end om Kristus; som Kristus selv siger: «I mener at have evigt liv i Skrifterne; men I vil ikke komme til mig for at få liv» (Joh 5,39–40). Og hvad der betyder mest for hjertet, mærkes let på talen; «hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med». De kan også læse og høre dette ord og denne bemærkning uden at være så ærlige over for sig selv, at de lægger mærke til, hvordan det står til med dem på dette punkt. Og selv om de bliver mindet om og overbevist om dette deres hykleri og uhyggelige selvbedrag og mærker, at det rammer dem, kan de alligevel være så sløvede, at de heller ikke da formår at blive ærlige over for sig selv.

2. Men der findes andre, som på en anden måde har brug for denne lærdom: Kristus er alt og i alle – sjæle, som er meget nær ved Guds rige, ja, også blandt dem, der har en virkelig tro på Kristus, men som alligevel ikke ved, hvad de har i ham – ligesom vel ingen kristen ved det fuldt ud; de gør sig mange sorger, som – selv om de ikke helt kunne undgås – dog ikke ville få lov at tynge deres liv ned, hvis de blot vidste, hvad de har i deres Herre Kristus; som Johannes siger, at der er nogle, som «tror på Guds Søns navn, men ikke ved, at de har evigt liv i ham» (1 Joh 5,13).

3. «Jeg kan aldrig blive bestående i nåden,» sukker den ene, «man ser, hvor mange der er faldet fra, og hvor mange og mangeartede farerne er! Hvad skal der så ikke også ske med mig, som er så ynkeligt svag, som har et kød, der er så tilbøjeligt til synd, og et hjerte, der er så letsindigt, verdsligt og hyklerisk!» – En anden klager: «Jeg bliver aldrig andet end en slave under synden. Jeg ser det onde, men kan ikke modstå det; jeg har prøvet at tro, bede, våge og kæmpe og tænkt, at jeg engang skulle finde den rette, grundige, varige helliggørelse hos mig selv; men nej, jo længere tid der går, desto værre bliver det!» – En tredje sukker: «Min synd står altid for mig; jeg får ingen fred eller vished om, at jeg har Guds nåde og tilgivelse for de synder, jeg har begået; for jeg mærker stadig anklager i samvittigheden og kan desuden aldrig blive, som en kristen bør være.» En fjerde: «Med mig er det så meget værre, at jeg ikke engang kan føle, angre og forfærdes over mine synder og min tilstand, men går helt hård og død, kold og ligegyldig» osv. I alle disse bekymringer er hovedfejlen altid den, at man så fuldstændig glemmer Kristus, glemmer og overser Kristus, ikke tænker på Kristus i nogen af sine tanker, men gør ham til ingenting; at man i sit indre lever, som om der ingen Kristus fandtes, ingen Frelser, ingen tilstrækkelig retfærdighed for Gud, ingen almægtig hjælper, ingen kærlig hyrde – ja, som om vi var overladt til os selv, og enhver skulle være sin egen frelser, selv skaffe den retfærdighed, som gælder for Gud, selv være sin hyrde, sin hjælper, sin styrke, sit alt i alt. Se, dette grufulde vantroens mørke er grunden til alt ondt. For alting ville blive helbredt og hjulpet, hvis blot Kristus fik lov at være alt i alle, sådan som han er givet os af Gud og «er blevet både visdom og retfærdighed, helliggørelse og forløsning» for os (1 Kor 1,30).

