Om loven, omvendelsen og den retfærdighed, der gælder for Gud

1. Det er så sørgeligt, at det aldrig kan beklages nok med bitre tårer, at vakte sjæle, som søger at komme ind gennem den snævre port, ikke skal kunne komme ind (Luk 13,24), kun fordi de af deres eget hjerte eller af falske, umodne lærere og skrifter bliver ført ad en forkert vej.

2. Den sande omvendelse, lovens rette og gennemgribende værk i synderens hjerte, er så nødvendig, at uden den er al åndelig stræben forgæves, al tro, al gudsfrygt, ja, Kristus og hans fortjeneste er frugtesløse for den sjæl. Den, som kun kender sine gerningssynder, synder i tanker, ord og gerninger, kun ser på dem, arbejder og kæmper med dem og ikke ved lovens krav til hjertet synker ned i naturens urene dynd og dér kommer i nød, det menneske gør en halv og hyklerisk omvendelse; det vender rigtignok om, men kun fra et friere verdsligt liv til sin egen retfærdighed og bliver en farisæer. Ja, også den, der kender naturens ondskab, hjertets fordærv og urenhed, men kun flygter til våger, bøn, kamp, selvfornægtelse og gudsfrygt og ikke bliver mistrøstig over alt dette, men håber og håber på sejr og har sit øje, sin trøst og sit håb rettet mod den, bliver også kun det samme som den første. Kommer han ikke, mens det endnu står så ilde til, mens han endnu ikke har vundet den sejr, han stræber efter, men endnu ligger nede i sin elendighed – kommer han ikke, mens han endnu er i denne usselhed, til Kristus, til nåde, trøst og frelse alene i Kristus, så bliver han aldrig en ret kristen, men enten en bedraget gerningshellig, der har fået trøst i sin omvendelse og gudsfrygt, eller også en udmattet træl, der opgiver det hele og falder tilbage til sin sorgløshed eller bliver stående i fortvivlelse og fortabelse. Om dem, der med forsæt kan holde fast ved bestemte kæresynder, taler vi ikke nu, men om dem, der virkelig søger at komme ind gennem den snævre port, men ikke kan. Fejlen hos dem alle er, at de aldrig lader sig sige – eller også bliver det ikke sagt dem på den rette måde – hvad den rette omvendelse er, hvad der er lovens rette værk, dens egentlige formål og mening. Åh, gid de ville give agt på Herrens eget ord, for eksempel blot de følgende bibelord, og holde sig så fast til dem, at ingen egne meninger og ingen gerningshellige kunne vende dem bort derfra. Hør da! Skriften siger udtrykkeligt i Rom 3,19: «Alt, hvad loven siger, siger den til dem, der er under loven, for at enhver mund skal lukkes, og hele verden blive skyldig for Gud.» Rom 5,20: «Men loven er også kommet til, for at synden skulle strømme over; men hvor synden strømmede over, dér strømmede nåden endnu langt mere over.» Rom 7,7–10: «Hvad skal vi da sige? Er loven synd? Slet ikke! Men synden kendte jeg ikke uden ved loven; for jeg havde ikke kendt til begæret, hvis loven ikke havde sagt: ’Du må ikke begære.’ Da tog synden anledning af buddet og vakte alt begær i mig; for uden loven var synden død. Og jeg levede engang uden lov; men da buddet kom, fik synden liv igen, og jeg døde.» Og v. 13: «Synden har, for at den skulle vise sig som synd, ved det gode (loven) virket døden i mig, for at synden skulle blive overmåde syndig ved buddet.»

3. Læg dog mærke til ordene her. Her stod der (Rom 3,19), at lovens egentlige formål og rette virkning er, «at enhver mund skal lukkes, og hele verden blive skyldig for Gud» – ikke from, ikke ren og hellig, men skyldig. Og grunden til, at loven ikke vil andet, står i det næste vers (v. 20): «For af lovens gerninger kan intet kød blive retfærdigt for ham; for ved loven kommer erkendelse af synd.» – Her stod der (Rom 5), at loven derfor er kommet til, for at synden skulle strømme over – ikke overvindes, men strømme over – men hvor synden strømmede over, dér strømmede nåden endnu langt mere over. Her stod der (Rom 7), at det, der her strømmer over, ikke kun er syndserkendelsen og angeren, men at, som ordene lød, synden – virkelig selve synden – strømmer over ved buddet; for der stod, at «synden tog anledning af buddet og vakte alt begær i mig (ved buddet)»; «at synden ved det gode har virket døden i mig – for at synden skulle blive overmåde syndig ved buddet». Ja, i samme kapitel v. 4 og 6 står der, at man for at kunne bære frugt for Gud må være «løst fra loven, gjort død i forhold til den ved Kristi legeme», som er offeret for synderne.