4. Johannes siger: «Kristus er den sande Gud og det evige liv. – Og dette er vidnesbyrdet, at Gud har givet os evigt liv, og dette liv er i hans Søn. Den, der har Sønnen, har livet. – Og dette har jeg skrevet til jer, som tror på Guds Søns navn, for at I skal vide, at I har evigt liv» (1 Joh 5,20.11–13). Da Gud elskede verden så højt, at han gav den sin enbårne Søn, så gav han den i og med ham det evige liv og dermed alt, hvad der tjener til liv og gudsfrygt; «for det behagede Faderen, at hele fylden skulle bo i Sønnen» – «og at han skulle forsone alting ved ham» osv. Altså kan der ikke mangle nogen hjælp dér, hvor man har Sønnen. Derfor bærer han også de navne, som Skriften giver ham. Læg mærke til, at han kaldes: Vor frelses høvding. – Hyrden og vore sjæles tilsynsmand. – Herren, vor retfærdighed. – Vor talsmand hos Faderen. – Immanuel (Gud med os, Gud for os, Gud i os, Gud, som har taget sig af vores sag). – Underfuld, Rådgiver, Gud, Helt, evig Fader, Fredsfyrste, kort sagt: Jesus, en Frelser. Og som alt dette er Kristus givet til alle. «Her er der ikke græker og jøde, barbar og skyter, slave og fri, men Kristus er alt og i alle. For således elskede Gud verden, at han gav (verden) sin eneste Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.» Der kan ikke findes nogen så ulykkelig, så fordærvet, så dybt sunket, så langt bortkommen, så uværdig, at den enbårne Søn alligevel ikke er givet ham; den store gave er givet til hele den arme menneskeslægt, hele verden, for således elskede Gud verden – den store, kærlige Gud, som havde skabt verden og sørger for den i alt – han sørgede også for, at enhver, der ville, skulle slippe for at fortabes og skulle få evigt liv. «I blev solgt for ingenting,» tænkte han, «I skal også løskøbes uden penge» (Es 52,3). Den, der da ved med sig selv, at han er et lem af den dyrebare, men faldne menneskeslægt, at han er en del af verden, han skal også vide, at han i det mindste alligevel har en stor gave, som allerede er givet ham, nemlig Guds enbårne Søn. Lad ham derefter nøje overveje, om ikke denne store gave opvejer alt ondt, kan forsone alting, hjælpe og genoprette alting, hvad der tjener til liv og gudsfrygt; så bliver han måske også en af disse «enhver, som tror»; og så følger helt sikkert det tredje, at han ikke skal fortabes, men have evigt liv. Men – «den, der ikke tror Sønnen», han ophæver selv Guds nåde (Gal 2,21), kaster den gave bort, som var givet ham, og holder sig selv for uværdig til evigt liv.

5. Vi vil her tænke på nogle sjæle, der er stedt i særlige nøder og skrupler, og se, om ikke Kristus er alt i alle, om han ikke også kan hjælpe dem alle. Den første, sværeste og almindeligste nød og klage er: synden – synden, som altid hænger ved os, besmitter og tynger vores samvittighed og gør, at vi ikke kan se op til Gud med tillid.

6. Nu er det ganske sikkert, at enhver, der læser dette, længe har vidst, at det netop var for denne nøds skyld, at Kristus kom til verden og ofrede sit blod, og at han er vores eneste retfærdighed for Gud; men alligevel er der helt sikkert ingen, der er så oplyst og troende, at han ikke straks falder i mørke, forvirring og vildfarelse, når selve sagen melder sig – synd og samvittighedens anklager – og har det præcis, som om der da ingen Kristus fandtes, eller som om han da ikke var til nogen nytte. Menneskets falske, mørke og selvretfærdige hjerte er sådan indrettet, at det gerne ville være en sådan synder for Gud, som nok sagde med munden: Jeg er en synder, en stor synder; men i hjertet ikke vidste af nogen virkelig synd, slethed eller svaghed hos sig, men i virkeligheden var helt ren, rask og sund og ingen læge behøvede. Ligeledes ville man gerne være en sådan kristen, der lærer og bekender: Kristus er synderes Frelser og vores eneste retfærdighed for Gud, men det gælder kun, når man selv er ren, from og retfærdig. Derfor bliver mennesket, så snart det opdager virkelig synd hos sig selv, forundret som over noget helt uventet og falder i en sådan nød og forlegenhed, som om ingen Kristus eller nogen retfærdighed i ham nu gjaldt. Så hedder det: Ak, jeg er jo en ugudelig; det gode, som jeg burde have gjort, har jeg forsømt, og det onde, som jeg burde have flyet, har jeg gjort. Jeg har også vidst, hvad der er ret og uret, og har altså syndet mod bedre viden; og oven i alt dette er jeg derudover hård, sikker og følelsesløs i hjertet – jeg er jo helt ugudelig. Hvordan kan jeg så tro, at jeg har nåde og barnekår hos Gud? Nej, det er forbi osv. – Ja, kære sjæl, det er ganske forfærdeligt, at du har syndet sådan, som du siger, og det havde været bedre, om du med stadig årvågenhed og bøn havde holdt dig i gudsfrygt og aldrig havde syndet sådan; du ville også nu fortjene, at Gud var vred på dig og aldrig mere regnede dig for sit barn, men fordømte dig; men nu skal det alligevel ikke ske, såfremt du ikke selv modvilligt støder Guds nåde fra dig. Der findes nemlig en mand, som hedder Jesus Kristus, Guds og jomfru Marias Søn, som netop er kommet til jorden alene for at hjælpe i en sådan nød de arme syndere, som med al deres viden og alle deres gode forsætter ikke kunne hjælpe sig selv. Derfor har han «i sit køds dage frembåret stærke råb og tårer», ja, sit liv og blod på korsets træ. Og det har han sandelig, sandelig ikke ofret for fromme og retfærdige, men for syndere (Matt 18,11), og sandelig «ikke for indbildte og malede synder, men for sande og virkelige; ikke for små og ringe, men for meget store og grove; ikke for én eller to, men for alle; ikke for overvundne og udslettede, men for uovervundne, endnu herskende, stærke og mægtige synder» (som Luther siger). – Med dette sit udgydte offerblod er han, som apostlen siger, «gået ind i helligdommen én gang for alle og har vundet en evig forløsning» (Hebr 9,12). Alt dette er sket «efter Guds, vor Faders vilje», og derfor er Faderen også evigt tilfreds og fyldestgjort med det, for det var det offer for synderne, som Gud selv havde bestemt til verdens frelse; derfor hedder det: «Guds Lam». Det, som er Guds Lam, eller det Lam, som Gud selv gav og bestemte til vores forsoning, det må Gud også selv elske og være tilfreds med. Dér har du altså en løsesum for alle synder, som gælder evigt for Gud, og som gælder tusind gange mere end alle dine synder, om de så var tusind gange flere og større, end de er. Over for Guds Søns blod er de dog kun som små gnister over for det vide hav. – Heraf kommer det, at hvor slemt og bedrøveligt det end står til med synden, som stadig «hænger ved os», strider imod Ånden og ofte overrumpler os, så burde vi dog med rette have en højere fred, en evig og urokkelig fred i Kristus, som er vores eneste retfærdighed. Mange oprigtige kristne, som også ved og forstår, at kødet altid forbliver ondt og urent, synker dog sådan ned i deres hverdagsmangler, at de sjældent har en rigtig glad dag. Det er altid en mangel i troen; for de burde betænke, at hvor beklagelig en sag synden end er, så er Kristus, Guds egen enbårne Søn, som er givet hen for synden, dog tusind gange større og vigtigere, og altså er den retfærdighed, som de på samme tid har for Gud, tusind gange større og vigtigere end alle deres mangler; derfor burde vi alligevel altid, ham til ære, glæde os mere og rose os mere af nåden end at ængstes og jamre over synden. Men til et sådant sind kommer vi kun i samme grad, som Kristus bliver vores alt i alt. Når vi selv for alvor bliver til skamme og til ingenting, og han bliver vores alt, så kan vi også glæde os i Kristus på samme tid, som vi bedrøves over os selv.