4. Sådan taler Skriften om lovens rette virkning ved et menneskes omvendelse. Sådan viser Luthers ord sig at være sande, når han siger: «Hvad gør loven da? Det gør den: Den er tilfældigvis (det vil sige som følge af vores naturs ondskab) en årsag til synden. Ja, den er syndens kraft, siger Paulus; den volder vrede, den gør ikke from, nemlig i hjertet, sådan som papisterne sludrer, og de verdslige vise foregiver. I det ydre holder den nok hånden tilbage; men deraf bliver der ikke andet end hykleri for Gud; men i hjertet volder den en sådan jammer, at den ikke alene slet ikke gør mennesket from, men også gør det meget værre end før.» (Luthers Epistelpostil nr. 66, § 19.)

5. Og denne sin naturlige virkning må loven nødvendigvis udøve i dit hjerte, hvis omvendelsen skal blive sand! Det er ikke frommere og helligere, du skal blive ved krav og bud – nej, det skal du blive ved en anden, som døber med Ånd og ild – men ved loven skal du blive «skyldig», syndig, «overmåde syndig». Der er ingen anden vej, hvis du nogen sinde skal lære ret at tage imod Kristus, så et nyt liv kan tændes i dit hjerte. Hvis der var givet en lov, som kunne gøre levende, så kom retfærdigheden sandelig af loven (Gal 3,21), og så var Kristus død forgæves (Gal 2,21). – Loven udretter også ganske sikkert sit rette værk, hvis den bare kommer ind i hjertet; går den kun løst hen over overfladen, så kan du blive meget from – nemlig i gerninger og indbildning – og blive en farisæer. Sådan var også Paulus, før «buddet kom», før lovens åndelige krav trængte ind i hans hjerte. Sådan er også mange religiøse i vore dage, som driver loven på den måde og i den mening, at man virkelig skulle kunne blive frommere og bedre ved den, hvis man bare tager mere alvorligt fat, og som påstår, at man ikke skal miste modet over det, men blive ved med at kæmpe, bede og håbe. Den rette omvendelse går dybere, oprører hjertets ondskab og gør mig ikke bedre og bedre, men syndig, «overmåde syndig ved buddet», så jeg kommer til skamme med alt, hvad jeg foretager mig, virkelig ikke kan lide mig selv og min omvendelse og altså ikke får nogen trøst i mig selv. – Læg mærke til, at da Kristus begyndte sin lærergerning, var hans første gerning at forklare lovens åndelige krav så højt, at intet menneske ville kunne opfylde dem. Se Matt 5,21–48. Og da en mand mente, at han havde opfyldt, hvad loven krævede, var Kristus ikke tilfreds, men skyndte sig straks at give ham et bud, som skulle blive ham for svært: «Vil du være fuldkommen, så sælg alt, hvad du ejer, og giv det til de fattige» (Matt 19,20–21). Han hjalp ikke manden til trøst i hans fromhed. Derfor, når nogen siger, at han vil omvende sig og blive from og hellig, må man svare: Ja, hvis du bare først blev en synder og ugudelig, det vil sige, hvis du først kunne komme ned i din usselhed og lære at kende, hvilken fortabt skabning du er, i grunden fordærvet og ugudelig, så kunne du derefter i sandhed tro på ham, «som gør den ugudelige retfærdig» (Rom 4,5), og så kunne du derefter blive from og hellig. – Her må vi anføre et bemærkelsesværdigt stykke af Luther, hvor han taler sådan over Davids 5. salme:

6. «Det er ganske afgjort, at den, der vil blive retfærdig og from, først må blive en synder og uretfærdig; den, der vil blive sund, from, retskaffen og gudfrygtig, ja, en ret troende kristen, han må først blive syg, tåbelig, en nar, forvendt, djævelsk, en kætter, vantro og en tyrk; det vil sige: han må erkende, at han af naturen har et lige så ondt og vantro hjerte, fyldt med synd og djævelens sæd, som en tyrk eller en kætter; og som Paulus siger i 1 Kor 3,18: ’Hvis nogen blandt jer mener at være vis, må han blive en tåbe i denne verden, for at han kan blive vis.’ Sådan står nu, siger jeg, denne mening fast og urokkelig; for dette er den uforanderlige Guds vilje i himlen, at han vil gøre vise af tåbelighed, fromme af ondskab, retfærdige af synd, et retskaffent væsen af et forvendt, kloge mennesker af vanvid, troende af kætteri og gudfrygtige af en djævelsk skabning. Det skal forstås, som det er bemærket før, nemlig når et menneske erkender den onde sæd eller Satans væsen og værk i sig selv og råber til ham, som er kommet for at nedbryde djævelens gerninger, og det er Guds Søn (1 Joh 3,8). Spørger du nu, hvordan det skal gå til, så er svaret kort og godt dette: Du kan ikke blive den i Gud eller Kristus, som du gerne ville være, medmindre du først bliver den i dig selv og for alle mennesker, som han vil, at du skal være. Men han vil, at du i dig selv og for alle mennesker skal være det, du virkelig er, nemlig en synder – en synder, ond, tåbelig, forvendt, djævelsk, vantro og den slags. Det er dit navn, din titel og værdighed, at du hedder og er et vredens barn af naturen (Ef 2,3). Dette er den rette ydmyghed. Har du erfaret dette, så er du i Guds øjne den, som du ville være, det vil sige: hellig, from, oprigtig, retskaffen, troende og mere af den slags.» Så vidt Luther.

7. Men hvordan går det til, som Luther nævner til sidst, at den, der i egne øjne er blevet ugudelig, syndig, forvendt og djævelsk, nu i Guds øjne er den, han ville være, nemlig hellig, from, retskaffen, gudfrygtig og elskelig? Nu er vi inde i det allerhelligste! Jo, det går til, sådan som Paulus siger: «Så er loven blevet vores tugtemester til Kristus, for at vi skal blive retfærdige af tro» (Gal 3,24). Nu kryber synderen hen til Kristi fødder og søger ly under hans retfærdighed; nu foragter han ikke længere Kristus, men anser ham for alt for dyrebar til sig; nu takker han for de smuler, der kastes for hundene, og er tilfreds med at hedde en hund, bare han kan få nåde og tilgivelse; og han kunne vel nu forgå af salig undren, hvis han, så uværdig, ja, så helt og holdent uværdig, skulle få hele Kristi fortjeneste tilegnet sig – og se, netop det var, hvad Gud ville opnå med loven. Nu vil han ikke længere bedrøve synderen, målet er nået: Nu skænker han ham det hele for intet, hele Kristus med al hans fortjeneste. Nu er den fattige synder på stedet en rig og salig helgen (det er nådens orden!); nu har han hele lovens opfyldelse at rose sig af – for hør nu videre, hvad Skriften siger:

Rom 8,3: «Det, som loven ikke kunne udrette, fordi den var svækket af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin Søn i syndigt køds lighed» osv.

Gal 4,4–5: «Da tidens fylde kom, sendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, som var under loven, så vi skulle få barnekår.»

Hebr 10,5–10: «Derfor siger han, da han kommer til verden: Slagtoffer og gaver ville du ikke have, men et legeme har du beredt mig. Se, jeg kommer – i bogen står der skrevet om mig – for at gøre din vilje, Gud! – – og ved den vilje er vi helliget én gang for alle ved ofringen af Jesu Kristi legeme.» ¹

¹ Den kristne, som ofte og andægtigt ville læse og tænke over disse og lignende bibelsteder og samtidig bede Gud om øjensalve og åbnede sanser, ville uden tvivl have stor gavn af det for sin kristendom.

8. Her ser det ud, som om den beskæmmede, elendige synder igen løfter hovedet! Han er blevet til skamme med sin lydighed mod loven. Men her ser det alligevel ud til, at han har en lydighed mod loven at rose sig af. Hvad synes du, når Paulus her siger, at netop det, som loven krævede af os, men ikke kunne udrette hos os, fordi den var svækket af kødet – det, netop det gjorde Gud, da han sendte sin Søn i syndigt køds lighed – da Sønnen blev født under loven for selv at opfylde den for os og derved «løskøbe os, som var under loven»! Og da han kommer til verden, erklærer han udtrykkeligt, at det var ham, der skulle udføre Guds vilje. – «Jeg, jeg, jeg skal gøre din vilje, Gud! – og ved at den vilje er fuldbyrdet, er vi helliget én gang for alle ved ofringen af Jesu Kristi legeme.» Åh, hvilket underfuldt kærlighedsråd fra himlens Gud! Skulle vi ikke engang begynde, som Luther siger, at «spytte og sige fy» ad vores egen fattige retfærdighed og med Paulus regne den for «møg», når den barmhjertige Gud har villet på denne måde at skænke os hele lovens opfyldelse, for intet, alene ved sin Søn, som påtog sig at gøre det, vi var skyldige at gøre, men ikke kunne, og som led for os, hvor vi skulle have lidt!