7. «Så mister jeg altså ikke nåden hos Gud, når jeg på grund af kødets ondskab og svaghed synder og forser mig?» – Her kan ingen fornuft og ingen følelse mene andet, end at man så må miste nåden. Men Gud bevare os for den tanke, at vi skulle have nåde hos Gud i de stunder, hvor vi finder os selv fromme, og ikke have nåde i de stunder, hvor vi finder os selv syndige! Det ville jo helt åbenlyst være at hævde vores egen retfærdighed og gøre Kristus med hele hans blods fortjeneste til intet; det ville være helt at fornægte hele evangeliets sum og at gøre det, som Paulus kalder at ophæve Guds nåde – sådan som man ser af sammenhængen i Gal 2, som slutter således: «Jeg ophæver ikke Guds nåde; for hvis retfærdigheden kommer af loven, så er Kristus død forgæves» (Gal 2,21). Ja, hvad gavn skulle vi da have af Kristus med al hans blodsudgydelse, hans død og hans opstandelse? Hvad havde vi da at takke for og at glæde os over? Så var det jo alt sammen tabt; for hvem kan mærke, hvor ofte han fejler, siger Skriften; og igen: «Der er intet menneske, som ikke synder.» Hvis nåden afhang af det, så levede vi i et gerningernes rige, som var mægtigt over nåden, og ikke i et nådens rige, som er mægtigt over gerningerne; og så var Kristus sandelig død forgæves. – Nej, noget andet siger 1 Joh 2,1: «Mine børn, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde; men hvis nogen synder, så har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige.» Læg mærke til dette gyldne ord! Nok advarer apostlen mod synden; men hvis det skulle gå så galt, at nogen synder, siger han, så skal han alligevel vide, at han netop da har en talsmand hos Faderen – og hvornår skulle en talsmand ellers gøre gavn? Den, som ikke har syndet, har ikke brug for nogen talsmand. Læg derfor mærke til, at apostlen siger: Hvis nogen synder, så – «så», «så» – har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus. Videre: den retfærdige. Læg mærke til: Talsmanden er retfærdig; det skal være al vores trøst. Det er hans retfærdighed og ikke vores, der må hjælpe her. Sådan siger også Kristus selv: «om retfærdighed, for jeg går til Faderen» (Joh 16,10). Læg mærke til: Jeg går – jeg går til Faderen; det er al den retfærdighed, der gælder for Faderen (for denne gang til Faderen bestod i hans sonende død).

8. «Ja, men», siger nogen, «jeg mærker heller ikke Kristi retfærdighed i mig!» – Svar: Hvad betyder det? Hvordan er det muligt at mærke Kristi retfærdighed i sig? Hvad mener man mon da med Kristi retfærdighed? – Det er en meget mesterlig list af Djævelen, når han giver os den tanke, at Kristi retfærdighed skal betyde en nåde, der er indgydt og virket i vores hjerte, en Kristi retfærdighed, der er gået over på os, og som består i det åndelige sind, den lighed med Kristus og efterligning og efterfølgelse af ham, som virkes i os ved troen. Alt dette er bestemt et godt og overordentlig vigtigt værk, som altid følger med den sande tro, men det er slet ikke den retfærdighed, der består for Guds hellige øjne og hans dom. Nej, dertil kræves der noget andet; og noget andet siger Kristus her: Jeg går til Faderen; jeg lider, dør og går ind i helligdommen med det sonende blod – det er al jeres retfærdighed for Gud. Sådan taler Herrens Ånd gennem hele Skriften: «Han, min tjener, den retfærdige, skal gøre mange retfærdige, for han bærer deres synder. – Og dette er det navn, man skal kalde ham: Herren, vor retfærdighed» (Es 53,11; Jer 23,6); og så dette ord af Johannes: «Jesus Kristus, den retfærdige.» Med Kristi retfærdighed menes altså det, han selv i egen person gjorde og led for os, den retfærdige for de uretfærdige, og at han med denne sin egen fortjeneste står for Guds ansigt for os. Men på den måde bliver mennesket helt til intet, og Kristus derimod alt i alle.

9. «Men», siger videre nogen, «bare jeg rigtig kunne tro! Jeg ved, at al retfærdighed er i Kristus for dem, som tror ret; men også, at den, som ikke tror, skal blive fordømt. Jeg har prøvet at tro, men det vil ikke gå ind i mit hjerte» osv. Svar: Sådan skal du lære, at også troen er Herrens værk og gave, og at Kristus rigtig skal blive alt i alle. Derfor lykkes det ikke, så længe du mener, at det er din egen sag at kunne tro. Læg mærke til: Det er Kristus og ikke du, som i Hebr 12,2 kaldes «troens begynder og fuldender» (sådan som det står i grundsproget). Og videre siger apostlen: «Ingen kan kalde Jesus Herre» (nemlig med sand og levende tro) «uden ved Helligånden» (1 Kor 12,3); og igen: «Vi er ikke i stand til at tænke noget af os selv, som kom det fra os selv» osv. (2 Kor 3,5). Men at Herren virker troen i os, sker på den måde, at han dels jager og driver os med sine krav, så vi mærkbart og bittert erfarer vores ynkelige magtesløshed over for alt, dels lokker og opmuntrer os med evangeliets søde løfter, så vores hjerte til sidst er fyldt af inderlige suk og ønsker om at kunne tro og sukker til Herren efter den nåde – og på den måde bliver åbnet, så det kan tage imod den dyrebare gave. Imens er troens værk allerede begyndt dér, hvor man på den måde ønsker at kunne tro; for så har sjælen allerede sit eneste fattige håb i Kristus, eftersom den ikke længere vil prøve noget andet til sin retfærdighed. Og da liv og salighed ikke ligger i selve troen, allermindst i dens fulde vished og klarhed, men i Kristus, som troen griber, så regner Gud allerede denne svage tro os til retfærdighed. Det ser man af alle eksemplerne på dem, som kom til Jesus blot med en sukkende og råbende tro, men fik det vidnesbyrd: Din tro har frelst dig; gå med fred. Om dette siger også Luther: «Nu må en kristen dog komme dertil, at han giver Gud og Herren Kristus den ære, at hans ord er sandhed, og at man straffer sin egen vantro som løgn. Og hvor det sker, dér har Helligånden allerede vist sin kraft og begyndt troens værk; og så er hjertet åbnet så vidt, at det kan rumme denne skat, der er større end himmel og jord, selv om det endnu sker i stor svaghed. For man kan dog her på jorden ikke nå så langt, at man mærker troen, som man burde, men man bliver hele tiden ved Åndens ønsken og sukken, som er uudsigelig, idet hjertet siger: Åh, gid det var sandt! Ak, gid jeg kunne tro det! Åh, hvis jeg vidste, at det gjaldt mig» osv.

10. Hovedsagen bliver altså først at besinde sig grundigt på, at al retfærdighed, liv og salighed ligger i Kristus og ikke i selve troen; at vi altså stiller Kristi egen retfærdighed frem foran os for Gud, ikke vores tro; at vi ikke har øjnene på vores egen tro, ikke grubler og stirrer på den, men på Kristus. Netop dette er den rette tro. – Men når vi så alligevel ikke kan tro sådan, men alt, hvad vi læser, hører og betragter om Kristus, ikke giver os nogen kraft til tro og fred, så skal vi til vores trøst straks huske, at også den sag er taget ud af vores hænder; at den trofaste og almægtige Herre også har påtaget sig den sag at virke troen; at han også bærer den titel: troens begynder og fuldender; at vi med disciplene også må bede: Herre, giv os mere tro! Dette er nemlig overordentlig vigtigt at tænke på: i hvis hænder det ligger, så vi straks vender os til ham og råber: «Herre, jeg tror, hjælp min vantro!» Jeg ville så gerne tro, men kan ikke; før måtte jeg tusind gange fare til helvede, end jeg selv kan tage mig den dyrebare gave, troen; giv du mig selv den gave osv. Se, dette er allerede den tro, som åbner vejen for en større. Og sådan lærer vi også i denne sag af hjertet at bekende: Kristus er alt og i alle.