9. Kort sagt: Retfærdig må man sandelig være, lovens opfyldelse må man sandelig have; men vi er ikke de personer, der kan udrette det. Kristus har gjort det. Han har holdt loven fuldkomment, men ikke for sin egen skyld – det behøvede han ikke, han var lovens Herre – men sandelig for vores skyld, sådan som han selv så nådefuldt siger: «Jeg helliger mig selv for dem – for dem, for dem – for at også de skal være helliget i sandhed» (Joh 17,19). Kristus helligede sig for os ved lidelse og lydighed. Kristus holdt loven fuldkomment; han elskede Gud over alle ting; han havde et helligt hjerte, hellige tanker, hellige ord og gerninger. Han elskede også sin næste som sig selv; han elskede sådan, at han døde for sine fjender og led det, vi skulle have lidt; når han blev skældt ud, skældte han ikke igen, og når han led, truede han ikke. Dér er min lovopfyldelse, dér er min fuldkomne fromhed og retfærdighed. – Når Paulus siger: «Er én død for alle, så er de alle døde», så gælder det også: Hvis én har opfyldt loven for alle, så har de opfyldt loven. Apostlen siger jo udtrykkeligt, at Kristus er født under loven, for at han skulle løskøbe dem, som var under loven. Én har opfyldt loven for alle. Vil jeg da være en kristen og rigtigt tro på og ære Sønnen, så må jeg jo bestemt sige: Jeg har fuldkomment opfyldt loven, jeg er fuldstændig uden skyld – bestemt ikke i mig selv, ikke i egen person, men ved min forlover, mellemmand og stedfortræder, Kristus. Jeg ville fortjene på stedet at blive kastet ud i det yderste mørke, hvis jeg ikke gav ham den ære for al hans møje, at jeg i ham regnede mig for fuldkommen retfærdig; for hvis jeg ikke troede og bekendte det, ville det jo være, som om jeg sagde, at han enten ikke rigtig havde udført det hverv, han havde påtaget sig, ikke fuldkomment havde holdt loven og udstået straffen for synderne, eller også at det ikke virkelig skete for os, men at han behøvede det for sin egen skyld. Og hvilken bekendelse ville det dog være for en kristen!

10. Hvis en konges søn af stor barmhjertighed og inderlig medlidenhed med en ulykkelig tjener, som har forødt kongens ejendom og for sin store gælds skyld er sat i fængsel, går i forbøn for den ulykkelige, betaler hele gælden og desuden udstår den fængselsstraf, som tjeneren var idømt, og kongen engang har godkendt det – hvordan skulle den gæld så nogen sinde igen kunne kræves af tjeneren? Og hvad skulle den stakkels tjener gøre? Skulle han ikke med inderlig glæde og taknemmelighed falde ned for kongesønnen og sige: Alt har du gjort godt, det er nok, og det, du har gjort, står fast for evigt! Ville det ikke være en synd og skam større end al anden synd, hvis han stadig tænkte og sagde: Ja, men jeg har ikke selv, i egen person, udstået min straf og med egne midler betalt min gæld; hvordan kan jeg så være tryg ved, at jeg ikke bliver i fængslet! Ville det ikke være at sige: Hvem ved, om man kan stole på det, kongen og hans søn har sagt og gjort? – Nu står der jo her udtrykkeligt: «Det, som loven ikke kunne udrette, det gjorde Gud, da han sendte sin Søn i syndigt køds lighed!» og igen: «født under loven, for at han skulle løskøbe dem, som var under loven». Der står jo her, at Gud netop sendte sin Søn for at han skulle gøre det, som loven ikke kunne udrette – «født under loven». Han var altså i vores fængsel – «for at han skulle løskøbe dem, som var under loven». Det er jo ikke en drøm eller et digt, men den evige, guddommelige sandhed, som hele Skriften fra verdens begyndelse åbenbarer som summen af det hele: at Gud gav os sin Søn til mellemmand og Frelser. Han siger jo selv om loven: «Jeg er kommet for at opfylde den» (Matt 5,17). «Jeg helliger mig selv for dem, for at de skal være helliget i sandhed. Se, jeg kommer, i bogen står der skrevet om mig, at jeg skal gøre din vilje, Gud – og ved den vilje er vi helliget én gang for alle ved ofringen af Jesu Kristi legeme.» Det står jo tydeligt her. Hvad skal vi stille op med det! Det er sandelig alt for meget, at Gud selv skal skænke os hele lovens opfyldelse; men Gud har jo i alle ting været alt for stor, underfuld og ufattelig for os. Hvad andet skulle vi gøre end blot tage imod som børn og takke og med hjertets glæde og gengældt kærlighed bruge den herlige frihed og inderligt gerne og villigt som børn elske og tjene vores nådige Fader – gøre det gode, som vi får nåde til; men først og sidst vide, at vores retfærdighed over for Gud består i en andens gerninger, og at denne retfærdighed derfor bliver stående og ikke formindskes, heller ikke når vi selv er allermest elendige – og at den gør, at vores synder ikke tilregnes os. Og kan denne store nåde ikke bevæge os til at elske og tjene vores Gud, så er det lige meget, hvad vi gør; det hjælper os ikke at gøre det gode for kravets skyld, for budets og truslernes skyld; for alt det, som ikke kommer af tro, er dog synd (Rom 14,23). «Alle de, der holder sig til lovens gerninger, er under forbandelse» (Gal 3,10).