11. «Men», siger endnu en anden, «jeg er nok begyndt at tro, men mærker dog ofte en så uendelig svaghed i et og andet. Hvordan skal jeg nå til mere kraft og vækst i helliggørelsen?» – Ak, hvor er det trist, at man igen skal være afhængig af Kristus! Ja, sådan synes den gamle Adam rigtignok. Men hvad hjælper det? Når man ikke selv kan tro, hvordan skal det så gå med andre kræfter? For troen er jo hovedkraften, som de andre udgår fra, som der står skrevet: «Sejren, som overvinder verden, er vores tro; alt er muligt for den, som tror; og glæde i Herren skal være jeres styrke.» Når nu troen selv er Guds egen frie gave, så må det hele, fra begyndelse til slut, være Guds gaver; eller som Paulus siger: den vækst, som Gud giver (Kol 2,19). Åh, dette er dog den herligste trøst for et udmattet, ydmyget, dræbt, men i Kristus trøstet nådebarn! Og det indrømmer vi vel alle; mange har også erfaret det – har erfaret, at den samme sag, som var dem helt umulig på et tidspunkt, hvor de arbejdede og kæmpede allermest alvorligt med den, på et andet tidspunkt, hvor Herren gav tro, fred, glæde og kraft, blev uendelig let for dem og gik ligesom af sig selv. Og alligevel glemmer man det uophørligt; den gamle, evige selviskhed i os rejser altid på ny sit slangehoved, og man vil selv prøve og kunne noget og siger: «Jeg skulle jo, jeg burde jo det og det; jeg kan ikke tro, når jeg er så svag» osv. Man vil ikke tro, at man slet intet formår ud over det, som er ondt. Og heraf kommer ofte ubeskrivelige kvaler, anfægtelser, mørke og vildfarelser. Især hvis man samtidig har et helt andet billede af en kristen for øje, end Skriften fremstiller, og drømmer om en helt anden vej og kraft, end Gud har lovet, nemlig om en jævn, vedvarende kraft til tro, fred og styrke, som ligesom er overladt i vores egne hænder. Når man har et sådant opdigtet billede af en kristen for øje og endnu aldrig har fundet noget i sig selv, der i virkeligheden svarer til det, så kommer man snart i forvirring, knurrer og fornægter al nåde mod sig selv og alt Åndens værk. Forvirringen og fortvivlelsen bliver også fordoblet ved, at man uden at mærke det foreskriver Gud tid og mål i bønnen. Man tænker: Gud har jo lovet at høre bøn; og det, jeg nu beder om, må da nødvendigvis være hans egen vilje; han kan jo ikke ville, at jeg skal være så svag og syndig, ja, «ligge som en slave under Djævelen»! Når han nu ikke hører mig, så ser jeg jo, at han helt har forladt mig osv. Så er det snart sket, at man falder i dårskab (Sl 85,9), at man fornægter Herren eller fortvivler.

12. Åh, da var det godt at huske, hvor underligt Herren fører sine, hvordan for eksempel Paulus tre gange bad Herren om udfrielse fra Satans engel, men fik til svar: «Min nåde er dig nok; for min kraft er mægtig i de svage» – og hvilken lære og hvilken beslutning apostlen drog af det, nemlig: «Derfor vil jeg allerhelst rose mig af min svaghed, for at – læg mærke til: for at – Kristi kraft kan bo i mig – for når jeg er svag, så er jeg stærk» (2 Kor 12,9–10). Læg mærke til: Når jeg er svag, så er jeg stærk. Det er hemmeligheden bag en kristens styrke! Det er, som ville apostlen sige: Den eneste hindring for min styrke er, at jeg er for stærk i mig selv; jo mere svagheden i mig selv bliver følelig, desto mere af Guds kraft får jeg, desto lettere kan Gud gøre med mig, hvad han vil. – Og hvorfor Gud sendte denne Satans engel over apostlen, siger han i v. 7: «For at jeg ikke skulle blive hovmodig på grund af de store åbenbaringer», hvilket viser, at Gud bruger denne måde, denne vej, til at ydmyge os. – I samme brevs 1. kapitel fortæller apostlen om en lige så hård nød og siger: «Vi blev bebyrdet over al måde og ud over vores kræfter, så vi endog tvivlede på livet og indstillede os på, at vi helt sikkert skulle dø. Det skete, for at vi ikke skulle sætte vores lid til os selv, men til Gud, som oprejser de døde – han, som har befriet os fra en sådan død og stadig dagligt befrier os» (2 Kor 1,8–10). På denne måde må Gud dog få lov at blive vores eneste håb, så vi ikke har noget andet at trøste os ved end ham, som kan oprejse de døde. Åh, da synes mennesket at være meget ynkeligt, når det kun har Gud at håbe på. Gud er ikke noget at håbe på, synes det! Sådanne dyr er vi; derfor har vi vel brug for denne øvelse, hvis den rette tro og styrke nogen sinde skal virkes i os. Sådan står der også om Abraham, da han gik for at ofre Isak, at han «troede på Gud, som gør de døde levende og kalder det, som ikke er, som om det var. Og han troede i håb, hvor der intet håb var» (Rom 4,17–18). Og i 5 Mos 8,16 ff. står denne bemærkelsesværdige forklaring på Guds hensigt: «Han ville ydmyge og prøve dig og siden gøre vel mod dig. Ellers kunne du sige i dit hjerte: Min kraft og mine hænders styrke har skaffet mig denne formue. Men tænk på Herren din Gud, for det er ham, som giver kraft.»

13. Kort sagt: Jo før vi når til denne grundige mistillid til al kraft i os selv, desto før bliver det bedre med os. Da falder vi i Herrens hånd, og hans barmhjertighed er stor. Da siger vi til Herren Kristus: Du ser og ved jo, at jeg slet intet kan gøre, at jeg hellere tusind gange må fare til helvede, end jeg af mig selv kan tro eller leve en smule bedre. Slipper du mig, så styrter jeg fra synd til synd, fra tvivl til tvivl, fra dårskab til dårskab. Til dig alene håber jeg; og du har jo sagt: «Uden mig kan I intet gøre. Jeg, jeg vil gøre det, løfte og bære og hjælpe» osv. Og se, så får vi også snart erfare det; for når Kristus har fået lov at blive vores alt, så kommer den forløsning, den fred og den kraft tilbage, som vi har længtes efter. Da standser vi i salig undren over Herren og siger: Hvor gik det dog let nu, og før var det mig helt umuligt! Jeg mærker, at det hele beror på, at Gud giver – «når han giver, går det let» – og så har man lært det, der skulle læres: «Kristus er alt og i alle»!

14. Endelig vil måske en og anden sige: «Jeg har vel for øjeblikket nåde til at tro; men hvordan skal jeg kunne blive stående til enden? Man ser jo, hvor mange der har kunnet falde fra og gå fortabt!» – Svar: Kristus siger: «Jeg er den gode hyrde. – Jeg kender mine får, og mine kender mig – og mine får hører min stemme. Og ingen skal rive dem ud af min hånd» (Joh 10). Disse ord, ligesom også Rom 8,35–39, viser kun, at ingen behøver at opgive håbet om at blive bevaret, ingen behøver at gå fortabt; ingen kan rives ud af den gode Hyrdes hånd, ingen skilles fra Guds kærlighed i Kristus Jesus – og længere går Skriften ikke i sine forsikringer herom. Mange, som ikke nøjes med at stå i en bestandig afhængighed af Kristus, vil have en forsikring om, at de aldrig kan falde fra; men Skriften giver ingen sådan forsikring. Tværtimod beviser den det modsatte og advarer enhver mod faren. Vi bliver altså altid ladt tilbage i frygt for os selv og i tillid til Herren alene; og det er det allersundeste for os. Det er også, hvad Skriften med tydelige ord kræver: «Se til, at I vandrer i frygt i jeres udlændighed – fryd jer med bæven – lad os frygte, at vi ikke skal forsømme det løfte, at vi skal gå ind til hans hvile. Men I, som frygter Herren, håb det bedste af ham, for han svigter jer ikke» osv. Men hvad er så vores trøst i Herren? Den, at Kristus, Guds Søn, som har givet sit liv for os, er vores Hyrde. «Vi har en Gud, en Gud, som hjælper, og Herren, Herren, som frelser fra døden» – en Hyrde, af hvem vi med god grund må vente os alt godt. Når han har en sådan kærlighed og troskab, at han for vores skyld er blevet menneske, er blevet «brødrene lig», «er blevet fristet i alt ligesom vi» og til sidst «har givet sit liv for fårene» – hvad skulle vi så ikke vente af ham? Og er han desuden en almægtig Gud, hvilken fjende kan da gøre det får nogen skade, som ligger på hans skuldre, som hører hans stemme og holder sig tæt til ham? Det er vores trøst, at han, den gode Hyrde, efter Ez 34 selv vil give sine får føde, det vil sige bestandig nære og opholde vores tro med evangeliets ord og fortsat styrke og levendegøre trøsten og glæden i ham, kærligheden, tålmodigheden og håbet; at han «vil opsøge det bortkomne og hente det vildfarne tilbage», så han, også når vi er faret vild fra den rette vej, alligevel ikke vil forlade os, men vil gå efter det får, som er borte, kalde og lokke det tilbage og, hvis det blot igen begynder at lytte til hans stemme, lægge det på sine skuldre med glæde – sådan taler Kristus selv i Luk 15. – Videre: at han vil forbinde det sårede, det vil sige trøste og husvale de sjæle, som Satan har behandlet ilde, og føre dem tilbage til fred og sundhed; styrke de svage og samle lammene, som ikke kan følge hjorden, i sine arme og bære dem i sin favn; kort sagt «vogte alle fårene, sådan som de har brug for det».