11. Alt dette bør kristne overveje og bruge alle deres livs dage; for det er ikke kun i den første store omvendelse, at Gud ydmyger os med loven og ved at afsløre vores elendighed, men så længe vi lever på jorden og skal stå i troens øvelse, altså også i den daglige omvendelse. Ja, jo nærmere vi kommer Gud, desto mere kender vi hans hellighed; og jo større nåde, desto højere pligter og forpligtelser. Men alt, hvad der kræver noget af os, er lov. Heraf kommer det, at ingen har mere lys i loven og mere følelse af sine mangler end en oplyst kristen, sådan som Luthers ord lyder: «Jo større lys i loven, desto mere følelse af synden.» Loven er nu godt nok både vores lyst og vores rettesnor for livet; men den gør os aldrig retfærdige, for så skulle vi være lige så hellige i os selv, som Gud selv er. Når vi altså uophørligt mærker mangler og mærker dem mere og mere, så gælder det om alligevel at «stå fast i den frihed, som Kristus har befriet os til, og ikke lade sig fange under trældommens åg» (Gal 5,1). I samme øjeblik og i samme grad, som man bliver fanget i trællesindet, i lovtanker, får loven straks sin gamle virkning på os: den vækker synden til dobbelt kraft og gør os ulykkelige på ny. Hvad skal vi så gøre, når loven anklager os for synd? Vi skal straks give den ret i, at der i vores kød ikke bor noget godt; men også på stedet vise den hen til Kristus som vores eneste retfærdighed og sige: Dér er den mand, som i mit sted har gjort alt det, jeg skulle have gjort. Gå til ham, han er min forlover, han er født under loven og har bestemt ikke syndet. Men hedder det igen: «Du burde dog også selv være from og gøre det, der er godt», så svar: Det er sandt, og når spørgsmålet er om mit liv, og jeg er blandt mennesker, der har brug for det, så mind mig om det, så vil jeg gerne høre på dig; men når spørgsmålet nu er om min retfærdighed over for Gud, så gælder ikke mine gerninger, men en andens; så gælder hverken min fromhed eller min synd noget, for det er bestemt ude med mig, hvis jeg skulle dømmes efter dem; nej, så har jeg en andens fromhed, hellighed og renhed, en andens kærlighed og gode gerninger, Guds Søns, som var født under loven. I dette spørgsmål vil jeg gerne være en stor synder i mig selv og ikke kaldes andet, for at Kristus alene kan være min retfærdighed; her siger jeg med Paulus: «idet jeg ikke har min egen retfærdighed, den, der kommer af loven, men den, der kommer af troen på Jesus Kristus» (Fil 3,9). Om mit kød rasede tusind gange vildere, om min synd var tusind gange større og mit hjerte fordømte mig tusind gange hårdere, så er Gud dog større end mit hjerte, og Kristi blod og Kristi lydighed mod loven er tusind gange mægtigere end min synd. Det er Kristi gerninger, Kristi fromme hjerte, Kristi fuldkommenhed, der er min trøst, min retfærdighed og min ros i al evighed. Amen.

————————

(Den, der vil opbygge sig videre i dette allervigtigste stykke, bør andægtigt læse Luthers herlige prædikener, fx i Epistelpostillen nr. 8, § 89–99, nr. 63 og nr. 66, § 9–25, og i Evangeliepostillen nr. 70, § 12–33.)