15. Men skal fårene da ikke selv gøre noget i sagen? Om dem siger Herren kun dette: «Mine får hører min stemme.» For det første er det jo præcis det samme som: «De stoler på mig, de har intet andet håb end mig»; for den, der er vores håb i nødens stund, hans stemme lytter man til. For det andet betyder «at høre hyrdens stemme» at give agt på den, ære og adlyde den og skelne den fra fremmede stemmer. Og det er alt, hvad der behøves. For alt, hvad den gode Hyrde gør for at bevare os, det gør han med sin stemme. Når vi så blot agter på hans stemme, så bliver alt lægt. Alle Satans listige angreb, alle kødets fristelser, alle verdens forførelser, al vores svaghed, vantro, lunkenhed og hovmod – kort sagt, alt ondt læges kun ved hans stemme. Ingen kristen er så stærk, så lærd i Gud, så troende og så fast i sin kristendom, at han ikke kan angribes af hvad som helst ondt; da beror alt på, om han stadig har det sind, at han lader sandhedens ord gælde mere end sine egne tanker, meninger og følelser og altså lader sig rette, revse og trøste – det er at høre Hyrdens stemme. Så kan alt hjælpes. – Vi ser, at Frelserens disciple aldrig nåede en sådan fuldkommenhed i forstand, tro, årvågenhed og styrke, at de derefter kunne lede sig selv og tro og vandre, som de burde; nej, der viste sig dagligt større eller mindre mangler. Men det, der gjorde, at de alligevel blev bevaret og voksede i nåden, var alene, at de var Hyrden nær, at de hørte hans stemme og dagligt lod sig rette, advare, revse og trøste af ham. Derved blev alt godt igen; og sådan lærte de stadig mere og mere af det, de havde brug for at lære. – Hvad var det på den anden side, der gjorde, at den arme Judas gik fortabt? Intet andet, end at han ikke hørte Hyrdens stemme; at han, da Djævelen gav ham det onde ind i hjertet, ikke agtede på Herrens advarsler; og da samvittigheden vågnede med rædsel, ikke lod noget nådens ord trøste sig. Havde han blot agtet på sin kærlige Hyrdes stemme, så var alt blevet lægt. – Derfor: så længe vi endnu hører Hyrdens stemme, elsker ordet om Kristus og bruger det for alvor for at få dets kraft til tro, kærlighed og gudsfrygt; så længe vi lytter til den trofaste ven, som usynligt følger os og taler til vores hjerter, den trofaste Ånd – sådan som vi så hjertegribende formanes: «Bedrøv ikke Guds Helligånd!» – kort sagt, så længe vi hører Hyrdens stemme sådan, at vi stadig lader os advare, trøste og lede, at vi vedkender os vores synder, frygter fjenderne, men har trøst og tilflugt hos Kristus – så længe skal ingen fjendtlig magt kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, «hverken liv eller død, det høje eller det dybe, det nuværende eller det kommende»; for Herren er større end alle, og han har højtideligt erklæret: «Ingen skal rive dem ud af min hånd.»

16. Sådan skal Kristus også i dette være vores eneste trøst. Summen og slutningen bliver: Kristus er alt og i alle. Er jeg i alt fattig, usel og elendig, så er jeg dog en del af verden og altså en af dem, som Gud gav sin Søn; denne store gave er også givet mig, og i denne ene har jeg alt. Er jeg syndig, så er Kristus retfærdig, ja: Herren, vor retfærdighed. Kan jeg ikke tro, så er han troens begynder og fuldender. Er jeg svag, så er han stærk. Er jeg skræmt og urolig, så er han fri for al ængstelig uro. Er jeg et svagt får, der let farer vild, så er han den gode Hyrde osv. Så skal jeg endnu altid rose mig og fryde mig i Herren, kun i Herren! – og glæde i Herren skal være jeres styrke. Amen.